2023 - Nummer 4 - december

  3 - Abonnementsfornyelse
  4 - Kære Læsere
  6 - Den hellige Margrethe af Roskilde
10 - Ny bog fra Forlaget Ave Maria
11 - Broder Lorens af Opstandelsen
14 - Forkyndelse er glæde
16 - Min morfars rosenkrans
18 - Kan man lide for andres frelse?
20 - Lær mig at kende dine veje
22 - Rosenkransen i Vestre Fængsel
24 - 650-års jubilæum for den hellige Birgittas himmelske fødselsdag
29 - Budskaber fra Medjugorje
30 - Pavens anliggender
31 - Bøn om glæde



Forsidebilledet forestiller den hellige Birgitta af Vadstena. Og redaktionen vil gøre opmærksom på to  fejl, der vedrører denne gode artikel.

For det første står der i billedteksten, at artiklen er at finde på side 22, men som det også fremgår af indholdsfortegnelsen herover, findes artiklen om den hellige Birgitta på side 24.

For det andet står der i det allerførste afsnit på side 24:

"Den 7. oktober i år fejrede Birgittinerordenen, Den Allerhelligste Frelsers Orden (Ordo Sanctissimi Salvatoris) 650 års jubilæum for sin grundlæggelse. Repræsentanter fra hele verden samledes i huset på Piazza Farnese i Rom. Det er nemlig i huset på Piazza Farnese, at grundlæggeren af Nordens eneste klosterordenen, den hellige Birgitta af Sverige, har boet og døde den 7. oktober 1373."

Årstallet, 1373, er ganske rigtigt, men den hellige Birgitta døde altså den 23. juli, den dag, hvor hun også fejres i Kirken.

Redaktionen undskylder.

Forkyndelse er glæde

Pave Frans

Kære brødre og søstre, i dag vil jeg tale om et vigtigt aspekt af den apostoliske iver - inspireret af den apostoliske skrivelse Evangelii Gaudium, hvis 10-års jubilæum vi fejrer i denne måned. Det drejer sig nemlig om substansen i evangeliseringen: glæde.     
    Det kristne budskab, som vi har hørt i englens ord til hyrderne, er forkyndelsen af "en stor glæde" (Luk 2, 10). Og hvad er årsagen? Gode nyheder, en overraskelse, en smuk begivenhed? Endnu mere, en person: Jesus! Han er den menneskevordne Gud, som kom til os. Spørgsmålet, kære brødre og søstre, er derfor ikke, om vi skal forkynde det, men hvordan vi skal forkynde det, og dette "hvordan" er glæde. Enten forkynder vi Jesus med glæde, eller også forkynder vi Ham ikke, for andre måder at forkynde Ham på er ikke i stand til at viderebringe Jesu sande virkelighed.
    Det er derfor, at en kristen, der er utilfreds, trist eller endnu værre, vred eller bitter, ikke er troværdig. Denne person vil tale om Jesus, men ingen vil tro på ham! Evangelisering kan virke overflødig, unødvendig, netop fordi den udspringer af en overflod og ikke af et pres. Og hvis man forsøger at evangelisere på baggrund af en ideologi, virker det ikke. For Evangeliet er en forkyndelse af glæde. Ideologier er kolde alle sammen. Evangeliet har glædens varme. Ideologier ved ikke, hvordan man smiler; evangeliet er en glæde, det får dig til at smile, fordi det rører sjælen med det glade budskab.

Jesus er glæde
Jesu fødsel, i historien som i livet, er kilden til glæde: Glæden ved den opstandne Jesus. Et møde med Jesus giver dig altid glæde, og hvis det ikke sker, er det ikke et sandt møde med Jesus.
    Jesu handlen med disciplene i Emmaus fortæller os, at de første, der har brug for at blive evangeliseret, er disciplene - os kristne. Og det er meget vigtigt. Midt i nutidens hastige og forvirrede miljø kan vi komme til at leve vor tro med en stille følelse af tilbagetrækning og opgivelse; en følelse af at evangeliet ikke længere bliver hørt, og at det ikke er umagen værd at forkynde det. Vi kan endda blive fristet til at lade "de andre" gå deres egne veje.
    I stedet er det netop nu, vi skal vende tilbage til evangeliet for at opdage, at Kristus "er evigt ung, og en evig kilde til nyt" (jf. Evangelii gaudium, 11).
    Som de to i Emmaus vender vi tilbage til hverdagen med samme begejstring som én, der har fundet en skat: De var glade, fordi de havde fundet Jesus, og Han havde forandret deres liv. Og man opdager, at menneskeheden bugner af brødre og søstre, der venter på et ord om håb. Selv i dag venter man på evangeliet. Mennesker i dag er som mennesker til alle tider: De har brug for det. Selv samfundet med dets programmerede vantro og institutionaliserede sekularisering; ja, især de samfund, der lader de religiøse rum ligge øde hen, har brug for Jesus. Nu er det rette øjeblik for forkyndelsen af Jesus.

Forkynd med glæde
Derfor vil jeg igen gerne sige til alle: "Evangeliets glæde fylder hjerterne og livet hos alle, der møder Jesus. De, der tager imod Hans tilbud om frelse, bliver sat fri fra synd, sorg, indre tomhed og ensomhed. Med Kristus genfødes glæden igen og igen." Glem ikke dette. Og hvis nogen ikke oplever denne indre glæde, bør de spørge sig selv, om de har fundet Jesus. Evangeliet vandrer ad glædens vej, altid, det er den store forkyndelse.
    Jeg opfordrer alle jer kristne, overalt, i dette øjeblik, hvor I end er, hvordan I end har det, til nu og her at forny jeres møde med Jesus Kristus (jf. Evangelii gaudium, 1,1.3) Enhver af os skal tage sig lidt tid og tænke: "Jesus, du er i mig. Jeg ønsker at møde dig hver dag. Du er en person, du er ikke en idé; du er en rejsekammerat, du er ikke et program. Du, Jesus, er kilden til glæde. Du er begyndelsen på evangeliseringen. Du, Jesus, er glædens kilde!" Amen.

--  --  --  --  --  --  -- 

Paven afsluttede denne generalaudiens med en opfordring til at bede for fred:
    Lad os bede, brødre og søstre, om fred, især i det plagede Ukraine, som lider så meget, men også i Det Hellige Land, i Palæstina og Israel, og lad os ikke glemme Sudan, som lider så meget, og lad os tænke på, at hvor der er krig, er der mange krige!
    Lad os bede for fred: Vi skal hver dag tage os tid til at bede for fred. Vi ønsker fred. Min velsignelse til alle!

Oversat og redigeret af Charlotte Olden-Jørgensen efter www.vatican.va,
Generalaudiens onsdag den 15. november 2023.
Katekese. Passionen for evangelisering: den troendes apostoliske iver.  
Afsnit 26. Forkyndelse er glæde

Lær mig at kende dine veje

Jakob Peter Mynster Paulli blev født ind i en protestantisk præsteslægt i København den 24. marts 1844
    Efter at være blevet cand.theol var han i nogle år præst i Asminderød og Grønholt i Nordsjælland, og blev derefter kapellan ved Vor Frue kirke i København. I 1884 blev han udnævnt til kongelig konfessionarius og var gennem en menneskealder kongehusets afholdte og trofaste tjener og ven.
    Han var blevet gift i 1871 og havde fået fire børn, en pige og tre drenge. Hans kone var død i en brand allerede i 1882, og hans yngste søn var død i januar samme år, som han selv døde i september af et hjertetilfælde i kombination med en brand (1915). 

Jakob Paulli var repræsentant for en stærkt traditionsbunden højkirkelighed og kom ud i mange stridigheder og diskussioner af den grund. Han var på den anden side ikke blind for, at den sociale situation i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet krævede nye ideer og reformer. For eksempel var han under den store lockout i 1899 en fortaler for sociale reformer.
    Det var dog som prædikant og salmedigter, Jakob Paulli især blev kendt. "Jert hus skal I bygge på ordets klippegrund" er den af hans salmer, der er optaget i Den danske salmebog og i Lovsang, men i Norge er han berømt for den smukke "Lær mig at kende dine veje".
    Den lærte jeg at kende i 1998, da en veninde i julegave gav mig karmeliternonnerne i Tromsøs nye CD. Det 5. nummer på denne CD er Lær meg å kjenne dine veie, som er en norsk version af Jakob Paullis salme.
    Teksten har klare paralleller til mange centrale skriftsteder i Bibelen - og også til mange helgeners tankegods. Jacob Paulli klarer i salmen at forene luthersk kaldsetik med en inderlig og dybt personlig gudstro hvor Gud  viser omsorg for sine børn i alle livets omskiftelser. Den er et stærkt vidnesbyrd om Guds uendelige nåde og kærlighed, der lader os vide, at hvis Gud får lov lede os, så går vi aldrig fejl af målet.
    Det er en højt elsket salme i Norge, og  Sissel Kyrkjebø sang den under vielsen af prinsesse Märtha Louise og Ari Behn i Trondheim i 2002, hundrede år efter at salme første gang udkom på tryk i digtsamlingen Skygger og Lys, der blev udgivet på opfordring af Jakob Paullis venner i 1902.

1. Lær mig at kende dine veje
og gå dem trøstigt skridt for skridt;
jeg ved, at hvad jeg fik i eje,
er gods til låns, og alt er dit.
Men vil din stærke hånd mig lede,
jeg aldrig fejl på målet ser,
og for hvert håb, som dør hernede,
får jeg et håb i Himlen mer.

2. Lær mig at kende dine tanker
og øves i at tænke dem;
og når i angst mit hjerte banker,
da må du kalde modet frem.
Når jeg har tænkt mig træt til døden,
sig så, hvad du har tænkt, o Gud!
Da kan jeg se, at morgenrøden
bag tvivl og smerte vælder ud.

3. Men lær mig frem for alt at kende
din grænseløse kærlighed,
den, som kan tusind stjerner tænde,
når lykkens sol er gået ned.
Den tørrer tåren, som den skabte,
og læger såret, som den slog,
dens vej går gennem det, vi tabte,
den giver mere, end den tog.

                                                    Jakob Paulli Skygger og Lys 1902
                                                    Se også Norsk Salmebok nummer 312



Kilder: Karmel i Trømsø Totus Tuus,
Deres CD La oss sammen prise Herren.
Norsk Wikipedia
Salmebloggen.no

2023 - Nummer 3 - september

Indhold:      

 4      Kære Læsere
 4      Rettelser
 5      Den hellige Thérèse om Jomfru Maria
 8      Den hellige Jean Théophane Vénard
 11    Afdøde
 12    Perlen - Søg Guds rige
 14    Mariavinduet i Linköping domkirke
 18    Det brune skapular
 20    Messe for læserne
 21    Novene til den hellige Josef
 23    Rosenkransen til Jomfru Marias syv smerter
 25    Synderinden, der døde af kærlighed
 27    Den undergørende medalje trøster
 28    Marietidsel
 29    Budskaber fra Medjugorje
 30    Pavens anliggender
 31    Bøn for præsterne af den hellige Thérèse

Novene til den hellige Josef

En novene er en bøn om forbøn, som man beder hver dag i 9 dage. Normalt følger man op på bønnen ved at bede samme bøn i yderligere 9 dage som tak for forbøn.

Ærefulde, hellige Josef, Jesu Kristi fosterfar og discipel. Vi løfter vore hjerter og hænder mod dig og beder om din mægtige forbøn.
Bed for os til Jesus Kristus om at vi må opnå al den nåde, som er nødvendig for vor åndelige og timelige velfærd og især den nåde at få en god død. Vi beder dig nu om specielt at bede for ... (Sig din intention her).
    Vogter af det inkarnerede Ord, vi er overbeviste om, at din bøn for os vil blive hørt i nåde for Guds trone.
    Ærefulde, hellige Josef, gennem den kærlighed, du har til Jesus Kristus og til Hans navns ære, hør vore bønner og gå i forbøn for os at vore ønsker må blive opfyldt (gentag denne sætning 7 gange).

Lad os bede:
  Ærefulde, hellige Josef, den ubesmittede Jomfrus ægtefælle, bed for os om et rent, ydmygt og barmhjertigt sind og om fuldkommen efterlevelse af den guddommelige vilje.
  Vær vor vejleder, far og forbillede igennem livet, så vi kan få lov til at dø som dig i Jesu og Marias arme.
  Amen.

Kilde:
Det norske tidsskrift "Ved Elias Kilde", foråret 2021,
oversat af Anne Balleby

Den hellige Thérèse om Jomfru Maria

Åh, hvor ville jeg gerne have været præst, så jeg kunne prædike om Jomfru Maria! En eneste gang ville have været nok for mig til at sige, hvad jeg tænker om det emne. Først ville jeg have gjort klart, hvor lidt man i virkeligheden ved om hendes liv. Man burde altså ikke fortælle helt usandsynlige ting eller noget, som man ikke har en anelse om for eksempel,  at Jomfru Maria som helt lille, kun tre år gammel, gik til templet for at ofre sig til Gud og at hun i sit indre brændte af kærlighed, ja, at hun var opfyldt af særligt ophøjede følelser. I stedet var det måske sådan, at hun ganske enkelt gik derhen for at være lydig mod sine forældre. Og hvorfor skal man gå endnu længere og sige, at Jomfru Maria altid havde Jesu lidelser for øje helt fra det øjeblik, da hun hørte de profetiske ord, som den gamle Simeon udtalte: "Ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge" (Luk 2,35). Disse ord var ikke noget som gjaldt nuet, det forstår du vel, min lille moder, nej, det var en almen forudsigelse om fremtiden.
    For at en prædiken om Jomfru Maria skal gøre mig godt og jeg skal kunne lide den, må jeg i den se hendes virkelige liv og ikke det liv, som man antager, at hun levede og jeg er sikker på, at hendes liv var meget enkelt og ukompliceret. Man fremstiller hende, som om hun var helt uopnåelig, men man burde i stedet for fremstille hende som en, som det er muligt at efterligne, stille hendes dyder frem i lyset og sige, at hun levede af tro som vi og bevise det ud fra evangeliet, hvor vi jo kan læse: "Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem." (Luk 2,50). Og dette som ikke er mindre hemmelighedsfuldt "Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham."(Luk 2,33).
    Denne forundring forudsætter en vist bestyrtelse, tror du ikke det, min lille moder? Vi ved meget godt, at Jomfru Maria er himlens og jordens dronning, men hun er mere moder end dronning og man må ikke sige, at hun gennem sine fortrin formindsker alle de andre helgeners herlighed som solen får stjernerne til at forsvinde, når den stiger op. Min Gud, hvor ville det være mærkeligt! En moder, som får sine børns herlighed til at formindskes! Jeg tror, at det forholder sig lige omvendt, jeg tror, at det er sådan, at hun vil forøge de udvalgtes herlighed i rigt mål.

    Selvfølgelig er det godt at tale om hendes fortrin, men man skal ikke kun tale om dem og hvis man under en prædiken fra det første til det sidste ord er nødt til at udbryde og råbe O! O!, så får man snart nok. Hvem ved, måske går det så vidt, at en eller anden sjæl får en følelse af modvilje overfor en så overlegen skabning og siger for sig selv: "Hvis det er sådan kan man lige så godt trække sig væk i et hjørne og stråle der, så godt man kan!" Det, som Jomfru Maria har mere end vi, er, at hun ikke kunne synde, at hun var fri fra arvesyndens plet, men på den anden side havde hun jo meget mindre en vi, for hun havde ikke nogen Jomfru Maria at elske! Og det er jo en ekstra stor lykke for os, en lykke som hun ikke fik erfare. Nuvel, i virkeligheden har jeg sagt alt det, som jeg ville have prædiket om hende, i min sang: "Hvorfor jeg elsker dig, o Maria!"

Kilde: Sista samtal, Karmeliterna, Norraby, Sverige
- uddrag og oversættelse v/Anne Balleby

Uddrag af sangen "Hvorfor jeg elsker dig, Maria"

Jeg vil synge nu, Maria, og fortælle
at dit søde navn bevæger hjertet mit;
og at tanken om din herlighed og ære
aldrig vil få sjælen til at skælve angst.
Når jeg tænker på din herlighed i Himlen,
som er større end selv helgenskarens glans
tør jeg knap at tro, dit barn jeg tør mig kalde.
Oh, Maria, for dig sænker jeg mit blik.

Førend barnet ret forstår dets mor er moder,
må de græde sammen, dele frygt og sorg.
Ak min kære mor, her ved mig rinder floder
af de tårer du har udgydt over mig!
Når i Bibelen jeg læser om din færden
vover jeg at se på dig og nærme mig.
Det bliver lettere at tro jeg er dit barn
når jeg ser dig dødelig og svag som jeg.

Oh! jeg elsker dig, Maria, tjenerinde
af den Gud, som til din ydmyghed så ned.
Denne skjulte kraft forlener dig med almagt,
drager Helligånden til dit hjerte ind.
Kærlighedens Ånd dig dækker med sin skygge
og i dig undfanges Sønnen, Faderen lig.
Og Han vil få mange brødre, syndere alle
som dog kalder Ham din førstefødte søn.

Hvor du elsker os, Maria, højt som Jesus.
Og for vor skyld fjerner du dig langt fra Ham.
Det at elske er at give, og du skænker
os dit hjerte ved at blive her hos os.
Frelseren dit moderlige hjerte kender,
dig, de armes tilflugt, os han overlod
Han forlod sit kors nu venter Han i Himlen -
det var dengang Han betroede os til dig.

Snart de skønne harmonier jeg vil høre,
i den skønne Himmel snart jeg møder dig.
Du der smilede til mig i livets morgen,
kom nu, smil, ... min mor, ... se, det er aften nu.
Og jeg frygter ikke længere for glansen
af din herlighed i din fuldkommenhed.
Med dig har jeg lidt, på dit skød vil jeg synge
at jeg elsker dig og evigt er dit barn.

Therese af Lisieux
    vers 1, 2, 4, 22 og 25 af et digt på 25 vers
Taget fra Wilfrid Stinissen: Den enkla vägen till helighet,
En bok om Thérèse av Lisieux s. 134ff,
    Mel: Skamlingsbanken
 Oversat/gendigtet af Charlotte Olden-Jørgensen

Særnummer om den hellige Thérèse af Lisieux.

Indhold:

Kære Læsere
Familien Martin
Ni dages novenebøn
     Novenebønnen
        Dag 1
        Dag 2
        Dag 3
        Dag 4
        Dag 5
        Dag 6
        Dag 7
        Dag 8
        Dag 9
     Afsluttende novenebøn
Pave Frans opfordrer til rosenkransbøn i oktober

2023 - nummer 2 - juni

 

  4   Kære Læsere
  4   Valfarter
  5   Andagten til Jonfru Marias rene hjerte
  8   Den hellige Vilhelm af Æbelholt
13   Kristi legems og blods fest
15   Bøn for de ufødte
16   Mariasalme
18   Mariasalmens klangbund
19   Vor Frue af den stedsevarende hjælp
20   Sankt Bendts kapel
25   Vor Frue af Danmark
26   Fra "Den lille bog om god tid"
27   Budskaber fra Medjugorje
28   Rosenkransen som et billede på Marias liv
30   Pavens anliggender
31   Bøn, Regina Cœli


Regina Cœli
Når kirkeklokkerne ringer morgen, middag og aften, er det katolsk skik at stoppe op og bede en Maria-antifon. Hvilken antifon, man beder, skifter med den liturgiske tid, men størstedelen af året beder man Angelus - Herrens engel. Derfor kaldes klokkernes ringen morgen, middag og aften også for Angelus.
     I påsketiden, fra påskedag til og med pinsedag, beder vi  Regina Cœli - Himlens Dronning - i stedet for Angelus

Regina Cœli ~ Himlens dronning
Fryd dig, Himlens dronning! Halleluja.
For han, hvem du blev fundet værdig til at bære, halleluja.
Han er opstanden, som han har sagt, halleluja.
Bed for os til Gud, halleluja.

Glæd dig og fryd dig, Jomfru Maria! Halleluja.
Thi Herren er sandelig opstanden! Halleluja.

Lad os bede:
Gud, du som ved din Søns, vor Herres Jesu Kristi opstandelse, nådigt har frydet verden. Forund os ved hans moder, Jomfru Maria, at opnå det evige livs glæder.
Ved Kristus, vor Herre.
Amen

Jomfru Marias rene hjerte

Lørdagen efter festen for Jesu hellige hjerte fejrer Kirken festen for Marias rene hjerte. I år fejres denne fest den 17. juni.

Festen for Marias rene hjerte fejres altså nu dagen efter Jesu hjerte fest, men forud for det er der gået en lang og omskiftelig historie.
    Hengivenheden til Marias hjerte er nært forbundet med hengivenheden til Jesu hellige hjerte, men den er også helt sin egen. Den væsentligste forskel mellem andagterne til Jesu og Marias hjerte er, at andagten til Jesu hjerte fremhæver Hans guddommelige hjerte som værende fuld af kærlighed til menneskeheden, mens denne kærlighed for det meste ignoreres eller afvises; hvorimod andagten til Marias hjerte hovedsagelig drejer sig om den kærlighed, som hendes hjerte har til Jesus, til Gud.
    De kristnes opmærksomhed rettede sig tidligt mod Marias hjerte og de dyder og den kærlighed, der lå gemt i dette hjerte. Det bibelske grundlag finder vi i Lukasevangeliet hvor vi læser: "Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem" (Luk. 2,19) og "Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte" (Luk. 2,51), og Simeons profeti: "Ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag" (Luk 2,35).

Den spæde start

Men det er først i slutningen af det 11. og begyndelsen af det 12. århundrede, at vi finder tegn på en andagt til Marias hjerte. Det finder vi i en prædiken af Sankt Bernhard af Clairvaux med det smukke navn Om de tolv stjerner.     Endnu tydeligere spor finder vi i de fromme meditationer over Ave Maria og Salve Regina, der normalt tilskrives enten Sankt Anselm af Lucca (død 1080) eller den hellige Bernard, og i Sankt Thomas af Beckets andagt til Marias glæder og smerter. Lidt senere også i den store bog De laudibus Beatae Mariae Virginis (Til den hellige Jomfru Marias pris) af Richard de Saint-Laurent fra det 13. århundrede.
    I de følgende århundreder møder man en veneration for Marias rene hjerte hos flere helgener, for eksempel den hellige Gertrud den Store (1252-1302), den salige Hermann (død 1245 - se Ave Maria 4, 2019) og den hellige Birgitta af Vadstena (ca. 1303-1373). Den hellige Bernhardin af Siena (1380-1444) er blevet kaldt "Marias hjertes lærer" på grund af sine skrifter om Marias hjerte.

Den hellige Johannes Eudes
Den første, som fik kald til at gøre det til en offentlig fest var den hellige Johannes Eudes (1601-1680; se Ave Maria nr. 3, 2021). Han udfærdigede tekster til både messe og tidebøn og fejrede selv festen for Marias hjerte den 8. februar 1646 i katedralen i Autun i Frankrig. Det var den første offentlige fejring.
    Flere biskopper godkendte hans liturgi og den hellige Johannes Eudes fortsatte med at skrive litanier, uddele billeder og skrive bøger, for eksempel bogen Om andagten til Jomfru Marias hellige hjerte og hellige navn, der blev udgivet i 1648.
    På trods af hans entusiasme og flere biskoppers velvilje blev festen ikke accepteret af Rituskongregationen i Rom

Andagten udbredes
I slutningen af det 18. århundrede gav pave Pius VI (1775-99) tilladelse til, at denne fest kunne fejres af karmeliterne og Fontevraud-ordenen. Fontevraud-klosteret blev grundlagt i 1101 af den omrejsende prædikant Robert af Arbrissel. Klosteret blomstrede og blev centrum for en ny orden, Fontevraud-ordenen. Ordenen blev opløst under den franske revolution.
    Senere gav samme pave tilladelse til, at festen kunne fejres i nogle af bispedømmet Palermos kirker. Pave Pius VII udvidede tilladelsen til alle bispedømmer, som bad om det.
    I løbet af 1800-tallet begyndte man at fejre festen i forskellige marianske broderskaber. Især to begivenheder i 1800-tallet var af stor betydning. I november 1830 viste Jomfru Maria sig i Rue du Bac, også i Paris, for den hellige Catherine Labouré, og ansporede hende til at få fremstillet og udbredt den undergørende medalje (se Ave Marias forside, bagside og side 2). Og i 1836 indviede abbed Desgenettes kirken Notre-Dame-des-Victoires (Vor Frue af Sejren) i Paris til Marias rene hjerte.

Datoen fastlægges
    Den 21. juli 1855 godkendte Rituskongregationen i Rom officiet og messen til Marias hjerte. Endnu blev der ikke indført en mindedag for hele Kirken, og festen blev fejret på forskellige datoer i forskellige bispedømmer.
    Efter åbenbaringerne i Fatima i 1917 skete der et opsving i andagten og i anledning af 25 års jubilæet for åbenbaringerne indviede pave Pius XII den 8. december 1942 hele Kirken og hele menneskeheden til Marias rene hjerte. Dette skete midt under anden verdenskrig og var en bøn om Marias indgriben og beskyttelse.
    I 1944 besluttede Rituskongregationen at festen for Marias rene hjerte skulle fejres af hele Kirken som en forpligtende festdag den 22. august, oktavdagen for Maria optagelse i Himlen.
    Ved liturgireformen efter andet vatikankoncil flyttedes festen til lørdagen efter Jesu Hellige Hjerte fest (anden fredag efter pinse) og blev en valgfri mindedag.

Anne Balleby

Kilde: Den norske katolske kirkes hjemmeside,
Wikipedia og Attwaters helgenleksikon

Kristi Legems og Blods fest

Kære brødre og søstre!
    Kristi legemes og blods fest fejres i år den 11. juni. Eukaristien, der blev indstiftet skærtorsdag ved den sidste nadver, var som endestationen for en rejse. I løbet af rejsen havde Jesus antydet dette mål gennem flere tegn, først og fremmest mangfoldiggørelsen af brødene, som vi hører om i dagens evangelium. Jesus tager sig af de store skarer, der var fulgt efter Ham for at lytte til Hans ord og for at blive befriet fra forskellige dårligdomme. Han velsigner fem brød og to fisk, og bryder dem. Disciplene deler dem ud, og "og alle spiste og blev mætte", står der i evangeliet. I eukaristien kan alle opleve denne kærlige og konkrete opmærksomhed fra Herren. De, der modtager Kristi legeme og blod med tro, spiser ikke kun, men bliver mætte. At spise og at blive mæt: det er to grundlæggende behov, som opfyldes i Eukaristien.
    At spise. "Og alle spiste", skriver den hellige Lukas. Da aftenen falder på, råder disciplene Jesus til at sende folkemængden af sted, så de kan gå ud og lede efter mad. Men mesteren ønsker også at sørge for det - han ønsker også at give mad til dem, der havde lyttet til ham. Miraklet med brødene og fiskene sker ikke på en spektakulær måde, men næsten diskret, ligesom ved brylluppet i Kana - brødet bliver til mere efterhånden som det går fra hånd til hånd. Og mens folkemængden spiser, indser de, at Jesus tager sig af det hele. Det er Herren, der er til stede i eukaristien. Han kalder os til at blive borgere i himlen, men samtidig tager Han sig af os på vor rejse her på jorden. Hvis jeg næsten ikke har noget brød i min pose, ved Han det og tager sig af det.
    Nogle gange er der risiko for at forvise eukaristien til en vag, fjern dimension, måske lys og fuld af røgelsesdufte, men langt væk fra hverdagens trængsler. I virkeligheden tager Herren alle vore behov til sig, begyndende med de mest grundlæggende. Og han ønsker at sætte et eksempel for sine disciple ved at sige: "Giv I dem noget at spise!" til de mennesker, der havde lyttet til Ham i løbet af dagen. Vores eukaristiske tilbedelse bliver levende, når vi tager os af vor næste, som Jesus gør det. Der er sult efter mad omkring os, men også efter fællesskab; der er sult efter trøst, venskab, godt humør; der er sult efter opmærksomhed, der er sult efter at blive evangeliseret.
    Alt det finder vi i det eukaristiske brød - Kristi opmærksomhed på vore behov og opfordringen til at gøre det samme over for vore medmennesker. Vi har brug for at spise og mætte andre.
     Ud over at spise må vi dog ikke glemme at blive mætte. Skarerne bliver mætte på grund af den rigelige mængde mad og også på grund af glæden og forundringen over det, de modtog fra Jesus! Vi har bestemt brug for at få næring, men vi har også brug for at blive mætte, for at vide, at den næring er givet os i kærlighed.  I Kristi legeme og blod finder vi Hans nærvær, Hans liv, som er givet for hver enkelt af os. Han giver os ikke kun hjælp til at vandre fremad, Han giver os sig selv - Han gør sig selv til vor rejseledsager, Han blander sig i vores anliggender, Han besøger os, når vi er ensomme, og gengiver os en følelse af begejstring. Det mætter os, når Herren giver mening til vort liv, til vort mørke og vor tvivl. Men Han ser meningen, og denne mening, som Herren giver os, mætter os. Det giver os det "mere", som vi søger - nemlig Herrens nærvær! For i varmen fra Hans nærvær forandres vort liv. Uden Ham ville alting virkelig være gråt. Lad os tilbede Kristi legeme og blod og bede Ham med  hjertet: "Herre, giv mig det daglige brød til at gå fremad, Herre, mæt mig med dit nærvær!"
    Måtte Jomfru Maria lære os at tilbede Jesus, der er levende tilstede i Eukaristien, og at dele Ham med vore brødre og søstre.

Pave Frans 19. juni 2022. Oversat efter
www.vatican.va af Charlotte Olden-Jørgensen

2023 - nummer 1 - marts

4 Kære Læsere
4 Messe for læserne
5 Vor Frue af den guddommelige kærlighed
9 Den hellige Nikolaus af Flüe
14 Broder Klaus' bøn
15 Valfart til Lourdes
16 Pinse - Helligåndens komme - billede
18 Benedikt XVIs åndelige testamente
20 Inger Touray in memoriam
21 Årets valfarter
22 Hvidtjørnen af Inger Touray
24 Gud og kejseren
27 Budskaber fra Medjugorje
28 Næstekærlighedens betydning for
      bønnen
30 Pavens anliggender
31 Pave Pius XIIs bøn til Vor Frue af den guddommelige barmhjertighed

Billede: Madonna del Divino Amore, Wikimedia Fczarnowski.

Pius Xlls bøn til Vor Frue af den guddommelige barmhjertighed

Du kender, O Maria, dette folks og hele Kirkens behov.

Du fordriver sindets fejl, du sand-
hedens lærer og visdommens sæde.

Du formindsker hjertets fejl ved at ændre vanerne og ved at inspirere til afsky for lasterne, kærlighed til dyderne og iver for godheden.

For at fællesskabet skal være lykkeligt, skænk da alle hellig Gudsfrygt, levende tro i gerninger, håbet om goder, der ikke forgår, og den evige kærlighed i Gud.

Skænk familierne troskab, enighed og fred. Gør alle offentlige ledere fuldt bevidste om deres ansvar og forpligtelser med hensyn til religion, moral og alles timelige velfærd.

Og måtte din barmhjertighed, O Maria, ligesom over sjælene,  udgydes over alt det onde, som dette folk og hele den kristne familie plages af. Hav medlidenhed med de fattige, de fængslede, dem, der forfølges på grund af retfærdighed, de ulykkelige hvad end de kaldes.

Hil dig, Maria! Moder til de omflakkende landflygtige hernede på jorden; deres liv, deres glæde og deres håb. Guddommelige kærligheds Moder, bevar den guddommelige kærligheds ild i dine børn; opflam den de i glødende hjerter, styrk den i lunkne hjerter og genantænd den i de ligegyldige hjerter, som har ladet den slukkes; genopliv de stakkels sjæle, som har mistet den gennem synd, til denne kærligheds liv.

Og send over alle, som beder dig, Vor Frue af den guddommelige kærlighed, altfavnende og trøstende, din moderlige velsignelse.

Amen


Pius XII 1944, Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen.
Billede: Udsnit af forsidebilledet, Madonna del Divino Amore, Wikimedia Fczarnowski.

Pinsesalme

Som der også står i seneste nummer af Ave Maria, så oversatte og gendigtede Halfdan Kejser en mængde af de katolske salmer, hymner og litanier, vi kender og elsker i dag.
     Der er hele 43 salmer af ham i Lovsang. Det skete alt sammen i de relativt få år fra hans konversion i 1893 til hans død som kun 48-årig i 1916.
     Han digtede også denne salme med udgangspunkt i pinsesekvensen Veni Sancte Spiritus.

1. Udsend din Ånd, og jorden skal fornys,
send til os ned din stærke himmellue!
hvor før var mørke, skal der vorde lys,
hvad før vi skimted kun, skal klart vi skue.

2. Udsend din Ånd så hellig, stærk og mild,
lad dybt i sjælen os dens luer kende!
hvor før var kulde, skal der tændes ild,
din kærlighed skal i vort hjerte brænde

3. Udsend din Ånd til hjerterne af muld,
hvor godt og ondt så sært er blandet sammen!
hvad før var urent, lutres skal som guld,
når alle slagger smeltes bort i flammen.

4. Udsend din Ånd til alle dine små,
din Helligånd med Himlens flammetunge!
hvad før kun svagt og mat vi stammed på,
skal da i Åndens kraft vi højlydt sjunge.

5. Udsend din Ånd, som skaber helligt liv,
da skal den hele jord i dig genfødes!
hvor før var had og avind, strid og kiv,
i broderkærlighed skal alle mødes.

6. Udsend din Ånd og giv os nådens frugt,
bevar i os den himmelsendte lue!
da skal engang, når livets lys er slukt,
dit åsyn i et evigt lys vi skue.

Lovsang nummer 424
Tekst: H.Keiser
Melodi: J. Hammermüller

(Billede fra et af de tidligste engelske missaler fra East Anglia imellem 1310 og 1320. Det er fra et andet missale, end det i bladet. Kilde: Wikimedia.org)