Viser opslag med etiketten Medjugorje. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Medjugorje. Vis alle opslag

torsdag den 18. juni 2026

45-årsdagen for åbenbaringerne i Medjugorje ~ Jomfru Marias lektier

Den 25. juni er det 45 år siden at Gospa - Jomfru Maria - viste sig for 6 børn i Medjugorje.

I den anledning afholdtes der en novene, hvor Marija hver aften fra den 16. til den 24. juni efter Guds Moders ønske beder rosenkransen sammen med alle dem, der er til stede på Åbenbaringbjerget. Dem, der ikke lige kan komme derhen, kan følge rosenkransbønnen hver aftern kl. 22 og frem på MaryTV.

Hver aften efter rosenkransbønnen, kl. ca 23, giver Jomfru Maria os et budskab, en slags lektier om man vil, til næste dag.



Beretninger fra novenen i Medjugorje

9. dag ~ 24. juni
Marija fortæller: Jomfru Maria viste sig, og hun var meget glad og lykkelig. Jeg frembar på vegne af os alle sammen vore bønner, vore ofre og vor faste i hendes intentioner. Jomfru Maria betragtede os alle i lang tid, bredte sine hænder ud og bad meget, meget længe over os.
    Da jeg så bad Jomfru Maria om at gå i forbøn for os hos sin Søn for fred i vores hjerter, for fred i vores familier og for fred i hele verden, bredte Jomfru Maria igen sine hænder ud og bad over os. Denne gang i kortere tid.
    Og til sidst gav Jomfru Maria os et budskab.
"Kære børn, jeg takker jer for hvert eneste offer og hver eneste bøn, I har ofret for mine intentioner. Og I vil ikke fortryde det. Hverken I, jeres børn eller jeres børns børn."
Og i det øjeblik bredte Jomfru Maria sine hænder ud for tredje gang, og med glæde gjorde hun korsets tegn og sagde: "Gå i fred, mine kære børn." Og Jomfru Maria steg op til himlen.


8. dag ~ 23. juni
Tirsdag aften var både Marija og Ivan atter til stede ved åbnbaringen.

Marija fortæller: Da Jomfru Maria viste sig, anbefalede vi hende alle, der er her til stede, samt alle dem, der er åndeligt forbundet med os. På en særlig måde bad vi for alle der er syge på ånd og legeme.
    Foran Jomfru Maria bad vi for alle dem, der er forbundet med os gennem bøn i løbet af disse ni dage. Og til sidst bad vi Jomfru Maria om, at hun måtte gå i forbøn for os hos sin Søn Jesus om fred i vores hjerter, om fred i vores familier og om fred i hele verden. Jomfru Maria bredte sine hænder ud og bad længe på sit modersmål – på aramæisk. Og til sidst hilste hun på os alle og sagde: "I morgen, samme tid, samme sted."
    Hun gjorde korsets tegn og velsignede os alle med sin moderlige velsignelse. Og så sagde hun, at vi skulle bede alle præsterne og vores kære biskop, der er her sammen med os, om at velsigne os med Jesu velsignelse.
    Og jeg glemte at fortælle jer, at Jomfru Maria var meget glad.


7. dag ~ 22. juni
Mandag aften var Ivan Dragicevic sammen med Marija ved åbenaringen. Marija og Ivan er de to seere, der stadig ser Jomfru Maria hver dag.

Beretningen lyder: Nok engang sender jeg hilsener til alle mine kære præster og til min ekøre venner i Kristus.
Jeg vil gerne kort beskrive det vigtigste fra aftenens møde med Jomfru Maria og bringe det tættere på jer alle. Det er svært at beskrive alt – det er svært at finde de rette ord, for jeg kan ikke udtrykke det hele med mine menneskelige ord. Men jeg bruger de ord, jeg har, så jeg kan fortælle jer alle det vigtigste fra aftenens møde.
    I aften kom Jomfru Maria til os, hun var meget glad og hilste os alle med sin moderlige hilsen: "Priset være Jesus, mine kære børn". Derefter løftede hun blikket mod os alle, med så megen glæde i ansigtet og i øjnene. Så bredte hun hænderne ud og bad på sit eget aramæiske sprog over os i længere tid.
    På en særlig måde bad hun for de præster, der var til stede og for alle de syge. Derefter bad Jomfru Maria i længere tid med udbredte hænder for dette sogn, som hun på en særlig måde har udvalgt.
    Derefter gav hun os alle sin moderlige velsignelse, og hun velsignede alt det, vi havde medbragt til velsignelse.
    Jeg anbefalede jer alle, alle jeres behov, jeres familier og alt det, I bar i jeres hjerter til hendes forbøn.
Jomfru Maria kender vores hjerter bedst og går i forbøn for os alle og vores behov hos sin Søn.
Derefter bad Jomfru Maria på en særlig måde for fred. Og i den bøn drog Jomfru Maria afsted i det oplyste kors' tegn og sagde: "Gå i fred, mine kære børn".
Tak!


6. dag ~ 21. juni
Søndag aften var Guds Moders hjemmearbejde for de tre kommende dage at vi skulle tilbringe dem i betragtning, bøn og faste.

Marija fortæller: Ved åbenbaringen sagde Guds Moder: "Lovet være Jesus", og vi svarede: "Lovet være Jesus og Maria". Guds Moder smilede, så også denne aften begyndte med et smil. Guds Moder var stille, og jeg begyndte at betro alle til hende. Vi bad for fred.
    Guds Moder bredte hænderne ud over os, så på os alle og bad en længere bøn på sit modersmål.
    Så sagde hun at vi skulle tilbringe de følgende tre dage i betragtning, i bøn og i faste, så at disse tre dage ville blive tre dage fulde af bøn, fulde af tak til Gud for alt, hvad Gud giver os gennem hende.
    Tilsidst velsignede Guds Moder os med korsets tegn og sagde: "Gå med fred, mine kære børn", og hun sagde til mig: "Vi ses igen i morgen, samme sted, samme tid". Så vendte Guds Moder tilbage til Himlen.


5. dag ~ 20. juni
Lørdag aften havde Guds Moder ikke noget hjemmearbejde til os, men da Marija spurgte hende, svarede hun: Elsk Gud, og pris Gud med jeres hjerter!

Marija fortæller: Da Jomfru Maria viste sig, betroede jeg os alle til hende, alle os, alle vore intentioner, alt det, vi bærer i vore hjerter: alle de mennesker, vi beder for, og alle, der er forenet med os i bøn.
    På en særlig måde betroede jeg freden til Jomfru Maria og bad hende om at gå i forbøn hos sin Søn Jesus for fred i vores hjerter, for fred i vores familier og for fred i hele verden.
    Jomfru Maria bredte sine hænder ud og bad over os i lang tid. Og i aften bad hun på sit modersmål. Derfor forstod jeg ikke et eneste ord.
    Og til sidst velsignede Jomfru Maria os alle med korsets tegn og sagde: "Gå i fred, mine kære
    Helt til sidst i bønnen tilføjede Marija: "Jomfru Maria gav os ikke nogen opgave i aften, som hun har gjort før. Men jeg spurgte, om hun havde noget at sige. Og hun sagde: 'Elsk Gud, og pris Gud med jeres hjerter!'."


4. dag ~ 19. juni
Fredag aften var Guds Moders hjemmearbejde til os: At vi skal rette vores tanker mod og forberede os på det evige liv..

Marija fortæller om fredag aften: Da Jomfru Maria viste sig, anbefalede jeg hende os alle, alle vores intentioner og alt det, vi bærer i vores hjerter. Også alle de mennesker, vi anbefalede i vores bønner, og som ikke kunne være her fysisk, men som er åndeligt forbundet med os. Jomfru Maria bad for os, og vi bad hende om at gå i forbøn hos sin søn Jesus for fred i vores hjerter, for fred i vores familier og fred i hele verden – og på en særlig måde dér, hvor der er krig. ¨
   
Jomfru Maria stbredte sine hænder ud, så på os alle og bad for os. Også i aften gav hun os en opgave: Gennem alle disse år har hun opfordret os og opfordrer os stadig til hellighed. Og hun fortalte os, at vores liv her på jorden er midlertidigt, og at vi skal efterlade et spor af vores tilstedeværelse. At vi skal rette vores tanker mod og forberede os på det evige liv.
    Til sidst bredte Jomfru Maria sine hænder ud og velsignede os alle med korsets tegn, hvorefter hun steg op til Himmelen. Og hun sagde: "I morgen, samme tid og sted."


3. dag ~ 18. juni

Torsdag aften, på novenens tredje dag, var Guds Moders hjemmearbejde til os: At bede for alle vore afdøde og for alle vore forfædre.

Marija fortæller: Torsdag aften, da Jomfru Maria viste sig, anbefalede jeg os alle til hende, alle vores intentioner og alt det, vi bærer i vores hjerter. Også alle de mennesker, vi nævnte i vores bønner, som ikke kunne være her fysisk, men som er åndeligt forbundet med os.
    Jomfru Maria bredte sine hænder ud over os og bad på sit aramæiske modersmål. Hun så på os alle og velsignede os med korsets tegn. Også i dag gav hun os en hjemmeopgave: At bede for alle vore afdøde og for alle vore forfædre. At Vor Herre må befri os fra alt ondt – fra alt det onde, som vores slægtninge har gjort. At vi med vor bøn og bod beder om barmhjertighed, så de kan komme ud af skærsilden og ind i Himlen.
    Og til sidst velsignede Jomfru Maria os alle med korsets tegn, og hun forlod os i fred.
    Senere sagde Marija: Vi skal begynde at bede mere og inderligere for vores familier. For de afdøde, og for dem, der stadig lever.


2. dag ~ 17. juni
Onsdag aften, på novenens anden dag, var Guds Moders hjemmearbejde til os torsdag: "At takke Gud for livet, og at beskytte livet med glæde."

Under åbenbaringen onsdag aften bredte Jomfru Maria sine hænder ud og bad længe over de tilstedeværende. Hun bad på sit modersmål, aramæisk. Ved afslutningen af åbenbaringen velsignede hun alle med korsets tegn og gav dem denne lektie for torsdag den 18: "At takke Gud for livet og med glæde beskytte livet."
    Der fulgte en forklaring med: "Det betyder, at vi skal være tilfredse, at vi skal takke for alt det, vi har oplevet i vores liv, for livets gave og for alt det, som Gud har givet os i løbet af vores liv."


1. dag~ 16. juni
Tirsdag aften, på novenens første dag, var Guds Moders 'hjemmearbejde' til onsdag "At forsøge at tilbringe så megen tid som mulig i bøn, så at hele vores dag bliver til en bøn."

På novenens første dag tog Jomfru Maria på en helt særlig måde os alle ind i sin bøn og sin moderlige kærlighed. Hun så på alle de tilstedeværende, bredte sine hænder ud over dem og bad længe for dem.
Med et kærligt smil gav hun en enkel, men dybsindig 'hjemmeopgave' til den kommende dag: "Vi skal forsøge at bruge så meget tid som muligt på bøn, så hele vores dag bliver til en bøn."
Derefter velsignede hun de tilstedeværende med korsets tegn og gik tilbage til Himlen.

Kilder: marytv.tv, www.medjugorje.hr og https://www.facebook.com/gebetsaktion


søndag den 1. december 2024

Fredens Dronning ~ Medjugorje som pilgrimsmål

Tiden er inde til at afslutte den lange og komplekse historie, der har omgivet de åndelige fænomener i Medjugorje. Det er en historie, hvor biskopper, teologer, kommissioner og analytikere har udtrykt en række modstridende opfattelser.

Sådan indledes erklæringen Fredens Dronning, der er underskrevet både af Dikasteriet for troslære og pave Frans. Erklæringen ser på budskaberne og deres frugter, og ender med at anerkende de mange, gode åndelige frugter, der er knyttet til Medjugorje, og med at tillade de troende at tage på pilgrimsrejser derhen og at oprette kirkelige fællesskaber og bønsgrupper i stedets ånd.
    Den generelle vurdering af budskaberne er positiv, men teksten understreger også, at den ikke vurderer det moralske liv hos de påståede seere, og det præciserer, at åndelige gaver ikke nødvendigvis kræver, at seerne selv er perfekte i moralsk henseende.

De positive frugter
MlR - fred
har lige fra begyndelsen
været et af de centrale
budskaber i Medjugorje.
Her fra et glasvindue i kirken.

De positive frugter kommer tydeligst til udtryk i et sundt trosliv i overensstemmelse med Kirkens tradition, i de mange omvendelser hos mennesker, der har opdaget eller genopdaget deres tro, i at mange er vendt tilbage til skriftemålet og det sakramentale fællesskab, og i at adskillige kald er blevet bekræftet, samt i mange forsoninger mellem ægtefæller og fornyelse af ægteskab og familieliv.
    Ydermere bemærkes det, at alt dette sker i forbindelse med pilgrimsrejser til Medjugorje snarere end i møder med seerne.
    Der er også blevet rapporteret om talrige helbredelser, men folk ser ud til at besøge Medjugorje primært for at forny deres tro snarere end for at søge hjælp i specifikke anledninger.

De centrale budskaber
De centrale aspekter i Medjugorje har helt fra den spæde begyndelse været: Fred, Gud i centrum, Helligånden, omvendelse fra synd, messe og kommunion, vidnesbyrd, bøn, bod og faste og det evige liv.

Fred
Fred er ikke kun fravær af krig, men en åndelig, familiær og social tilstand. Den mest originale titel, som Maria beskriver sig selv med i Medjugorje, er faktisk "Fredens Dronning".
Sand lykke og livets fylde findes i Gud. Jeg er kommet her som Fredens Dronning for at fortælle verden, at fred er nødvendig for verdens frelse. I Gud finder man den sande glæde, hvorfra den sande fred kommer
 (16. juni 1983).
    Denne fred er frugten af levet næstekærlighed, som også indebærer en kærlighed til dem, der ikke er katolikker, et budskab, der vækker genklang i Bosnien-Hercegovina, som har været præget af en frygtelig krig med stærke religiøse komponenter.

Gud i centrum
Budskaberne fra Medjugorje rummer hyppige invitationer til tillidsfuld overgivelse til Gud, som er kærlighed. Vor Frue placerer ikke sig selv i centrum, men peger på vores forening med Gud.
    Desuden ses Marias forbøn og arbejde tydeligt som underordnet Jesus Kristus, der er ophav til nåde og frelse for ethvert menneske. Maria går i forbøn, men det er Kristus, der giver styrken. Derfor består hele hendes moderlige arbejde i at motivere os til at omvende os til Kristus. Han vil give jer styrke og glæde i denne tid. Jeg er tæt på jer med min forbøn (25. november 1993).

Helligånden
Mange af budskaberne opfordrer de troende til at søge Helligåndens hjælp:
Det vigtige er at bede til Helligånden, så han kan komme ned over jer. Når man har ham, har man alt. Folk begår en fejl, når de kun henvender sig til helgenerne for at bede om noget    (21. oktober 1983).

Omvendelse
Budskaberne indeholder også en stadig opfordring til at opgive en verdslig livsstil og overdreven tilknytning til verdslige goder. De opfordrer til omvendelse som kilden til sand fred i verden. Omvendelse er omdrejningspunktet i Medjugorjes budskab, der også insisterer på ondskabens og syndens alvor og på Guds opfordring til at kæmpe mod Satans indflydelse, der er oprindelsen til had, vold og splittelse.
Omvend jer, mine kære børn, og knæl i jeres hjertes stilhed. Sæt Gud i centrum af jeres liv   (25. maj 2001).

Bøn og faste
Bøn og faste er, sammen med messen, også centrale elementer i budskabet fra Medjugorje. Samtidig betones vigtigheden af et broderligt fællesskab og det at søge den ultimative mening med tilværelsen i det evigt liv.
Jeg opfordrer jer til at fylde jeres dag med korte, inderlige bønner. Når I beder, er jeres hjerte åbent, og Gud elsker jer med en særlig kærlighed og giver jer særlige nådegaver. Gør derfor god brug af denne nådens tid og dediker den til Gud som aldrig før  (25. juli 2005).

Nødvendige præciseringer
 Anden del af teksten ser på, hvordan nogle få budskaber kan læses på måder, der modsiger Kirkens lære, især hvis de læses ude af sammen¬hæng.
    I nogle tilfælde synes Vor Frue at udvise irritation, fordi nogle af hendes instruktioner ikke er blevet fulgt. Så advarer hun om truende tegn og muligheden for, at hun ikke længere vis vise sig.
    Andre gange insisterer Maria på, at alle skal lytte til og acceptere hendes budskaber, sandsynligvis provokeret af kærligheden og iveren hos seerne, som i god tro frygtede, at Gospas opfordringer til omvendelse og fred ville blive ignoreret.
     I virkeligheden sætter Maria selv sådanne budskaber på deres rette plads ved at underordne dem Evangeliet. Gå ikke på jagt efter ekstraordinære ting. Tag i stedet evangeliet, læs det, og alt vil stå klart for dig (12. november 1982); Hvorfor stiller I så mange spørgsmål?  Alle svar findes i evangeliet  (19. september 1981); Tro ikke på de løgnagtige stemmer, der taler til jer om falske ting, et falsk lys.  I, mine børn, vend tilbage til Skriften! (2. februar, 2018).

Nihil obstat - hvad betyder det?
Når Dikasteriet og paven giver deres Nihil obstat (ingen hindringer) er det nu udtrykkeligt tilladt de troende at give udtryk for deres tilslutning til budskabet fra Medjugorje. Det indebærer ikke en godkendelse af fænomenets direkte overnaturlige oprindelse, og det forpligter heller ikke nogen til at tro på det.
    Selv om der stadig er forskellige meninger om Medjugorje, så opfordres de kirkelige myndigheder til at værdsætte dets pastorale værdi og til at fremme dets udbredelse. De pilgrimme, der tager til Medjugorje, bør - ligesom på alle andre valfarter - huske på, at pilgrimsrejser ikke foretages for at mødes med påståede seere, men for at møde Maria, Fredens Dronning, og for - tro mod hendes kærlighed til sin Søn - at møde Kristus og lytte til ham gennem meditation over Ordet, deltagelse i eukaristien og eukaristisk tilbedelse, som det sker så mange steder over hele jorden, hvor Jomfru Maria æres med de mest forskellige titler.
    Erklæringen opfordrer til at læse budskabet fra den 2. september 2018, som opsummerer den værdifulde kristocentriske betydning af budskabet fra Medjugorje og udtrykker dets mest autentiske ånd:
"Kære børn, mine ord er enkle [...]. Jeg kalder jer til min Søn. Kun han kan forvandle fortvivlelse og lidelse til fred og afklarethed. Kun han kan give håb i de dybeste sorger. Min Søn er verdens liv. Jo mere I lærer ham at kende, desto tættere kommer I på ham, og desto mere vil I elske ham, fordi min Søn er Kærlighed. Kærlighed forandrer alt; selv det, der virker ubetydeligt for jer uden kærlighed, bliver gjort smukt i kærlighed."  (2. september 2018).


Oversat og bearbejdet af Charlotte Olden-Jørgensen
efter vatican.va og vaticannews.va

tirsdag den 1. december 2015

Medugorje fører folk ind i Kirken

Medugorje - verdens skriftestol
Lige hjemkommet fra en valfart til Medjugorje vil vi dele vores oplevelse. Vi har været i Medjugorje nogle gange, sidste gang for 12 år siden.    I Medjugorje har Jomfru Maria åbenbaret sig for nogle personer siden 1981. Det gør hun stadig og giver herunder budskaber til os alle. Det er naturligvis disse åbenbaringer, der i første hånd drager pilgrimme til stedet. Men det er så sandelig også oplevelsen af, at Kirken dér lever på en ganske særlig måde.
    I Medjugorje er der ingen svinkeærinder, ingen sentimentalitet og ingen ekstraordinære messer. Det hele er helt renset for alt andet end at føre os ind i Kirken. Det er kun tilladt at holde messer i kirkens lokaler. Helbredelses-arrangementer, kan kun afholdes med særlig tilladelse .
    Vi blev forundret over, at det er lykkedes menigheden at samle alle pilgrimmene på den måde. Hver dag er der messer på forskellige sprog i løbet af dagen. Der er stille tilbedelse i et særligt kapel om eftermiddagen. Fra kl. 17 - 20 holdes sognets helt særlige liturgi. Først beder man de to første mysterier af rosenkransen. Så følger messe og bagefter fortsætter man med de herlighedsfulde mysterier, hvorefter der er bønner for helbredelse og en eller anden særlig andagt til dagen. Det kan være tilbedelse af Det udstillede Sakramente eller tilbedelse af Korset. Pilgrimmene kan sidde inde i kirken eller ude på en plads, hvor det hele transmitteres på en storskærm. Tusindvis af mennesker deltager i denne liturgi. Alle i en atmosfære af bøn og tillid.
    I samme tidsrum er det muligt at skrifte på forskellige sprog. Det er en uforglemmelig oplevelse at stå i kø i timevis sammen med andre på vej til skrifte. Skriftemålet i Medjugorje er også altid noget helt særligt. Kort og dybt. Det kan kun være Helligånden, der fører os dertil.
    Uundværligt er det også at bestige Åbenbaringsbjerget eller gå korsvejen op ad det høje bjerg Krizevac. Selv om vi er mange, der med sko på, på bare tæer eller ved hjælp af stokke kravler op ad den stenede sti, forstyrrer det ikke oplevelsen af, at vi hver især vandrer fuldstændig alene med Gud. De
    Jomfru Maria beder os om at bede, faste, gå til skrifte og deltage i messen. Det er ren katolsk lære - og det er det, som pilgrimmene bliver ført til. At leve sammen med Gud i Kirken. At takke for det Jesus har gjort for os. At takke for Helligåndens vejledning. At takke for at Gud har ladet Jomfru Maria føre os på vejen.
    Der bliver ikke givet dommedagsbudskaber, budskaberne handler om Guds omsorg for os og om den fred og glæde, Gud har til os.
    Den omsorg, fred og glæde er lige det man har mulighed for at opleve i Medjugorje - og alt sammen indenfor Kirkens rammer.
Det kan man kun forstå, hvis man har oplevet det.


Anne Balleby