tirsdag den 27. august 2019

September 2019 - nummer 3

 4     Kære Læsere
 5     Vor Frue, De Nedbøjedes Trøst - Consolatrix afflictorum
 9     Frans af Assisi
11     Den Nordiske Valfart til Lourdes 50 år
14     Den Franciskanske Sekularorden160 år i Danmark
16     Lad os betro os til ærkeenglene
18     Et eukaristisk mirakel i Buenos Aires
20     Smukke Kaukasus del IV
24     Det hellige kors' ophøjelse
26     Rosenkransens historie
27     Budskaberne fra Medjugorje
28     Om tillid til Jesus
29     Pavens intentioner
30     Messe for læserne
30     Afdød
31     Bøn til ærkeenglen Michael




Gud græder, hvor mennesker græder

Beata Golubowski.
Gudauri – Georgien undervejs til Armenien.
Gudauri er naturskønt og velbesøgt sted.
Mange georgiere lever af at sælge souvenirs til turisterne.

Befolkningen i Kaukasus har været under skiftende herskeres dominans igennem tiden, og hver periode har medført omskiftelig tilknytning og kultur påvirkning for den enkelte.
    Senest har Sovjet unionens ateistiske ideologi og antikirkelige politik igennem hele sovjet tiden haft ødelæggende effekt på både hele kirken og kauka siernes identitet og hver dags liv.
    Katolikker har altid været tilstede i Kaukasus. Mange kom allerede under den russiske kejserinde Katarina II i 1700-tallet, som bragte bosættere fra Polen, Tjekkiet og Tyskland med henblik på at udvikle om rådet. De bragte deres egen kultur og den katolske tro med sig. 
Skt. Peter og Pouls katolske kirke
i Tbilisi, Georgien.
Kirken blev bygget i 1877 af polakker
der blev deporteret til Rusland som straf.
Messetider søndag:
kl. 10.00 på engelsk
kl. 11.30 på georgisk
kl. 17.00 på latin
Hverdage: kl. 9.00. på georgisk
    Ifølge den apostoliske administration i Kaukasus med sæde i Tbilisi havde den romersk-katolske kirke i 2017 50.000 registrerede sognebørn i 12 sogne og 25 præster. Det svarer til 0,7 % af befolkningen. Kirken består af små sognefamilier, der lever spredt hele over regionen. De største menigheder holder højst sandsynligt til i de store byer og for eksempel Skt. Peter og Pauls kirke i Tbilisi, Georgiens hovedstad, og Skt. Gregor Lysbringerens kirke i Jerevan i Armenien.



















Sovjetunionens besættelse
Indenfor i skt. Peter og Pouls kirke i Tbilisi.
I 1920 åbnede Armenien sine grænser for de russiske styrker, da stormagten Tyrkiet endnu engang truede landets sikkerhed. Denne handling var begyndelsen på den sovjet kommu nistiske magtovertagelse i hele den kaukasiske region. Sovjetunionens ateistiske ideologi og antikirkelige politik har fra starten været rettet mod alle kirkesamfund.
    I begyndelsen var indsatsen særligt rettet mod statskirken, dvs. den armensk-ortodokse Kirke, som var, og som også i dag er den største kirke i regionen med 93 % af befolkningen. Kirken følger den armenske ritus og bruger oldarmensk som liturgisk sprog, kaldt for grabar. Kirken er venligt stemt overfor paven.
    Forfølgelsen af den katolske mindretal voksede langsomt i samme periode og tog til efter hver anti-sovjetisk tale af kirkens højtstående. Den antikirkelige propaganda spredte falske fakta og angreb ofte paven og beskyldte ham for rigdom og økonomisk grådighed. Den krænkede katolske præsters ære, beskyldte dem for vellystig livsstil og for at udnytte menigheder økonomisk. 
    De troende blev tilskyndet til at holde op med at støtte Kirken øko nomisk for på den måde at ødelægge det velfungerende finansierings system. Samme propaganda opfordrede også præsterne til at forlade præste standen og leve sekulært til fordel for bedre levestandard.
    Resultatet var at mange præster især på landet og uden økonomiske ressourcer forlod præstestanden og tog almindeligt arbejde.
    Efter 1930 foregik den antikirkelige politik direkte og åbenlyst, og mange sogne blev lukket, og de troende forvist. Domstolene dømte præsterne til fængselsstraf og de blev spredt udover Sovjetunionen. Mange blev sendt til Kasakhstan, Sibirien eller Fjernøsten for aldrig at vende tilbage.
    I 1920 havde den armensk-katolske kirke 57.984 medlemmer med 61 sognepræster fordelt over 5 sogne. I 1934 var der officielt ingen katolske præster tilbage af de 61 i 1920. Den katolske menighed var uden mulighed for at deltage i liturgien eller have adgang til et kirkerum. Alle kirkebygninger blev overtaget af det sovjetiske regime.

Den katolske Kirke efter 1991
Ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991 var den katolske Kirke i Kaukasus nærmest ikke eksisterende. 
    Pastor Anton Totonijan, som har armenske rødder, men er født og opvokset i Australien, har siden 1991 været sognepræst i lands byen Panik i Arme nien. I 2017 fortalte han om sit liv som katolik i Armenien.  Pater Anton Totonijan fortæller.
     "Mine sognebørn kæmper ikke kun med daglig fattig dom, de kæmper med noget der er meget værre end det," siger han. "De kæmper med de ødelæggende moralske konsekvenser af Sov jet tidens kommunisme.  For det russiske regimes målrettede ateis tiske ideologi og anti kir ke lige politik spøger stadig i baggrunden."
    Pastor Anton anklager det sovjetiske regime for overgreb på den men neskelige værdighed. Han siger, at kommunismen hjernevaskede menne sker for al medmenneskelighed og efterlod dem demoraliserede. Pastor Anton oplever stadig følelsesmæssig fattigdom og mangel på ægte kærlighed og almindelig medmenneskelighed. Der er mennesker, som ikke tør tro, at de er elsket, fordi de ikke har erfaret kærlighed. I 72 år levede folk med konstant frygt for livet. Levevilkårene var hårde, og folk var tvunget til at kæmpe for basale ting og for at overleve. Mange tør fortsat ikke at tro på fremtiden, og mange kæmper stadig.
Ikke alle georgiere har råd til bedre boligforhold
end disse i hovedstaden Tbilisi.
    Selvom mange armeniere siger, at de er troende, afspejler deres tro sig ikke altid i deres liv, og mange ved ikke, hvad ægte tro er. Folk kommer i kirken og tænder lys, mange lys, men det er kun få, som bliver til messen.
    Den kom munistiske okkupation har udslettet generationen af bedsteforældre, som normalt har spillet en vigtig rolle for opdragelsen af den yngre generation gennem hele livet. Kaukasierne efter 1991 lever uden kronvidner om deres kultur, tradition og historie, og pastor Anton oplever sine sognebørn som urolige, trætte og ensomme. De er som en rastløs familie med stærkt behov for omsorg.
    Der er stadig meget at lave, og vejen er lang, men pastor Anton synes at kunne ane frugterne af sin indsats. For hans sognebørn smiler oftere i dag og han ser også håb i manges blikke.
    Pastor Antons Totonijan fortæller om sin største drøm: "Jeg håber, at jeg kan hjælpe folk med at indse, hvor meget Jesus Kristus elsker dem."

Kære læsere af Ave Maria: Med dette 4. og sidste afsnit om rejsen i Kauka sus, takker jeg hjerteligt for jeres opmærksomhed. Jeg håber, at artiklerne skildrede en smule af mine indtryk fra smukke Kaukasus. Måske får nogen af jer endda lyst til selv at tage på en rejse til verdens ældste kristne lande.
    Må Gud være i rejsen. 


Kulturdage i Tbilisi. Vi var stærkt imponerede af de unge menneskers stolt hed
og lidenskabelige engagement i deres optræden på scenen foran hundreder af tilskuere.