4 Kære Læsere
5 Vor Frue af Guadalupe og Juan Diego Cuauhtlatoatzin
10 En styrkende kalk
13 Rejse til Mexico
15 I Frans af Assisis Fodspor
18 Julekrybbens oprindelse
20 Pilgrimsrejse til Medjugorje
24 Smukke Kauasus - et af verdens ældste kristne lande
27 Budskaberne fra Medjugorje
28 Bønnens apostolat
29 Pavens intentioner
30 Forlaget Ave Maria, ny bog
31 Bønner ved Kyndelmisse
Dette er en smagsprøve på Ave Maria. Bladet udkommer 4 gange om året.
lørdag den 1. december 2018
En styrkende kalk
Kristus indstiftede den hellige Eukaristi og præstevielsens sakramente skærtorsdag ved det sidste måltid. Samme nat begyndte Hans passion på Oliebjerget, hvor Han blev grebet af angst, da Hans hellige menneskelighed grundede over de lidelser, som Han skulle tage på sig for at genløse hele verden. For at bistå Ham i Hans åndelige kamp blev der sendt en engel for at give Ham en kalk, der symboliserer den styrke, Kristus fik af sin Faders hjerte, til at fuldføre genløsningens offer. Denne angst-nat i haven er i sit inderste væsen relateret til præstedømmet.
Hver præst er en "alter Christus" (en anden Kristus) og på samme måde kaldet til at fortsætte denne sendelse, dette genløsningens offer i Kirken idag. Gennem vore bønner og ofre vil også vi, ligesom englen, give vore præster en kalk med styrke, så at de kan holde ud i deres daglige prøvelser og trofast fuldføre den unikke sendelse, som Faderen har betroet dem.
Bøn og offer for præsterne
Præster er en gave fra Gud til Kirken og menneskeheden. Igennem dem tager vi imod Eukaristien og alle sakramenterne, igennem hvilke vore synder bliver tilgivet, nåden indgydes og vi opnår forening med Gud. Frelsen eller fortabelsen af tusindvis af sjæle kan afhænge af en eneste præsts trofasthed. Af den grund er præster på en særlig måde udsatte for åndelige angreb. Helt fra begyndelsen opfordrede Jesus sine disciple til at bede Faderen om at sende arbejdere til sin høst (Matt 9,38). Paulus bad også om de troendes bønner for sig selv som præst og apostel (jf. 1. Thess 5,25 og Rom 15,30 osv.). Han var sikkert bevidst om, at han også som præst bar den guddommelige nådes skat i lerkar (jf. 2. Kor 4,7).
Præster behøver bønner og støtte fra mange lægfolk for trofast at kunne opfylde deres særlige sendelse. Andet vatikankoncil siger ”De kristustro skal være bevidste om deres forpligtelser overfor præsterne … tage del i deres bekymringer og efter bedste overbevisning hjælpe deres præster i bøn og gerning, så at disse bedre vil være i stand til at overvinde vanskeligheder og udføre deres virke på en frugtbringende måde”. (Presbyterium Ordinis nr. 9)
Den 8. december 2007 henvendte kongregationen for præster sig i et brev til alle verdens bispedømmer med en opfordring om eukaristisk tilbedelse for præsternes helligelse og åndeligt moderskab i Marias efterfølgelse, hun som var mor til den evige Ypperstepræst, Jesus Kristus. Med tanke på den store åndelige krise hos præster i vor tid og manglen på kald meddelte kongregationen, at for at håndtere den situation ”er det vor intention at udgangspunktet skal være en åndelig stræben, da vi er bevidste om, at handling er en følge af væren, og at fortrolighed med Gud er drivkraften (sjælen) i ethvert apostolat” (kardinal Claudio Hummes).
Præster kan ikke forblive tro kun ved hjælp af styrken i komiteer og sociale grupper - de behøver frem for alt en inderlig forening med Kristus, et dybt bønsliv og den åndelige støtte fra dem, som beder for dem. Midt i alle sine forpligtelser og udøvelsen af præstgerningen må præsten finde og opretholde en inderlig forening med Kristus som kilden til hans åndelige frugtbarhed i tjenesten for sjælene. ”Kirkens mysterium og virkelighed kan ikke reduceres til den hierarkiske struktur, liturgien, sakramenterne og juridiske forskrifter. Det er faktisk sådan, at Kirkens indre natur og oprindelsen til dens helliggørende virkning må man først finde i en mystisk forening med Kristus” (kardinal Claudio Hummes).
Præsterne og Maria
Maria er begyndelsen og forbilledet for foreningen med Kristus. Hun er vor moder i forhold til nåden. ”Hun er forbillede på den moderkærlighed, som skal inspirere alle dem, som samarbejder for menneskehedens genfødsel – gennem Kirkens apostoliske sendelse” (kardinal Claudio Hummes). Det er præsternes pligt at sørge for sjælenes behov. Alligevel kan hver sjæl med og som Maria blive en åndelig moder, især for præsterne, og hjælpe dem til at opretholde foreningen med Kristus midt i alle deres prøvelser, forpligtelser og fristelser.
Frugtbarheden hos Maria ligger i hendes hellighed, hendes forening med Kristus gennem lydighed, tro, håb og kærlighed. Og gennem frugtbarheden i denne forening – hun i Jesus og Jesus i hende – formidles alle de nådegaver, som deres børn behøver for at vokse ”til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde” (Ef 4, 13). Maria er så fremstående og virksom i denne forening, at hun ikke kun formidler den personlige nåde til præsterne, men også præstegerningens nåde.
I dag kalder Kirken os til at forene os med Maria og ofre vore bønner og lidelser især for præsterne. Som hun og med hendes hjælp er vi kaldede til at blive åndelige mødre til disse sjæle, som er så dyrebare i Guds øjne.
Vor Herre sagde til den ærværdige Conchita af Mexico (1862-1937, ”Jeg vil komme til denne verden igen … i mine præster. Jeg vil forny verden ved at åbenbare mig selv gennem præsterne. Jeg vil give min Kirke en kraftfuld impuls, hvormed jeg vil udgyde Helligånden over mine præster som ved en ny pinse.”
Den hellige Thérèse sagde også til sin søster Celine: ”Lad os leve for sjælene, lad os være apostle, lad os især frelse præsternes sjæle … Lad os bede for dem, lide for dem og på den sidste dag vil Jesus være taknemmelig.”
Lad os alle, med Maria – både mænd og kvinder – lære at leve dette åndelige moderskab for præster. Jo nærmere vi kommer Jesu Hjerte, jo mere vil vi komme til der at læse Hans tørst efter præster. Vi skal ikke stole på vor egen styrke, men ved at lytte til Guds Ord vil vi overgive os til Hans vilje i enhver prøvelse og stå foran Ham i præsternes navn, i forbøn, hvor vi beder om deres helliggørelse og frelse. Vi vil ”bede høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst” (Matt 9,38), om at unge mænd får mod til at åbne deres hjerter for Jesu Kald, ”Være ikke bange! Jeg vil gøre jer til menneskefiskere!” Og på den sidste dag vil Jesus være taknemmelig!
Bøn og offer for præsterne
Præster er en gave fra Gud til Kirken og menneskeheden. Igennem dem tager vi imod Eukaristien og alle sakramenterne, igennem hvilke vore synder bliver tilgivet, nåden indgydes og vi opnår forening med Gud. Frelsen eller fortabelsen af tusindvis af sjæle kan afhænge af en eneste præsts trofasthed. Af den grund er præster på en særlig måde udsatte for åndelige angreb. Helt fra begyndelsen opfordrede Jesus sine disciple til at bede Faderen om at sende arbejdere til sin høst (Matt 9,38). Paulus bad også om de troendes bønner for sig selv som præst og apostel (jf. 1. Thess 5,25 og Rom 15,30 osv.). Han var sikkert bevidst om, at han også som præst bar den guddommelige nådes skat i lerkar (jf. 2. Kor 4,7).
Præster behøver bønner og støtte fra mange lægfolk for trofast at kunne opfylde deres særlige sendelse. Andet vatikankoncil siger ”De kristustro skal være bevidste om deres forpligtelser overfor præsterne … tage del i deres bekymringer og efter bedste overbevisning hjælpe deres præster i bøn og gerning, så at disse bedre vil være i stand til at overvinde vanskeligheder og udføre deres virke på en frugtbringende måde”. (Presbyterium Ordinis nr. 9)
Den 8. december 2007 henvendte kongregationen for præster sig i et brev til alle verdens bispedømmer med en opfordring om eukaristisk tilbedelse for præsternes helligelse og åndeligt moderskab i Marias efterfølgelse, hun som var mor til den evige Ypperstepræst, Jesus Kristus. Med tanke på den store åndelige krise hos præster i vor tid og manglen på kald meddelte kongregationen, at for at håndtere den situation ”er det vor intention at udgangspunktet skal være en åndelig stræben, da vi er bevidste om, at handling er en følge af væren, og at fortrolighed med Gud er drivkraften (sjælen) i ethvert apostolat” (kardinal Claudio Hummes).
Præster kan ikke forblive tro kun ved hjælp af styrken i komiteer og sociale grupper - de behøver frem for alt en inderlig forening med Kristus, et dybt bønsliv og den åndelige støtte fra dem, som beder for dem. Midt i alle sine forpligtelser og udøvelsen af præstgerningen må præsten finde og opretholde en inderlig forening med Kristus som kilden til hans åndelige frugtbarhed i tjenesten for sjælene. ”Kirkens mysterium og virkelighed kan ikke reduceres til den hierarkiske struktur, liturgien, sakramenterne og juridiske forskrifter. Det er faktisk sådan, at Kirkens indre natur og oprindelsen til dens helliggørende virkning må man først finde i en mystisk forening med Kristus” (kardinal Claudio Hummes).
Præsterne og Maria
Maria er begyndelsen og forbilledet for foreningen med Kristus. Hun er vor moder i forhold til nåden. ”Hun er forbillede på den moderkærlighed, som skal inspirere alle dem, som samarbejder for menneskehedens genfødsel – gennem Kirkens apostoliske sendelse” (kardinal Claudio Hummes). Det er præsternes pligt at sørge for sjælenes behov. Alligevel kan hver sjæl med og som Maria blive en åndelig moder, især for præsterne, og hjælpe dem til at opretholde foreningen med Kristus midt i alle deres prøvelser, forpligtelser og fristelser.
Frugtbarheden hos Maria ligger i hendes hellighed, hendes forening med Kristus gennem lydighed, tro, håb og kærlighed. Og gennem frugtbarheden i denne forening – hun i Jesus og Jesus i hende – formidles alle de nådegaver, som deres børn behøver for at vokse ”til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde” (Ef 4, 13). Maria er så fremstående og virksom i denne forening, at hun ikke kun formidler den personlige nåde til præsterne, men også præstegerningens nåde.
Vor Herre sagde til den ærværdige Conchita af Mexico (1862-1937, ”Jeg vil komme til denne verden igen … i mine præster. Jeg vil forny verden ved at åbenbare mig selv gennem præsterne. Jeg vil give min Kirke en kraftfuld impuls, hvormed jeg vil udgyde Helligånden over mine præster som ved en ny pinse.”
Den hellige Thérèse sagde også til sin søster Celine: ”Lad os leve for sjælene, lad os være apostle, lad os især frelse præsternes sjæle … Lad os bede for dem, lide for dem og på den sidste dag vil Jesus være taknemmelig.”
Lad os alle, med Maria – både mænd og kvinder – lære at leve dette åndelige moderskab for præster. Jo nærmere vi kommer Jesu Hjerte, jo mere vil vi komme til der at læse Hans tørst efter præster. Vi skal ikke stole på vor egen styrke, men ved at lytte til Guds Ord vil vi overgive os til Hans vilje i enhver prøvelse og stå foran Ham i præsternes navn, i forbøn, hvor vi beder om deres helliggørelse og frelse. Vi vil ”bede høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst” (Matt 9,38), om at unge mænd får mod til at åbne deres hjerter for Jesu Kald, ”Være ikke bange! Jeg vil gøre jer til menneskefiskere!” Og på den sidste dag vil Jesus være taknemmelig!
Kilde:
Fra forordet til "Chalice of strength, prayer for Priests", udgivet af Opus Angelorum. Fra Tidsskriftet Karmel nr. 3, 2018, oversat af Anne Balleby
Bringes med tilladelse
Tegninger: Las Melli www.ilrincondelasmelli.blogspot.com
Julekrybbbens oprindelse
Det menes, at der har været krybbespil før den tid, men ikke med levende væsner.
I sin nuværende skikkelse opstod julekrybbespillet med levende dyr og den nyfødte Jesus i landsbyen Greccio på Lazio-egnen. Frans var i 1223 på vej til Rieti gennem Greccio, og han havde opnået pavelig tilladelse til at arrangere dette krybbespil. Han fik herefter en aftale med en lokal mand, Giovanni Vellita, om at gøre en klippehule i skoven klar til formålet.
Frans fandt en krybbe, som han anbragte her i klippehulen sammen den levende okse og det levende æsel, sådan som det var den første julenat. Al den fattigdom og usselhed skulle gøre indtryk på folks forståelse af, hvordan Jesus fødtes ind i vor verden. Det var den evangeliske fattigdom stillet overfor den omsiggribende grådighed og materialisme, som også den dag i dag præger denne verden.
Det var en smuk julenat. Folk var på vej ned til den klippehule (jeg har været der i 2001), hvor Frans arrangerede sin julekrybbe. Som han fortalte en ven, ønskede han at udføre noget, som kunne genkalde erindringen om præcis det Barn, som blev født i Betlehem, og man skulle kunne se hans barndoms ydbyghed med fysiske øje, samt hvordan han lå i en krybbe, og hvordan oksen og æslet stod ved siden af.
Ved midnatstid samledes egnens befolkning så til denne specielle julefejring.
Johannes Jørgensen beskriver - med Thomas af Celano som kilde - sceneriet i Greccio som det nye Betlehem. Brødrene hjalp Frans, og lokalbefolkning sang, så det gav genlyd i bjergområdet, og man havde fakler med sig. Brødrene stod med kerter i hænderne omkring krybben, natten blev lys som dagen. Messen blev læst over krybben, der fungerede som alter, så forvandlingen af vinen og brødet synliggjorde den fysiske Jesus. Frans ser det nyfødte barn, og Giottos billede viser, at Frans står med barnet i armene. Selv Giovanni Vellita syntes også, at han så et virkeligt barn i krybben.
I det nuværende klosters hulekirke findes et kalkmaleri, som forestiller indstiftelsen/indvielsen af julekrybben.
I dag kan man gå ned i denne smukke, lavloftede hule for at bede og meditere. Man fejrer også messe her.
I selve klosterkirken, en sådan findes også oppe ovenover, kan man beundre udskårne figurer i træ af f.eks. flugten til Egypten. Figurerne er i næsten fuld legemsstørrelse.
Klosterbutikken og rummene bagved er et sandt eldorado af julekrybber i alle mulige faconer og materialer. Om det så er en udgave lavet af messingskruer, -bolte og spændeskiver. Mangler man et helt krybbespil eller figurer, fås de i alle størrelser og prislag.
Kommer man f.eks. fra Sydamerika eller Afrika, er det også muligt at identificere sig med udformningen af krybberne.
Jeg kan kun anbefale at tage derned og selv se de forskellige udgaver og eventuelt supplere samlingen derhjemme.
Joan Larsen
mandag den 12. november 2018
Novene til den hellige Thérèse af Jesusbarnet og det hellige Ansigt.
Kære Lille Thérèse, Jesu lille blomst; med glæde og taknemmelighed ser jeg frem til, at du sammen med dine hellige forældre, beder for mig og alle dem, jeg går i forbøn for.Jeg beder dig om at hjælpe mig med at tage imod al den nåde, som Gud vil give mig ved jeres forbøn.
Jeg beder for Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island og vore katolske bispedømmer her.
Lille Thérèse, drys dine rosenblade af nåde over vore familier - så at de mere og mere ligner din familie.
Bed især for vore præster og om kald til det gudviede liv.
Bed for Karmel i Danmark og i de nordiske lande.
Bed for alle børn, for de ældre, for de ensomme og lidende.
Kære lille Thérèse du som ville tilbringe din himmel med at gøre godt på jorden, tag også imod min særlige intention, som jeg med tillid lægger i dine hænder ... (nævn her din intention).
Kære lille Thérèse, jeg vil blive en helgen. Lær mig som du at elske Jesus med et rent og udelt hjerte og i tillid - gennem Jomfru Marias hænder - overgive mit liv til Guds Barmhjertige kærlighed.
Led mig på din lille vej, så at jeg hurtigt kan nå frem til den fuldkomne kærlighed.
Amen
Fader Vor, Hil Dig Maria, Ære være Faderen.
Der blev også i anledning af relikvievalfarten skrevet en ni måneders novene. Den kan findes her.
onsdag den 17. oktober 2018
Ekstranummer!
Overskriften minder mig om gamle Anders And-blade, hvor ungerne stod og solgte aviser og råbte "Ekstranummer!" når der var sket noget særligt.Der er jo også sket noget særligt! Eller der sker noget særligt!
Den 5. november kommer relikvierne af den hellige Thérèse af Lisieux til Danmark. Den 7. november følger så relikvierne af hendes forældre Zélie og Louis Martin.
Derfor har vi i Ave Maria udgivet er ekstranummer.
Ekstranummeret indeholder:
- En artikel om Familien Martin, skrevet af Jan Schou OCDS.
- Ni dages novenebøn op til valfarten, der er næsten de samme som den ni måneders novene, vi har her på bloggen:
- Novene til den hellige Thérèse af Jesusbarnet og det hellige Ansigt.
- De ni dages novenetekster.
- En afsluttende novenebøn.
- Pave Frans' opfordring til rosenkransbøn i oktober.
- Kalender for relikvievalfarten.
Hvis nogen gerne vil have bladet, kan de få et papireksemplar ved henvendelse til John Toft eller Charlotte Olden-Jørgensen. Hvis det skal sendes, er portoen 9 kr.
Undtagelsesvis kan ekstranummeret også fås digitalt i en PDF udgave ved at sende en e-mail til uglemorolden [snabelA] gmail [punktum] com
søndag den 30. september 2018
Rosenkransbøn i oktober måned - pavens opfordring.
Pave Frans
Den Hellige Fader har besluttet at opfordre alle de troende i hele verden til at bede rosenkransen hver dag i oktober, der jo er Marias måned. Derudover opfordrer han til at vi som Guds folk forener os i fællesskab og bod ved at bede den hellige Guds Moder og Ærkeenglen Michael for at beskytte Kirken fra Djævelen, som altid søger at splitte os fra Gud og hinanden.
Paven opfordrer os altså til at afslutte rosenkransbønnen med den gamle Mariabøn "Sub tuum præsidium", og påkaldelse af sankt Michael, ærkeenglen der beskytter os og hjælper i kampen mod ondskab (se Johannes' åbenbaring 12, 7-12).
Bønnen "Sub tuum praesidium" lyder som følger:
Til din beskyttelse tager vi vor tilflugt,
hellige Gudsmoder!
Vend dig ikke bort fra os,
når vi anråber dig i vor nød,
men fri os altid ud af alle farer,
Paven opfordrer de troende i hele verden om at bede om, at den hellige Guds Moder må tage Kirken under sin beskyttende kappe for at bevare den mod angreb fra den onde, den store anklager, og på én og samme til gøre Kirken mere bevidst om den skyld, de vildfarelser, de fejl og de overgreb, som er blevet begået både nu og før i tiden og gøre den mere opsat på uden tøven at kæmpe for, at det onde ikke må sejre.
Paven opfordrer os til i hele oktober måned også at afslutte rosenkrans bønnen med Leo XIIIs bøn:
Hellige ærkeengel Mikael, forsvar os i striden,
vær du vort værn mod djævelens ondskab og list.
Ydmygt beder vi om, at Gud vil knægte ham.
Og du, himmelske hærfører:
fordriv med guddommelig kraft Satan og de andre onde ånder,
som til sjælenes ulykke strejfer omkring i verden,
og kast dem i helvede.
Den Hellige Fader har besluttet at opfordre alle de troende i hele verden til at bede rosenkransen hver dag i oktober, der jo er Marias måned. Derudover opfordrer han til at vi som Guds folk forener os i fællesskab og bod ved at bede den hellige Guds Moder og Ærkeenglen Michael for at beskytte Kirken fra Djævelen, som altid søger at splitte os fra Gud og hinanden.
Paven opfordrer os altså til at afslutte rosenkransbønnen med den gamle Mariabøn "Sub tuum præsidium", og påkaldelse af sankt Michael, ærkeenglen der beskytter os og hjælper i kampen mod ondskab (se Johannes' åbenbaring 12, 7-12).
Bønnen "Sub tuum praesidium" lyder som følger:
Til din beskyttelse tager vi vor tilflugt,
hellige Gudsmoder!
Vend dig ikke bort fra os,
når vi anråber dig i vor nød,
men fri os altid ud af alle farer,
du herlighedsfulde og velsignede Jomfru. (Bønnebogen s, 194)
Paven opfordrer de troende i hele verden om at bede om, at den hellige Guds Moder må tage Kirken under sin beskyttende kappe for at bevare den mod angreb fra den onde, den store anklager, og på én og samme til gøre Kirken mere bevidst om den skyld, de vildfarelser, de fejl og de overgreb, som er blevet begået både nu og før i tiden og gøre den mere opsat på uden tøven at kæmpe for, at det onde ikke må sejre.
Paven opfordrer os til i hele oktober måned også at afslutte rosenkrans bønnen med Leo XIIIs bøn:
vær du vort værn mod djævelens ondskab og list.
Ydmygt beder vi om, at Gud vil knægte ham.
Og du, himmelske hærfører:
fordriv med guddommelig kraft Satan og de andre onde ånder,
som til sjælenes ulykke strejfer omkring i verden,
og kast dem i helvede.
Amen. (Bønnebogen s. 356)
Kilde: vatican.va - 29. september 2018. Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen.
fredag den 28. september 2018
søndag den 2. september 2018
Meditation og bønsintentioner for september
Kærlighed!
Da jeg betragtede Kirkens mystiske legeme, havde jeg ikke genkendt mig selv i nogen af de lemmer, som Paulus talte om, eller jeg ville snarere se mig selv i dem alle sammen ... Kærligheden blev nøglen til mit kald. Jeg forstod, at hvis Kirken havde et legeme, der bestod af forskellige lemmer, kunne den ikke mangle det mest nødvendige, det ædleste af dem alle, jeg forstod at Kirken havde et hjerte, og at dette hjerte brændte af kærlighed. Jeg forstod, at kærligheden alene styrede alle Kirkens lemmer, og at hvis kærligheden slukkedes, ville apostlene ikke længere ville forkynde evangeliet, martyrerne ville nægte at udgyde deres blod ... Jeg forstod, at Kærligheden rummede alle kald, at kærligheden var alt, at den omfattede alle tider og alle steder … at den kort sagt er evig!
Overvældet af ustyrlig glæde udbrød jeg: O Jesus, min Elskede … endelig har jeg fundet mit kald, mit kald er at elske!
Det, som barnet beder om, er kærlighed ... Det ved ikke af andet end at elske dig, o Jesus! Strålende bedrifter er umuligt for det, det kan ikke prædike evangeliet heller ikke udgyde sit blod … men hvad gør det, det klarer dets brødre jo, og det lille barn selv holder sig lige i nærheden af Kongens og Dronningens trone; det elsker for sine brødre, der kæmper … Men hvordan skal det vidne om sin kærlighed, for kærligheden kommer jo til udtryk i gerninger? Jo, det lille barn vil strø blomster og indhylle kongetronen i deres duft, med sin klokkeklare stemme vil det synge kærlighedens lovsang ...
Ja, min Elskede, sådan skal mit liv fortæres ... Jeg kan ikke vise dig min kærlighed på anden måde end ved at strø blomster, det vil sige ikke undlade det mindste lille offer, eller blik eller ord, udnytte alle de mindste lejligheder og gøre det af kærlighed ... Jeg vil lide af kærlighed og også nyde af kærlighed; på den måde vil jeg strø blomster foran din trone, ikke en eneste blomst vil jeg undlade at plukke bladene af til dig, og mens jeg strør mine blomster, vil jeg synge (er det mon muligt at græde, når man foretager sig noget så frydefuldt?), jeg vil synge selv når jeg må plukke mine blomster blandt torne …
”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.”
Min elskede Moder, mens jeg mediterede over disse Jesu ord, gik det op for mig hvor ufuldkommen min kærlighed til mine søstre var. Jeg indså, at jeg ikke elskede dem, som Vorherre elsker dem. [...]
O Gud, jeg ved, at du ikke påbyder noget umuligt, du kender bedre end jeg selv min svaghed og min ufuldkommenhed, du ved, at jeg aldrig ville kunne elske mine søstre, som du elsker dem, hvis ikke du selv, o min Jesus elskede dem gennem mig. Det var for at skænke mig den nåde, at du fremsatte et nyt bud. Å, hvor jeg elsker det, for det giver mig sikkerhed for, at det er din vilje gennem mig at elske alle dem, du befaler mig at elske! …
Ja, jeg mærker tydeligt, at når jeg elsker, at det alene er Jesus, der handler gennem mig; jo tættere jeg er forenet med Ham, jo mere elsker jeg alle mine søstre. Når jeg vil øge denne kærlighed i mig, især når djævelen prøver at få mig til at lægge mærke til fejlene hos en eller anden søster, som jeg ikke bryder mig så meget om, bestræber jeg mig på at finde hendes gode sider og se hendes gode hensigter. Jeg siger til mig selv, at jeg måske har set hende fejle en gang, men at det udmærket godt kan være, at hun har hjemført en række sejre, som hun holder for sig selv af lutter ydmyghed, og at det, der forekommer mig at være en fejl, på grund af den gode hensigt meget vel kan være en god gerning.
(Fra Mit kald er at elske side 212 og 213)
Meditation
Kærlighed er Åndens frugt par excellence. Kærlighed var Thereses kald, det hun søgte efter sammen med fuldendelsen af det kristne liv. Thérèse havde oplevet kærlighed i sin familie og lærte Guds essens at kende: Gud er kærlighed. Kærligheden i familien var blevet næret af Guds given sig selv i den hellige messe. Derfor vidste hun, at kærlighed er næret af ofre og hengivenhed; ligegyldighed var noget, der var fremmed for hende. Hendes dedikation til det religiøse liv fandt sit brændsel i Ham, som hun vidste elskede hende; hun vidste, at Jesus var den virkende kraft, når hun elskede. Det er gennem foreningen med Jesus, at vi også bliver kærlighed. Det er her, vi bliver ét med vores nabo, ligesom vi bliver ét med Jesus i den Hellige kommunion. Hertil er det, at vores lille søster og hendes hellige forældre vil drage os, nu hvor de endelig kommer.
Bønsintentioner
Da jeg betragtede Kirkens mystiske legeme, havde jeg ikke genkendt mig selv i nogen af de lemmer, som Paulus talte om, eller jeg ville snarere se mig selv i dem alle sammen ... Kærligheden blev nøglen til mit kald. Jeg forstod, at hvis Kirken havde et legeme, der bestod af forskellige lemmer, kunne den ikke mangle det mest nødvendige, det ædleste af dem alle, jeg forstod at Kirken havde et hjerte, og at dette hjerte brændte af kærlighed. Jeg forstod, at kærligheden alene styrede alle Kirkens lemmer, og at hvis kærligheden slukkedes, ville apostlene ikke længere ville forkynde evangeliet, martyrerne ville nægte at udgyde deres blod ... Jeg forstod, at Kærligheden rummede alle kald, at kærligheden var alt, at den omfattede alle tider og alle steder … at den kort sagt er evig!
Overvældet af ustyrlig glæde udbrød jeg: O Jesus, min Elskede … endelig har jeg fundet mit kald, mit kald er at elske!
Det, som barnet beder om, er kærlighed ... Det ved ikke af andet end at elske dig, o Jesus! Strålende bedrifter er umuligt for det, det kan ikke prædike evangeliet heller ikke udgyde sit blod … men hvad gør det, det klarer dets brødre jo, og det lille barn selv holder sig lige i nærheden af Kongens og Dronningens trone; det elsker for sine brødre, der kæmper … Men hvordan skal det vidne om sin kærlighed, for kærligheden kommer jo til udtryk i gerninger? Jo, det lille barn vil strø blomster og indhylle kongetronen i deres duft, med sin klokkeklare stemme vil det synge kærlighedens lovsang ...
Ja, min Elskede, sådan skal mit liv fortæres ... Jeg kan ikke vise dig min kærlighed på anden måde end ved at strø blomster, det vil sige ikke undlade det mindste lille offer, eller blik eller ord, udnytte alle de mindste lejligheder og gøre det af kærlighed ... Jeg vil lide af kærlighed og også nyde af kærlighed; på den måde vil jeg strø blomster foran din trone, ikke en eneste blomst vil jeg undlade at plukke bladene af til dig, og mens jeg strør mine blomster, vil jeg synge (er det mon muligt at græde, når man foretager sig noget så frydefuldt?), jeg vil synge selv når jeg må plukke mine blomster blandt torne …
(Fra Mit kald er at elske, side 266 og 268)
”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.”
Min elskede Moder, mens jeg mediterede over disse Jesu ord, gik det op for mig hvor ufuldkommen min kærlighed til mine søstre var. Jeg indså, at jeg ikke elskede dem, som Vorherre elsker dem. [...]
O Gud, jeg ved, at du ikke påbyder noget umuligt, du kender bedre end jeg selv min svaghed og min ufuldkommenhed, du ved, at jeg aldrig ville kunne elske mine søstre, som du elsker dem, hvis ikke du selv, o min Jesus elskede dem gennem mig. Det var for at skænke mig den nåde, at du fremsatte et nyt bud. Å, hvor jeg elsker det, for det giver mig sikkerhed for, at det er din vilje gennem mig at elske alle dem, du befaler mig at elske! …
Ja, jeg mærker tydeligt, at når jeg elsker, at det alene er Jesus, der handler gennem mig; jo tættere jeg er forenet med Ham, jo mere elsker jeg alle mine søstre. Når jeg vil øge denne kærlighed i mig, især når djævelen prøver at få mig til at lægge mærke til fejlene hos en eller anden søster, som jeg ikke bryder mig så meget om, bestræber jeg mig på at finde hendes gode sider og se hendes gode hensigter. Jeg siger til mig selv, at jeg måske har set hende fejle en gang, men at det udmærket godt kan være, at hun har hjemført en række sejre, som hun holder for sig selv af lutter ydmyghed, og at det, der forekommer mig at være en fejl, på grund af den gode hensigt meget vel kan være en god gerning.
(Fra Mit kald er at elske side 212 og 213)
Meditation
Kærlighed er Åndens frugt par excellence. Kærlighed var Thereses kald, det hun søgte efter sammen med fuldendelsen af det kristne liv. Thérèse havde oplevet kærlighed i sin familie og lærte Guds essens at kende: Gud er kærlighed. Kærligheden i familien var blevet næret af Guds given sig selv i den hellige messe. Derfor vidste hun, at kærlighed er næret af ofre og hengivenhed; ligegyldighed var noget, der var fremmed for hende. Hendes dedikation til det religiøse liv fandt sit brændsel i Ham, som hun vidste elskede hende; hun vidste, at Jesus var den virkende kraft, når hun elskede. Det er gennem foreningen med Jesus, at vi også bliver kærlighed. Det er her, vi bliver ét med vores nabo, ligesom vi bliver ét med Jesus i den Hellige kommunion. Hertil er det, at vores lille søster og hendes hellige forældre vil drage os, nu hvor de endelig kommer.
Bønsintentioner
- Uge 36: At vi bevidst åbner vore hjerter og byder Jesus velkommen i den hellige messe.
- Uge 37: At vi af hjertet må ofre os for vor næste og ikke lukke os for nogen.
- Uge 38: At vi må tage os tid til at deltage i den hellige messe så ofte som vi kan, og så trofast leve den hellige messes selvopofrelse i hverdagen.
- Uge 39: At alle vi, der snart skal ære den lille Thérèse og hendes forældre på deres pilgrimsrejse gennem vore lande, må modtage de rigelige nådegaver, vi har længtes efter i løbet af de ni månedes forberedelse.
lørdag den 1. september 2018
September 2018 - nummer 3
Indhold september 2018
Kære Læsere
Vor Frue af Knock
Et besøg i Knock
Den hellige Katarina af Alexandria
393 katolikker - Ny bog fra Katolsk Forlag
Bøn til vor Frue af Knock - billede
J'ai besoin de toi - Et kald til bøn for præsterne
Splid, ikke fred
Paverne i Knock
Ord af den hellige Thérèse
Et mirakel på Thérèse af Lisieux' forbøn
Budskaber fra Medjugorje
Paven til familierne
Pavens anliggender
Af kalenderen
Bøn til Zélie og Louis Martin
Kære Læsere
Vor Frue af Knock
Et besøg i Knock
Den hellige Katarina af Alexandria
393 katolikker - Ny bog fra Katolsk Forlag
Bøn til vor Frue af Knock - billede
J'ai besoin de toi - Et kald til bøn for præsterne
Splid, ikke fred
Paverne i Knock
Ord af den hellige Thérèse
Et mirakel på Thérèse af Lisieux' forbøn
Budskaber fra Medjugorje
Paven til familierne
Pavens anliggender
Af kalenderen
Bøn til Zélie og Louis Martin
Pilgrimme ved et tilfælde - Besøg i Knock
af Birgitte og Carsten Erichsen
For nogle år siden var vi på ferie i Irland. Vi fløj til Dublin og lejede en bil. Irland er dejligt, grønt og gæstfrit – Dublin en herlig by at færdes i. Den er overskuelig. Husene er aldrig særlig høje, så man ”drukner” ikke i storbyen! Det var ikke det store problem at køre bil på den grønne ø, når man lige fik nogle minutter til at vænne sig til, at rattet (og trafikken i øvrigt) er i ”den forkerte side”. Vi satte os for at køre øen rundt, og vi boede hos venlige folk i Bed & Breakfast rundt omkring. Vi foretrækker altid at køre ad de små veje – bort fra hovedstrøgene, da det er her, de store oplevelser oftest gemmer sig. Den oplevelse, der gemte sig forude, var vi helt uforberedte på. Vi havde vores kort og guide på dansk. Det var vel 3. eller 4. dag på turen rundt, så vi var øvede Irlandsfarere, syntes vi. Vi forlod den solbeskinnede nordvestkyst for at køre mod det smukke Galway. Vejret blev efterhånden typisk irsk: småtåget støvregn – men det var sommer, og alt var så grønt. Vi kørte ad små veje med høje hække. Uendelige marker med får, de smukkeste landskaber: stålgrå himmel som kontrast til lysende grønne bakker. Sulten begyndte at melde sig, da vi så et skilt til en by: Knock. Den by havde vi aldrig hørt om, så der måtte vi ind. Måske var der et konditori eller lignende.
Men snart måtte vi erkende, at dette ikke var nogen helt almindelig irsk by. Souvenirbutikker med religiøse genstande (mange Maria-statuetter) samt turistbusser fortalte os, at vi var kommet til et pilgrimsmål – og hvilket sted! Her – bogstaveligt talt ”in the middle of nowhere” - havde Jomfru Maria vist sig. Og siden dagen for tilsynekomsten i 1879 har stedet ændret sig fra en flække til et pilgrimsmål med katedral, hoteller, campingplads, museum, besøgscenter og talrige butikker.
Som billedet antyder, viste Maria sig sammen med Josef og apostlen Johannes – og et lam! - i 1879. To kvinder så dem træde frem på gavlen på byens kirke. De hentede folk fra byen, som også blev vidner til tilsynekomsten: i alt 15 vidner. Tilsynekomsten var tavs – ingen sagde noget. Hvad skulle det betyde?
Rygtet spredtes, og snart begyndte pilgrimme at opsøge stedet. Besøgende blev pludse lig udfriet fra syg dom me – ja, der skete helbredelsesmirakler: blinde så, lamme gik!
Det helbredende vand flyder fra en kilde, som enhver kan drikke af. Vi så mange fylde dunke med vand – og det var også muligt at købe små flasker, som lettere kunne medbringes i bagagen. Det var overvældende helt uforberedt at blive vidne til et pilgrimsmål af denne karakter sådan midt ude på landet.
Da pave Johannes Paul II besøgte Knock i 1979, kunne han lande på byens flyveplads – så meget er der sket med Knock på grund af tilsynekomsten 100 år tidligere!
Således kan man uforvarende pludselig få en stor oplevelse, hvis man søger bort fra ”hovedvejen” og lader fantasien råde!
For nogle år siden var vi på ferie i Irland. Vi fløj til Dublin og lejede en bil. Irland er dejligt, grønt og gæstfrit – Dublin en herlig by at færdes i. Den er overskuelig. Husene er aldrig særlig høje, så man ”drukner” ikke i storbyen! Det var ikke det store problem at køre bil på den grønne ø, når man lige fik nogle minutter til at vænne sig til, at rattet (og trafikken i øvrigt) er i ”den forkerte side”. Vi satte os for at køre øen rundt, og vi boede hos venlige folk i Bed & Breakfast rundt omkring. Vi foretrækker altid at køre ad de små veje – bort fra hovedstrøgene, da det er her, de store oplevelser oftest gemmer sig. Den oplevelse, der gemte sig forude, var vi helt uforberedte på. Vi havde vores kort og guide på dansk. Det var vel 3. eller 4. dag på turen rundt, så vi var øvede Irlandsfarere, syntes vi. Vi forlod den solbeskinnede nordvestkyst for at køre mod det smukke Galway. Vejret blev efterhånden typisk irsk: småtåget støvregn – men det var sommer, og alt var så grønt. Vi kørte ad små veje med høje hække. Uendelige marker med får, de smukkeste landskaber: stålgrå himmel som kontrast til lysende grønne bakker. Sulten begyndte at melde sig, da vi så et skilt til en by: Knock. Den by havde vi aldrig hørt om, så der måtte vi ind. Måske var der et konditori eller lignende.
 |
| Den nye katedral, Irlands Dronning, indviet i 1976 |
Men snart måtte vi erkende, at dette ikke var nogen helt almindelig irsk by. Souvenirbutikker med religiøse genstande (mange Maria-statuetter) samt turistbusser fortalte os, at vi var kommet til et pilgrimsmål – og hvilket sted! Her – bogstaveligt talt ”in the middle of nowhere” - havde Jomfru Maria vist sig. Og siden dagen for tilsynekomsten i 1879 har stedet ændret sig fra en flække til et pilgrimsmål med katedral, hoteller, campingplads, museum, besøgscenter og talrige butikker.
 |
| Figurerne på gavlen |
Det helbredende vand flyder fra en kilde, som enhver kan drikke af. Vi så mange fylde dunke med vand – og det var også muligt at købe små flasker, som lettere kunne medbringes i bagagen. Det var overvældende helt uforberedt at blive vidne til et pilgrimsmål af denne karakter sådan midt ude på landet.
 |
| Flasker til vand med billede af vor Frue af Knock. |
 |
| Den kæmpestore udendørs rosenkrans er opsat i anledning af jubelåret 2000 (kunstner: Micheal Gregg). I nichen bag brudeparret ses den gyldne rose, Johannes Paul II skænkedekirken i 1979, i anledning af 100året for åbenbaringen i Knock |
 |
| Den gyldne rose |
 |
| Her kan man se, hvordan glaskapellet dækker gavle af den gamle kirkebygning. |
 |
| Interiør fra katedralen – bygget i 1970’erne - hvor underet skildres på altertæppet. |
 |
| Vand fra kilden i Knock |
 |
| Kapel bygget på kirkens ydermur, hvor tilsynekomsten fandt sted. Her beder pilgrimme i stilhed. |
Bøn til Zélie og Louis Martin
Herre Jesus Kristus, du har instiftet ægteskabets sakramente som et tegn på din trofaste kærlighed til Kirken, din brud.
Vi takker dig for at du i Zélie og Louis Martin har givet os et ægtepar, som gennem deres liv i gensidig kærlighed og fælleskab er blevet et levende tegn på denne virkelighed.
Hjælp alle ægtepar at de ved deres forbøn kan leve uopløseligt forenede i kærlighed og gensidig hjælp, så at mange kan forstå den nåde som altid kan formidles gennem ægteskabets sakramente. Ved Jesus Kristus, vor Herre.
Amen
Kardinal Anders Arborelius OCD
Oversat af Anne Balleby
mandag den 6. august 2018
Meditation og bønsintentioner for august
Indre fred og overgivelse
Da jeg begyndte at fremstille og sælge Alençon-kniplinger ,blev jeg næsten syg af bekymring over det. Nu er jeg meget mere fornuftig, jeg bekymrer mig meget mindre over alting, og finder mig i alle de fortrædeligheder, der sker eller kan tænkes at ske. Jeg husker mig selv på, at Gud tillader det at er sådan, og så tænker jeg ikke mere på det. Alle har problemer; de lykkeligste er ikke nødvendigvis dem, der har færrest prøvelser. Den klogeste og enkleste man kan gøre, er at underkaste sig Guds vilje og forberede sig på forhånd på at bære sit kors så modig som muligt ... Gud giver mig nåden til ikke at være bange. Jeg føler en indre fred ... Gud er en god Far, og Han sender aldrig sine skabninger mere, end de kan bære.
Dit brev gjorde mig så trist! ... Stakkels lille far! ... Nej, Jesu tanker er ikke vores tanker, og Hans veje er ikke vores veje ... Han skænker os en kalk så bitter, at den fylder det mål vores svage natur er i stand til at udholde ... lad os ikke vende os væk fra denne kalk tilberedt af Jesu egen hånd ... Lad os se livet i dets sande lys ... Det er kun et kort øjeblik mellem to evigheder ... Lad os lide i en tilstand af indre fred ... Jeg indrømmer at ordet fred synes mig ret stærk, men den anden dag, da jeg reflekterede over det, fandt jeg hemmeligheden til at lide i fred ... Den, der taler om fred, taler ikke nødvendigvis om glæde ... For at lide i fred, behøver man kun ønske det som Jesus ønsker ... For at være Jesu brud, må man være i Hans lighed, og Jesus udgyder alt sit blod, Han er kronet med torne! ...
Mit hjerte er fyldt med Guds vilje. På en sådan måde, at når der hældes noget andet til det, kan det ikke nå igennem, men strømmer ved siden af det. Ligesom olie, der ikke kan blandes med vand. I mit indre hjerte forbliver jeg altid i fred, en fred, som intet kan røre.
(Citeret fra "Sidste samtaler" den 14. juli)
Meditation
At ville hvad Jesus vil! Hvor svært er det for os, der har så stærk egenvilje! Hvis hjertet er fyldt med Guds vilje, forbliver ens indre altid i dyb fred. Men hvordan når man derhen? Overgivelse, gang efter gang selvfølgelig, og tillid. Vi ved, at Gud ikke tillader mere end vi kan bære, Han ved hvad der er bedst for os og for andre. Hele vores liv er i hans hånd. Gennem alt, hvad der sker med os, vil Han forme os i sin Søns lighed. Når det bliver for smertefuldt, må vi se på Hans kors, opvække styrke og håb, i bevidstheden om at det ikke sluttede der. Livet er kun et kort øjeblik mellem to evigheder, men vi er inviteret til at dele Jesu eget liv, som altid bestod i at gøre Faderens vilje. Livet kan så blive så enkelt, at vi kan leve sammen med de salige i den evige by med den uangribelige fred, som er Kristus, og hvor intet kan røre os.
Bønsintentioner:
Da jeg begyndte at fremstille og sælge Alençon-kniplinger ,blev jeg næsten syg af bekymring over det. Nu er jeg meget mere fornuftig, jeg bekymrer mig meget mindre over alting, og finder mig i alle de fortrædeligheder, der sker eller kan tænkes at ske. Jeg husker mig selv på, at Gud tillader det at er sådan, og så tænker jeg ikke mere på det. Alle har problemer; de lykkeligste er ikke nødvendigvis dem, der har færrest prøvelser. Den klogeste og enkleste man kan gøre, er at underkaste sig Guds vilje og forberede sig på forhånd på at bære sit kors så modig som muligt ... Gud giver mig nåden til ikke at være bange. Jeg føler en indre fred ... Gud er en god Far, og Han sender aldrig sine skabninger mere, end de kan bære.
(Fra et brev af Mme Martin i "En families historie" s. 115)
Dit brev gjorde mig så trist! ... Stakkels lille far! ... Nej, Jesu tanker er ikke vores tanker, og Hans veje er ikke vores veje ... Han skænker os en kalk så bitter, at den fylder det mål vores svage natur er i stand til at udholde ... lad os ikke vende os væk fra denne kalk tilberedt af Jesu egen hånd ... Lad os se livet i dets sande lys ... Det er kun et kort øjeblik mellem to evigheder ... Lad os lide i en tilstand af indre fred ... Jeg indrømmer at ordet fred synes mig ret stærk, men den anden dag, da jeg reflekterede over det, fandt jeg hemmeligheden til at lide i fred ... Den, der taler om fred, taler ikke nødvendigvis om glæde ... For at lide i fred, behøver man kun ønske det som Jesus ønsker ... For at være Jesu brud, må man være i Hans lighed, og Jesus udgyder alt sit blod, Han er kronet med torne! ...
(Citeret fra "Min vej er tillid og glæde", brev til Céline, 4. april 1889)
Mit hjerte er fyldt med Guds vilje. På en sådan måde, at når der hældes noget andet til det, kan det ikke nå igennem, men strømmer ved siden af det. Ligesom olie, der ikke kan blandes med vand. I mit indre hjerte forbliver jeg altid i fred, en fred, som intet kan røre.
(Citeret fra "Sidste samtaler" den 14. juli)
Meditation
At ville hvad Jesus vil! Hvor svært er det for os, der har så stærk egenvilje! Hvis hjertet er fyldt med Guds vilje, forbliver ens indre altid i dyb fred. Men hvordan når man derhen? Overgivelse, gang efter gang selvfølgelig, og tillid. Vi ved, at Gud ikke tillader mere end vi kan bære, Han ved hvad der er bedst for os og for andre. Hele vores liv er i hans hånd. Gennem alt, hvad der sker med os, vil Han forme os i sin Søns lighed. Når det bliver for smertefuldt, må vi se på Hans kors, opvække styrke og håb, i bevidstheden om at det ikke sluttede der. Livet er kun et kort øjeblik mellem to evigheder, men vi er inviteret til at dele Jesu eget liv, som altid bestod i at gøre Faderens vilje. Livet kan så blive så enkelt, at vi kan leve sammen med de salige i den evige by med den uangribelige fred, som er Kristus, og hvor intet kan røre os.
Bønsintentioner:
- Uge 31: At vi må lære at takke Gud for alt hvad der sker, for alt hvad Han tillader.
- Uge 32: At vi må leve med blikket rettet mod Himlen, men med fødderne plantede på denne jord.
- Uge 33: At vi må tage vores tilflugt til den velsignede jomfru Maria, som forblev under korset og derefter blev optaget til Himlen.
- Uge 34: At vi må tømme vores hjerter for alle ting, som ikke behager Gud.
- Uge 35: At vi må lægge det i Guds hænder, der hører til fortiden, det der er nu, og også det der endnu skal ske.
onsdag den 4. juli 2018
Meditation og bønsintentioner for juli måned
Selvbeherskelse
Kærligheden næres af ofre, jo mere sjælen giver afkald på naturlig tilfredsstillelse, jo stærkere og mere uselvisk bliver dens ømhed.
Jeg husker, at jeg som postulant somme tider følte mig så voldsomt fristet til at gå ind til Dem for at blive tilfreds og få nogle glimt af glæde, at jeg var nødt til at skynde mig forbi kontoret og hage mig fast til trappegelænderet. Jeg kom i tanke om en hel masse ting, jeg kunne bede om lov til, ja, min elskede Moder, jeg fandt tusind grunde til at tilfredsstille min natur ... Hvor er jeg dog glad i dag, fordi jeg lige fra begyndelsen af mit klosterliv led disse afsavn, jeg nyder allerede den belønning, der er stillet dem i udsigt, der kæmper modigt
... da jeg først havde forstået, at jeg intet kunne udrette af mig selv, forekom den opgave De havde givet mig ikke længere vanskelig. Jeg følte, at det eneste, der var fornødent (jf. Luk 10,41-42) var at forene mig mere og mere med Jesus og at alt andet ville blive givet mig i tilgift (jf. Matt 6,33). Mit håb er heller aldrig gjort til skamme ...
På afstand virker det så rosenrødt at gøre godt mod andre, at få dem til at elske Gud højere, at danne dem efter sit eget hoved og sine personlige forestillinger. Tæt på er det lige omvendt, det rosenrøde er forsvundet ... man bliver klar over, at det er lige så umuligt at gøre noget godt uden Guds hjælp, som at få solen til at skinne om natten ... Man mærker, at man fuldstændig skal glemme det, man selv godt kan lide, ens egne idéer, og i stedet lede sjælene ad den vej Jesus har bestemt for dem uden at prøve på at få dem til at gå den vej, man selv synes. Men det er ikke engang det sværeste; det, der er allerhårdest for mig, er, at lægge mærke til fejlene, de mindste ufuldkommenheder og bekæmpe dem ubarmhjertigt.
... Jeg ville tusind gange hellere modtage bebrejdelser end rette dem mod andre, men jeg føler, at det er meget nødvendigt, at det er en lidelse for mig, for når man handler efter sin natur, er det umuligt for den hvis fejl, man vil påpege, at indse sin uret.
Meditation
Vi blev skabt til at herske over skabelsen, vi faldt, men Han, i hvem vi blev skabt, genindsatte os i friheden, og vi kan nu i Helligånden elske skabelsen gennem det sande nye herredømme. I denne fulde selvbeherskelse stråler det nye menneske frem, det nye menneske, som er Jesus i os. Vi kan forsøge om og om igen at på egen hånd være vore egne herrer, i hovmod kæmpe for at realisere os selv. Det er først når vi indser, at vi ikke kan gøre noget af os selv, som selvbeherskelsens frugt modnes, og vi virkelig kan elske Jesus og vor næste ligesom Han, i Ham, forenet med Ham. Her er man helt i Guds hånd, et redskab, som Han bruger til andres vel. Selvforsagelsen kommer da til sin ret og medfører, at kærligheden giver de smukkeste frugter.
Bønsintentioner
Kærligheden næres af ofre, jo mere sjælen giver afkald på naturlig tilfredsstillelse, jo stærkere og mere uselvisk bliver dens ømhed.
Jeg husker, at jeg som postulant somme tider følte mig så voldsomt fristet til at gå ind til Dem for at blive tilfreds og få nogle glimt af glæde, at jeg var nødt til at skynde mig forbi kontoret og hage mig fast til trappegelænderet. Jeg kom i tanke om en hel masse ting, jeg kunne bede om lov til, ja, min elskede Moder, jeg fandt tusind grunde til at tilfredsstille min natur ... Hvor er jeg dog glad i dag, fordi jeg lige fra begyndelsen af mit klosterliv led disse afsavn, jeg nyder allerede den belønning, der er stillet dem i udsigt, der kæmper modigt
... da jeg først havde forstået, at jeg intet kunne udrette af mig selv, forekom den opgave De havde givet mig ikke længere vanskelig. Jeg følte, at det eneste, der var fornødent (jf. Luk 10,41-42) var at forene mig mere og mere med Jesus og at alt andet ville blive givet mig i tilgift (jf. Matt 6,33). Mit håb er heller aldrig gjort til skamme ...
På afstand virker det så rosenrødt at gøre godt mod andre, at få dem til at elske Gud højere, at danne dem efter sit eget hoved og sine personlige forestillinger. Tæt på er det lige omvendt, det rosenrøde er forsvundet ... man bliver klar over, at det er lige så umuligt at gøre noget godt uden Guds hjælp, som at få solen til at skinne om natten ... Man mærker, at man fuldstændig skal glemme det, man selv godt kan lide, ens egne idéer, og i stedet lede sjælene ad den vej Jesus har bestemt for dem uden at prøve på at få dem til at gå den vej, man selv synes. Men det er ikke engang det sværeste; det, der er allerhårdest for mig, er, at lægge mærke til fejlene, de mindste ufuldkommenheder og bekæmpe dem ubarmhjertigt.
... Jeg ville tusind gange hellere modtage bebrejdelser end rette dem mod andre, men jeg føler, at det er meget nødvendigt, at det er en lidelse for mig, for når man handler efter sin natur, er det umuligt for den hvis fejl, man vil påpege, at indse sin uret.
(fra Mit kald er at elske, side 227 - 229)
Meditation
Vi blev skabt til at herske over skabelsen, vi faldt, men Han, i hvem vi blev skabt, genindsatte os i friheden, og vi kan nu i Helligånden elske skabelsen gennem det sande nye herredømme. I denne fulde selvbeherskelse stråler det nye menneske frem, det nye menneske, som er Jesus i os. Vi kan forsøge om og om igen at på egen hånd være vore egne herrer, i hovmod kæmpe for at realisere os selv. Det er først når vi indser, at vi ikke kan gøre noget af os selv, som selvbeherskelsens frugt modnes, og vi virkelig kan elske Jesus og vor næste ligesom Han, i Ham, forenet med Ham. Her er man helt i Guds hånd, et redskab, som Han bruger til andres vel. Selvforsagelsen kommer da til sin ret og medfører, at kærligheden giver de smukkeste frugter.
Bønsintentioner
- Uge 27: At vi indser vort høje kald og tør leve det.
- Uge 28: At Den lille Thérèses forbillede i selvfornægtelse inspirerer os til kærlighedsofre.
- Uge 29: At vi i vanskelige situationer gør som Den lille Thérèse: venter os alt af Jesus.
- Uge 30: At vi i bøn og gerning lader os føres af Helligånden.
fredag den 1. juni 2018
Ny forside på bladet
Bladet har fået en ny forside, der passer til bloggen. Vi er meget spændte på at se det i virkeligheden, når det kommer fra trykkeren. Det sker forhåbentligt i den kommende uge.
Meditation og bønsintentioner for juni
Trofasthed
Mit følsomme og kærlige hjerte ville have haft let ved at give sig hen, hvis det havde fundet et hjerte, som var i stand til at forstå det. Jeg forsøgte at knytte mit til små piger på min egen alder, især til to af dem; jeg holdt meget af dem, og de på deres side holdt så meget af mig, som de var i stand til. Men ak, hvor er skabningens hjerte snævert og flygtigt! Snart indså jeg, at min kærlighed ikke blev forstået; en af mine veninder, som havde været nødt til at vende hjem til sin familie, kom igen nogle måneder senere. Under hendes fravær havde jeg tænkt på hende, idet jeg omhyggeligt bevarede en lille ring, hun havde givet mig. Jeg blevet meget glad ved at gense min kammerat, men ak, jeg fik kun et ligegyldigt blik. Min kærlighed blev ikke forstået, det følte jeg, og jeg tiggede ikke om en hengivenhed, som man afslog at give, men Vorherre har givet mig et hjerte så trofast, at når det har elsket uden forbehold, elsker det altid, jeg fortsatte derfor også med at bede for min kammerat, og jeg holder af hende endnu.
Det skete tit, at hun (Mme. Martin) mærkede sin træthed og sendte et længselsfuldt blik mod det kloster, som hun en gang havde villet indtræde i. Fristelsen varede aldrig længe. Hun havde valgt retningen for sit liv og ville fuldføre det til enden, tro mod den overbevisning, som hun havde givet udtryk for overfor sin bror nogle uger før hendes første lille søns død.
”Jeg plages virkelig af dette elendige Point d`Alencon (kniplingsarbejde), som ligesom er blevet kronen på alle mine ulykker. Der er sandt, at jeg på den måde tjener en smule penge, men ak kære du! Til hvilken pris! Måske bliver prisen mit liv, for jeg tror, at det forkorter mine livsdage, og hvis Gud ikke beskytter mig helt særligt så tror jeg, at jeg ikke kommer til at leve længe endnu. Jeg ville ikke være ked af det, hvis jeg ikke havde børn at tage mig af. Jeg ville i så fald sige velkommen til døden på samme måde, som man siger velkommen til den bløde, rene morgengry ved en smuk dags begyndelse.
Jeg tænker tit på min helgenagtige søster og det rolige liv, hun fører. Hun arbejder ganske vist, men ikke for noget forgængeligt. Sine rigdomme samler hun i Himlen, som hele hendes længsel er rettet imod. Jeg på min side står her tynget af byrder, bøjet helt ned til jorden og må udstå alle slags vanskeligheder for at tjene lidt penge, som jeg ikke kan og heller ikke vil tage med mig. Til hvilken nytte skulle det være for mig deroppe? Nogle gange tvivler jeg: Valgte jeg forkert, burde jeg havde gjort som hun? Men så siger jeg straks til mig selv: ”Så ville jeg ikke have haft fire små piger, og min charmerende lille Joseph!” Nej, det er bedre, at jeg slider, hvor jeg er, og at de findes! Bare jeg får lov til at komme i Himlen med min kære Louis og får lov til at se dem have det bedre, end jeg har haft det, så vil jeg være tilfreds og ikke bede om mere.”
Meditation
Kærligheden er et kald for livet såvel i det gudviede liv som i ægteskabet. Den kræver altid ofre og trofast udholdenhed, hvor man dag efter dag siger ja til Guds vej og vilje. Følelserne kan gøre oprør, men med kærlighedens vilje kan vi fortsætte med at vælge det eneste rigtige. Ægtefællerne Martin havde begge før ægteskabet søgt det gudviede liv, men havde fået afslag. Gud havde en anden vej for dem, en vej som gennem deres trofaste kærlighed til hinanden førte dem til at i ægteskabets sakramente blive de helgener, som Gud har ment, at de skulle blive. Gud tillader, at kærligheden sættes på prøve, for at den på måde kan vokse sig større og stærkere, ja, den bliver en grund at bygge videre på. På den måde renser Han den for at forme os, så vi bliver stadig mere lig Hans Søn. Jo renere kærligheden er, jo mere trofast er den, og en trofast kærlighed, sådan en som den lille Thérèse havde, gælder ind i evigheden.
Bønsintentioner
Mit følsomme og kærlige hjerte ville have haft let ved at give sig hen, hvis det havde fundet et hjerte, som var i stand til at forstå det. Jeg forsøgte at knytte mit til små piger på min egen alder, især til to af dem; jeg holdt meget af dem, og de på deres side holdt så meget af mig, som de var i stand til. Men ak, hvor er skabningens hjerte snævert og flygtigt! Snart indså jeg, at min kærlighed ikke blev forstået; en af mine veninder, som havde været nødt til at vende hjem til sin familie, kom igen nogle måneder senere. Under hendes fravær havde jeg tænkt på hende, idet jeg omhyggeligt bevarede en lille ring, hun havde givet mig. Jeg blevet meget glad ved at gense min kammerat, men ak, jeg fik kun et ligegyldigt blik. Min kærlighed blev ikke forstået, det følte jeg, og jeg tiggede ikke om en hengivenhed, som man afslog at give, men Vorherre har givet mig et hjerte så trofast, at når det har elsket uden forbehold, elsker det altid, jeg fortsatte derfor også med at bede for min kammerat, og jeg holder af hende endnu.
En sjæls historie side 74
Det skete tit, at hun (Mme. Martin) mærkede sin træthed og sendte et længselsfuldt blik mod det kloster, som hun en gang havde villet indtræde i. Fristelsen varede aldrig længe. Hun havde valgt retningen for sit liv og ville fuldføre det til enden, tro mod den overbevisning, som hun havde givet udtryk for overfor sin bror nogle uger før hendes første lille søns død.
”Jeg plages virkelig af dette elendige Point d`Alencon (kniplingsarbejde), som ligesom er blevet kronen på alle mine ulykker. Der er sandt, at jeg på den måde tjener en smule penge, men ak kære du! Til hvilken pris! Måske bliver prisen mit liv, for jeg tror, at det forkorter mine livsdage, og hvis Gud ikke beskytter mig helt særligt så tror jeg, at jeg ikke kommer til at leve længe endnu. Jeg ville ikke være ked af det, hvis jeg ikke havde børn at tage mig af. Jeg ville i så fald sige velkommen til døden på samme måde, som man siger velkommen til den bløde, rene morgengry ved en smuk dags begyndelse.
Jeg tænker tit på min helgenagtige søster og det rolige liv, hun fører. Hun arbejder ganske vist, men ikke for noget forgængeligt. Sine rigdomme samler hun i Himlen, som hele hendes længsel er rettet imod. Jeg på min side står her tynget af byrder, bøjet helt ned til jorden og må udstå alle slags vanskeligheder for at tjene lidt penge, som jeg ikke kan og heller ikke vil tage med mig. Til hvilken nytte skulle det være for mig deroppe? Nogle gange tvivler jeg: Valgte jeg forkert, burde jeg havde gjort som hun? Men så siger jeg straks til mig selv: ”Så ville jeg ikke have haft fire små piger, og min charmerende lille Joseph!” Nej, det er bedre, at jeg slider, hvor jeg er, og at de findes! Bare jeg får lov til at komme i Himlen med min kære Louis og får lov til at se dem have det bedre, end jeg har haft det, så vil jeg være tilfreds og ikke bede om mere.”
En families historie side 114-115.
Meditation
Kærligheden er et kald for livet såvel i det gudviede liv som i ægteskabet. Den kræver altid ofre og trofast udholdenhed, hvor man dag efter dag siger ja til Guds vej og vilje. Følelserne kan gøre oprør, men med kærlighedens vilje kan vi fortsætte med at vælge det eneste rigtige. Ægtefællerne Martin havde begge før ægteskabet søgt det gudviede liv, men havde fået afslag. Gud havde en anden vej for dem, en vej som gennem deres trofaste kærlighed til hinanden førte dem til at i ægteskabets sakramente blive de helgener, som Gud har ment, at de skulle blive. Gud tillader, at kærligheden sættes på prøve, for at den på måde kan vokse sig større og stærkere, ja, den bliver en grund at bygge videre på. På den måde renser Han den for at forme os, så vi bliver stadig mere lig Hans Søn. Jo renere kærligheden er, jo mere trofast er den, og en trofast kærlighed, sådan en som den lille Thérèse havde, gælder ind i evigheden.
Bønsintentioner
- Uge 23: At de som forbereder sig til ægteskab eller allerede er gift, indser dette sakramentes værdighed, og at det er ment til at forme dem til helgener.
- Uge 24: At de som prøves i deres kald enten i det gudviede liv eller i ægteskabet, vender sig til Gud og får kraft til at være trofaste mod deres kald.
- Uge 25: At vi i dagligdagens små detaljer vælger at være trofaste mod Gud, Hans Kirke og det vi har besluttet os for.
- Uge 26: At mennesker som er blevet svigtede, atter kan komme til at tro på den trofaste kærlighed.
Juni 2018 - nummer 2
4 Kære Læsere
5 Vor Frue af Mellieha
8 Den hellige Georg Preca
12 Lysets mysterier
16 Biblia pauperum,
19 Et besøg hos Vor Frue af Mellieha
22 Valfartsideer
24 Jomfru Maria, Kirkens Moder
26 Bliv i min kærlighed
28 Budskaber fra Medjugorje
29 Pavens anliggender
30 Af kalenderen
31 Bøn på festen for Jomfru Maria, Kirkens Moder
5 Vor Frue af Mellieha
8 Den hellige Georg Preca
12 Lysets mysterier
16 Biblia pauperum,
19 Et besøg hos Vor Frue af Mellieha
22 Valfartsideer
24 Jomfru Maria, Kirkens Moder
26 Bliv i min kærlighed
28 Budskaber fra Medjugorje
29 Pavens anliggender
30 Af kalenderen
31 Bøn på festen for Jomfru Maria, Kirkens Moder
torsdag den 31. maj 2018
Bøn på festen for Jomfru Maria, Kirkens Moder
da din enbårne Søn, Jesus Kristus hang døende på korset,
gav Han os sin egen mor, den salige Jomfru Maria, til mor.
Giv os, beder vi, at din Kirke, næret af Hans kærlighed
og stadig mere frugtbar i Ånden,
må glædes over sine børns hellighed
og samle alle verdens folkeslag til én familie.
Ved Kristus vor Herre.
Dagens bøn / bøn til Laudes
Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen
efter Missale Romanum (Internettet).
Dagens liturgiske tekster:
Læsning
1 Mos 3,9-15.20
[Efter at mennesket havde spist af træets frugt] kaldte Gud Herren på Adam: »Hvor er du?« og han svarede: »Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.« Han spurgte: »Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?« Adam svarede: »Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg.« Gud Herren spurgte så kvinden: »Hvad er det, du har gjort?« Hun svarede: »Slangen forledte mig til at spise.«
Da sagde Gud Herren til slangen: »Fordi du har gjort dette, skal du være forbandet blandt alt kvæg og blandt alle vilde dyr. På din bug skal du krybe, og støv skal du æde, alle dine dage.
Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.«
Adam gav sin kvinde navnet Eva, for hun blev mor til alle mennesker.
Vekselsang (af Sl. 85)
R: Herlige ting siges om dig, du Guds by.
Han har grundlagt sin by på hellige bjerge.
Herren elsker Zions porte
mest af alle Jakobs boliger.
R
Herlige ting siges om dig, du Guds by.
Om Zion hedder det: Her er hver og én født,
den Højeste har selv grundfæstet den.
R
Herren skriver folkene op,
dér er de født.
Dansende synger de:
Alle mine kilder er i dig.
R
Evangelium
Joh 19,25-34
Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: »Kvinde, dér er din søn.« Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.
Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: »Jeg tørster.« Der stod et kar fyldt med eddike. De satte så en svamp fyldt med eddiken på en isopstængel og stak den op til hans mund. Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: »Det er fuldbragt.« Og han bøjede hovedet og opgav ånden.
Det var forberedelsesdag, og for at legemerne ikke skulle blive hængende på korset sabbatten over – for det var en stor sabbatsdag – bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes ben måtte blive knust og de døde taget ned. Så kom soldaterne og knuste benene på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med Jesus. Da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben, men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der kom straks blod og vand ud.
Kilder:
Decretum de celebratione Beatæ Mariæ Virginis Ecclesiæ Matris in Calendario Romano Generali
Congregationis de Cultu Divino et Disciplina Sacramentorum,
(11. februar 2018 - Vor Frue af Lourdes' dag).
Og
Papa Francesco Meditazione mattutina nella cappella della domus Sanctae Marthae
La Chiesa è donna e madre (21. maj 2018 - Jomfru Maria, Kirkens moder)
Begge fra www.vatican.va
(11. februar 2018 - Vor Frue af Lourdes' dag).
Og
Papa Francesco Meditazione mattutina nella cappella della domus Sanctae Marthae
La Chiesa è donna e madre (21. maj 2018 - Jomfru Maria, Kirkens moder)
Begge fra www.vatican.va
Jomfru Maria, Kirkens Moder
Men nu har pave Frans indført festen for Jomfru Maria, Kirkens Moder på netop denne dag.
Som der står i dekretet, der indfører denne festdag: "Vor tids fejring af Guds Moder, hvor vi i Kirken overvejer Kristi mysterium og Hans natur, tillader os ikke at glemme denne kvinde, Jomfru Maria, der både er Kristi mor og Kirkens mor.
Denne tanke var på en måde allerede tilstede i Kirken helt tilbage fra sankt Augustins og Leo den Stores tid. Sankt Augustin siger faktisk at Maria er mor til Kristi lemmer fordi hun i nåden samarbejdede på de kristnes gen fødsel. Sankt Leo den Store siger at hove dets fødsel også er kroppens fødsel, og derfor er Maria på samme tid mor til Kristus, Guds Søn og til Hans mystiske Legeme, Kirken. Disse overvejelser udspringer af Marias guddomme lige moderskab og af hendes medarbejde på Frelserens værk, der kulminerede på korset.
Moderen, der stod under korset, tog på sin Søns befaling alle mennesker til sig ved at tage imod den discipel, Jesus elskede.
Maria, den spirende Kirkes trøster og underviser, modtog sin moderlige mission i salen ovenpå, hvor de plejede at opholde sig, og hvor hun bad sammen med apostlene, mens de ventede på Helligåndens komme
Igennem tiderne er Maria blevet kaldt Apostlenes Moder, de troendes Moder, alle kristnes Moder og mange andre lignende titler. Deriblandt også Kirkens Moder.
Ved afslutningen af det andet Vatikankoncil erklærede Paul VI at Jomfru Maria var 'Kirkens Moder, det vil sige hele det kristne folks Moder, både de troendes og hyrdernes kærlige og elskede Moder.'"
Nu har pave Frans så, for yderligere at understrege Kirkens moderskab for alle, præster, ordensfolk og lægfolk og for yderligere at tjene den ægte mariafromhed erklæret at Jomfru Maria Kirkens Moder skal fejres mandagen efter pinse.
"Festen skal være en hjælp til at huske på at det kristne liv for at kunne vokse må være fast forankret i korsets mysterium, i Kristi hengivelse af sig selv i Eukaristien og i den ofrende Jomfru, Frelserens og de frelstes Moder."
Den 21. maj i år fejrede pave Frans for første gang messen til Jomfru Maria, Kirkens Moder. I sin prædiken sagde han blandt andet:
"Hver gang vi i evangeliet hører om Maria, hører vi om Jesu mor ... og selv om vi ved bebudelsen ikke hører ordet "mor" handler det i den grad om Marias moderskab.
Denne indstilling, det at være mor, fulgte hende hele livet, gennem hele Jesu liv var hun Moderen. ... Og til slut gav Jesus hende som mor for sine apostle, repræsenteret ved apostelen Johannes »Kvinde, dér er din søn.« Derpå sagde han til disciplen: »Dér er din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig. Derfor kan vi kalde Maria vores Mor og Kirkens Mor.
Marias moderskab er en stor ting ... Gud har faktisk villet lade sig føde af en kvinde for at lære os dette. Gud elsker sit folk som en brudgom sin brud, som det siges i det gamle Testamente, og det er et stort mysterium.
Og vi kan mene at når Kirken er mor, har også kvinderne en funktion i Kirken, takket være Gud har kvinderne masser af funktioner i Kirken. ... Men dette er ikke det vigtigste, det vigtigste er at når Kirken er mor, må den have en mors og en bruds holdning. Hvis vi glemmer dette, bliver Kirken kun maskulin; så bliver den en trist Kirke, en pebersvend, der ikke er i stand til at elske, som er ufrugtbar. Uden kvinden sker der ikke noget i Kirken, fordi den er en kvinde, og denne kvindelige holdning kommer fra Maria fordi Jesus ville det sådan."
Oversættelse og redaktion: Charlotte Olden-Jørgensen.
Kilde vatican.va
tirsdag den 1. maj 2018
Meditation og bensintentioner for maj.
Godhed og barmhjertighed
"Mme. Martin fortæller her om noget der skete, medens Celine var til stede:
Vi havde gået en lang tur over markerne. På vej tilbage mødte vi en fattig gammel mand, som virkede god. Jeg sendte Thérèse hen for at give ham nogle penge. Han syntes så rørt og takkede os så varmt, at jeg forstod, at han var i en meget vanskelig situation. Jeg bad ham om at følge med os hjem og sagde, at jeg ville give ham et par støvler. Han kom. Jeg gav ham en god middag, for han var helt udsultet.
Hvis du vidste hvilke genvordigheder, denne gamle mand var udsat for ... Denne vinter havde han fået frost i sine fødder. Han sov i en forladt hytte; han manglede absolut alt og plejede at sætte sig på hug udenfor militærbarakkerne i håb om at få lidt mad. Jeg sagde, at han kunne komme, når han havde lyst, og at der altid ville være noget at spise til ham. Jeg håber inderligt, at det lykkes for din far at få ham ind på alderdomshjemmet; det vil han så gerne. Vi må sørge for, at det kommer i orden.
Dette møde gør mig meget ked af det. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den stakkels mand, hvis ansigt lyste op over de få mønter, jeg gav ham. "Med dem kan jeg spise suppe i morgen; Jeg vil gå hen til det offentlige suppekøkken. Så vil jeg købe noget tobak og blive barberet." Kort sagt, han var lykkelig som et lille barn. Hele tiden medens han spiste, tog han støvlerne frem, så lykkeligt på dem og smilede.
Mme. Martin opgav ikke, før hendes mand efter mange forgæves forsøg endelig fik den fattige gamle mand optaget på alderdomshjemmet. Da tiggeren fik besked om det, græd han af glæde.
Hendes omsorg for andre udsatte hende for ubehageligheder af en anden slags. Hun havde bedt to tidligere skolelærere, der uden Kirkens tilladelse bar ordensdragt, om at passe Leonie, og opdagede så, at de udnyttede og grusomt sultede en lille pige på otte år, Armandine V., hvis uddannelse de havde taget på sig. Efter et stykke tid i hemmelighed at have givet barnet mad, fik Mme. Martin hende til at tale og fortælle om sin situation. Hun besluttede sig for at gribe ind med de beviser, hun havde. Eftersom eks-lærerinderne ikke var til sinds at ændre noget, blev først barnets mor informeret, dernæst sognepræsten i Banner, og
endelig den lokale dommer. Med et overraskende hykleri forsøgte de anklagede at oppiske den offentlige stemning. Armandine blev truet med repressalier og gjort forvirret af alkohol, så hun trak sine tidligere udtalelser tilbage. Sagen blev mere forbitret. Endelig greb myndighederne ind med en ransagelse og sendte barnet tilbage til sin familie. Politimesteren afsluttede sagen ved at sige til Mme. Martin, som på det tidspunkt var helt udmattet: ”Jeg placerer dette barn under din beskyttelse, og siden du har været venlig nok til at interessere dig for hende, vil jeg også gøre sådan for fremtiden. Det er så rart at kunne gøre noget godt!”"
"Jeg ved at "den, der kun får lidt tilgivet, ELSKER kun lidt"(Luk 7,47), men jeg ved også, at Jesus har tilgivet mig mere end Maria Magdalene, fordi han tilgav mig på forhånd ved at forhindre mig i at falde.
Bare jeg kunne forklare, hvad jeg føler! Her er blot et eksempel, der i nogen grad afspejler mit sind. - Lad os antage, at en søn af en dygtig læge snublede over en sten på vejen og brækkede benet. Straks kommer faderen ham til hjælp, løfter ham kærligt op og tager sig af hans sår med alle lægekunstens midler. Snart er sønnen fuldstændig kureret og viser faderen sin taknemmelighed. Dette barn har selvfølgelig al mulig grund til at elske sin far! Men lad os nu antage at faderen, der ved, at der ligger en sten på sønnens vej, skynder sig i forvejen og fjerner den uden at nogen ser ham. Sønnen, der var genstand for en sådan fremsynet kærlighed - men ikke VED, hvilken ulykke faderen havde afværget - vil ikke vise nogen taknemmelighed, og han vil elske faderen mindre, end
hvis han havde helbredt ham. Men hvis han nu vidste, hvilken fare han havde undgået, ville han så ikke elske sin far endnu mere? Det er mig, der er dette barn, genstanden for Faderens forudseende kærlighed, Faderen, som sendte sit Ord for at frelse ikke de retfærdige, men synderne (jf. Matt 9,13). Han vil have mig til at elske Ham, fordi han har tilgivet mig, ikke kun meget, men ALT. Han ventede ikke, til jeg elskede ham meget, ligesom Maria Magdalene gjorde, men han ville have at JEG SKULLE VIDE, med hvilken usigelig en forudseende kærlighed, Han elskede mig med, så at jeg måtte elske Ham til vanvid! ... Jeg har hørt sige, at man aldrig ser en ren sjæl elske mere end en bodfærdig. Åh, hvor vil jeg gerne vise at dette er løgn ... "
Meditation
Therese havde fået indsigt i, hvad Gud i sin godhed og barmhjertighed, havde gjort for hende. Hun forstod, at Han havde vist hende sin forudseende kærlighed og dermed forhindrede hende i at falde. Denne Hans godhed, kunne hun se, netop fordi hun selv havde fået godhedens frugt og altid var tilbøjelig til at tro det bedste om andre, og hjælpe dem i deres hverdag med sine små kærlighedstjenester. Hun forsøgte med ethvert middel elske Gud tilbage i sin næste. Og hun vidste at bøn og offer var hendes bedste hjælpemidler: "De er al min styrke" (Sammesteds s. 215).
Den praktiske barmhjertighed, generøsitet og godhed som familien Martin viser, er en frugt af den venlighed, de selv har smagt af vor Herre. De vidste, at de var genstand for Gud Faders godhed, omsorg og tilgivelse, og kunne derfor videregive dem til alle, de mødte. De var ikke bange for at kæmpe for de små og svage i samfundet, for dem der bliver behandlet dårligt, og de gav ikke op, men fulgte deres tilskyndelser, til der var fundet en løsning.
Bønsintentioner
"Mme. Martin fortæller her om noget der skete, medens Celine var til stede:
Vi havde gået en lang tur over markerne. På vej tilbage mødte vi en fattig gammel mand, som virkede god. Jeg sendte Thérèse hen for at give ham nogle penge. Han syntes så rørt og takkede os så varmt, at jeg forstod, at han var i en meget vanskelig situation. Jeg bad ham om at følge med os hjem og sagde, at jeg ville give ham et par støvler. Han kom. Jeg gav ham en god middag, for han var helt udsultet.
Hvis du vidste hvilke genvordigheder, denne gamle mand var udsat for ... Denne vinter havde han fået frost i sine fødder. Han sov i en forladt hytte; han manglede absolut alt og plejede at sætte sig på hug udenfor militærbarakkerne i håb om at få lidt mad. Jeg sagde, at han kunne komme, når han havde lyst, og at der altid ville være noget at spise til ham. Jeg håber inderligt, at det lykkes for din far at få ham ind på alderdomshjemmet; det vil han så gerne. Vi må sørge for, at det kommer i orden.
Dette møde gør mig meget ked af det. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den stakkels mand, hvis ansigt lyste op over de få mønter, jeg gav ham. "Med dem kan jeg spise suppe i morgen; Jeg vil gå hen til det offentlige suppekøkken. Så vil jeg købe noget tobak og blive barberet." Kort sagt, han var lykkelig som et lille barn. Hele tiden medens han spiste, tog han støvlerne frem, så lykkeligt på dem og smilede.
Mme. Martin opgav ikke, før hendes mand efter mange forgæves forsøg endelig fik den fattige gamle mand optaget på alderdomshjemmet. Da tiggeren fik besked om det, græd han af glæde.
Hendes omsorg for andre udsatte hende for ubehageligheder af en anden slags. Hun havde bedt to tidligere skolelærere, der uden Kirkens tilladelse bar ordensdragt, om at passe Leonie, og opdagede så, at de udnyttede og grusomt sultede en lille pige på otte år, Armandine V., hvis uddannelse de havde taget på sig. Efter et stykke tid i hemmelighed at have givet barnet mad, fik Mme. Martin hende til at tale og fortælle om sin situation. Hun besluttede sig for at gribe ind med de beviser, hun havde. Eftersom eks-lærerinderne ikke var til sinds at ændre noget, blev først barnets mor informeret, dernæst sognepræsten i Banner, og
endelig den lokale dommer. Med et overraskende hykleri forsøgte de anklagede at oppiske den offentlige stemning. Armandine blev truet med repressalier og gjort forvirret af alkohol, så hun trak sine tidligere udtalelser tilbage. Sagen blev mere forbitret. Endelig greb myndighederne ind med en ransagelse og sendte barnet tilbage til sin familie. Politimesteren afsluttede sagen ved at sige til Mme. Martin, som på det tidspunkt var helt udmattet: ”Jeg placerer dette barn under din beskyttelse, og siden du har været venlig nok til at interessere dig for hende, vil jeg også gøre sådan for fremtiden. Det er så rart at kunne gøre noget godt!”"
(En families historie s. 161-162)
"Jeg ved at "den, der kun får lidt tilgivet, ELSKER kun lidt"(Luk 7,47), men jeg ved også, at Jesus har tilgivet mig mere end Maria Magdalene, fordi han tilgav mig på forhånd ved at forhindre mig i at falde.
Bare jeg kunne forklare, hvad jeg føler! Her er blot et eksempel, der i nogen grad afspejler mit sind. - Lad os antage, at en søn af en dygtig læge snublede over en sten på vejen og brækkede benet. Straks kommer faderen ham til hjælp, løfter ham kærligt op og tager sig af hans sår med alle lægekunstens midler. Snart er sønnen fuldstændig kureret og viser faderen sin taknemmelighed. Dette barn har selvfølgelig al mulig grund til at elske sin far! Men lad os nu antage at faderen, der ved, at der ligger en sten på sønnens vej, skynder sig i forvejen og fjerner den uden at nogen ser ham. Sønnen, der var genstand for en sådan fremsynet kærlighed - men ikke VED, hvilken ulykke faderen havde afværget - vil ikke vise nogen taknemmelighed, og han vil elske faderen mindre, end
hvis han havde helbredt ham. Men hvis han nu vidste, hvilken fare han havde undgået, ville han så ikke elske sin far endnu mere? Det er mig, der er dette barn, genstanden for Faderens forudseende kærlighed, Faderen, som sendte sit Ord for at frelse ikke de retfærdige, men synderne (jf. Matt 9,13). Han vil have mig til at elske Ham, fordi han har tilgivet mig, ikke kun meget, men ALT. Han ventede ikke, til jeg elskede ham meget, ligesom Maria Magdalene gjorde, men han ville have at JEG SKULLE VIDE, med hvilken usigelig en forudseende kærlighed, Han elskede mig med, så at jeg måtte elske Ham til vanvid! ... Jeg har hørt sige, at man aldrig ser en ren sjæl elske mere end en bodfærdig. Åh, hvor vil jeg gerne vise at dette er løgn ... "
(Selvbiografiske skrifter s. 76-77)
Meditation
Therese havde fået indsigt i, hvad Gud i sin godhed og barmhjertighed, havde gjort for hende. Hun forstod, at Han havde vist hende sin forudseende kærlighed og dermed forhindrede hende i at falde. Denne Hans godhed, kunne hun se, netop fordi hun selv havde fået godhedens frugt og altid var tilbøjelig til at tro det bedste om andre, og hjælpe dem i deres hverdag med sine små kærlighedstjenester. Hun forsøgte med ethvert middel elske Gud tilbage i sin næste. Og hun vidste at bøn og offer var hendes bedste hjælpemidler: "De er al min styrke" (Sammesteds s. 215).
Den praktiske barmhjertighed, generøsitet og godhed som familien Martin viser, er en frugt af den venlighed, de selv har smagt af vor Herre. De vidste, at de var genstand for Gud Faders godhed, omsorg og tilgivelse, og kunne derfor videregive dem til alle, de mødte. De var ikke bange for at kæmpe for de små og svage i samfundet, for dem der bliver behandlet dårligt, og de gav ikke op, men fulgte deres tilskyndelser, til der var fundet en løsning.
Bønsintentioner
- Uge 18: At vi må blive opmærksomme på og taknemmelige over Guds kærlige godhed, vi hver især møder i vores liv.
- Uge 19: At vi styrket ved skriftemålet, hvor vi modtager Guds rigelige barmhjertighed, lader denne barmhjertighed blive synlig for dem, vi møder, især i vores familie.
- Uge 20: At også vi må finde vores styrke i bøn og offer.
- Uge 21: At vi stadig mere fyldes og ledes af Helligånden, således at den kærlighed Gud elsker os med, bliver vores drivkraft, og alle Åndens frugter kommer næsten til at blive til gavn, og Gud bliver forherliget.
- Uge 22: At de små og de svage i samfundet må møde Guds egen godhed i andre; Gud, der er den, der ydmyger sig og kommer os nær.
søndag den 1. april 2018
Meditation og bønsintentioner for april
Venlighed
Byboerne måtte tage soldater ind i deres hjem og lade dem bo der. Da postforbindelserne blev genoprettet, greb fru Martin muligheden og sendte en detaljeret redegørelse for denne vanskelige tid til Lisieux.
"Klokken tre i mandags blev hver dør markeret med et bestemt antal soldater, der skulle indkvarteres der. En lang sergent kom og krævede at inspicere vores hus. Jeg viste ham første sal og fortalte ham, at vi havde fire børn. Heldigvis for os gjorde han intet forsøg på at gå op til anden sal. Endelig gav han os 9 soldater, og vi kan ikke klage. I vores nabolag er små butiksejere med kun stue og første sal blevet tvunget til at modtage femten, tyve og endog femogtyvende værnepligtige.
Jeg gør mig ingen unødige anstrengelser for deres skyld. Når de kræver for meget, siger jeg det er umuligt. I morges hentede de nok kød til at fodre tredive mand, og vi er nu midt i tilberedningen.
Vi har måttet overlade hele første salen til dem og flytte ned i stueetagen. Hvis jeg fortalte dig alt, ville der være til en hel bog.
Byen nægtede at betale det krævede beløb, og vi blev truet med repressalier. Endelig gav hertugen af Mecklenburg sig tilfreds med 300.000 francs og en enorm mængde udstyr. Alt kvæg i distriktet er blevet beslaglagt. Der er derfor ingen mælk nogensteder. Hvad skal lille Céline gøre, der drak en liter om dagen? Og hvordan skal fattige mødre med spædbørn klare sig? Der er ikke noget kød at købe, ikke hos nogen slagter. Kort sagt er byen tømt. Alle græder undtagen mig. "
Hvad fru Martin ikke siger er, at hun og hendes mand forenede patriotisme med kristen kærlighed og derfor viste både styrke og mod overfor faren og god vilje mod næsten, en god vilje, der udelukkede enhver form for had. Blandt de ni mænd, der boede i hendes hus var der således en soldat, som hun lagde mærke til. Han syntes at være mere venligt og mere raffineret, og i hans ansigt syntes man at kunne læse, at han led under at være borte fra sin familie. Hun tøvede ikke med at tale med ham og gav ham endda nogle godbidder i hemmelighed, som han viste sig for at være taknemmelig for."
"I kommunitetet er der en søster, som har evnen til konstant at irritere mig: Hendes måde at være på, hendes tale, hendes karakter, alt syntes mig meget ubehagelig. Alligevel er hun en from nonne, som helt sikkert er meget behagelig i Herrens øjne. Da jeg ikke ønskede at give efter for den naturlige antipati jeg følte, sagde jeg til mig selv at kærligheden ikke består i følelser, men i handling, og derfor bestræbte jeg mig på at gøre alle de ting for denne søster, som jeg ville have gjort for den, jeg holdt mest af . Hver gang jeg mødte hende bad jeg til Gud for hende og fortalte Ham om alle hendes dyder og fortrin. Jeg følte, at dette behagede Jesus, for der findes ikke den kunstner, der ikke kan lide at få ros for sit arbejde, og Jesus, sjælenes kunstner, er glad, når du ikke opholder dig ved det ydre, men trænger ind i den indre helligdom, som Han selv har valg til sit hus og beundrer dens skønhed. Jeg nøjedes ikke med ihærdigt at bede for denne søster, som forårsagede mig så meget kamp, jeg forsøgte at gøre hende alle mulige tjenester, og når jeg var fristet til at svare hende på en ubehagelig måde nøjedes jeg med at smile mit varmeste smil og forsøgte at føre samtalen hen på noget andet, for det er efterligning af Kristus: "det er sundere at lade alle have deres egen mening, end at blande sig i ordvekslinger." (Kristi efterfølgelse, III, 4: 1)
Meditation
Menneskeheden er en familie, og det er Kirken også. Derfor er den lille Thérèse vores søster, og hun blev det i en dybere betydning den 9. april 1888, da hun trådte ind hos karmeliterne i Lisieux. Som opvokset i en familie, der var åben og livgivende, selv for dem uden for familien, vidste hun, at den sande og guddommelige venlighed aldrig er eksklusiv. Venlighed skal gælde "ALLE i huset; uden undtagelse", det vil sige også dem, som vi personligt ikke har valgt, og som vi følelsesmæssigt ikke "bryder os om" og som på ingen måde deler vores tro og vores livsvalg. Lille Thérèse demonstrerede dette, da hun handlede effektivt mod sin naturlige antipati overfor en søster og gjorde alt hvad hun "ville have gjort forden, hun elskede mest." Ægteparret Martín viste også denne venlighed, da de blev tvunget til at modtage soldater i deres eget hjem.
Bønsintentioner
Byboerne måtte tage soldater ind i deres hjem og lade dem bo der. Da postforbindelserne blev genoprettet, greb fru Martin muligheden og sendte en detaljeret redegørelse for denne vanskelige tid til Lisieux.
"Klokken tre i mandags blev hver dør markeret med et bestemt antal soldater, der skulle indkvarteres der. En lang sergent kom og krævede at inspicere vores hus. Jeg viste ham første sal og fortalte ham, at vi havde fire børn. Heldigvis for os gjorde han intet forsøg på at gå op til anden sal. Endelig gav han os 9 soldater, og vi kan ikke klage. I vores nabolag er små butiksejere med kun stue og første sal blevet tvunget til at modtage femten, tyve og endog femogtyvende værnepligtige.
Jeg gør mig ingen unødige anstrengelser for deres skyld. Når de kræver for meget, siger jeg det er umuligt. I morges hentede de nok kød til at fodre tredive mand, og vi er nu midt i tilberedningen.
Vi har måttet overlade hele første salen til dem og flytte ned i stueetagen. Hvis jeg fortalte dig alt, ville der være til en hel bog.
Byen nægtede at betale det krævede beløb, og vi blev truet med repressalier. Endelig gav hertugen af Mecklenburg sig tilfreds med 300.000 francs og en enorm mængde udstyr. Alt kvæg i distriktet er blevet beslaglagt. Der er derfor ingen mælk nogensteder. Hvad skal lille Céline gøre, der drak en liter om dagen? Og hvordan skal fattige mødre med spædbørn klare sig? Der er ikke noget kød at købe, ikke hos nogen slagter. Kort sagt er byen tømt. Alle græder undtagen mig. "
Hvad fru Martin ikke siger er, at hun og hendes mand forenede patriotisme med kristen kærlighed og derfor viste både styrke og mod overfor faren og god vilje mod næsten, en god vilje, der udelukkede enhver form for had. Blandt de ni mænd, der boede i hendes hus var der således en soldat, som hun lagde mærke til. Han syntes at være mere venligt og mere raffineret, og i hans ansigt syntes man at kunne læse, at han led under at være borte fra sin familie. Hun tøvede ikke med at tale med ham og gav ham endda nogle godbidder i hemmelighed, som han viste sig for at være taknemmelig for."
En families historie, s. 103-104
"I kommunitetet er der en søster, som har evnen til konstant at irritere mig: Hendes måde at være på, hendes tale, hendes karakter, alt syntes mig meget ubehagelig. Alligevel er hun en from nonne, som helt sikkert er meget behagelig i Herrens øjne. Da jeg ikke ønskede at give efter for den naturlige antipati jeg følte, sagde jeg til mig selv at kærligheden ikke består i følelser, men i handling, og derfor bestræbte jeg mig på at gøre alle de ting for denne søster, som jeg ville have gjort for den, jeg holdt mest af . Hver gang jeg mødte hende bad jeg til Gud for hende og fortalte Ham om alle hendes dyder og fortrin. Jeg følte, at dette behagede Jesus, for der findes ikke den kunstner, der ikke kan lide at få ros for sit arbejde, og Jesus, sjælenes kunstner, er glad, når du ikke opholder dig ved det ydre, men trænger ind i den indre helligdom, som Han selv har valg til sit hus og beundrer dens skønhed. Jeg nøjedes ikke med ihærdigt at bede for denne søster, som forårsagede mig så meget kamp, jeg forsøgte at gøre hende alle mulige tjenester, og når jeg var fristet til at svare hende på en ubehagelig måde nøjedes jeg med at smile mit varmeste smil og forsøgte at føre samtalen hen på noget andet, for det er efterligning af Kristus: "det er sundere at lade alle have deres egen mening, end at blande sig i ordvekslinger." (Kristi efterfølgelse, III, 4: 1)
Meditation
Menneskeheden er en familie, og det er Kirken også. Derfor er den lille Thérèse vores søster, og hun blev det i en dybere betydning den 9. april 1888, da hun trådte ind hos karmeliterne i Lisieux. Som opvokset i en familie, der var åben og livgivende, selv for dem uden for familien, vidste hun, at den sande og guddommelige venlighed aldrig er eksklusiv. Venlighed skal gælde "ALLE i huset; uden undtagelse", det vil sige også dem, som vi personligt ikke har valgt, og som vi følelsesmæssigt ikke "bryder os om" og som på ingen måde deler vores tro og vores livsvalg. Lille Thérèse demonstrerede dette, da hun handlede effektivt mod sin naturlige antipati overfor en søster og gjorde alt hvad hun "ville have gjort forden, hun elskede mest." Ægteparret Martín viste også denne venlighed, da de blev tvunget til at modtage soldater i deres eget hjem.
Bønsintentioner
- Uge 14: At alle, der har kald til det gudsviede liv i ord og gerning må vise sig at være den opstandne Herres sande brødre og søstre.
- Uge 15: At vi må få et overnaturligt blik og se, at vores næste er en kær søster eller bror.
- Uge 16: At vore familier og lokalsamfund må blive åbne og livgivendeogså for dem, der ikke hører til.
- Uge 17: At vi vælger at vise venlighed også mod dem, vi måske har svært ved at vise venlighed.
onsdag den 28. februar 2018
Marts 2018 - nummer 1
4 Kære Læsere
5 Den unge pige og englen
9 Den hellige Gertrud af Nivelles
12 Den typisk kristne måde at handle på
15 Den hellige Thérèsa af Jesusbarnets og hendes hellige
forældres relikvier besøger Norden
18 Datoer for relikvievalfarten
19 At leve i stilhed
21 Benedikts regel
22 Pavens Angelus
24 Vor Frue af Tårerne
27 Budskaber fra Medjugorje
28 Præsten
29 Pavens anliggender
30 Kalenderen
31 Bøn til vor Frue af Tårerne
Abonner på:
Opslag (Atom)