"Mme. Martin fortæller her om noget der skete, medens Celine var til stede:
Vi havde gået en lang tur over markerne. På vej tilbage mødte vi en fattig gammel mand, som virkede god. Jeg sendte Thérèse hen for at give ham nogle penge. Han syntes så rørt og takkede os så varmt, at jeg forstod, at han var i en meget vanskelig situation. Jeg bad ham om at følge med os hjem og sagde, at jeg ville give ham et par støvler. Han kom. Jeg gav ham en god middag, for han var helt udsultet.
Hvis du vidste hvilke genvordigheder, denne gamle mand var udsat for ... Denne vinter havde han fået frost i sine fødder. Han sov i en forladt hytte; han manglede absolut alt og plejede at sætte sig på hug udenfor militærbarakkerne i håb om at få lidt mad. Jeg sagde, at han kunne komme, når han havde lyst, og at der altid ville være noget at spise til ham. Jeg håber inderligt, at det lykkes for din far at få ham ind på alderdomshjemmet; det vil han så gerne. Vi må sørge for, at det kommer i orden.
Dette møde gør mig meget ked af det. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den stakkels mand, hvis ansigt lyste op over de få mønter, jeg gav ham. "Med dem kan jeg spise suppe i morgen; Jeg vil gå hen til det offentlige suppekøkken. Så vil jeg købe noget tobak og blive barberet." Kort sagt, han var lykkelig som et lille barn. Hele tiden medens han spiste, tog han støvlerne frem, så lykkeligt på dem og smilede.
Mme. Martin opgav ikke, før hendes mand efter mange forgæves forsøg endelig fik den fattige gamle mand optaget på alderdomshjemmet. Da tiggeren fik besked om det, græd han af glæde.
Hendes omsorg for andre udsatte hende for ubehageligheder af en anden slags. Hun havde bedt to tidligere skolelærere, der uden Kirkens tilladelse bar ordensdragt, om at passe Leonie, og opdagede så, at de udnyttede og grusomt sultede en lille pige på otte år, Armandine V., hvis uddannelse de havde taget på sig. Efter et stykke tid i hemmelighed at have givet barnet mad, fik Mme. Martin hende til at tale og fortælle om sin situation. Hun besluttede sig for at gribe ind med de beviser, hun havde. Eftersom eks-lærerinderne ikke var til sinds at ændre noget, blev først barnets mor informeret, dernæst sognepræsten i Banner, og
endelig den lokale dommer. Med et overraskende hykleri forsøgte de anklagede at oppiske den offentlige stemning. Armandine blev truet med repressalier og gjort forvirret af alkohol, så hun trak sine tidligere udtalelser tilbage. Sagen blev mere forbitret. Endelig greb myndighederne ind med en ransagelse og sendte barnet tilbage til sin familie. Politimesteren afsluttede sagen ved at sige til Mme. Martin, som på det tidspunkt var helt udmattet: ”Jeg placerer dette barn under din beskyttelse, og siden du har været venlig nok til at interessere dig for hende, vil jeg også gøre sådan for fremtiden. Det er så rart at kunne gøre noget godt!”"
(En families historie s. 161-162)
"Jeg ved at "den, der kun får lidt tilgivet, ELSKER kun lidt"(Luk 7,47), men jeg ved også, at Jesus har tilgivet mig mere end Maria Magdalene, fordi han tilgav mig på forhånd ved at forhindre mig i at falde.
Bare jeg kunne forklare, hvad jeg føler! Her er blot et eksempel, der i nogen grad afspejler mit sind. - Lad os antage, at en søn af en dygtig læge snublede over en sten på vejen og brækkede benet. Straks kommer faderen ham til hjælp, løfter ham kærligt op og tager sig af hans sår med alle lægekunstens midler. Snart er sønnen fuldstændig kureret og viser faderen sin taknemmelighed. Dette barn har selvfølgelig al mulig grund til at elske sin far! Men lad os nu antage at faderen, der ved, at der ligger en sten på sønnens vej, skynder sig i forvejen og fjerner den uden at nogen ser ham. Sønnen, der var genstand for en sådan fremsynet kærlighed - men ikke VED, hvilken ulykke faderen havde afværget - vil ikke vise nogen taknemmelighed, og han vil elske faderen mindre, end
hvis han havde helbredt ham. Men hvis han nu vidste, hvilken fare han havde undgået, ville han så ikke elske sin far endnu mere? Det er mig, der er dette barn, genstanden for Faderens forudseende kærlighed, Faderen, som sendte sit Ord for at frelse ikke de retfærdige, men synderne (jf. Matt 9,13). Han vil have mig til at elske Ham, fordi han har tilgivet mig, ikke kun meget, men ALT. Han ventede ikke, til jeg elskede ham meget, ligesom Maria Magdalene gjorde, men han ville have at JEG SKULLE VIDE, med hvilken usigelig en forudseende kærlighed, Han elskede mig med, så at jeg måtte elske Ham til vanvid! ... Jeg har hørt sige, at man aldrig ser en ren sjæl elske mere end en bodfærdig. Åh, hvor vil jeg gerne vise at dette er løgn ... "
(Selvbiografiske skrifter s. 76-77)
Meditation
Therese havde fået indsigt i, hvad Gud i sin godhed og barmhjertighed, havde gjort for hende. Hun forstod, at Han havde vist hende sin forudseende kærlighed og dermed forhindrede hende i at falde. Denne Hans godhed, kunne hun se, netop fordi hun selv havde fået godhedens frugt og altid var tilbøjelig til at tro det bedste om andre, og hjælpe dem i deres hverdag med sine små kærlighedstjenester. Hun forsøgte med ethvert middel elske Gud tilbage i sin næste. Og hun vidste at bøn og offer var hendes bedste hjælpemidler: "De er al min styrke" (Sammesteds s. 215).
Den praktiske barmhjertighed, generøsitet og godhed som familien Martin viser, er en frugt af den venlighed, de selv har smagt af vor Herre. De vidste, at de var genstand for Gud Faders godhed, omsorg og tilgivelse, og kunne derfor videregive dem til alle, de mødte. De var ikke bange for at kæmpe for de små og svage i samfundet, for dem der bliver behandlet dårligt, og de gav ikke op, men fulgte deres tilskyndelser, til der var fundet en løsning.
Bønsintentioner
- Uge 18: At vi må blive opmærksomme på og taknemmelige over Guds kærlige godhed, vi hver især møder i vores liv.
- Uge 19: At vi styrket ved skriftemålet, hvor vi modtager Guds rigelige barmhjertighed, lader denne barmhjertighed blive synlig for dem, vi møder, især i vores familie.
- Uge 20: At også vi må finde vores styrke i bøn og offer.
- Uge 21: At vi stadig mere fyldes og ledes af Helligånden, således at den kærlighed Gud elsker os med, bliver vores drivkraft, og alle Åndens frugter kommer næsten til at blive til gavn, og Gud bliver forherliget.
- Uge 22: At de små og de svage i samfundet må møde Guds egen godhed i andre; Gud, der er den, der ydmyger sig og kommer os nær.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar