Kærligheden næres af ofre, jo mere sjælen giver afkald på naturlig tilfredsstillelse, jo stærkere og mere uselvisk bliver dens ømhed.
Jeg husker, at jeg som postulant somme tider følte mig så voldsomt fristet til at gå ind til Dem for at blive tilfreds og få nogle glimt af glæde, at jeg var nødt til at skynde mig forbi kontoret og hage mig fast til trappegelænderet. Jeg kom i tanke om en hel masse ting, jeg kunne bede om lov til, ja, min elskede Moder, jeg fandt tusind grunde til at tilfredsstille min natur ... Hvor er jeg dog glad i dag, fordi jeg lige fra begyndelsen af mit klosterliv led disse afsavn, jeg nyder allerede den belønning, der er stillet dem i udsigt, der kæmper modigt
... da jeg først havde forstået, at jeg intet kunne udrette af mig selv, forekom den opgave De havde givet mig ikke længere vanskelig. Jeg følte, at det eneste, der var fornødent (jf. Luk 10,41-42) var at forene mig mere og mere med Jesus og at alt andet ville blive givet mig i tilgift (jf. Matt 6,33). Mit håb er heller aldrig gjort til skamme ...
På afstand virker det så rosenrødt at gøre godt mod andre, at få dem til at elske Gud højere, at danne dem efter sit eget hoved og sine personlige forestillinger. Tæt på er det lige omvendt, det rosenrøde er forsvundet ... man bliver klar over, at det er lige så umuligt at gøre noget godt uden Guds hjælp, som at få solen til at skinne om natten ... Man mærker, at man fuldstændig skal glemme det, man selv godt kan lide, ens egne idéer, og i stedet lede sjælene ad den vej Jesus har bestemt for dem uden at prøve på at få dem til at gå den vej, man selv synes. Men det er ikke engang det sværeste; det, der er allerhårdest for mig, er, at lægge mærke til fejlene, de mindste ufuldkommenheder og bekæmpe dem ubarmhjertigt.
... Jeg ville tusind gange hellere modtage bebrejdelser end rette dem mod andre, men jeg føler, at det er meget nødvendigt, at det er en lidelse for mig, for når man handler efter sin natur, er det umuligt for den hvis fejl, man vil påpege, at indse sin uret.
(fra Mit kald er at elske, side 227 - 229)
Meditation
Vi blev skabt til at herske over skabelsen, vi faldt, men Han, i hvem vi blev skabt, genindsatte os i friheden, og vi kan nu i Helligånden elske skabelsen gennem det sande nye herredømme. I denne fulde selvbeherskelse stråler det nye menneske frem, det nye menneske, som er Jesus i os. Vi kan forsøge om og om igen at på egen hånd være vore egne herrer, i hovmod kæmpe for at realisere os selv. Det er først når vi indser, at vi ikke kan gøre noget af os selv, som selvbeherskelsens frugt modnes, og vi virkelig kan elske Jesus og vor næste ligesom Han, i Ham, forenet med Ham. Her er man helt i Guds hånd, et redskab, som Han bruger til andres vel. Selvforsagelsen kommer da til sin ret og medfører, at kærligheden giver de smukkeste frugter.
Bønsintentioner
- Uge 27: At vi indser vort høje kald og tør leve det.
- Uge 28: At Den lille Thérèses forbillede i selvfornægtelse inspirerer os til kærlighedsofre.
- Uge 29: At vi i vanskelige situationer gør som Den lille Thérèse: venter os alt af Jesus.
- Uge 30: At vi i bøn og gerning lader os føres af Helligånden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar