I Danmark tog vi imod relikvierne 5. - 12. november.
Ni måneders NOVENE
Den ni måneders novenebøn til den hellige Thérèse af Jesusbarnet og det Hellige Ansigt
Fader Vor, Hil Dig Maria, Ære være Faderen.
Meditation og bønsintentioner for september
Kærlighed!
Da jeg betragtede Kirkens mystiske legeme, havde jeg ikke genkendt mig selv i nogen af de lemmer, som Paulus talte om, eller jeg ville snarere se mig selv i dem alle sammen ... Kærligheden blev nøglen til mit kald. Jeg forstod, at hvis Kirken havde et legeme, der bestod af forskellige lemmer, kunne den ikke mangle det mest nødvendige, det ædleste af dem alle, jeg forstod at Kirken havde et hjerte, og at dette hjerte brændte af kærlighed. Jeg forstod, at kærligheden alene styrede alle Kirkens lemmer, og at hvis kærligheden slukkedes, ville apostlene ikke længere ville forkynde evangeliet, martyrerne ville nægte at udgyde deres blod ... Jeg forstod, at Kærligheden rummede alle kald, at kærligheden var alt, at den omfattede alle tider og alle steder … at den kort sagt er evig!
Overvældet af ustyrlig glæde udbrød jeg: O Jesus, min Elskede … endelig har jeg fundet mit kald, mit kald er at elske!
Det, som barnet beder om, er kærlighed ... Det ved ikke af andet end at elske dig, o Jesus! Strålende bedrifter er umuligt for det, det kan ikke prædike evangeliet heller ikke udgyde sit blod … men hvad gør det, det klarer dets brødre jo, og det lille barn selv holder sig lige i nærheden af Kongens og Dronningens trone; det elsker for sine brødre, der kæmper … Men hvordan skal det vidne om sin kærlighed, for kærligheden kommer jo til udtryk i gerninger? Jo, det lille barn vil strø blomster og indhylle kongetronen i deres duft, med sin klokkeklare stemme vil det synge kærlighedens lovsang ...
Ja, min Elskede, sådan skal mit liv fortæres ... Jeg kan ikke vise dig min kærlighed på anden måde end ved at strø blomster, det vil sige ikke undlade det mindste lille offer, eller blik eller ord, udnytte alle de mindste lejligheder og gøre det af kærlighed ... Jeg vil lide af kærlighed og også nyde af kærlighed; på den måde vil jeg strø blomster foran din trone, ikke en eneste blomst vil jeg undlade at plukke bladene af til dig, og mens jeg strør mine blomster, vil jeg synge (er det mon muligt at græde, når man foretager sig noget så frydefuldt?), jeg vil synge selv når jeg må plukke mine blomster blandt torne …
”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.”
Min elskede Moder, mens jeg mediterede over disse Jesu ord, gik det op for mig hvor ufuldkommen min kærlighed til mine søstre var. Jeg indså, at jeg ikke elskede dem, som Vorherre elsker dem. [...]
O Gud, jeg ved, at du ikke påbyder noget umuligt, du kender bedre end jeg selv min svaghed og min ufuldkommenhed, du ved, at jeg aldrig ville kunne elske mine søstre, som du elsker dem, hvis ikke du selv, o min Jesus elskede dem gennem mig. Det var for at skænke mig den nåde, at du fremsatte et nyt bud. Å, hvor jeg elsker det, for det giver mig sikkerhed for, at det er din vilje gennem mig at elske alle dem, du befaler mig at elske! …
Ja, jeg mærker tydeligt, at når jeg elsker, at det alene er Jesus, der handler gennem mig; jo tættere jeg er forenet med Ham, jo mere elsker jeg alle mine søstre. Når jeg vil øge denne kærlighed i mig, især når djævelen prøver at få mig til at lægge mærke til fejlene hos en eller anden søster, som jeg ikke bryder mig så meget om, bestræber jeg mig på at finde hendes gode sider og se hendes gode hensigter. Jeg siger til mig selv, at jeg måske har set hende fejle en gang, men at det udmærket godt kan være, at hun har hjemført en række sejre, som hun holder for sig selv af lutter ydmyghed, og at det, der forekommer mig at være en fejl, på grund af den gode hensigt meget vel kan være en god gerning.
Meditation
Meditation og bønsintentioner for juni
Det blevr besluttet at vi i hele Norden skulle forberede os med en ni måneders novene op til dette besøg. Novenen startede den 2. januar 2018, som er den hellige Thérèses fødselsdag. Man kan dog fint bede novenenogså nu, hvor besøget er slut. Noveneteksten er forberedt af søstrene i Glumslöv. Hver måned kom der en ny meditationstekst, som kan tjene som grundlag for en måneds novenebøn.
Det foreslås, at novenen bedes på følgende måde:
- I begyndelsen af hver måned læser man hele novenens tekst.
- Novenebønnen kan man enten bede hver dag, en gang om ugen eller kun en gang om måneden.
- Meditationsteksten kan man læse en gang om måneden eller sammen med ugens bønsintention.
- Hver uge bedes en bønsintention.
Den ni måneders novenebøn til den hellige Thérèse af Jesusbarnet og det Hellige Ansigt
Kære Lille Thérèse, Jesu lille blomst; med glæde og taknemmelighed ser jeg frem til, at du sammen med dine hellige forældre vil besøge vort land og hele Norden.
Jeg beder dig om at forberede mig på dit besøg, så jeg kan tage imod al den nåde, som Gud vil give mig ved det.
Jeg beder for Sverige, Danmark, Norge, Finland og Island og vore katolske bispedømmer her.
Lille Thérèse, drys dine rosenblade af nåde over vore familier – så at de mere og mere ligner din familie.
Bed især for vore præster og om kald til det gudviede liv.
Bed for Karmel i Danmark og i de nordiske lande.
Bed for alle børn, for de ældre, for de ensomme og lidende.
Kære lille Thérèse du som ville tilbringe din himmel med at gøre godt på jorden, tag også imod min særlige intention, som jeg med tillid lægger i dine hænder (nævn her din intention).
Kære lille Thérèse, jeg vil blive en helgen. Lær mig som du at elske Jesus med et rent og udelt hjerte og i tillid - gennem Jomfru Marias hænder - overgive mit liv til Guds Barmhjertige kærlighed. Led mig på din lille vej, så at jeg hurtigt kan nå frem til den fuldkomne kærlighed.
Amen
Fader Vor, Hil Dig Maria, Ære være Faderen.
- 🕯 -
Meditation og bønsintentioner for september
Kærlighed!
Da jeg betragtede Kirkens mystiske legeme, havde jeg ikke genkendt mig selv i nogen af de lemmer, som Paulus talte om, eller jeg ville snarere se mig selv i dem alle sammen ... Kærligheden blev nøglen til mit kald. Jeg forstod, at hvis Kirken havde et legeme, der bestod af forskellige lemmer, kunne den ikke mangle det mest nødvendige, det ædleste af dem alle, jeg forstod at Kirken havde et hjerte, og at dette hjerte brændte af kærlighed. Jeg forstod, at kærligheden alene styrede alle Kirkens lemmer, og at hvis kærligheden slukkedes, ville apostlene ikke længere ville forkynde evangeliet, martyrerne ville nægte at udgyde deres blod ... Jeg forstod, at Kærligheden rummede alle kald, at kærligheden var alt, at den omfattede alle tider og alle steder … at den kort sagt er evig!
Overvældet af ustyrlig glæde udbrød jeg: O Jesus, min Elskede … endelig har jeg fundet mit kald, mit kald er at elske!
Det, som barnet beder om, er kærlighed ... Det ved ikke af andet end at elske dig, o Jesus! Strålende bedrifter er umuligt for det, det kan ikke prædike evangeliet heller ikke udgyde sit blod … men hvad gør det, det klarer dets brødre jo, og det lille barn selv holder sig lige i nærheden af Kongens og Dronningens trone; det elsker for sine brødre, der kæmper … Men hvordan skal det vidne om sin kærlighed, for kærligheden kommer jo til udtryk i gerninger? Jo, det lille barn vil strø blomster og indhylle kongetronen i deres duft, med sin klokkeklare stemme vil det synge kærlighedens lovsang ...
Ja, min Elskede, sådan skal mit liv fortæres ... Jeg kan ikke vise dig min kærlighed på anden måde end ved at strø blomster, det vil sige ikke undlade det mindste lille offer, eller blik eller ord, udnytte alle de mindste lejligheder og gøre det af kærlighed ... Jeg vil lide af kærlighed og også nyde af kærlighed; på den måde vil jeg strø blomster foran din trone, ikke en eneste blomst vil jeg undlade at plukke bladene af til dig, og mens jeg strør mine blomster, vil jeg synge (er det mon muligt at græde, når man foretager sig noget så frydefuldt?), jeg vil synge selv når jeg må plukke mine blomster blandt torne …
(Fra Mit kald er at elske, side 266 og 268)
”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.”
Min elskede Moder, mens jeg mediterede over disse Jesu ord, gik det op for mig hvor ufuldkommen min kærlighed til mine søstre var. Jeg indså, at jeg ikke elskede dem, som Vorherre elsker dem. [...]
O Gud, jeg ved, at du ikke påbyder noget umuligt, du kender bedre end jeg selv min svaghed og min ufuldkommenhed, du ved, at jeg aldrig ville kunne elske mine søstre, som du elsker dem, hvis ikke du selv, o min Jesus elskede dem gennem mig. Det var for at skænke mig den nåde, at du fremsatte et nyt bud. Å, hvor jeg elsker det, for det giver mig sikkerhed for, at det er din vilje gennem mig at elske alle dem, du befaler mig at elske! …
Ja, jeg mærker tydeligt, at når jeg elsker, at det alene er Jesus, der handler gennem mig; jo tættere jeg er forenet med Ham, jo mere elsker jeg alle mine søstre. Når jeg vil øge denne kærlighed i mig, især når djævelen prøver at få mig til at lægge mærke til fejlene hos en eller anden søster, som jeg ikke bryder mig så meget om, bestræber jeg mig på at finde hendes gode sider og se hendes gode hensigter. Jeg siger til mig selv, at jeg måske har set hende fejle en gang, men at det udmærket godt kan være, at hun har hjemført en række sejre, som hun holder for sig selv af lutter ydmyghed, og at det, der forekommer mig at være en fejl, på grund af den gode hensigt meget vel kan være en god gerning.
(Fra Mit kald er at elske side 212 og 213)
Meditation
Kærlighed er Åndens frugt par excellence. Kærlighed var Thereses kald, det hun søgte efter sammen med fuldendelsen af det kristne liv. Thérèse havde oplevet kærlighed i sin familie og lærte Guds essens at kende: Gud er kærlighed. Kærligheden i familien var blevet næret af Guds given sig selv i den hellige messe. Derfor vidste hun, at kærlighed er næret af ofre og hengivenhed; ligegyldighed var noget, der var fremmed for hende. Hendes dedikation til det religiøse liv fandt sit brændsel i Ham, som hun vidste elskede hende; hun vidste, at Jesus var den virkende kraft, når hun elskede. Det er gennem foreningen med Jesus, at vi også bliver kærlighed. Det er her, vi bliver ét med vores nabo, ligesom vi bliver ét med Jesus i den Hellige kommunion. Hertil er det, at vores lille søster og hendes hellige forældre vil drage os, nu hvor de endelig kommer.
Bønsintentioner
- Uge 36: At vi bevidst åbner vore hjerter og byder Jesus velkommen i den hellige messe.
- Uge 37: At vi af hjertet må ofre os for vor næste og ikke lukke os for nogen.
- Uge 38: At vi må tage os tid til at deltage i den hellige messe så ofte som vi kan, og så trofast leve den hellige messes selvopofrelse i hverdagen.
- Uge 39: At alle vi, der snart skal ære den lille Thérèse og hendes forældre på deres pilgrimsrejse gennem vore lande, må modtage de rigelige nådegaver, vi har længtes efter i løbet af de ni månedes forberedelse.
Meditation og bønsintentioner for august
Indre fred og overgivelse
Da jeg begyndte at fremstille og sælge Alençon-kniplinger ,blev jeg næsten syg af bekymring over det. Nu er jeg meget mere fornuftig, jeg bekymrer mig meget mindre over alting, og finder mig i alle de fortrædeligheder, der sker eller kan tænkes at ske. Jeg husker mig selv på, at Gud tillader det at er sådan, og så tænker jeg ikke mere på det. Alle har problemer; de lykkeligste er ikke nødvendigvis dem, der har færrest prøvelser. Den klogeste og enkleste man kan gøre, er at underkaste sig Guds vilje og forberede sig på forhånd på at bære sit kors så modig som muligt ... Gud giver mig nåden til ikke at være bange. Jeg føler en indre fred ... Gud er en god Far, og Han sender aldrig sine skabninger mere, end de kan bære.
Dit brev gjorde mig så trist! ... Stakkels lille far! ... Nej, Jesu tanker er ikke vores tanker, og Hans veje er ikke vores veje ... Han skænker os en kalk så bitter, at den fylder det mål vores svage natur er i stand til at udholde ... lad os ikke vende os væk fra denne kalk tilberedt af Jesu egen hånd ... Lad os se livet i dets sande lys ... Det er kun et kort øjeblik mellem to evigheder ... Lad os lide i en tilstand af indre fred ... Jeg indrømmer at ordet fred synes mig ret stærk, men den anden dag, da jeg reflekterede over det, fandt jeg hemmeligheden til at lide i fred ... Den, der taler om fred, taler ikke nødvendigvis om glæde ... For at lide i fred, behøver man kun ønske det som Jesus ønsker ... For at være Jesu brud, må man være i Hans lighed, og Jesus udgyder alt sit blod, Han er kronet med torne! ...
Mit hjerte er fyldt med Guds vilje. På en sådan måde, at når der hældes noget andet til det, kan det ikke nå igennem, men strømmer ved siden af det. Ligesom olie, der ikke kan blandes med vand. I mit indre hjerte forbliver jeg altid i fred, en fred, som intet kan røre.
Meditation
At ville hvad Jesus vil! Hvor svært er det for os, der har så stærk egenvilje! Hvis hjertet er fyldt med Guds vilje, forbliver ens indre altid i dyb fred. Men hvordan når man derhen? Overgivelse, gang efter gang selvfølgelig, og tillid. Vi ved, at Gud ikke tillader mere end vi kan bære, Han ved hvad der er bedst for os og for andre. Hele vores liv er i hans hånd. Gennem alt, hvad der sker med os, vil Han forme os i sin Søns lighed. Når det bliver for smertefuldt, må vi se på Hans kors, opvække styrke og håb, i bevidstheden om at det ikke sluttede der. Livet er kun et kort øjeblik mellem to evigheder, men vi er inviteret til at dele Jesu eget liv, som altid bestod i at gøre Faderens vilje. Livet kan så blive så enkelt, at vi kan leve sammen med de salige i den evige by med den uangribelige fred, som er Kristus, og hvor intet kan røre os.
Bønsintentioner:
- Uge 31: At vi må lære at takke Gud for alt hvad der sker, for alt hvad Han tillader.
- Uge 32: At vi må leve med blikket rettet mod Himlen, men med fødderne plantede på denne jord.
- Uge 33: At vi må tage vores tilflugt til den velsignede jomfru Maria, som forblev under korset og derefter blev optaget til Himlen.
- Uge 34: At vi må tømme vores hjerter for alle ting, som ikke behager Gud.
- Uge 35: At vi må lægge det i Guds hænder, der hører til fortiden, det der er nu, og også det der endnu skal ske.
Meditation og bønsintentioner for juli
Bønsintentioner
- Uge 36: At vi bevidst åbner vore hjerter og byder Jesus velkommen i den hellige messe.
- Uge 37: At vi af hjertet må ofre os for vor næste og ikke lukke os for nogen.
- Uge 38: At vi må tage os tid til at deltage i den hellige messe så ofte som vi kan, og så trofast leve den hellige messes selvopofrelse i hverdagen.
- Uge 39: At alle vi, der snart skal ære den lille Thérèse og hendes forældre på deres pilgrimsrejse gennem vore lande, må modtage de rigelige nådegaver, vi har længtes efter i løbet af de ni månedes forberedelse.
- 🕯 -
Meditation og bønsintentioner for august
Indre fred og overgivelse
Da jeg begyndte at fremstille og sælge Alençon-kniplinger ,blev jeg næsten syg af bekymring over det. Nu er jeg meget mere fornuftig, jeg bekymrer mig meget mindre over alting, og finder mig i alle de fortrædeligheder, der sker eller kan tænkes at ske. Jeg husker mig selv på, at Gud tillader det at er sådan, og så tænker jeg ikke mere på det. Alle har problemer; de lykkeligste er ikke nødvendigvis dem, der har færrest prøvelser. Den klogeste og enkleste man kan gøre, er at underkaste sig Guds vilje og forberede sig på forhånd på at bære sit kors så modig som muligt ... Gud giver mig nåden til ikke at være bange. Jeg føler en indre fred ... Gud er en god Far, og Han sender aldrig sine skabninger mere, end de kan bære.
(Fra et brev af Mme Martin i "En families historie" s. 115)
Dit brev gjorde mig så trist! ... Stakkels lille far! ... Nej, Jesu tanker er ikke vores tanker, og Hans veje er ikke vores veje ... Han skænker os en kalk så bitter, at den fylder det mål vores svage natur er i stand til at udholde ... lad os ikke vende os væk fra denne kalk tilberedt af Jesu egen hånd ... Lad os se livet i dets sande lys ... Det er kun et kort øjeblik mellem to evigheder ... Lad os lide i en tilstand af indre fred ... Jeg indrømmer at ordet fred synes mig ret stærk, men den anden dag, da jeg reflekterede over det, fandt jeg hemmeligheden til at lide i fred ... Den, der taler om fred, taler ikke nødvendigvis om glæde ... For at lide i fred, behøver man kun ønske det som Jesus ønsker ... For at være Jesu brud, må man være i Hans lighed, og Jesus udgyder alt sit blod, Han er kronet med torne! ...
(Citeret fra "Min vej er tillid og glæde", brev til Céline, 4. april 1889)
Mit hjerte er fyldt med Guds vilje. På en sådan måde, at når der hældes noget andet til det, kan det ikke nå igennem, men strømmer ved siden af det. Ligesom olie, der ikke kan blandes med vand. I mit indre hjerte forbliver jeg altid i fred, en fred, som intet kan røre.
(Citeret fra "Sidste samtaler" den 14. juli)
Meditation
At ville hvad Jesus vil! Hvor svært er det for os, der har så stærk egenvilje! Hvis hjertet er fyldt med Guds vilje, forbliver ens indre altid i dyb fred. Men hvordan når man derhen? Overgivelse, gang efter gang selvfølgelig, og tillid. Vi ved, at Gud ikke tillader mere end vi kan bære, Han ved hvad der er bedst for os og for andre. Hele vores liv er i hans hånd. Gennem alt, hvad der sker med os, vil Han forme os i sin Søns lighed. Når det bliver for smertefuldt, må vi se på Hans kors, opvække styrke og håb, i bevidstheden om at det ikke sluttede der. Livet er kun et kort øjeblik mellem to evigheder, men vi er inviteret til at dele Jesu eget liv, som altid bestod i at gøre Faderens vilje. Livet kan så blive så enkelt, at vi kan leve sammen med de salige i den evige by med den uangribelige fred, som er Kristus, og hvor intet kan røre os.
Bønsintentioner:
- Uge 31: At vi må lære at takke Gud for alt hvad der sker, for alt hvad Han tillader.
- Uge 32: At vi må leve med blikket rettet mod Himlen, men med fødderne plantede på denne jord.
- Uge 33: At vi må tage vores tilflugt til den velsignede jomfru Maria, som forblev under korset og derefter blev optaget til Himlen.
- Uge 34: At vi må tømme vores hjerter for alle ting, som ikke behager Gud.
- Uge 35: At vi må lægge det i Guds hænder, der hører til fortiden, det der er nu, og også det der endnu skal ske.
- 🕯 -
Meditation og bønsintentioner for juli
Selvbeherskelse
Kærligheden næres af ofre, jo mere sjælen giver afkald på naturlig tilfredsstillelse, jo stærkere og mere uselvisk bliver dens ømhed.
Jeg husker, at jeg som postulant somme tider følte mig så voldsomt fristet til at gå ind til Dem for at blive tilfreds og få nogle glimt af glæde, at jeg var nødt til at skynde mig forbi kontoret og hage mig fast til trappegelænderet. Jeg kom i tanke om en hel masse ting, jeg kunne bede om lov til, ja, min elskede Moder, jeg fandt tusind grunde til at tilfredsstille min natur ... Hvor er jeg dog glad i dag, fordi jeg lige fra begyndelsen af mit klosterliv led disse afsavn, jeg nyder allerede den belønning, der er stillet dem i udsigt, der kæmper modigt
... da jeg først havde forstået, at jeg intet kunne udrette af mig selv, forekom den opgave De havde givet mig ikke længere vanskelig. Jeg følte, at det eneste, der var fornødent (jf. Luk 10,41-42) var at forene mig mere og mere med Jesus og at alt andet ville blive givet mig i tilgift (jf. Matt 6,33). Mit håb er heller aldrig gjort til skamme ...
På afstand virker det så rosenrødt at gøre godt mod andre, at få dem til at elske Gud højere, at danne dem efter sit eget hoved og sine personlige forestillinger. Tæt på er det lige omvendt, det rosenrøde er forsvundet ... man bliver klar over, at det er lige så umuligt at gøre noget godt uden Guds hjælp, som at få solen til at skinne om natten ... Man mærker, at man fuldstændig skal glemme det, man selv godt kan lide, ens egne idéer, og i stedet lede sjælene ad den vej Jesus har bestemt for dem uden at prøve på at få dem til at gå den vej, man selv synes. Men det er ikke engang det sværeste; det, der er allerhårdest for mig, er, at lægge mærke til fejlene, de mindste ufuldkommenheder og bekæmpe dem ubarmhjertigt.
... Jeg ville tusind gange hellere modtage bebrejdelser end rette dem mod andre, men jeg føler, at det er meget nødvendigt, at det er en lidelse for mig, for når man handler efter sin natur, er det umuligt for den hvis fejl, man vil påpege, at indse sin uret.
Meditation
Vi blev skabt til at herske over skabelsen, vi faldt, men Han, i hvem vi blev skabt, genindsatte os i friheden, og vi kan nu i Helligånden elske skabelsen gennem det sande nye herredømme. I denne fulde selvbeherskelse stråler det nye menneske frem, det nye menneske, som er Jesus i os. Vi kan forsøge om og om igen at på egen hånd være vore egne herrer, i hovmod kæmpe for at realisere os selv. Det er først når vi indser, at vi ikke kan gøre noget af os selv, som selvbeherskelsens frugt modnes, og vi virkelig kan elske Jesus og vor næste ligesom Han, i Ham, forenet med Ham. Her er man helt i Guds hånd, et redskab, som Han bruger til andres vel. Selvforsagelsen kommer da til sin ret og medfører, at kærligheden giver de smukkeste frugter.
Bønsintentioner
- Uge 27: At vi indser vort høje kald og tør leve det.
- Uge 28: At Den lille Thérèses forbillede i selvfornægtelse inspirerer os til kærlighedsofre.
- Uge 29: At vi i vanskelige situationer gør som Den lille Thérèse: venter os alt af Jesus.
- Uge 30: At vi i bøn og gerning lader os føres af Helligånden.
Kærligheden næres af ofre, jo mere sjælen giver afkald på naturlig tilfredsstillelse, jo stærkere og mere uselvisk bliver dens ømhed.
Jeg husker, at jeg som postulant somme tider følte mig så voldsomt fristet til at gå ind til Dem for at blive tilfreds og få nogle glimt af glæde, at jeg var nødt til at skynde mig forbi kontoret og hage mig fast til trappegelænderet. Jeg kom i tanke om en hel masse ting, jeg kunne bede om lov til, ja, min elskede Moder, jeg fandt tusind grunde til at tilfredsstille min natur ... Hvor er jeg dog glad i dag, fordi jeg lige fra begyndelsen af mit klosterliv led disse afsavn, jeg nyder allerede den belønning, der er stillet dem i udsigt, der kæmper modigt
... da jeg først havde forstået, at jeg intet kunne udrette af mig selv, forekom den opgave De havde givet mig ikke længere vanskelig. Jeg følte, at det eneste, der var fornødent (jf. Luk 10,41-42) var at forene mig mere og mere med Jesus og at alt andet ville blive givet mig i tilgift (jf. Matt 6,33). Mit håb er heller aldrig gjort til skamme ...
På afstand virker det så rosenrødt at gøre godt mod andre, at få dem til at elske Gud højere, at danne dem efter sit eget hoved og sine personlige forestillinger. Tæt på er det lige omvendt, det rosenrøde er forsvundet ... man bliver klar over, at det er lige så umuligt at gøre noget godt uden Guds hjælp, som at få solen til at skinne om natten ... Man mærker, at man fuldstændig skal glemme det, man selv godt kan lide, ens egne idéer, og i stedet lede sjælene ad den vej Jesus har bestemt for dem uden at prøve på at få dem til at gå den vej, man selv synes. Men det er ikke engang det sværeste; det, der er allerhårdest for mig, er, at lægge mærke til fejlene, de mindste ufuldkommenheder og bekæmpe dem ubarmhjertigt.
... Jeg ville tusind gange hellere modtage bebrejdelser end rette dem mod andre, men jeg føler, at det er meget nødvendigt, at det er en lidelse for mig, for når man handler efter sin natur, er det umuligt for den hvis fejl, man vil påpege, at indse sin uret.
(fra Mit kald er at elske, side 227 - 229)
Vi blev skabt til at herske over skabelsen, vi faldt, men Han, i hvem vi blev skabt, genindsatte os i friheden, og vi kan nu i Helligånden elske skabelsen gennem det sande nye herredømme. I denne fulde selvbeherskelse stråler det nye menneske frem, det nye menneske, som er Jesus i os. Vi kan forsøge om og om igen at på egen hånd være vore egne herrer, i hovmod kæmpe for at realisere os selv. Det er først når vi indser, at vi ikke kan gøre noget af os selv, som selvbeherskelsens frugt modnes, og vi virkelig kan elske Jesus og vor næste ligesom Han, i Ham, forenet med Ham. Her er man helt i Guds hånd, et redskab, som Han bruger til andres vel. Selvforsagelsen kommer da til sin ret og medfører, at kærligheden giver de smukkeste frugter.
Bønsintentioner
- Uge 27: At vi indser vort høje kald og tør leve det.
- Uge 28: At Den lille Thérèses forbillede i selvfornægtelse inspirerer os til kærlighedsofre.
- Uge 29: At vi i vanskelige situationer gør som Den lille Thérèse: venter os alt af Jesus.
- Uge 30: At vi i bøn og gerning lader os føres af Helligånden.
- 🕯 -
Meditation og bønsintentioner for juni
Trofasthed
Mit følsomme og kærlige hjerte ville have haft let ved at give sig hen, hvis det havde fundet et hjerte, som var i stand til at forstå det. Jeg forsøgte at knytte mit til små piger på min egen alder, især til to af dem; jeg holdt meget af dem, og de på deres side holdt så meget af mig, som de var i stand til. Men ak, hvor er skabningens hjerte snævert og flygtigt! Snart indså jeg, at min kærlighed ikke blev forstået; en af mine veninder, som havde været nødt til at vende hjem til sin familie, kom igen nogle måneder senere. Under hendes fravær havde jeg tænkt på hende, idet jeg omhyggeligt bevarede en lille ring, hun havde givet mig. Jeg blevet meget glad ved at gense min kammerat, men ak, jeg fik kun et ligegyldigt blik. Min kærlighed blev ikke forstået, det følte jeg, og jeg tiggede ikke om en hengivenhed, som man afslog at give, men Vorherre har givet mig et hjerte så trofast, at når det har elsket uden forbehold, elsker det altid, jeg fortsatte derfor også med at bede for min kammerat, og jeg holder af hende endnu.
Det skete tit, at hun (Mme. Martin) mærkede sin træthed og sendte et længselsfuldt blik mod det kloster, som hun en gang havde villet indtræde i. Fristelsen varede aldrig længe. Hun havde valgt retningen for sit liv og ville fuldføre det til enden, tro mod den overbevisning, som hun havde givet udtryk for overfor sin bror nogle uger før hendes første lille søns død.
”Jeg plages virkelig af dette elendige Point d`Alencon (kniplingsarbejde), som ligesom er blevet kronen på alle mine ulykker. Der er sandt, at jeg på den måde tjener en smule penge, men ak kære du! Til hvilken pris! Måske bliver prisen mit liv, for jeg tror, at det forkorter mine livsdage, og hvis Gud ikke beskytter mig helt særligt så tror jeg, at jeg ikke kommer til at leve længe endnu. Jeg ville ikke være ked af det, hvis jeg ikke havde børn at tage mig af. Jeg ville i så fald sige velkommen til døden på samme måde, som man siger velkommen til den bløde, rene morgengry ved en smuk dags begyndelse.
Jeg tænker tit på min helgenagtige søster og det rolige liv, hun fører. Hun arbejder ganske vist, men ikke for noget forgængeligt. Sine rigdomme samler hun i Himlen, som hele hendes længsel er rettet imod. Jeg på min side står her tynget af byrder, bøjet helt ned til jorden og må udstå alle slags vanskeligheder for at tjene lidt penge, som jeg ikke kan og heller ikke vil tage med mig. Til hvilken nytte skulle det være for mig deroppe? Nogle gange tvivler jeg: Valgte jeg forkert, burde jeg havde gjort som hun? Men så siger jeg straks til mig selv: ”Så ville jeg ikke have haft fire små piger, og min charmerende lille Joseph!” Nej, det er bedre, at jeg slider, hvor jeg er, og at de findes! Bare jeg får lov til at komme i Himlen med min kære Louis og får lov til at se dem have det bedre, end jeg har haft det, så vil jeg være tilfreds og ikke bede om mere.”
En families historie side 114-115.
Meditation
Kærligheden er et kald for livet såvel i det gudviede liv som i ægteskabet. Den kræver altid ofre og trofast udholdenhed, hvor man dag efter dag siger ja til Guds vej og vilje. Følelserne kan gøre oprør, men med kærlighedens vilje kan vi fortsætte med at vælge det eneste rigtige. Ægtefællerne Martin havde begge før ægteskabet søgt det gudviede liv, men havde fået afslag. Gud havde en anden vej for dem, en vej som gennem deres trofaste kærlighed til hinanden førte dem til at i ægteskabets sakramente blive de helgener, som Gud har ment, at de skulle blive. Gud tillader, at kærligheden sættes på prøve, for at den på måde kan vokse sig større og stærkere, ja, den bliver en grund at bygge videre på. På den måde renser Han den for at forme os, så vi bliver stadig mere lig Hans Søn. Jo renere kærligheden er, jo mere trofast er den, og en trofast kærlighed, sådan en som den lille Thérèse havde, gælder ind i evigheden.
Bønsintentioner
- Uge 23: At de som forbereder sig til ægteskab eller allerede er gift, indser dette sakramentes værdighed, og at det er ment til at forme dem til helgener.
- Uge 24: At de som prøves i deres kald enten i det gudviede liv eller i ægteskabet, vender sig til Gud og får kraft til at være trofaste mod deres kald.
- Uge 25: At vi i dagligdagens små detaljer vælger at være trofaste mod Gud, Hans Kirke og det vi har besluttet os for.
- Uge 26: At mennesker som er blevet svigtede, atter kan komme til at tro på den trofaste kærlighed.
Meditation og bønsintentioner for maj
Godhed og barmhjertighed
"Mme. Martin fortæller her om noget der skete, medens Celine var til stede:
Vi havde gået en lang tur over markerne. På vej tilbage mødte vi en fattig gammel mand, som virkede god. Jeg sendte Thérèse hen for at give ham nogle penge. Han syntes så rørt og takkede os så varmt, at jeg forstod, at han var i en meget vanskelig situation. Jeg bad ham om at følge med os hjem og sagde, at jeg ville give ham et par støvler. Han kom. Jeg gav ham en god middag, for han var helt udsultet.
Hvis du vidste hvilke genvordigheder, denne gamle mand var udsat for ... Denne vinter havde han fået frost i sine fødder. Han sov i en forladt hytte; han manglede absolut alt og plejede at sætte sig på hug udenfor militærbarakkerne i håb om at få lidt mad. Jeg sagde, at han kunne komme, når han havde lyst, og at der altid ville være noget at spise til ham. Jeg håber inderligt, at det lykkes for din far at få ham ind på alderdomshjemmet; det vil han så gerne. Vi må sørge for, at det kommer i orden.
Dette møde gør mig meget ked af det. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den stakkels mand, hvis ansigt lyste op over de få mønter, jeg gav ham. "Med dem kan jeg spise suppe i morgen; Jeg vil gå hen til det offentlige suppekøkken. Så vil jeg købe noget tobak og blive barberet." Kort sagt, han var lykkelig som et lille barn. Hele tiden medens han spiste, tog han støvlerne frem, så lykkeligt på dem og smilede.
Mme. Martin opgav ikke, før hendes mand efter mange forgæves forsøg endelig fik den fattige gamle mand optaget på alderdomshjemmet. Da tiggeren fik besked om det, græd han af glæde.
Hendes omsorg for andre udsatte hende for ubehageligheder af en anden slags. Hun havde bedt to tidligere skolelærere, der uden Kirkens tilladelse bar ordensdragt, om at passe Leonie, og opdagede så, at de udnyttede og grusomt sultede en lille pige på otte år, Armandine V., hvis uddannelse de havde taget på sig. Efter et stykke tid i hemmelighed at have givet barnet mad, fik Mme. Martin hende til at tale og fortælle om sin situation. Hun besluttede sig for at gribe ind med de beviser, hun havde. Eftersom eks-lærerinderne ikke var til sinds at ændre noget, blev først barnets mor informeret, dernæst sognepræsten i Banner, og
endelig den lokale dommer. Med et overraskende hykleri forsøgte de anklagede at oppiske den offentlige stemning. Armandine blev truet med repressalier og gjort forvirret af alkohol, så hun trak sine tidligere udtalelser tilbage. Sagen blev mere forbitret. Endelig greb myndighederne ind med en ransagelse og sendte barnet tilbage til sin familie. Politimesteren afsluttede sagen ved at sige til Mme. Martin, som på det tidspunkt var helt udmattet: ”Jeg placerer dette barn under din beskyttelse, og siden du har været venlig nok til at interessere dig for hende, vil jeg også gøre sådan for fremtiden. Det er så rart at kunne gøre noget godt!”"
"Jeg ved at "den, der kun får lidt tilgivet, ELSKER kun lidt"(Luk 7,47), men jeg ved også, at Jesus har tilgivet mig mere end Maria Magdalene, fordi han tilgav mig på forhånd ved at forhindre mig i at falde.
Bare jeg kunne forklare, hvad jeg føler! Her er blot et eksempel, der i nogen grad afspejler mit sind. - Lad os antage, at en søn af en dygtig læge snublede over en sten på vejen og brækkede benet. Straks kommer faderen ham til hjælp, løfter ham kærligt op og tager sig af hans sår med alle lægekunstens midler. Snart er sønnen fuldstændig kureret og viser faderen sin taknemmelighed. Dette barn har selvfølgelig al mulig grund til at elske sin far! Men lad os nu antage at faderen, der ved, at der ligger en sten på sønnens vej, skynder sig i forvejen og fjerner den uden at nogen ser ham. Sønnen, der var genstand for en sådan fremsynet kærlighed - men ikke VED, hvilken ulykke faderen havde afværget - vil ikke vise nogen taknemmelighed, og han vil elske faderen mindre, end
hvis han havde helbredt ham. Men hvis han nu vidste, hvilken fare han havde undgået, ville han så ikke elske sin far endnu mere? Det er mig, der er dette barn, genstanden for Faderens forudseende kærlighed, Faderen, som sendte sit Ord for at frelse ikke de retfærdige, men synderne (jf. Matt 9,13). Han vil have mig til at elske Ham, fordi han har tilgivet mig, ikke kun meget, men ALT. Han ventede ikke, til jeg elskede ham meget, ligesom Maria Magdalene gjorde, men han ville have at JEG SKULLE VIDE, med hvilken usigelig en forudseende kærlighed, Han elskede mig med, så at jeg måtte elske Ham til vanvid! ... Jeg har hørt sige, at man aldrig ser en ren sjæl elske mere end en bodfærdig. Åh, hvor vil jeg gerne vise at dette er løgn ... "
Meditation
Therese havde fået indsigt i, hvad Gud i sin godhed og barmhjertighed, havde gjort for hende. Hun forstod, at Han havde vist hende sin forudseende kærlighed og dermed forhindrede hende i at falde. Denne Hans godhed, kunne hun se, netop fordi hun selv havde fået godhedens frugt og altid var tilbøjelig til at tro det bedste om andre, og hjælpe dem i deres hverdag med sine små kærlighedstjenester. Hun forsøgte med ethvert middel elske Gud tilbage i sin næste. Og hun vidste at bøn og offer var hendes bedste hjælpemidler: "De er al min styrke" (Sammesteds s. 215).
Den praktiske barmhjertighed, generøsitet og godhed som familien Martin viser, er en frugt af den venlighed, de selv har smagt af vor Herre. De vidste, at de var genstand for Gud Faders godhed, omsorg og tilgivelse, og kunne derfor videregive dem til alle, de mødte. De var ikke bange for at kæmpe for de små og svage i samfundet, for dem der bliver behandlet dårligt, og de gav ikke op, men fulgte deres tilskyndelser, til der var fundet en løsning.
Bønsintentioner
- Uge 18: At vi må blive opmærksomme på og taknemmelige over Guds kærlige godhed, vi hver især møder i vores liv.
- Uge 19: At vi styrket ved skriftemålet, hvor vi modtager Guds rigelige barmhjertighed, lader denne barmhjertighed blive synlig for dem, vi møder, især i vores familie.
- Uge 20: At også vi må finde vores styrke i bøn og offer.
- Uge 21: At vi stadig mere fyldes og ledes af Helligånden, således at den kærlighed Gud elsker os med, bliver vores drivkraft, og alle Åndens frugter kommer næsten til at blive til gavn, og Gud bliver forherliget.
- Uge 22: At de små og de svage i samfundet må møde Guds egen godhed i andre; Gud, der er den, der ydmyger sig og kommer os nær.
Meditation og bønsintentioner for april
Venlighed
Byboerne måtte tage soldater ind i deres hjem og lade dem bo der. Da postforbindelserne blev genoprettet, greb fru Martin muligheden og sendte en detaljeret redegørelse for denne vanskelige tid til Lisieux.
"Klokken tre i mandags blev hver dør markeret med et bestemt antal soldater, der skulle indkvarteres der. En lang sergent kom og krævede at inspicere vores hus. Jeg viste ham første sal og fortalte ham, at vi havde fire børn. Heldigvis for os gjorde han intet forsøg på at gå op til anden sal. Endelig gav han os 9 soldater, og vi kan ikke klage. I vores nabolag er små butiksejere med kun stue og første sal blevet tvunget til at modtage femten, tyve og endog femogtyvende værnepligtige.
Jeg gør mig ingen unødige anstrengelser for deres skyld. Når de kræver for meget, siger jeg det er umuligt. I morges hentede de nok kød til at fodre tredive mand, og vi er nu midt i tilberedningen.
Vi har måttet overlade hele første salen til dem og flytte ned i stueetagen. Hvis jeg fortalte dig alt, ville der være til en hel bog.
Byen nægtede at betale det krævede beløb, og vi blev truet med repressalier. Endelig gav hertugen af Mecklenburg sig tilfreds med 300.000 francs og en enorm mængde udstyr. Alt kvæg i distriktet er blevet beslaglagt. Der er derfor ingen mælk nogensteder. Hvad skal lille Céline gøre, der drak en liter om dagen? Og hvordan skal fattige mødre med spædbørn klare sig? Der er ikke noget kød at købe, ikke hos nogen slagter. Kort sagt er byen tømt. Alle græder undtagen mig. "
Hvad fru Martin ikke siger er, at hun og hendes mand forenede patriotisme med kristen kærlighed og derfor viste både styrke og mod overfor faren og god vilje mod næsten, en god vilje, der udelukkede enhver form for had. Blandt de ni mænd, der boede i hendes hus var der således en soldat, som hun lagde mærke til. Han syntes at være mere venligt og mere raffineret, og i hans ansigt syntes man at kunne læse, at han led under at være borte fra sin familie. Hun tøvede ikke med at tale med ham og gav ham endda nogle godbidder i hemmelighed, som han viste sig for at være taknemmelig for."
"I kommunitetet er der en søster, som har evnen til konstant at irritere mig: Hendes måde at være på, hendes tale, hendes karakter, alt syntes mig meget ubehagelig. Alligevel er hun en from nonne, som helt sikkert er meget behagelig i Herrens øjne. Da jeg ikke ønskede at give efter for den naturlige antipati jeg følte, sagde jeg til mig selv at kærligheden ikke består i følelser, men i handling, og derfor bestræbte jeg mig på at gøre alle de ting for denne søster, som jeg ville have gjort for den, jeg holdt mest af . Hver gang jeg mødte hende bad jeg til Gud for hende og fortalte Ham om alle hendes dyder og fortrin. Jeg følte, at dette behagede Jesus, for der findes ikke den kunstner, der ikke kan lide at få ros for sit arbejde, og Jesus, sjælenes kunstner, er glad, når du ikke opholder dig ved det ydre, men trænger ind i den indre helligdom, som Han selv har valg til sit hus og beundrer dens skønhed. Jeg nøjedes ikke med ihærdigt at bede for denne søster, som forårsagede mig så meget kamp, jeg forsøgte at gøre hende alle mulige tjenester, og når jeg var fristet til at svare hende på en ubehagelig måde nøjedes jeg med at smile mit varmeste smil og forsøgte at føre samtalen hen på noget andet, for det er efterligning af Kristus: "det er sundere at lade alle have deres egen mening, end at blande sig i ordvekslinger." (Kristi efterfølgelse, III, 4: 1)
Meditation
Menneskeheden er en familie, og det er Kirken også. Derfor er den lille Thérèse vores søster, og hun blev det i en dybere betydning den 9. april 1888, da hun trådte ind hos karmeliterne i Lisieux. Som opvokset i en familie, der var åben og livgivende, selv for dem uden for familien, vidste hun, at den sande og guddommelige venlighed aldrig er eksklusiv. Venlighed skal gælde "ALLE i huset; uden undtagelse", det vil sige også dem, som vi personligt ikke har valgt, og som vi følelsesmæssigt ikke "bryder os om" og som på ingen måde deler vores tro og vores livsvalg. Lille Thérèse demonstrerede dette, da hun handlede effektivt mod sin naturlige antipati overfor en søster og gjorde alt hvad hun "ville have gjort forden, hun elskede mest." Ægteparret Martín viste også denne venlighed, da de blev tvunget til at modtage soldater i deres eget hjem.
Bønsintentioner
- Uge 14: At alle, der har kald til det gudsviede liv i ord og gerning må vise sig at være den opstandne Herres sande brødre og søstre.
- Uge 15: At vi må få et overnaturligt blik og se, at vores næste er en kær søster eller bror.
- Uge 16: At vore familier og lokalsamfund må blive åbne og livgivendeogså for dem, der ikke hører til.
- Uge 17: At vi vælger at vise venlighed også mod dem, vi måske har svært ved at vise venlighed.
Meditation og bønsintentioner for marts
“Tiden omkring min første kommunion står mejslet i mit hjerte som en klar erindring uden skyggesider ... Jesus ville lade mig opleve en glæde så fuldkommen, som det er muligt i denne tåredal ... Åh, hvor var det vidunderligt, det første kys Jesus gav min sjæl! ... Det var et kys af kærlighed, jeg følte mig elsket, og jeg sagde også: ´Jeg elsker dig, jeg giver mig til dig for altid. ´ Der var ingen tvivl, ingen kampe, ingen ofre: igennem lang tid havde Jesus og den lille Thérèse betragtet hinanden og forstået hinanden ... Den dag var det ikke længere et blik men en sammen smeltning, de var ikke længere to. Thérèse var forsvundet som en dråbe vand, der tabes i havet. Jesus alene var tilbage, han var Herren, Kongen. Havde Thérèse ikke også bedt ham om at fratage hende hendes frihed, for friheden gjorde hende bange, hun følte sig svag, så skrøbelig, at hun for evigt ville forenes med den guddommelige kraft! ... Hendes glæde var alt for stor, alt for dyb til at hun kunne rumme den, glædestårer vældede frem til stor forundring for hendes kammerater, der senere spurgte hinanden: ´Hvorfor græd hun dog? Var der noget, hun var ked af? ... Nej, det var nok bare, fordi hun ikke havde sin mor hos sig eller sin søster, som hun holdt så meget af og som var karmelit.´ De forstod ikke, at når Himlens glæde kommer ind i et hjerte, kan dette landflygtige hjerte ikke bære det uden at fælde tårer ... På denne dag var det kun glæde, der fyldte mit hjerte, jeg var forenet med hende, der uigenkaldeligt gav sig til ham, der så kærligt gav sig til mig! ...“
Åndens frugter vokser, når vi holder os nær til Træet. Dette erfarede Den lille Thérèse ved sin første kommunion. Da hun blev forenet med “den guddommelige kraft” blev hun, den landflygtige, fyldt af himlens glæde og på grund af dens storhed kunne hun ikke andet end græde. De andre misforstod hende, men denne glæde blev under den efterfølgende familiefest forvandlet til “stille glæde”. Glæden, som hun her stykkevis fik lov til at smage, oplevede hun i sin julenåde blive til en varig glædens frugt. Da lærte hun, at den vokser frem, når man “glemmer sig selv for at glæde andre”.
Sådan var det også for hendes mor Zélie, som fandt al sin glæde i sine børn, når hun begyndte at leve for dem. Livet i fællesskab, som familielivet er, får glædens frugt til at vokse frem i os, hvis vi for Jesu skyld glemmer os selv for at give de andre glæde.
Bønsintentioner
- Uge 9: At alle børn, som forbereder sig til sin første kommunion, må erfare samme dybe møde med Jesus som den lille Thérèse gjorde. Og at kateketer og forældre må få Guds nåde og hjælp til at forberede børnene til dette store sakramente på den rigtige måde.
- Uge 10: At håbet om himlens glæde må skænke trøst og glæde til alle som lider og sørger.
- Uge 11: At vi i vore fællesskaber og familier vælger for Jesu skyld at glemme os selv for at glæde andre.
- Uge 12: At alle forældre ligesom Zélie og Louis må opleve, at børn er livets glæde, og at de må få hjælp og visdom til at opdrage børnene til himlen.
- Uge 13: At vi alle, som nu går ind i Den stille uge med Jesus, holder os trofast til Ham og ligesom Ham bærer de kors, vi møder, så at vi med Ham må få del i opstandelsens glæde.
Meditation og bønsintentioner i februar
Tålmodighed og overbærenhed
”Hver aften, når jeg så Søster Sankt Peter ryste sit timeglas, vidste jeg, at det betød: Nu skal vi gå. Det er utroligt hvad det kostede mig at rejse mig, især i begyndelsen, men jeg gjorde det omgående, og så begyndte en hel ceremoni. Skamlen skulle flyttes og sættes væk på en bestemt måde. Jeg måtte frem for alt ikke skynde mig, og så begyndte spadsereturen. Det drejede sig om at ledsage den stakkels syge søster mens man støttede hende ved at holde i hendes bælte; jeg gjorde det så forsigtigt jeg kunne, men hvis hun var ved at snuble mente hun straks, at jeg holdt for dårligt fast og at hun ville falde – ´Åh min Gud, De går alt for hurtigt, jeg falder og slår mig´. Hvis jeg prøvede at gå endnu langsommere: ´Men følg dog med, jeg kan ikke mærke Deres hånd, De har givet slip, jeg falder, åh, jeg havde jo sagt, at De var for ung til at gå med mig. Endelig nåede vi helskindede ind i refektoriet. Der skulle vi klare nogle andre vanskeligheder. Jeg skulle have Søster Sankt Peter sat ned og gøre det behændigt for at det ikke skulle gøre ondt på hende. Så skulle jeg trække hendes ærmer op (også på en bestemt måde, og derefter var jeg fri til at gå.´
´Ved den indre bøn om aftenen blev jeg i lang tid sat foran en søster der havde en underlig mani og - tror jeg - megen åndelig indsigt for hun brugte kun sjældent en bog, og det opdagede jeg på følgende måde: Så snart hun kom, gav hun sig til at lave en mærkelig lille lyd, der lød som når man gnider to muslingeskaller mod hinanden. Det var kun mig der lagde mærke til det, for jeg har en meget fin hørelse (somme tider lidt for fin): Jeg kan ikke sige Dem, Moder, hvor træt jeg blev af at høre på den lille lyd: jeg havde mest lyst til at dreje hovedet og se på den skyldige, som ganske givet ikke var klar over sin dårlige vane. Det ville være den eneste måde at gøre hende opmærksom på den, men i mit hjertes dyb følte jeg, at det var bedre at holde det ud for Guds skyld end at såre søsteren. Derfor rørte jeg mig ikke, jeg prøvede at forene mig med Vorherre og glemme den lille lyd ... det nyttede bare alt sammen ikke noget. Jeg kunne mærke at jeg blev helt svedt, og jeg var nødt til at vende lidelsen til bøn, men samtidig prøvede jeg at gøre det uden at blive irriteret, stille og fredeligt, i det mindste inderst inde.”
Den lille Thérèse skriver, at ”den fuldkomne kærlighed består af at have overbærenhed med andres mangler, at ikke forbavses over deres svagheder” og at hun selv ikke ville kunne elske fuldkomment, hvis ikke Jesus ”selv elskede” igennem hende. Denne fuldkomne kærlighed viste hun rent praktisk mod sine søstre i klostret, som når hun hjalp Søster Sankt Peter, og når hun havde overbærenhed med den søster som lavede støj under bønnen. Hendes tålmodighed blev måske mest af alt prøvet på sygelejet. Da hun en gang ikke havde klaret dette, skriver hun med en vis ironi til søster Agnes: ”Ak, ja! I aften har jeg virkelig vist dig, hvilke dyder jeg har og hvilke skatte af tålmodighed!” Men hun er lykkelig over, at Jesus nu får lov til at vise hende tålmodighed. Hun møder sin egen mangel på tålmodighed med tålmodighed.
Bønsintentioner
- Uge 5: At vi i vore familier og fællesskaber af kærlighed har overbærenhed med hinandens forskelligheder, svagheder og mangler.
- Uge 6: At vi fuldt ud stoler på Jesu egen kraft og beder om den, når tålmodigheden sættes på prøve.
- Uge 7: At alle som der lider på krop og sjæl, får tålmodighed og kraft til at bære dagens byrde.
- Uge 8: At vi har tålmodighed med os selv og vender om i tillid, når vi er faldet.
Januar måned
Det åndelige barneforhold - Åndens frugter: ydmyghed og tillid
Den lille Thérèse blev født midt i juletiden og det var også i julen, at hun i 1886, 14 år gammel, fik sin sjælsstyrke tilbage, da Jesus fik hende til at forlade barndommen uden at miste barneforholdets tillid. Det var netop i Jesusbarnets navn og nærhed, at hun tilbragte sig liv. I Jesu efterfølgelse lærte hun total tillid til Gud Faderen og Guds Moder Maria. Det billede af Gud, som hun fik i sit kærlighedsfulde hjem af sine forældre, Zélie og Louis, og sine ældre søstre gjorde, at hun modigt og tillidsfuldt vidste, at hun kunne være overfor Gud som et barn er overfor sine forældre. Hun vidste, at de ikke ”tøver med at opfylde de smås ønsker”. Hun mente ikke, at hun kunne udføre ”lysende gerninger”, men gik modigt barnets lille vej, ”strø blomster”, ”ikke forsømme et eneste tilfælde til en lille opofrelse” og gøre det af kærlighed. Hun sørgede ikke over sin afmagt, men glædede sig over, at give Gud sin tomhed og lidenhed, så at Han kunne vise sin storhed.
”Jeg forstår ikke, hvordan jeg kunne lulle mig ind i den livsalige tanke om at indtræde i Karmel, når jeg stadig opførte mig som et blebarn. Vorherre måtte gøre et lille mirakel for at jeg kunne vokse i ét nu, og dette mirakel lod han ske den uforglemmelige jul. I denne strålende nat, der kaster lys over Treenighedens salighed, forvandlede det lille nyfødte Jesusbarn min sjæls nat til strømme af lys. I denne nat, hvor han gjorde sig svag og lidende for min kærlighed, gjorde han mig stærk og modig, han iførte mig sin rustning og efter denne velsignede nat blev jeg ikke overvundet i nogen kamp, men gik fra sejr til sejr og begyndte så at sige ´at gennemløbe min bane som en helt!´ Mine tårers kilde tørrede ind og åbnede sig derefter kun sjældent og med besvær, så de ord kom til at passe som man altid havde sagt til mig: ´Du græder så meget som barn, at du senere hen ikke vil have flere tårer at udgyde!´
Det var den 25. december 1886 jeg fik nåde til at træde ud af barndommen, med andre ord nåde til fuldkommen omvendelse. Vi kom hjem fra midnatsmessen hvor jeg havde haft den lykke at modtage den stærke og vældige Gud. Ved hjemkosten til Les Buissonets glædede jeg mig til at gå hen til kaminen efter mine sko. Det var en tradition vi havde været så glade for som børn, at Céline ville blive ved med at behandle mig som et lille barn, fordi jeg var familiens yngste ... Men Jesus ville vise mig, at jeg nu burde frigøre mig fra barndommens dårlige vaner ... Han tillod at far af lutter træthed efter midnatsmessen ikke orkede at se mine sko i kaminen og sagde disse ord der skar mig i hjertet: ´Heldigvis at det er sidste år! ... Céline kendte mit følsomme sind, og da hun så tårerne blinke i mine øjne, var hun også lige ved at græde selv ... Men Thérèse var ikke længere den samme. Jesus havde forvandlet hendes hjerte! Jeg tørrede tårerne bort og gik hurtigt ned ad trappen. Idet jeg betvang min hjertebanken, tog jeg mine sko, stillede dem foran far og trak glad alle tingene frem ... den lille Thérèse havde genvundet den sjælsstyrke, som hun havde mistet da hun var fire et halvt år, og nu skulle hun beholde den for evigt!
´Kom, alle I, som er uvidende!´(Ordsprogenes bog 9,4) Så kom jeg, for jeg anede, at jeg havde fundet, det jeg søgte, men jeg ville også vide, min Gud, hvad du ville gøre for de helt, små som fulgte din kalden ... og se her, hvad jeg fandt: ´Som en moder trøster sit barn, skal jeg trøste jer: jeg skal bære jer på armen og gynge jer på mit knæ!´ (jf. Es 66,11-13). Åh, aldrig har inderligere eller skønnere ord fanget min sjæl: elevatoren som skal bære mig op til himlen er dine arme, Jesus! Jeg behøver ikke at bliver større, tværtimod må jeg til stadighed forblive lille, ja, blive endnu mindre.
Jeg er for lille til at være forfængelig, jeg er også for lille til at sætte smukke sætninger sammen for at få jer til at tro, at jeg er meget ydmyg. Jeg vil hellere i al enkelhed erkende, at den Almægtige har gjort store ting med sin guddommelige Moders barn, og størst er at Han har vist barnet hvor lille og uformående det er.
Bønsintentioner
- Uge 1: Om at alle får en julenåde til at gå ud af sig selv og give sig med Jesu egen styrke.
- Uge 2: At alle børn må få lov til at blive født og vokse op i gode og kærlighedsfulde hjem, hvor man lærer at vandre med Jesus og i Hans efterfølgelse.
- Uge 3: At vi alle vokser i tillid, mod og barneforholdets ydmyge holdning, foran Gud og i alle livets forhold.
- Uge 4: At vi ligesom Den lille Thérèse i vor afmagt ikke forsømmer ”et eneste tilfælde til et lille offer” og gør det af kærlighed.
Mit følsomme og kærlige hjerte ville have haft let ved at give sig hen, hvis det havde fundet et hjerte, som var i stand til at forstå det. Jeg forsøgte at knytte mit til små piger på min egen alder, især til to af dem; jeg holdt meget af dem, og de på deres side holdt så meget af mig, som de var i stand til. Men ak, hvor er skabningens hjerte snævert og flygtigt! Snart indså jeg, at min kærlighed ikke blev forstået; en af mine veninder, som havde været nødt til at vende hjem til sin familie, kom igen nogle måneder senere. Under hendes fravær havde jeg tænkt på hende, idet jeg omhyggeligt bevarede en lille ring, hun havde givet mig. Jeg blevet meget glad ved at gense min kammerat, men ak, jeg fik kun et ligegyldigt blik. Min kærlighed blev ikke forstået, det følte jeg, og jeg tiggede ikke om en hengivenhed, som man afslog at give, men Vorherre har givet mig et hjerte så trofast, at når det har elsket uden forbehold, elsker det altid, jeg fortsatte derfor også med at bede for min kammerat, og jeg holder af hende endnu.
En sjæls historie side 74
Det skete tit, at hun (Mme. Martin) mærkede sin træthed og sendte et længselsfuldt blik mod det kloster, som hun en gang havde villet indtræde i. Fristelsen varede aldrig længe. Hun havde valgt retningen for sit liv og ville fuldføre det til enden, tro mod den overbevisning, som hun havde givet udtryk for overfor sin bror nogle uger før hendes første lille søns død.
”Jeg plages virkelig af dette elendige Point d`Alencon (kniplingsarbejde), som ligesom er blevet kronen på alle mine ulykker. Der er sandt, at jeg på den måde tjener en smule penge, men ak kære du! Til hvilken pris! Måske bliver prisen mit liv, for jeg tror, at det forkorter mine livsdage, og hvis Gud ikke beskytter mig helt særligt så tror jeg, at jeg ikke kommer til at leve længe endnu. Jeg ville ikke være ked af det, hvis jeg ikke havde børn at tage mig af. Jeg ville i så fald sige velkommen til døden på samme måde, som man siger velkommen til den bløde, rene morgengry ved en smuk dags begyndelse.
Jeg tænker tit på min helgenagtige søster og det rolige liv, hun fører. Hun arbejder ganske vist, men ikke for noget forgængeligt. Sine rigdomme samler hun i Himlen, som hele hendes længsel er rettet imod. Jeg på min side står her tynget af byrder, bøjet helt ned til jorden og må udstå alle slags vanskeligheder for at tjene lidt penge, som jeg ikke kan og heller ikke vil tage med mig. Til hvilken nytte skulle det være for mig deroppe? Nogle gange tvivler jeg: Valgte jeg forkert, burde jeg havde gjort som hun? Men så siger jeg straks til mig selv: ”Så ville jeg ikke have haft fire små piger, og min charmerende lille Joseph!” Nej, det er bedre, at jeg slider, hvor jeg er, og at de findes! Bare jeg får lov til at komme i Himlen med min kære Louis og får lov til at se dem have det bedre, end jeg har haft det, så vil jeg være tilfreds og ikke bede om mere.”
En families historie side 114-115.
Meditation
Kærligheden er et kald for livet såvel i det gudviede liv som i ægteskabet. Den kræver altid ofre og trofast udholdenhed, hvor man dag efter dag siger ja til Guds vej og vilje. Følelserne kan gøre oprør, men med kærlighedens vilje kan vi fortsætte med at vælge det eneste rigtige. Ægtefællerne Martin havde begge før ægteskabet søgt det gudviede liv, men havde fået afslag. Gud havde en anden vej for dem, en vej som gennem deres trofaste kærlighed til hinanden førte dem til at i ægteskabets sakramente blive de helgener, som Gud har ment, at de skulle blive. Gud tillader, at kærligheden sættes på prøve, for at den på måde kan vokse sig større og stærkere, ja, den bliver en grund at bygge videre på. På den måde renser Han den for at forme os, så vi bliver stadig mere lig Hans Søn. Jo renere kærligheden er, jo mere trofast er den, og en trofast kærlighed, sådan en som den lille Thérèse havde, gælder ind i evigheden.
Bønsintentioner
- Uge 23: At de som forbereder sig til ægteskab eller allerede er gift, indser dette sakramentes værdighed, og at det er ment til at forme dem til helgener.
- Uge 24: At de som prøves i deres kald enten i det gudviede liv eller i ægteskabet, vender sig til Gud og får kraft til at være trofaste mod deres kald.
- Uge 25: At vi i dagligdagens små detaljer vælger at være trofaste mod Gud, Hans Kirke og det vi har besluttet os for.
- Uge 26: At mennesker som er blevet svigtede, atter kan komme til at tro på den trofaste kærlighed.
- 🕯 -
Meditation og bønsintentioner for maj
Godhed og barmhjertighed
"Mme. Martin fortæller her om noget der skete, medens Celine var til stede:
Vi havde gået en lang tur over markerne. På vej tilbage mødte vi en fattig gammel mand, som virkede god. Jeg sendte Thérèse hen for at give ham nogle penge. Han syntes så rørt og takkede os så varmt, at jeg forstod, at han var i en meget vanskelig situation. Jeg bad ham om at følge med os hjem og sagde, at jeg ville give ham et par støvler. Han kom. Jeg gav ham en god middag, for han var helt udsultet.
Hvis du vidste hvilke genvordigheder, denne gamle mand var udsat for ... Denne vinter havde han fået frost i sine fødder. Han sov i en forladt hytte; han manglede absolut alt og plejede at sætte sig på hug udenfor militærbarakkerne i håb om at få lidt mad. Jeg sagde, at han kunne komme, når han havde lyst, og at der altid ville være noget at spise til ham. Jeg håber inderligt, at det lykkes for din far at få ham ind på alderdomshjemmet; det vil han så gerne. Vi må sørge for, at det kommer i orden.
Dette møde gør mig meget ked af det. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den stakkels mand, hvis ansigt lyste op over de få mønter, jeg gav ham. "Med dem kan jeg spise suppe i morgen; Jeg vil gå hen til det offentlige suppekøkken. Så vil jeg købe noget tobak og blive barberet." Kort sagt, han var lykkelig som et lille barn. Hele tiden medens han spiste, tog han støvlerne frem, så lykkeligt på dem og smilede.
Mme. Martin opgav ikke, før hendes mand efter mange forgæves forsøg endelig fik den fattige gamle mand optaget på alderdomshjemmet. Da tiggeren fik besked om det, græd han af glæde.
Hendes omsorg for andre udsatte hende for ubehageligheder af en anden slags. Hun havde bedt to tidligere skolelærere, der uden Kirkens tilladelse bar ordensdragt, om at passe Leonie, og opdagede så, at de udnyttede og grusomt sultede en lille pige på otte år, Armandine V., hvis uddannelse de havde taget på sig. Efter et stykke tid i hemmelighed at have givet barnet mad, fik Mme. Martin hende til at tale og fortælle om sin situation. Hun besluttede sig for at gribe ind med de beviser, hun havde. Eftersom eks-lærerinderne ikke var til sinds at ændre noget, blev først barnets mor informeret, dernæst sognepræsten i Banner, og
endelig den lokale dommer. Med et overraskende hykleri forsøgte de anklagede at oppiske den offentlige stemning. Armandine blev truet med repressalier og gjort forvirret af alkohol, så hun trak sine tidligere udtalelser tilbage. Sagen blev mere forbitret. Endelig greb myndighederne ind med en ransagelse og sendte barnet tilbage til sin familie. Politimesteren afsluttede sagen ved at sige til Mme. Martin, som på det tidspunkt var helt udmattet: ”Jeg placerer dette barn under din beskyttelse, og siden du har været venlig nok til at interessere dig for hende, vil jeg også gøre sådan for fremtiden. Det er så rart at kunne gøre noget godt!”"
(En families historie s. 161-162)
"Jeg ved at "den, der kun får lidt tilgivet, ELSKER kun lidt"(Luk 7,47), men jeg ved også, at Jesus har tilgivet mig mere end Maria Magdalene, fordi han tilgav mig på forhånd ved at forhindre mig i at falde.
Bare jeg kunne forklare, hvad jeg føler! Her er blot et eksempel, der i nogen grad afspejler mit sind. - Lad os antage, at en søn af en dygtig læge snublede over en sten på vejen og brækkede benet. Straks kommer faderen ham til hjælp, løfter ham kærligt op og tager sig af hans sår med alle lægekunstens midler. Snart er sønnen fuldstændig kureret og viser faderen sin taknemmelighed. Dette barn har selvfølgelig al mulig grund til at elske sin far! Men lad os nu antage at faderen, der ved, at der ligger en sten på sønnens vej, skynder sig i forvejen og fjerner den uden at nogen ser ham. Sønnen, der var genstand for en sådan fremsynet kærlighed - men ikke VED, hvilken ulykke faderen havde afværget - vil ikke vise nogen taknemmelighed, og han vil elske faderen mindre, end
hvis han havde helbredt ham. Men hvis han nu vidste, hvilken fare han havde undgået, ville han så ikke elske sin far endnu mere? Det er mig, der er dette barn, genstanden for Faderens forudseende kærlighed, Faderen, som sendte sit Ord for at frelse ikke de retfærdige, men synderne (jf. Matt 9,13). Han vil have mig til at elske Ham, fordi han har tilgivet mig, ikke kun meget, men ALT. Han ventede ikke, til jeg elskede ham meget, ligesom Maria Magdalene gjorde, men han ville have at JEG SKULLE VIDE, med hvilken usigelig en forudseende kærlighed, Han elskede mig med, så at jeg måtte elske Ham til vanvid! ... Jeg har hørt sige, at man aldrig ser en ren sjæl elske mere end en bodfærdig. Åh, hvor vil jeg gerne vise at dette er løgn ... "
(Selvbiografiske skrifter s. 76-77)
Meditation
Therese havde fået indsigt i, hvad Gud i sin godhed og barmhjertighed, havde gjort for hende. Hun forstod, at Han havde vist hende sin forudseende kærlighed og dermed forhindrede hende i at falde. Denne Hans godhed, kunne hun se, netop fordi hun selv havde fået godhedens frugt og altid var tilbøjelig til at tro det bedste om andre, og hjælpe dem i deres hverdag med sine små kærlighedstjenester. Hun forsøgte med ethvert middel elske Gud tilbage i sin næste. Og hun vidste at bøn og offer var hendes bedste hjælpemidler: "De er al min styrke" (Sammesteds s. 215).
Den praktiske barmhjertighed, generøsitet og godhed som familien Martin viser, er en frugt af den venlighed, de selv har smagt af vor Herre. De vidste, at de var genstand for Gud Faders godhed, omsorg og tilgivelse, og kunne derfor videregive dem til alle, de mødte. De var ikke bange for at kæmpe for de små og svage i samfundet, for dem der bliver behandlet dårligt, og de gav ikke op, men fulgte deres tilskyndelser, til der var fundet en løsning.
Bønsintentioner
- Uge 18: At vi må blive opmærksomme på og taknemmelige over Guds kærlige godhed, vi hver især møder i vores liv.
- Uge 19: At vi styrket ved skriftemålet, hvor vi modtager Guds rigelige barmhjertighed, lader denne barmhjertighed blive synlig for dem, vi møder, især i vores familie.
- Uge 20: At også vi må finde vores styrke i bøn og offer.
- Uge 21: At vi stadig mere fyldes og ledes af Helligånden, således at den kærlighed Gud elsker os med, bliver vores drivkraft, og alle Åndens frugter kommer næsten til at blive til gavn, og Gud bliver forherliget.
- Uge 22: At de små og de svage i samfundet må møde Guds egen godhed i andre; Gud, der er den, der ydmyger sig og kommer os nær.
- 🕯 -
Meditation og bønsintentioner for april
Venlighed
Byboerne måtte tage soldater ind i deres hjem og lade dem bo der. Da postforbindelserne blev genoprettet, greb fru Martin muligheden og sendte en detaljeret redegørelse for denne vanskelige tid til Lisieux.
"Klokken tre i mandags blev hver dør markeret med et bestemt antal soldater, der skulle indkvarteres der. En lang sergent kom og krævede at inspicere vores hus. Jeg viste ham første sal og fortalte ham, at vi havde fire børn. Heldigvis for os gjorde han intet forsøg på at gå op til anden sal. Endelig gav han os 9 soldater, og vi kan ikke klage. I vores nabolag er små butiksejere med kun stue og første sal blevet tvunget til at modtage femten, tyve og endog femogtyvende værnepligtige.
Jeg gør mig ingen unødige anstrengelser for deres skyld. Når de kræver for meget, siger jeg det er umuligt. I morges hentede de nok kød til at fodre tredive mand, og vi er nu midt i tilberedningen.
Vi har måttet overlade hele første salen til dem og flytte ned i stueetagen. Hvis jeg fortalte dig alt, ville der være til en hel bog.
Byen nægtede at betale det krævede beløb, og vi blev truet med repressalier. Endelig gav hertugen af Mecklenburg sig tilfreds med 300.000 francs og en enorm mængde udstyr. Alt kvæg i distriktet er blevet beslaglagt. Der er derfor ingen mælk nogensteder. Hvad skal lille Céline gøre, der drak en liter om dagen? Og hvordan skal fattige mødre med spædbørn klare sig? Der er ikke noget kød at købe, ikke hos nogen slagter. Kort sagt er byen tømt. Alle græder undtagen mig. "
Hvad fru Martin ikke siger er, at hun og hendes mand forenede patriotisme med kristen kærlighed og derfor viste både styrke og mod overfor faren og god vilje mod næsten, en god vilje, der udelukkede enhver form for had. Blandt de ni mænd, der boede i hendes hus var der således en soldat, som hun lagde mærke til. Han syntes at være mere venligt og mere raffineret, og i hans ansigt syntes man at kunne læse, at han led under at være borte fra sin familie. Hun tøvede ikke med at tale med ham og gav ham endda nogle godbidder i hemmelighed, som han viste sig for at være taknemmelig for."
En families historie, s. 103-104
"I kommunitetet er der en søster, som har evnen til konstant at irritere mig: Hendes måde at være på, hendes tale, hendes karakter, alt syntes mig meget ubehagelig. Alligevel er hun en from nonne, som helt sikkert er meget behagelig i Herrens øjne. Da jeg ikke ønskede at give efter for den naturlige antipati jeg følte, sagde jeg til mig selv at kærligheden ikke består i følelser, men i handling, og derfor bestræbte jeg mig på at gøre alle de ting for denne søster, som jeg ville have gjort for den, jeg holdt mest af . Hver gang jeg mødte hende bad jeg til Gud for hende og fortalte Ham om alle hendes dyder og fortrin. Jeg følte, at dette behagede Jesus, for der findes ikke den kunstner, der ikke kan lide at få ros for sit arbejde, og Jesus, sjælenes kunstner, er glad, når du ikke opholder dig ved det ydre, men trænger ind i den indre helligdom, som Han selv har valg til sit hus og beundrer dens skønhed. Jeg nøjedes ikke med ihærdigt at bede for denne søster, som forårsagede mig så meget kamp, jeg forsøgte at gøre hende alle mulige tjenester, og når jeg var fristet til at svare hende på en ubehagelig måde nøjedes jeg med at smile mit varmeste smil og forsøgte at føre samtalen hen på noget andet, for det er efterligning af Kristus: "det er sundere at lade alle have deres egen mening, end at blande sig i ordvekslinger." (Kristi efterfølgelse, III, 4: 1)
Meditation
Menneskeheden er en familie, og det er Kirken også. Derfor er den lille Thérèse vores søster, og hun blev det i en dybere betydning den 9. april 1888, da hun trådte ind hos karmeliterne i Lisieux. Som opvokset i en familie, der var åben og livgivende, selv for dem uden for familien, vidste hun, at den sande og guddommelige venlighed aldrig er eksklusiv. Venlighed skal gælde "ALLE i huset; uden undtagelse", det vil sige også dem, som vi personligt ikke har valgt, og som vi følelsesmæssigt ikke "bryder os om" og som på ingen måde deler vores tro og vores livsvalg. Lille Thérèse demonstrerede dette, da hun handlede effektivt mod sin naturlige antipati overfor en søster og gjorde alt hvad hun "ville have gjort forden, hun elskede mest." Ægteparret Martín viste også denne venlighed, da de blev tvunget til at modtage soldater i deres eget hjem.
Bønsintentioner
- Uge 14: At alle, der har kald til det gudsviede liv i ord og gerning må vise sig at være den opstandne Herres sande brødre og søstre.
- Uge 15: At vi må få et overnaturligt blik og se, at vores næste er en kær søster eller bror.
- Uge 16: At vore familier og lokalsamfund må blive åbne og livgivendeogså for dem, der ikke hører til.
- Uge 17: At vi vælger at vise venlighed også mod dem, vi måske har svært ved at vise venlighed.
- 🕯 -
Meditation og bønsintentioner for marts
“Tiden omkring min første kommunion står mejslet i mit hjerte som en klar erindring uden skyggesider ... Jesus ville lade mig opleve en glæde så fuldkommen, som det er muligt i denne tåredal ... Åh, hvor var det vidunderligt, det første kys Jesus gav min sjæl! ... Det var et kys af kærlighed, jeg følte mig elsket, og jeg sagde også: ´Jeg elsker dig, jeg giver mig til dig for altid. ´ Der var ingen tvivl, ingen kampe, ingen ofre: igennem lang tid havde Jesus og den lille Thérèse betragtet hinanden og forstået hinanden ... Den dag var det ikke længere et blik men en sammen smeltning, de var ikke længere to. Thérèse var forsvundet som en dråbe vand, der tabes i havet. Jesus alene var tilbage, han var Herren, Kongen. Havde Thérèse ikke også bedt ham om at fratage hende hendes frihed, for friheden gjorde hende bange, hun følte sig svag, så skrøbelig, at hun for evigt ville forenes med den guddommelige kraft! ... Hendes glæde var alt for stor, alt for dyb til at hun kunne rumme den, glædestårer vældede frem til stor forundring for hendes kammerater, der senere spurgte hinanden: ´Hvorfor græd hun dog? Var der noget, hun var ked af? ... Nej, det var nok bare, fordi hun ikke havde sin mor hos sig eller sin søster, som hun holdt så meget af og som var karmelit.´ De forstod ikke, at når Himlens glæde kommer ind i et hjerte, kan dette landflygtige hjerte ikke bære det uden at fælde tårer ... På denne dag var det kun glæde, der fyldte mit hjerte, jeg var forenet med hende, der uigenkaldeligt gav sig til ham, der så kærligt gav sig til mig! ...“
Mit kald er at elske, side 79
Åndens frugter vokser, når vi holder os nær til Træet. Dette erfarede Den lille Thérèse ved sin første kommunion. Da hun blev forenet med “den guddommelige kraft” blev hun, den landflygtige, fyldt af himlens glæde og på grund af dens storhed kunne hun ikke andet end græde. De andre misforstod hende, men denne glæde blev under den efterfølgende familiefest forvandlet til “stille glæde”. Glæden, som hun her stykkevis fik lov til at smage, oplevede hun i sin julenåde blive til en varig glædens frugt. Da lærte hun, at den vokser frem, når man “glemmer sig selv for at glæde andre”.
Sådan var det også for hendes mor Zélie, som fandt al sin glæde i sine børn, når hun begyndte at leve for dem. Livet i fællesskab, som familielivet er, får glædens frugt til at vokse frem i os, hvis vi for Jesu skyld glemmer os selv for at give de andre glæde.
Bønsintentioner
- Uge 9: At alle børn, som forbereder sig til sin første kommunion, må erfare samme dybe møde med Jesus som den lille Thérèse gjorde. Og at kateketer og forældre må få Guds nåde og hjælp til at forberede børnene til dette store sakramente på den rigtige måde.
- Uge 10: At håbet om himlens glæde må skænke trøst og glæde til alle som lider og sørger.
- Uge 11: At vi i vore fællesskaber og familier vælger for Jesu skyld at glemme os selv for at glæde andre.
- Uge 12: At alle forældre ligesom Zélie og Louis må opleve, at børn er livets glæde, og at de må få hjælp og visdom til at opdrage børnene til himlen.
- Uge 13: At vi alle, som nu går ind i Den stille uge med Jesus, holder os trofast til Ham og ligesom Ham bærer de kors, vi møder, så at vi med Ham må få del i opstandelsens glæde.
- 🕯 -
Meditation og bønsintentioner i februar
Tålmodighed og overbærenhed
”Hver aften, når jeg så Søster Sankt Peter ryste sit timeglas, vidste jeg, at det betød: Nu skal vi gå. Det er utroligt hvad det kostede mig at rejse mig, især i begyndelsen, men jeg gjorde det omgående, og så begyndte en hel ceremoni. Skamlen skulle flyttes og sættes væk på en bestemt måde. Jeg måtte frem for alt ikke skynde mig, og så begyndte spadsereturen. Det drejede sig om at ledsage den stakkels syge søster mens man støttede hende ved at holde i hendes bælte; jeg gjorde det så forsigtigt jeg kunne, men hvis hun var ved at snuble mente hun straks, at jeg holdt for dårligt fast og at hun ville falde – ´Åh min Gud, De går alt for hurtigt, jeg falder og slår mig´. Hvis jeg prøvede at gå endnu langsommere: ´Men følg dog med, jeg kan ikke mærke Deres hånd, De har givet slip, jeg falder, åh, jeg havde jo sagt, at De var for ung til at gå med mig. Endelig nåede vi helskindede ind i refektoriet. Der skulle vi klare nogle andre vanskeligheder. Jeg skulle have Søster Sankt Peter sat ned og gøre det behændigt for at det ikke skulle gøre ondt på hende. Så skulle jeg trække hendes ærmer op (også på en bestemt måde, og derefter var jeg fri til at gå.´
´Ved den indre bøn om aftenen blev jeg i lang tid sat foran en søster der havde en underlig mani og - tror jeg - megen åndelig indsigt for hun brugte kun sjældent en bog, og det opdagede jeg på følgende måde: Så snart hun kom, gav hun sig til at lave en mærkelig lille lyd, der lød som når man gnider to muslingeskaller mod hinanden. Det var kun mig der lagde mærke til det, for jeg har en meget fin hørelse (somme tider lidt for fin): Jeg kan ikke sige Dem, Moder, hvor træt jeg blev af at høre på den lille lyd: jeg havde mest lyst til at dreje hovedet og se på den skyldige, som ganske givet ikke var klar over sin dårlige vane. Det ville være den eneste måde at gøre hende opmærksom på den, men i mit hjertes dyb følte jeg, at det var bedre at holde det ud for Guds skyld end at såre søsteren. Derfor rørte jeg mig ikke, jeg prøvede at forene mig med Vorherre og glemme den lille lyd ... det nyttede bare alt sammen ikke noget. Jeg kunne mærke at jeg blev helt svedt, og jeg var nødt til at vende lidelsen til bøn, men samtidig prøvede jeg at gøre det uden at blive irriteret, stille og fredeligt, i det mindste inderst inde.”
Den lille Thérèse skriver, at ”den fuldkomne kærlighed består af at have overbærenhed med andres mangler, at ikke forbavses over deres svagheder” og at hun selv ikke ville kunne elske fuldkomment, hvis ikke Jesus ”selv elskede” igennem hende. Denne fuldkomne kærlighed viste hun rent praktisk mod sine søstre i klostret, som når hun hjalp Søster Sankt Peter, og når hun havde overbærenhed med den søster som lavede støj under bønnen. Hendes tålmodighed blev måske mest af alt prøvet på sygelejet. Da hun en gang ikke havde klaret dette, skriver hun med en vis ironi til søster Agnes: ”Ak, ja! I aften har jeg virkelig vist dig, hvilke dyder jeg har og hvilke skatte af tålmodighed!” Men hun er lykkelig over, at Jesus nu får lov til at vise hende tålmodighed. Hun møder sin egen mangel på tålmodighed med tålmodighed.
Bønsintentioner
- Uge 5: At vi i vore familier og fællesskaber af kærlighed har overbærenhed med hinandens forskelligheder, svagheder og mangler.
- Uge 6: At vi fuldt ud stoler på Jesu egen kraft og beder om den, når tålmodigheden sættes på prøve.
- Uge 7: At alle som der lider på krop og sjæl, får tålmodighed og kraft til at bære dagens byrde.
- Uge 8: At vi har tålmodighed med os selv og vender om i tillid, når vi er faldet.
- 🕯 -
Januar måned
Det åndelige barneforhold - Åndens frugter: ydmyghed og tillid
Den lille Thérèse blev født midt i juletiden og det var også i julen, at hun i 1886, 14 år gammel, fik sin sjælsstyrke tilbage, da Jesus fik hende til at forlade barndommen uden at miste barneforholdets tillid. Det var netop i Jesusbarnets navn og nærhed, at hun tilbragte sig liv. I Jesu efterfølgelse lærte hun total tillid til Gud Faderen og Guds Moder Maria. Det billede af Gud, som hun fik i sit kærlighedsfulde hjem af sine forældre, Zélie og Louis, og sine ældre søstre gjorde, at hun modigt og tillidsfuldt vidste, at hun kunne være overfor Gud som et barn er overfor sine forældre. Hun vidste, at de ikke ”tøver med at opfylde de smås ønsker”. Hun mente ikke, at hun kunne udføre ”lysende gerninger”, men gik modigt barnets lille vej, ”strø blomster”, ”ikke forsømme et eneste tilfælde til en lille opofrelse” og gøre det af kærlighed. Hun sørgede ikke over sin afmagt, men glædede sig over, at give Gud sin tomhed og lidenhed, så at Han kunne vise sin storhed.
”Jeg forstår ikke, hvordan jeg kunne lulle mig ind i den livsalige tanke om at indtræde i Karmel, når jeg stadig opførte mig som et blebarn. Vorherre måtte gøre et lille mirakel for at jeg kunne vokse i ét nu, og dette mirakel lod han ske den uforglemmelige jul. I denne strålende nat, der kaster lys over Treenighedens salighed, forvandlede det lille nyfødte Jesusbarn min sjæls nat til strømme af lys. I denne nat, hvor han gjorde sig svag og lidende for min kærlighed, gjorde han mig stærk og modig, han iførte mig sin rustning og efter denne velsignede nat blev jeg ikke overvundet i nogen kamp, men gik fra sejr til sejr og begyndte så at sige ´at gennemløbe min bane som en helt!´ Mine tårers kilde tørrede ind og åbnede sig derefter kun sjældent og med besvær, så de ord kom til at passe som man altid havde sagt til mig: ´Du græder så meget som barn, at du senere hen ikke vil have flere tårer at udgyde!´
Det var den 25. december 1886 jeg fik nåde til at træde ud af barndommen, med andre ord nåde til fuldkommen omvendelse. Vi kom hjem fra midnatsmessen hvor jeg havde haft den lykke at modtage den stærke og vældige Gud. Ved hjemkosten til Les Buissonets glædede jeg mig til at gå hen til kaminen efter mine sko. Det var en tradition vi havde været så glade for som børn, at Céline ville blive ved med at behandle mig som et lille barn, fordi jeg var familiens yngste ... Men Jesus ville vise mig, at jeg nu burde frigøre mig fra barndommens dårlige vaner ... Han tillod at far af lutter træthed efter midnatsmessen ikke orkede at se mine sko i kaminen og sagde disse ord der skar mig i hjertet: ´Heldigvis at det er sidste år! ... Céline kendte mit følsomme sind, og da hun så tårerne blinke i mine øjne, var hun også lige ved at græde selv ... Men Thérèse var ikke længere den samme. Jesus havde forvandlet hendes hjerte! Jeg tørrede tårerne bort og gik hurtigt ned ad trappen. Idet jeg betvang min hjertebanken, tog jeg mine sko, stillede dem foran far og trak glad alle tingene frem ... den lille Thérèse havde genvundet den sjælsstyrke, som hun havde mistet da hun var fire et halvt år, og nu skulle hun beholde den for evigt!
´Kom, alle I, som er uvidende!´(Ordsprogenes bog 9,4) Så kom jeg, for jeg anede, at jeg havde fundet, det jeg søgte, men jeg ville også vide, min Gud, hvad du ville gøre for de helt, små som fulgte din kalden ... og se her, hvad jeg fandt: ´Som en moder trøster sit barn, skal jeg trøste jer: jeg skal bære jer på armen og gynge jer på mit knæ!´ (jf. Es 66,11-13). Åh, aldrig har inderligere eller skønnere ord fanget min sjæl: elevatoren som skal bære mig op til himlen er dine arme, Jesus! Jeg behøver ikke at bliver større, tværtimod må jeg til stadighed forblive lille, ja, blive endnu mindre.
Jeg er for lille til at være forfængelig, jeg er også for lille til at sætte smukke sætninger sammen for at få jer til at tro, at jeg er meget ydmyg. Jeg vil hellere i al enkelhed erkende, at den Almægtige har gjort store ting med sin guddommelige Moders barn, og størst er at Han har vist barnet hvor lille og uformående det er.
Bønsintentioner
- Uge 1: Om at alle får en julenåde til at gå ud af sig selv og give sig med Jesu egen styrke.
- Uge 2: At alle børn må få lov til at blive født og vokse op i gode og kærlighedsfulde hjem, hvor man lærer at vandre med Jesus og i Hans efterfølgelse.
- Uge 3: At vi alle vokser i tillid, mod og barneforholdets ydmyge holdning, foran Gud og i alle livets forhold.
- Uge 4: At vi ligesom Den lille Thérèse i vor afmagt ikke forsømmer ”et eneste tilfælde til et lille offer” og gør det af kærlighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar