Da jeg betragtede Kirkens mystiske legeme, havde jeg ikke genkendt mig selv i nogen af de lemmer, som Paulus talte om, eller jeg ville snarere se mig selv i dem alle sammen ... Kærligheden blev nøglen til mit kald. Jeg forstod, at hvis Kirken havde et legeme, der bestod af forskellige lemmer, kunne den ikke mangle det mest nødvendige, det ædleste af dem alle, jeg forstod at Kirken havde et hjerte, og at dette hjerte brændte af kærlighed. Jeg forstod, at kærligheden alene styrede alle Kirkens lemmer, og at hvis kærligheden slukkedes, ville apostlene ikke længere ville forkynde evangeliet, martyrerne ville nægte at udgyde deres blod ... Jeg forstod, at Kærligheden rummede alle kald, at kærligheden var alt, at den omfattede alle tider og alle steder … at den kort sagt er evig!
Overvældet af ustyrlig glæde udbrød jeg: O Jesus, min Elskede … endelig har jeg fundet mit kald, mit kald er at elske!
Det, som barnet beder om, er kærlighed ... Det ved ikke af andet end at elske dig, o Jesus! Strålende bedrifter er umuligt for det, det kan ikke prædike evangeliet heller ikke udgyde sit blod … men hvad gør det, det klarer dets brødre jo, og det lille barn selv holder sig lige i nærheden af Kongens og Dronningens trone; det elsker for sine brødre, der kæmper … Men hvordan skal det vidne om sin kærlighed, for kærligheden kommer jo til udtryk i gerninger? Jo, det lille barn vil strø blomster og indhylle kongetronen i deres duft, med sin klokkeklare stemme vil det synge kærlighedens lovsang ...
Ja, min Elskede, sådan skal mit liv fortæres ... Jeg kan ikke vise dig min kærlighed på anden måde end ved at strø blomster, det vil sige ikke undlade det mindste lille offer, eller blik eller ord, udnytte alle de mindste lejligheder og gøre det af kærlighed ... Jeg vil lide af kærlighed og også nyde af kærlighed; på den måde vil jeg strø blomster foran din trone, ikke en eneste blomst vil jeg undlade at plukke bladene af til dig, og mens jeg strør mine blomster, vil jeg synge (er det mon muligt at græde, når man foretager sig noget så frydefuldt?), jeg vil synge selv når jeg må plukke mine blomster blandt torne …
(Fra Mit kald er at elske, side 266 og 268)
”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.”
Min elskede Moder, mens jeg mediterede over disse Jesu ord, gik det op for mig hvor ufuldkommen min kærlighed til mine søstre var. Jeg indså, at jeg ikke elskede dem, som Vorherre elsker dem. [...]
O Gud, jeg ved, at du ikke påbyder noget umuligt, du kender bedre end jeg selv min svaghed og min ufuldkommenhed, du ved, at jeg aldrig ville kunne elske mine søstre, som du elsker dem, hvis ikke du selv, o min Jesus elskede dem gennem mig. Det var for at skænke mig den nåde, at du fremsatte et nyt bud. Å, hvor jeg elsker det, for det giver mig sikkerhed for, at det er din vilje gennem mig at elske alle dem, du befaler mig at elske! …
Ja, jeg mærker tydeligt, at når jeg elsker, at det alene er Jesus, der handler gennem mig; jo tættere jeg er forenet med Ham, jo mere elsker jeg alle mine søstre. Når jeg vil øge denne kærlighed i mig, især når djævelen prøver at få mig til at lægge mærke til fejlene hos en eller anden søster, som jeg ikke bryder mig så meget om, bestræber jeg mig på at finde hendes gode sider og se hendes gode hensigter. Jeg siger til mig selv, at jeg måske har set hende fejle en gang, men at det udmærket godt kan være, at hun har hjemført en række sejre, som hun holder for sig selv af lutter ydmyghed, og at det, der forekommer mig at være en fejl, på grund af den gode hensigt meget vel kan være en god gerning.
(Fra Mit kald er at elske side 212 og 213)
Meditation
Kærlighed er Åndens frugt par excellence. Kærlighed var Thereses kald, det hun søgte efter sammen med fuldendelsen af det kristne liv. Thérèse havde oplevet kærlighed i sin familie og lærte Guds essens at kende: Gud er kærlighed. Kærligheden i familien var blevet næret af Guds given sig selv i den hellige messe. Derfor vidste hun, at kærlighed er næret af ofre og hengivenhed; ligegyldighed var noget, der var fremmed for hende. Hendes dedikation til det religiøse liv fandt sit brændsel i Ham, som hun vidste elskede hende; hun vidste, at Jesus var den virkende kraft, når hun elskede. Det er gennem foreningen med Jesus, at vi også bliver kærlighed. Det er her, vi bliver ét med vores nabo, ligesom vi bliver ét med Jesus i den Hellige kommunion. Hertil er det, at vores lille søster og hendes hellige forældre vil drage os, nu hvor de endelig kommer.
Bønsintentioner
- Uge 36: At vi bevidst åbner vore hjerter og byder Jesus velkommen i den hellige messe.
- Uge 37: At vi af hjertet må ofre os for vor næste og ikke lukke os for nogen.
- Uge 38: At vi må tage os tid til at deltage i den hellige messe så ofte som vi kan, og så trofast leve den hellige messes selvopofrelse i hverdagen.
- Uge 39: At alle vi, der snart skal ære den lille Thérèse og hendes forældre på deres pilgrimsrejse gennem vore lande, må modtage de rigelige nådegaver, vi har længtes efter i løbet af de ni månedes forberedelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar