3 Opfordring til at betale abonnement for 2025
4 Kære Læsere
6 Maria i Ringsted (forsidebilledet)
10 Den hellige Henrik af Uppsala
12 Den hellige Henrik af Cocquet
13 Hvad er et Jubelår?
16 Mariasalme fra valfartshæfte
18 Assisi-Kredsen i Danmark
~ 50 års jubilæum
21 Fredens Dronning
~ Medjugorje som pilgrimsmål
25 Pavens bøn til den hellige Josef
25 Paven om daglig bøn i en travl hverdag
26 Sakramenterne og Helligånden 3. del
29 Budskaber fra Medjugorje
30 Pavens anliggender
31 Jubelårets bøn
søndag den 1. december 2024
Den hellige Henrik af Uppsala ~ Finlands værnehelgen
![]() |
Den hellige Henrik ca. 1100-1160 Festdag 19. januar |
Henrik blev født i England, hvor han blev præst. Senere flyttede han til Rom. Man mener, at han rejste til Sverige og Norge sammen med Nikolas Breakspeare, som senere blev pave Hadrian IV. Henrik blev udnævnt til biskop af Uppsala og drog i 1157 på korstog til det sydvestlige Finland sammen med kong Erik den hellige af Sverige (ca. 1120-1160). Finland var den gang en østlig svensk provins og finnerne angreb nogle gange Sverige. Så det handlede ikke kun om at udbrede kristendommen, men også om at stadfæste Sveriges herredømme. Missionsindsatsen i Finland skete fra øst gennem handelsfolk og munke og fra vest gennem Sverige. Kong Erik og Henrik tilbød fred og kristendom til de hedenske finnere, men de afviste det. Der blev kæmpet bravt, men finnenerne tabte slaget. Det berettes, at kong Erik græd over de døde fjender, fordi de døde uden at være blevet døbt. Senere lod Henrik finnere døbe i en kilde i Kubbis, som ligger ved Åbo (på finsk: Turku) Henrik blev i det sydvestlige Finland som missionsbiskop. Det berettes, at han hellere ville leve et liv som forkynder end som en højtstående biskop. Henrik lod bygge en lille kirke i Nousis. Der blev senere oprettet et bispesæde i Åbo.
Henriks martyrium
I 1160 led Henrik martyrdøden. Det berettes, at han havde idømt en bonde en streng bod, fordi bonden havde dræbt en svensk soldat. Henrik ville ikke give ham adgang til at modtage kommunion, før han havde udført boden. Bonden blev rasende, så han forfulgte Henrik, der drog rundt på ski i området. Da bonden fandt Henrik, dræbte han ham med en økse. I sejrsrusen tog han den hue, som Henrik bar, og satte den på sit eget hoved. Det skulle han aldrig have gjort. Huen groede nemlig fast på hans hovedbund, så han ikke kunne fjerne den uden at trække både hud og hår af. Så drabsmanden måtte beholde huen på sommer og vinter, dag og nat som straf for sin udåd. Derudover blev han forfulgt af mus, som gnavede i hans ben. Han levede kun et år efter mordet. Hans død var også dramatisk. Han kravlede op i et træ for at undgå musene, men de gnavede stammen over og både soldaten og musene faldt i en sø og druknede. Søen hedder den dag Hirijärvi, som betyder Musesøen.
Henrik havde givet sine folk instrukser om, hvad de skulle gøre, hvis han døde. I overensstemmelse med disse spændte de et par okser foran biskoppens båre og lod dem gå, hvorhen de ville. Okserne gjorde et kort ophold i Repola, hvor der blev rejst et kors af sten. Næste stop var Moisi bakke. Der byggede man et lille kapel. Til slut standsede okserne i Nousis, hvor Henrik blev begravet.
Mirakler
Der berettes om mange mirakler på Henriks forbøn. En blind mand fik synet igen, flere børn blev genopvakt fra de døde, der skete helbredelser for alvorlige sygdomme og lammelser og en gruppe fiskere overlevede en storm. Man kunne også opleve en slags straf for at håne Henrik, som det skete for en svensker, som fik en slem mavepine bagefter.
Henriks eftermæle
Man mener, at legenden om Henrik blev skrevet omkring år 1300 i forbindelse med at Henriks relikvier blev overført til domkirken i Åbo. Kirken fik navnet Vor Frues og Henriks Kirke. Senere blev Henriks første gravsted, kirken i Nousis, forsynet med et monument, hvorpå hele Henrikslegenden er indgraveret. I Dalarna i Sverige kan man også finde Henriks-billeder. Det er på alterskabet i Amsbergs kapel, som viser Den hellige Erik og Den hellige Henrik side om side og et sejlskib, der styrer ind mod et landskab, som hentyder til deres korstog til Finland.
Skrevet af Anne Balleby.
Kilder: Donald Attwater helgenleksikon,
den norske katolske kirkes hjemmeside
og internettet
Kilder: Donald Attwater helgenleksikon,
den norske katolske kirkes hjemmeside
og internettet
Fredens Dronning ~ Medjugorje som pilgrimsmål
Tiden er inde til at afslutte den lange og komplekse historie, der har omgivet de åndelige fænomener i Medjugorje. Det er en historie, hvor biskopper, teologer, kommissioner og analytikere har udtrykt en række modstridende opfattelser.
Sådan indledes erklæringen Fredens Dronning, der er underskrevet både af Dikasteriet for troslære og pave Frans. Erklæringen ser på budskaberne og deres frugter, og ender med at anerkende de mange, gode åndelige frugter, der er knyttet til Medjugorje, og med at tillade de troende at tage på pilgrimsrejser derhen og at oprette kirkelige fællesskaber og bønsgrupper i stedets ånd.
Den generelle vurdering af budskaberne er positiv, men teksten understreger også, at den ikke vurderer det moralske liv hos de påståede seere, og det præciserer, at åndelige gaver ikke nødvendigvis kræver, at seerne selv er perfekte i moralsk henseende.
De positive frugter
![]() |
MlR - fred har lige fra begyndelsen været et af de centrale budskaber i Medjugorje. Her fra et glasvindue i kirken. |
Ydermere bemærkes det, at alt dette sker i forbindelse med pilgrimsrejser til Medjugorje snarere end i møder med seerne.
Der er også blevet rapporteret om talrige helbredelser, men folk ser ud til at besøge Medjugorje primært for at forny deres tro snarere end for at søge hjælp i specifikke anledninger.
De centrale budskaber
De centrale aspekter i Medjugorje har helt fra den spæde begyndelse været: Fred, Gud i centrum, Helligånden, omvendelse fra synd, messe og kommunion, vidnesbyrd, bøn, bod og faste og det evige liv.
Fred
Fred er ikke kun fravær af krig, men en åndelig, familiær og social tilstand. Den mest originale titel, som Maria beskriver sig selv med i Medjugorje, er faktisk "Fredens Dronning".
Sand lykke og livets fylde findes i Gud. Jeg er kommet her som Fredens Dronning for at fortælle verden, at fred er nødvendig for verdens frelse. I Gud finder man den sande glæde, hvorfra den sande fred kommer
(16. juni 1983).
Denne fred er frugten af levet næstekærlighed, som også indebærer en kærlighed til dem, der ikke er katolikker, et budskab, der vækker genklang i Bosnien-Hercegovina, som har været præget af en frygtelig krig med stærke religiøse komponenter.
Gud i centrum
Budskaberne fra Medjugorje rummer hyppige invitationer til tillidsfuld overgivelse til Gud, som er kærlighed. Vor Frue placerer ikke sig selv i centrum, men peger på vores forening med Gud.
Desuden ses Marias forbøn og arbejde tydeligt som underordnet Jesus Kristus, der er ophav til nåde og frelse for ethvert menneske. Maria går i forbøn, men det er Kristus, der giver styrken. Derfor består hele hendes moderlige arbejde i at motivere os til at omvende os til Kristus. Han vil give jer styrke og glæde i denne tid. Jeg er tæt på jer med min forbøn (25. november 1993).
Helligånden
Mange af budskaberne opfordrer de troende til at søge Helligåndens hjælp:
Det vigtige er at bede til Helligånden, så han kan komme ned over jer. Når man har ham, har man alt. Folk begår en fejl, når de kun henvender sig til helgenerne for at bede om noget (21. oktober 1983).
Omvendelse
Budskaberne indeholder også en stadig opfordring til at opgive en verdslig livsstil og overdreven tilknytning til verdslige goder. De opfordrer til omvendelse som kilden til sand fred i verden. Omvendelse er omdrejningspunktet i Medjugorjes budskab, der også insisterer på ondskabens og syndens alvor og på Guds opfordring til at kæmpe mod Satans indflydelse, der er oprindelsen til had, vold og splittelse.
Omvend jer, mine kære børn, og knæl i jeres hjertes stilhed. Sæt Gud i centrum af jeres liv (25. maj 2001).
Bøn og faste
Bøn og faste er, sammen med messen, også centrale elementer i budskabet fra Medjugorje. Samtidig betones vigtigheden af et broderligt fællesskab og det at søge den ultimative mening med tilværelsen i det evigt liv.
Jeg opfordrer jer til at fylde jeres dag med korte, inderlige bønner. Når I beder, er jeres hjerte åbent, og Gud elsker jer med en særlig kærlighed og giver jer særlige nådegaver. Gør derfor god brug af denne nådens tid og dediker den til Gud som aldrig før (25. juli 2005).
Nødvendige præciseringer
Anden del af teksten ser på, hvordan nogle få budskaber kan læses på måder, der modsiger Kirkens lære, især hvis de læses ude af sammen¬hæng.
I nogle tilfælde synes Vor Frue at udvise irritation, fordi nogle af hendes instruktioner ikke er blevet fulgt. Så advarer hun om truende tegn og muligheden for, at hun ikke længere vis vise sig.
Andre gange insisterer Maria på, at alle skal lytte til og acceptere hendes budskaber, sandsynligvis provokeret af kærligheden og iveren hos seerne, som i god tro frygtede, at Gospas opfordringer til omvendelse og fred ville blive ignoreret.
I virkeligheden sætter Maria selv sådanne budskaber på deres rette plads ved at underordne dem Evangeliet. Gå ikke på jagt efter ekstraordinære ting. Tag i stedet evangeliet, læs det, og alt vil stå klart for dig (12. november 1982); Hvorfor stiller I så mange spørgsmål? Alle svar findes i evangeliet (19. september 1981); Tro ikke på de løgnagtige stemmer, der taler til jer om falske ting, et falsk lys. I, mine børn, vend tilbage til Skriften! (2. februar, 2018).
Nihil obstat - hvad betyder det?
Når Dikasteriet og paven giver deres Nihil obstat (ingen hindringer) er det nu udtrykkeligt tilladt de troende at give udtryk for deres tilslutning til budskabet fra Medjugorje. Det indebærer ikke en godkendelse af fænomenets direkte overnaturlige oprindelse, og det forpligter heller ikke nogen til at tro på det.
Selv om der stadig er forskellige meninger om Medjugorje, så opfordres de kirkelige myndigheder til at værdsætte dets pastorale værdi og til at fremme dets udbredelse. De pilgrimme, der tager til Medjugorje, bør - ligesom på alle andre valfarter - huske på, at pilgrimsrejser ikke foretages for at mødes med påståede seere, men for at møde Maria, Fredens Dronning, og for - tro mod hendes kærlighed til sin Søn - at møde Kristus og lytte til ham gennem meditation over Ordet, deltagelse i eukaristien og eukaristisk tilbedelse, som det sker så mange steder over hele jorden, hvor Jomfru Maria æres med de mest forskellige titler.
Erklæringen opfordrer til at læse budskabet fra den 2. september 2018, som opsummerer den værdifulde kristocentriske betydning af budskabet fra Medjugorje og udtrykker dets mest autentiske ånd:
"Kære børn, mine ord er enkle [...]. Jeg kalder jer til min Søn. Kun han kan forvandle fortvivlelse og lidelse til fred og afklarethed. Kun han kan give håb i de dybeste sorger. Min Søn er verdens liv. Jo mere I lærer ham at kende, desto tættere kommer I på ham, og desto mere vil I elske ham, fordi min Søn er Kærlighed. Kærlighed forandrer alt; selv det, der virker ubetydeligt for jer uden kærlighed, bliver gjort smukt i kærlighed." (2. september 2018).
Oversat og bearbejdet af Charlotte Olden-Jørgensen
efter vatican.va og vaticannews.va
søndag den 1. september 2024
2024 - Nummer 3 - September
4 Kære L
æsere
5 Liebfrauenkirche i Trier
8 Den helllige Elisabeth af Ungarn
12 Hellige døre
13 Angelus
14 Lidt om Frans af Assisi
16 Solsangen
18 På besøg hos familien Martin
25 Sakramenterne og Helligånden 2. del
28 Messe for læserne
28 Afdøde
29 Budskaber fra Medjugorje
30 Pavens anliggender
31 Pavens bøn til Frans

5 Liebfrauenkirche i Trier
8 Den helllige Elisabeth af Ungarn
12 Hellige døre
13 Angelus
14 Lidt om Frans af Assisi
16 Solsangen
18 På besøg hos familien Martin
~ en pilgrimsrejse til Lisieux og Alençon
23 800-året for Frans' stigmatisering 25 Sakramenterne og Helligånden 2. del
28 Messe for læserne
28 Afdøde
29 Budskaber fra Medjugorje
30 Pavens anliggender
31 Pavens bøn til Frans
Solsangen ~ Skabningens lovsang
I 2025 er det 800 år siden at Frans af Assisi skrev Solsangen
Allerhøjeste, almægtige, gode Herre, din er al lov, pris og ære og al velsignelse. Dig alene, Allerhøjeste, tilkommer de, og intet menneske er værdigt at nævne dit navn.
Lovet være du, min Herre, med alle dine skabninger, især hr. broder sol, som er dagen, og ved ham oplyser du os. Og han er smuk og strålende med stor glans. På dig, Allerhøjeste, er han et billede.
Lovet være du, min Herre, for søster måne og stjernerne. På himlen har du skabt dem, klare og kostelige og skønne.
Lovet være du, min Herre, for broder vind og luften og skyerne og godt vejr og al slags vejr, hvorved du opretholder dine skabninger.
Lovet være du, min Herre, for søster vand, som er såre nyttig og ydmyg
og kostelig og kysk.
Lovet være du, min Herre, for broder ild, ved hvem du oplyser natten; og han er smuk og munter og kraftig og stærk.
Lovet være du, min Herre, for vor søster moder jord, som opretholder og nærer os og frembringer alskens frugter og farverige blomster og græs.
Lovet være du, min Herre, for dem, som tilgiver af kærlighed til dig og udholder skrøbelighed og trængsel. Salige er de, som udholder disse ting i fred, for af dig, Allerhøjeste, vil de blive kronet.
Lovet være du, min Herre, for vor søster, den legemlige død, som intet levende menneske kan undslippe. Ve dem, der dør i dødssynd. Salige er de, som døden finder indesluttet i din allerhelligste vilje, for den anden død kan ikke gøre dem noget ondt.
Lov og pris min Herre, og tak ham og tjen ham med stor ydmyghed.
Allerhøjeste, almægtige, gode Herre, din er al lov, pris og ære og al velsignelse. Dig alene, Allerhøjeste, tilkommer de, og intet menneske er værdigt at nævne dit navn.
Lovet være du, min Herre, med alle dine skabninger, især hr. broder sol, som er dagen, og ved ham oplyser du os. Og han er smuk og strålende med stor glans. På dig, Allerhøjeste, er han et billede.
Lovet være du, min Herre, for søster måne og stjernerne. På himlen har du skabt dem, klare og kostelige og skønne.
Lovet være du, min Herre, for broder vind og luften og skyerne og godt vejr og al slags vejr, hvorved du opretholder dine skabninger.
Lovet være du, min Herre, for søster vand, som er såre nyttig og ydmyg
og kostelig og kysk.
Lovet være du, min Herre, for broder ild, ved hvem du oplyser natten; og han er smuk og munter og kraftig og stærk.
Lovet være du, min Herre, for vor søster moder jord, som opretholder og nærer os og frembringer alskens frugter og farverige blomster og græs.
Lovet være du, min Herre, for dem, som tilgiver af kærlighed til dig og udholder skrøbelighed og trængsel. Salige er de, som udholder disse ting i fred, for af dig, Allerhøjeste, vil de blive kronet.
Lovet være du, min Herre, for vor søster, den legemlige død, som intet levende menneske kan undslippe. Ve dem, der dør i dødssynd. Salige er de, som døden finder indesluttet i din allerhelligste vilje, for den anden død kan ikke gøre dem noget ondt.
Lov og pris min Herre, og tak ham og tjen ham med stor ydmyghed.
Katolsk bønnebog, Ansgarstiftelsens Forlag, København 2013
800 års jubilæet for den hellige Frans' modtagelse af Kristi sårmærker
I år fejrer vi 800-året for, at den hellige Frans modtog Kristi sårmærker på bjerget La Verna den 14. september 1224.
I den anledning er det på sin plads at overveje vigtigheden af at ligedannes med "den fattige og korsfæstede Kristus" som Thomas af Celano udtrykker det i sin fortælling om den hellige Frans' liv (Vita Seconda, nr. 105).
Et af de mest talende tegn på den ligedannelse med Kristus, som Thomas af Celano taler om, er stigmatiseringen - modtagelsen af Kristi sårmærker - som Gud gennem tiden har givet brødre og søstre i troen. Det minder alle i Guds hellige folk om den smerte, Jesus af kærlighed led for vor frelse. Sårmærkerne er også et tegn på påskens sejr: Det er jo gennem sårene, at den opstandne korsfæstedes barmhjertighed strømmer ud til os. Lad os derfor reflektere over betydningen af Kristi sårmærker i den enkelte kristnes liv.
Kristi sårmærker som et spejl for den kristnes liv
I den stigmatiserede Frans finder Jesu discipel et spejl for sin identitet. Den troende tilhører jo ikke en menneskelig forening af tanker eller handlinger, men et levende legeme, Kristi legeme, som er Kirken. Og dette tilhørsforhold blev indprentet i den kristne ved dåben, som beseglede os med Herrens påske.
I Kirkens kærlighedsfællesskab genopdager vi hver især, hvem vi er: et elsket, velsignet og forsonet barn, sendt for at vidne om nådens under ved at være medarbejdere på fællesskabet. Derfor er de kristne kaldet til især at henvende sig til de "stigmatiserede", dem der er "mærkede" af livet, som bærer ar efter lidelse og uretfærdighed. Og i dette kald hjælper helgenen fra La Verna os med ikke at lade os knuse af vanskeligheder, frygt og modsigelser. Det var det kald, Frans levede hver dag, fra mødet med den spedalske, hvor han glemte sig selv i tjenesten for andre, og til sine sidste år, hvor han gav afkald på det, han var begyndt på, og med mod og ydmyghed åbnede sig for nye veje, føjelig over for Herren og sine brødre. I åndens fattigdom og i sin overgivelse til Faderen gav den hellige Frans os alle et stadig aktuelt vidnesbyrd om evangeliet. Og vi - både franciskanere og alle andre - skal overveje, om vi vidner om dette.
Kristi sårmærker og kaldet til enhed og tilgivelse
Franciskanerordenens hellige grundlægger giver os alle et stærkt kald til enhed. Det krucifiks, der viste sig for ham på La Verna og mærkede hans krop med sine sår, er det samme, som var indprentet i hans hjerte fra begyndelsen af hans "omvendelse", og som kaldte ham til at "genopbygge Guds hus".
Netop under det at "genopbygge" vil jeg gerne inkludere evnen til at tilgive. De fleste steder har franciskanere ry for at være gode skriftefædre. Gode til at tilgive alt og altid! Gud bliver aldrig træt af at tilgive. Det er os, der bliver trætte af at bede om tilgivelse. Herren tilgiver altid.
Hos Frans, en mand, der fandt fred i korsets tegn, repræsenterer Kristi sårmærker det endegyldige segl. Derfor kaldes vi også til at vende tilbage til det væsentlige i vort liv; til at være tilgivne bærere af tilgivelse, helbredte bærere af helbredelse. Til at være glade og enkle i styrken fra den kærlighed, der strømmer fra Kristi side, og som næres af det personlige møde med ham, der fornyer den serafiske glød i vort hjerte.
Det er godt, hvis vi alle i jubilæumsåret på ny tager udgangspunkt i denne glød og føler os kaldede til at bringe lidt af den enorme kærlighed, der drev Jesus til at dø på korset for os, til vore fællesskaber og broderskaber, til Kirken og til verden.
Måtte vor nærhed til ham, ligesom det skete for Frans, gøre os stadig mere ydmyge, mere forenede, gladere og mere koncentreret om det væsentlige, elske korset, være opmærksom på de fattige, være fredens vidner og håbets profeter i denne tid, som har så svært ved at erkende Herrens nærvær.
Måtte vi med vore liv i stigende grad være et tegn på og et vidnesbyrd om Guds rige, der lever og vokser blandt mennesker.
I den anledning er det på sin plads at overveje vigtigheden af at ligedannes med "den fattige og korsfæstede Kristus" som Thomas af Celano udtrykker det i sin fortælling om den hellige Frans' liv (Vita Seconda, nr. 105).
Et af de mest talende tegn på den ligedannelse med Kristus, som Thomas af Celano taler om, er stigmatiseringen - modtagelsen af Kristi sårmærker - som Gud gennem tiden har givet brødre og søstre i troen. Det minder alle i Guds hellige folk om den smerte, Jesus af kærlighed led for vor frelse. Sårmærkerne er også et tegn på påskens sejr: Det er jo gennem sårene, at den opstandne korsfæstedes barmhjertighed strømmer ud til os. Lad os derfor reflektere over betydningen af Kristi sårmærker i den enkelte kristnes liv.
Kristi sårmærker som et spejl for den kristnes liv
I den stigmatiserede Frans finder Jesu discipel et spejl for sin identitet. Den troende tilhører jo ikke en menneskelig forening af tanker eller handlinger, men et levende legeme, Kristi legeme, som er Kirken. Og dette tilhørsforhold blev indprentet i den kristne ved dåben, som beseglede os med Herrens påske.
I Kirkens kærlighedsfællesskab genopdager vi hver især, hvem vi er: et elsket, velsignet og forsonet barn, sendt for at vidne om nådens under ved at være medarbejdere på fællesskabet. Derfor er de kristne kaldet til især at henvende sig til de "stigmatiserede", dem der er "mærkede" af livet, som bærer ar efter lidelse og uretfærdighed. Og i dette kald hjælper helgenen fra La Verna os med ikke at lade os knuse af vanskeligheder, frygt og modsigelser. Det var det kald, Frans levede hver dag, fra mødet med den spedalske, hvor han glemte sig selv i tjenesten for andre, og til sine sidste år, hvor han gav afkald på det, han var begyndt på, og med mod og ydmyghed åbnede sig for nye veje, føjelig over for Herren og sine brødre. I åndens fattigdom og i sin overgivelse til Faderen gav den hellige Frans os alle et stadig aktuelt vidnesbyrd om evangeliet. Og vi - både franciskanere og alle andre - skal overveje, om vi vidner om dette.
Kristi sårmærker og kaldet til enhed og tilgivelse
Franciskanerordenens hellige grundlægger giver os alle et stærkt kald til enhed. Det krucifiks, der viste sig for ham på La Verna og mærkede hans krop med sine sår, er det samme, som var indprentet i hans hjerte fra begyndelsen af hans "omvendelse", og som kaldte ham til at "genopbygge Guds hus".
Netop under det at "genopbygge" vil jeg gerne inkludere evnen til at tilgive. De fleste steder har franciskanere ry for at være gode skriftefædre. Gode til at tilgive alt og altid! Gud bliver aldrig træt af at tilgive. Det er os, der bliver trætte af at bede om tilgivelse. Herren tilgiver altid.
Hos Frans, en mand, der fandt fred i korsets tegn, repræsenterer Kristi sårmærker det endegyldige segl. Derfor kaldes vi også til at vende tilbage til det væsentlige i vort liv; til at være tilgivne bærere af tilgivelse, helbredte bærere af helbredelse. Til at være glade og enkle i styrken fra den kærlighed, der strømmer fra Kristi side, og som næres af det personlige møde med ham, der fornyer den serafiske glød i vort hjerte.
Det er godt, hvis vi alle i jubilæumsåret på ny tager udgangspunkt i denne glød og føler os kaldede til at bringe lidt af den enorme kærlighed, der drev Jesus til at dø på korset for os, til vore fællesskaber og broderskaber, til Kirken og til verden.
Måtte vor nærhed til ham, ligesom det skete for Frans, gøre os stadig mere ydmyge, mere forenede, gladere og mere koncentreret om det væsentlige, elske korset, være opmærksom på de fattige, være fredens vidner og håbets profeter i denne tid, som har så svært ved at erkende Herrens nærvær.
Måtte vi med vore liv i stigende grad være et tegn på og et vidnesbyrd om Guds rige, der lever og vokser blandt mennesker.
Pavens tale til franciskanerne fra La Verna, 5. april 2024
Oversat og redigeret efter www.vatican.va af Charlotte Olden-Jørgensen
Oversat og redigeret efter www.vatican.va af Charlotte Olden-Jørgensen
torsdag den 27. juni 2024
Jubilæumsåret 2024
I år er der mange ting, der fylder rundt eller halvrundt i den katolske Kirke i Danmark:
Sankt Josefs Karmel i Hillerød fyldte 25 år den 12. maj
Aasebakkevalfarten fyldte 75 år den 22. maj
Caritas fylder også 75 i år
I Hillerød er det kirkens skytshelgen, Sankt Vilhelm, der fejrer 800 året for sin kanonisering.
I Vejle fylder Vejle Kloster 120 år og Sankt Norberts Kirke 100 år.
Fra Ave Marias side skal der lyde et stort tillykke til alle.
Sankt Josefs Karmel i Hillerød fyldte 25 år den 12. maj
Aasebakkevalfarten fyldte 75 år den 22. maj
Caritas fylder også 75 i år
I Hillerød er det kirkens skytshelgen, Sankt Vilhelm, der fejrer 800 året for sin kanonisering.
I Vejle fylder Vejle Kloster 120 år og Sankt Norberts Kirke 100 år.
Fra Ave Marias side skal der lyde et stort tillykke til alle.
lørdag den 1. juni 2024
2024 - Nummer 2 - Juni
4 Kære Læsere
5 Den helllige Kjeld af Viborg
9 At leve med sine gevinster og tab
12 En betragtning over Gud i mit indre
12 Årets valfarter
13 2024 er Bønnens år - Lær os at bede
14 Eukaristiske mirakler
16 Vor Frue af Aasebakken
18 Vor Frue af Ta' Pinu
24 Helligånden og sakramenterne 1. del
29 Budskaber fra Medjugorje
30 Pavens anliggender
31 Bøn til Vor Frue af Ta' Pinu
Den hellige Kjeld af Viborg
Viborg har deres egen værnehelgen, den hellige Kjeld, der er en af de få kanoniserede danske helgener. Han var kannik ved Viborg domkirke i 1100-tallet. Hans levnedsbeskrivelse og beretninger om undere og mirakler blev nedskrevet af en af hans elever, Matthæus.
En gudsfrygtig dreng
Kjeld blev født omkring år 1100 i en fornem familie, der havde en gård i den lille by Venninge udenfor Randers. Hans mor lærte ham at læse og skrive og det blev bestemt, at den gudsfrygtige dreng skulle have et kirkeligt liv. Han var velbegavet og fik en videre uddannelse, sandsynligvis i udlandet. Han levede efter evangelierne og Jesu ord: ”Den, der ikke giver afkald på alt, hvad han ejer, kan ikke være min discipel”. Derfor besluttede han at opgive ikke blot sit gods, men også sig selv for at følge Kristus.
Hos kannikerne ved Viborg domkirke
Biskop Eskil i Viborg hørte om den fromme unge mand og indbød ham i 1120 til at blive optaget hos kannikerne (præsterne) ved Viborg domkirke. Hos dem ville biskoppen indføre Augustins regel, som blev udbredt hos kannikerne i Danmark i de år, og han tænkte, at den sagtmodige Kjeld kunne inspirere brødrene til et frommere og mere regelbundet præsteliv.
Kjeld blev sat til at undervise drengene ved domkirkens skole, den senere katedralskole, og han blev en afholdt læremester. Præsterne lærte ham latin og liturgi og han blev præsteviet. Kjeld var et omsorgsfuldt, barmhjertigt og gavmildt menneske. Han gav, hvad han kunne til de fattige og nødlidende, og det var ofte mere end, hvad de andre kanniker syntes var rimeligt.
Valgt til provst
I de år var der uro i Danmark. Magtkampe mellem konge og stormænd prægede landet og Knud Lavard blev myrdet i 1131. Året efter blev biskop Eskil myrdet under en messe i Sankt Margrethe kirke i Viborg, sandsynligvis fordi han havde en alliance med kongen. Viborg fik nu en ny biskop, Sven, og en ny provst, Villo, blev ansat. Efter hans død, nogle år efter, valgte kannikerne Kjeld som provst, selvom de ikke var helt tilfredse med ham. Kjeld måtte overtales med bønner og han adlød.
Som provst forsatte han sit sagtmodige arbejde blandt de mange fattige, og folk kom til for at få hjælp og forbøn.
En beretning om Kjelds hellige væsen fortæller om dengang, der opstod en kraftig ildebrand i byen, og Kjeld løb op i domkirkens tårn, hvor han inderligt bad Gud om hjælp. På mirakuløs vis dæmpedes brandens rasen.
Dramatisk rejse til Lund
Mens Danmark var i borgerkrig i 1130’erne drog Kjeld til et kirkemøde ved ærkesædet i Lund for at mægle mellem de stridende parter. Undervejs blev han taget til fange af venderne, det fjendtlige folk ved østersøkysterne, og udplyndret. Han blev med Guds hjælp løskøbt af en præst og vendte tilbage til Viborg. Kjeld insisterede på at rejse til Lund igen for at bede de stridende parter om at enes. Det lykkedes, og da Kjeld ville rejse hjem igen, fik han gaver af kongen og ærkebiskoppen, som erstatning for det, han havde fået stjålet af venderne, en kostbar ring og meget guld.
På hjemvejen fik han i havnen øje på nogle fattige, som han gav ringen. Guldet fik han omsat til småpenge, som han kunne give til de fattig undervejs. Til sidst havde han ikke mere at give, men da han så en krøbling, der var nøgen og spedalsk, gav Kjeld ham sin kappe. Da Kjeld ville sørge for kørelejlighed til den syge, forsvandt manden for hans øjne, som var han et himmelsk væsen.
Mirakler i Aalborg
Af de skriftlige kilder fremgår det, at domkirken i Viborg modtog mange gaver. En stor del af dem bortgav provst Kjeld til de fattige, og det skabte så stor utilfredshed hos hans medbrødre, at de ønskede en anden provst. Kjeld måtte tåle deres fjendtlighed og bad om orlov. Han drog til Aalborg og virkede der som præst
Hans hellige væsen blev kendt af mange og der opstod jærtegn omkring ham. Under en morgenmesse i kirken slukkedes de mange tællelys pludseligt, mens han var ved at oplæse bibelteksten, og kirkerummet lå hen i mørke. Kjeld forsatte læsningen og så blussede alle lysene op igen af sig selv. Menigheden var forbløffet.
Atter provst i Viborg
Mens Kjeld var præst i Aalborg, fik han den indskydelse at rejse til venderne og forsøge at omvende dem med Guds ord og dermed blive martyr i Guds rige.
Han drog til fods på pilgrimsrejse til Rom, og forelagde pave Euginius III sit ærinde, men efter at have hørt Kjelds beretning om hans gerning derhjemme, overtalte paven ham i stedet til at vende hjem til Viborg og fortsætte sit arbejde som provst ved domkapitlet. Det skulle være en lektion i ydmyghed og lydighed for kannikerne, der ikke havde respekteret deres sagtmodige provst. Det var sikkert en stor skuffelse for Kjeld, men han var lydig mod paven.
Paven skrev til kannikerne og bad dem genindsætte Kjeld som provst i ærbødighed. Det gjorde de, og Kjeld genoptog sit arbejde i lydighed og nogenlunde fredeligt samarbejde med de andre. Han sørgede for at økonomien blev mere balanceret, så både brødrene og de fattige fik glæde af midlerne.
Kjelds salige død
Kjeld var kun provst i kort tid, før han blev syg, måske nedbrudt af den modstand han stadig mærkede fra medbrødrene. Da han blev svagere, bad han om at blive flyttet fra sit leje til kirken for at bede. Efter at han var blevet bragt tilbage til sit leje igen, talte han til alle omkring sig om sin forestående død og om skriftemålets, salvingens og alterets sakramente, som han nu havde behov for. Da han havde modtaget disse, befalede han sin sjæl i Herrens hånd og sov ind den 27. september 1150. Han blev gravsat i domkirken.
Undere ved graven
Kjeld havde allerede fået helgenstatus blandt folk inden sin død, så mange strømmede til hans grav. Snart efter begyndte der at ske undere ved graven. Optegnelser fortæller, at både børn og voksne, blinde, døvstumme, lamme og spedalske blev helbredt, og folk, der var besat af onde ånder, blev befriet.
Selvom en stor del af kannikerne stadig var imod Kjelds leveregler, måtte de erkende, at han var elsket af folket, og de begyndte at overveje, om Kirken kunne få gavn af de mange pilgrimme, der kunne lægge penge ved graven, hvis Kjeld fik helgenstatus.
Helgenkåring
Det har sandsynligvis været Viborgs datidige biskop Niels, der tog initiativet til at få Kjeld helgenkåret. Der skulle skrives en levnedsberetning, Skt. Kjelds Levned, som blev færdig senest 1187. Derefter blev den godkendt af ærkebiskop Absalon i Lund og af kongen, der sendte indstillingen om saligkåringen til pave Clemens III i Rom.
Han bad biskop Absalon undersøge beretningerne om underne ved Kjelds grav nærmere, og hvis biskop Absalon fandt beretningerne troværdige, skulle han kanonisere Kjeld og beslutte, hvornår og hvorledes han skulle fejres. Svaret vakte jubel i Viborg, og der blev lagt an til en stor kirke- og folkefest, der skulle afholdes i dagene omkring den 11. juli 1189. Denne særlige dag blev derefter regnet som helligdag i Viborg stift. Der blev skrevet liturgi til Skt. Kjelds messe og skrevet salmer til hans ære.
Den 11. juli blev den hellige Kjelds knogler lagt i et smukt udført og forgyldt helgenskrin, ”Sankt Kjelds Ark”. For at imødekomme de mange pilgrimme, byggede man et sidealter, Skt. Kelds kapel, hvor man hang skrinet op i en gylden kæde, så folk kunne se skrinet.
I de følgende mange år blev skrinet taget ned og båret i procession i byen ved særlige lejligheder, når man skulle påkalde den hellige Kjelds hjælp.
Den hellige. Kjeld blev stadig husket og æret op igennem århundrederne, og selv efter reformationen blev skrinet stadig opbevaret bag alteret. Men desværre gik det tabt ved en brand i 1726.
Indviet i den hellige Kjelds navn
Flere gader, pladser og kilder i Danmark er navngivet efter den hellige Kjeld; og ikke langt fra Viborg domkirke er den nyere katolske Skt. Kjelds kirke indviet til byens skytshelgen. I Viborg har man også Skt. Kjelds brønd. Den er et af de sidste stop på Skt. Kjelds pilgrimsrute der går fra Vor Frue Kirke i Aalborg til Viborg. Undervejs går man et stykke ad den gamle hærvej, hvor Kjeld efter al sandsynlighed har vandret.
På Kjelds fødeegn ved Venninge findes en gammel helligkilde, der blev opkaldt efter den hellige Kjeld. Den har ifølge folkeminder helbredende vand, og pilgrimme vandrer hvert år en tur igennem det livgivende vand.
Susanne Viby
Kilder:
Erling Agergaard, Sankt Kjeld af Viborg, en dansk helgen
og hans samtid. Viborg Pilgrimscentrum, 2015
Brian Patrick Mcguire, Glemte danske helgener. Jensen og Dalgaard, 2022
Internettet: Viborg Pilgrimscentrum. dk/kjelds-liv. Historien om Skt.Kjeld.
Kilder:
Erling Agergaard, Sankt Kjeld af Viborg, en dansk helgen
og hans samtid. Viborg Pilgrimscentrum, 2015
Brian Patrick Mcguire, Glemte danske helgener. Jensen og Dalgaard, 2022
Internettet: Viborg Pilgrimscentrum. dk/kjelds-liv. Historien om Skt.Kjeld.
fredag den 1. marts 2024
2024 - Nummer 1 - Marts
![]() |
Den hellige Josef Benedict Cottolengo malet af hans bror, Agostino Cottolengo |
6 - Den hellige Josef Benedict Cottolengo
10 - Om fasten
12 - 2024 er Bønnens år
13 - Aasebakkevalfarten fylder 75 år
14 - Jeg er skabt
15 - Fra Djævelens blækhus
16 - Pinse - bordbønner & billede
18 - Vor Frue af Öja
22 - Hellig Anders af Slagelse
27 - Budskaber fra Medjugorje
28 - Pavens anliggender
29 - Afdøde & messe for læserne
29 - Årets valfarter
30 - Jessica Powers
31 - Mit hjertes arkiv
Bønnens år ~ Håbets pilgrimme
2024 bliver det første år uden store bededag i kalenderen. Til gengæld har pave Frans udråbt året til at være Bønnens år.
Det gjorde han den 21. januar, i sin ugentlige Angelus-bøn, hvor han sagde:
Mottoet for Bønnens år er "Håbets pilgrimme", og Troslærekongregationen har i denne anledning udgivet et dokument, hvor der står:Det gjorde han den 21. januar, i sin ugentlige Angelus-bøn, hvor han sagde:
De kommende måneder vil føre frem til åbningen af den hellige dør, og dermed indledningen af det hellige år 2025. Jeg beder jer om at intensivere jeres bøn for på den måde at forberede os til at gennemleve denne nåderige begivenhed på en god måde og opleve styrken i Guds håb.
Derfor begynder vi i dag Bønnens År; det vil sige et år dedikeret til at genopdage den store værdi i og det enorme behov for bøn i vort personlige liv, i Kirkens liv og i verden.
Bønnens år bliver ikke et år med særlige initiativer; det er snarere en privilegeret tid til at genopdage bønnens værdi, behovet for daglig bøn i det kristne liv. Det er en tid til at opdage, hvordan man beder, og frem for alt hvordan man i denne digitale tidsalder kan uddanne mennesker i bøn, sådan at bønnen kan blive effektiv og frugtbar. Vi kan ikke benægte, at vor tid har et dybt behov for spiritualitet. Jo højere skriget bliver fra teknologien, der synes at opfylde alle vore ønsker, jo vigtigere bliver vor søgen efter en sand spiritualitet, der bringer os tilbage til mødet med os selv og sandheden om vor eksistens og dermed et inderligt forhold til Gud.
Det hellige år 2025 indledes den 24. december 2024, med den højtidelige åbning af den hellige dør i Peterskirken og afsluttes den 6. januar 2026.
Charlotte Olden-Jørgensen
Kilde www.vatican.va
Kilde www.vatican.va
Maj er Marias måned
Maj måned varsler ny vækst, og siden middelalderen har Kirken forbundet maj måned med Maria, Guds Moder. Forårets spirende frugtbarhed blev synonym for forventning og håb for os mennesker i Guds skaberværk. I det 13. århundrede skrev den spanske konge Alfonso X digtet "Cantigas de Santa Maria" til hendes ære.
I det 17. århundrede begyndte en ny skik i Verona i Italien, hvor man indviede hele maj måned til ære for den hellige Jomfru og kronede hende med en blomsterkrans og bad særlige bønner dedikeret til hende. Det blev efterhånden en tradition, som bredte sig til Rom, hvor Jesuitterne indførte den på deres kollegium som en slags renselsestid for de studerende.
Skikken bredte sig i 1800-tallet videre til Frankrig og Belgien, og siden til hele den katolske kirke, hvor familier indretter et alter i hjemmet til ære for Jomfru Maria og pryder det med blomster og lys. Her holdes hver dag en andagt med rosenkransen, bønner og salmer, hvor man indvier sig og sin familie og menighed til Jomfru Maria og beder om hendes beskyttelse.
Pave Paul Vl skrev i sin skrivelse "Mense Maio" i 1965, at maj, som Marias måned, er en god lejlighed til at indføje særlige bønner for fred i sin bøn til Vor Moder.
En af de bønner, man kan bede, er denne:
Maria, kære moder og dronning,
se, vi indvier denne dag til dig,
med al dens bøn og arbejde, besvær og glæde,
i forening med alt det, som dine børn i hele verden
vil udføre til din ære.
Lad det blive en hæderskrans, som glæder dit moderhjerte.
Du, som drager omsorg for os, tænk på os og bed for os.
Lad os igen denne dag arbejde og kæmpe
under din beskyttelse,
for at vi må blive værdige til din Søns nåde.
Amen.
I det 17. århundrede begyndte en ny skik i Verona i Italien, hvor man indviede hele maj måned til ære for den hellige Jomfru og kronede hende med en blomsterkrans og bad særlige bønner dedikeret til hende. Det blev efterhånden en tradition, som bredte sig til Rom, hvor Jesuitterne indførte den på deres kollegium som en slags renselsestid for de studerende.
Skikken bredte sig i 1800-tallet videre til Frankrig og Belgien, og siden til hele den katolske kirke, hvor familier indretter et alter i hjemmet til ære for Jomfru Maria og pryder det med blomster og lys. Her holdes hver dag en andagt med rosenkransen, bønner og salmer, hvor man indvier sig og sin familie og menighed til Jomfru Maria og beder om hendes beskyttelse.
Pave Paul Vl skrev i sin skrivelse "Mense Maio" i 1965, at maj, som Marias måned, er en god lejlighed til at indføje særlige bønner for fred i sin bøn til Vor Moder.
En af de bønner, man kan bede, er denne:
Maria, kære moder og dronning,
se, vi indvier denne dag til dig,
med al dens bøn og arbejde, besvær og glæde,
i forening med alt det, som dine børn i hele verden
vil udføre til din ære.
Lad det blive en hæderskrans, som glæder dit moderhjerte.
Du, som drager omsorg for os, tænk på os og bed for os.
Lad os igen denne dag arbejde og kæmpe
under din beskyttelse,
for at vi må blive værdige til din Søns nåde.
Amen.
Susanne Viby
Abonner på:
Opslag (Atom)