Jubilæumsåret 2024

I år er der mange ting, der fylder rundt eller halvrundt i den katolske Kirke i Danmark:

Sankt Josefs Karmel i Hillerød fyldte 25 år den 12. maj
Aasebakkevalfarten fyldte 75 år den 22. maj
Caritas fylder også 75 i år
I Hillerød er det kirkens skytshelgen, Sankt Vilhelm, der fejrer 800 året for sin kanonisering.
I Vejle fylder Vejle Kloster 120 år og Sankt Norberts Kirke 100 år.

Fra Ave Marias side skal der lyde et stort tillykke til alle.

2024 - Nummer 2 - Juni

4    Kære Læsere
5    Den helllige Kjeld af Viborg
9    At leve med sine gevinster og tab
12    En betragtning over Gud i mit indre
12    Årets valfarter
13    2024 er Bønnens år - Lær os at bede
14    Eukaristiske mirakler
16    Vor Frue af Aasebakken
18    Vor Frue af Ta' Pinu
24    Helligånden  og sakramenterne 1. del
29    Budskaber fra Medjugorje
30    Pavens anliggender
31    Bøn til Vor Frue af Ta' Pinu  

Den hellige Kjeld af Viborg

Viborg har deres egen værnehelgen, den hellige Kjeld, der er en af de få kanoniserede danske helgener. Han var kannik ved Viborg domkirke i 1100-tallet. Hans levnedsbeskrivelse og beretninger om undere og mirakler blev nedskrevet af en af hans elever, Matthæus.  

En gudsfrygtig dreng
Kjeld blev født omkring år 1100 i en fornem familie, der havde en gård i den lille by Venninge udenfor Randers. Hans mor lærte ham at læse og skrive og det blev bestemt, at den gudsfrygtige dreng skulle have et kirkeligt liv. Han var velbegavet og fik en videre uddannelse, sandsynligvis i udlandet. Han levede efter evangelierne og Jesu ord: ”Den, der ikke giver afkald på alt, hvad han ejer, kan ikke være min discipel”. Derfor besluttede han at opgive ikke blot sit gods, men også sig selv for at følge Kristus.

Hos kannikerne ved Viborg domkirke

Biskop Eskil i Viborg hørte om den fromme unge mand og indbød ham i 1120 til at blive optaget hos kannikerne (præsterne) ved Viborg domkirke.  Hos dem ville biskoppen indføre Augustins regel, som blev udbredt hos kannikerne i Danmark i de år, og han tænkte, at den sagtmodige Kjeld kunne inspirere brødrene til et frommere og mere regelbundet præsteliv.
    Kjeld blev sat til at undervise drengene ved domkirkens skole, den senere katedralskole, og han blev en afholdt læremester. Præsterne lærte ham latin og liturgi og han blev præsteviet. Kjeld var et omsorgsfuldt, barmhjertigt og gavmildt menneske. Han gav, hvad han kunne til de fattige og nødlidende, og det var ofte mere end, hvad de andre kanniker syntes var rimeligt.

Valgt til provst
I de år var der uro i Danmark. Magtkampe mellem konge og stormænd prægede landet og Knud Lavard blev myrdet i 1131. Året efter blev biskop Eskil myrdet under en messe i Sankt Margrethe kirke i Viborg, sandsynligvis fordi han havde en alliance med kongen. Viborg fik nu en ny biskop, Sven, og en ny provst, Villo, blev ansat.  Efter hans død, nogle år efter, valgte kannikerne Kjeld som provst, selvom de ikke var helt tilfredse med ham. Kjeld måtte overtales med bønner og han adlød.
    Som provst forsatte han sit sagtmodige arbejde blandt de mange fattige, og folk kom til for at få hjælp og forbøn.
    En beretning om Kjelds hellige væsen fortæller om dengang, der opstod en kraftig ildebrand i byen, og Kjeld løb op i domkirkens tårn, hvor han inderligt bad Gud om hjælp. På mirakuløs vis dæmpedes brandens rasen.

Dramatisk rejse til Lund
Mens Danmark var i borgerkrig i 1130’erne drog Kjeld til et kirkemøde ved ærkesædet i Lund for at mægle mellem de stridende parter.  Undervejs blev han taget til fange af venderne, det fjendtlige folk ved østersøkysterne, og udplyndret. Han blev med Guds hjælp løskøbt af en præst og vendte tilbage til Viborg.  Kjeld insisterede på at rejse til Lund igen for at bede de stridende parter om at enes. Det lykkedes, og da Kjeld ville rejse hjem igen, fik han gaver af kongen og ærkebiskoppen, som erstatning for det, han havde fået stjålet af venderne, en kostbar ring og meget guld.  
    På hjemvejen fik han i havnen øje på nogle fattige, som han gav ringen. Guldet fik han omsat til småpenge, som han kunne give til de fattig undervejs. Til sidst havde han ikke mere at give, men da han så en krøbling, der var nøgen og spedalsk, gav Kjeld ham sin kappe. Da Kjeld ville sørge for kørelejlighed til den syge, forsvandt manden for hans øjne, som var han et himmelsk væsen.

Mirakler i Aalborg
Af de skriftlige kilder fremgår det, at domkirken i Viborg modtog mange gaver. En stor del af dem bortgav provst Kjeld til de fattige, og det skabte så stor utilfredshed hos hans medbrødre, at de ønskede en anden provst. Kjeld måtte tåle deres fjendtlighed og bad om orlov. Han drog til Aalborg og virkede der som præst
    Hans hellige væsen blev kendt af mange og der opstod jærtegn omkring ham. Under en morgenmesse i kirken slukkedes de mange tællelys pludseligt, mens han var ved at oplæse bibelteksten, og kirkerummet lå hen i mørke. Kjeld forsatte læsningen og så blussede alle lysene op igen af sig selv. Menigheden var forbløffet.
 
Atter provst i Viborg
Mens Kjeld var præst i Aalborg, fik han den indskydelse at rejse til venderne og forsøge at omvende dem med Guds ord og dermed blive martyr i Guds rige.
   Han drog til fods på pilgrimsrejse til Rom, og forelagde pave Euginius III sit ærinde, men efter at have hørt Kjelds beretning om hans gerning derhjemme, overtalte paven ham i stedet til at vende hjem til Viborg og fortsætte sit arbejde som provst ved domkapitlet. Det skulle være en lektion i ydmyghed og lydighed for kannikerne, der ikke havde respekteret deres sagtmodige provst. Det var sikkert en stor skuffelse for Kjeld, men han var lydig mod paven.
    Paven skrev til kannikerne og bad dem genindsætte Kjeld som provst i ærbødighed. Det gjorde de, og Kjeld genoptog sit arbejde i lydighed og  nogenlunde fredeligt samarbejde med de andre. Han sørgede for at økonomien blev mere balanceret, så både brødrene og de fattige fik glæde af midlerne.

Kjelds salige død
Kjeld var kun provst i kort tid, før han blev syg, måske nedbrudt af den modstand han stadig mærkede fra medbrødrene. Da han blev svagere, bad han om at blive flyttet fra sit leje til kirken for at bede. Efter at han var blevet bragt tilbage til sit leje igen, talte han til alle omkring sig om sin forestående død og om skriftemålets, salvingens og alterets sakramente, som han nu havde behov for. Da han havde modtaget disse, befalede han sin sjæl i Herrens hånd og sov ind den 27. september 1150. Han blev gravsat i domkirken.

Undere ved graven
Kjeld havde allerede fået helgenstatus blandt folk inden sin død, så mange strømmede til hans grav. Snart efter begyndte der at ske undere ved graven. Optegnelser fortæller, at både børn og voksne, blinde, døvstumme, lamme og  spedalske blev helbredt, og folk, der var besat af onde ånder, blev befriet.
    Selvom en stor del af kannikerne stadig var imod Kjelds leveregler, måtte de erkende, at han var elsket af folket, og de begyndte at overveje, om Kirken kunne få gavn af de mange pilgrimme, der kunne lægge penge ved graven, hvis Kjeld fik helgenstatus.  


Helgenkåring
Det har sandsynligvis været Viborgs datidige biskop Niels, der tog initiativet til at få Kjeld helgenkåret. Der skulle skrives en levnedsberetning, Skt. Kjelds Levned, som blev færdig senest 1187. Derefter blev den godkendt af ærkebiskop Absalon i Lund og af kongen, der sendte indstillingen om saligkåringen til pave Clemens III i Rom.
    Han bad biskop Absalon undersøge beretningerne om underne ved Kjelds grav nærmere, og hvis biskop Absalon fandt beretningerne troværdige, skulle han kanonisere Kjeld og beslutte, hvornår og hvorledes han skulle fejres. Svaret vakte jubel i Viborg, og der blev lagt an til en stor kirke- og folkefest, der skulle afholdes i dagene omkring den 11. juli 1189. Denne særlige dag blev derefter regnet som helligdag i Viborg stift. Der blev skrevet liturgi til Skt. Kjelds messe og skrevet salmer til hans ære.
    Den 11. juli blev den hellige Kjelds knogler lagt i et smukt udført og forgyldt helgenskrin, ”Sankt Kjelds Ark”.  For at imødekomme de mange pilgrimme, byggede man et sidealter, Skt. Kelds kapel, hvor man hang skrinet op i en gylden kæde, så folk kunne se skrinet.
    I de følgende mange år blev skrinet taget ned og båret i procession i byen ved særlige lejligheder, når man skulle påkalde den hellige Kjelds hjælp.
    Den hellige. Kjeld blev stadig husket og æret op igennem århundrederne, og selv efter reformationen blev skrinet stadig opbevaret bag alteret. Men desværre gik det tabt ved en brand i 1726.

Indviet i den hellige Kjelds navn
Flere gader, pladser og kilder i Danmark er navngivet efter den hellige Kjeld; og ikke langt fra Viborg domkirke er den nyere katolske Skt. Kjelds kirke indviet til byens skytshelgen. I Viborg har man også Skt. Kjelds brønd. Den er et af de sidste stop på Skt. Kjelds pilgrimsrute der går fra Vor Frue Kirke i Aalborg til Viborg. Undervejs går man et stykke ad den gamle hærvej, hvor Kjeld efter al sandsynlighed har vandret.
    På Kjelds fødeegn ved Venninge findes en gammel helligkilde, der blev opkaldt efter den hellige Kjeld. Den har ifølge folkeminder helbredende vand, og  pilgrimme vandrer hvert år en tur igennem det livgivende vand.

Susanne Viby

Kilder:
Erling Agergaard, Sankt Kjeld af Viborg, en dansk helgen
og hans samtid. Viborg Pilgrimscentrum, 2015
Brian Patrick Mcguire, Glemte danske helgener. Jensen og Dalgaard, 2022
Internettet: Viborg Pilgrimscentrum. dk/kjelds-liv. Historien om Skt.Kjeld.

2024 - Nummer 1 - Marts

Den hellige Josef Benedict Cottolengo
malet af hans bror, Agostino Cottolengo

  5 - Maj er Marias måned
  6 - Den hellige Josef Benedict Cottolengo
10 - Om fasten
12 - 2024 er Bønnens år
13 - Aasebakkevalfarten fylder 75 år
14 - Jeg er skabt
15 - Fra Djævelens blækhus
16 - Pinse - bordbønner & billede
18 - Vor Frue af Öja
22 - Hellig Anders af Slagelse
27 - Budskaber fra Medjugorje
28 - Pavens anliggender
29 - Afdøde & messe for læserne
29  - Årets valfarter
30 - Jessica Powers
31 - Mit hjertes arkiv

Bønnens år ~ Håbets pilgrimme

2024 bliver det første år uden store bededag i kalenderen. Til gengæld har pave Frans udråbt året til at være Bønnens år.

Det gjorde han den 21. januar, i sin ugentlige Angelus-bøn, hvor han sagde:

De kommende måneder vil føre frem til åbningen af den hellige dør, og dermed indledningen af det hellige år 2025. Jeg beder jer om at intensivere jeres bøn for på den måde at forberede os til at gennemleve denne nåderige begivenhed på en god måde og opleve styrken i Guds håb.

    Derfor begynder vi i dag Bønnens År; det vil sige et år dedikeret til at genopdage den store værdi i og det enorme behov for bøn i vort personlige liv, i Kirkens liv og i verden.

Mottoet for Bønnens år er "Håbets pilgrimme", og Troslærekongregationen har i denne anledning udgivet et dokument, hvor der står:

Bønnens år bliver ikke et år med særlige initiativer; det er snarere en privilegeret tid til at genopdage bønnens værdi, behovet for daglig bøn i det kristne liv. Det er en tid til at opdage, hvordan man beder, og frem for alt hvordan man i denne digitale tidsalder kan uddanne mennesker i bøn, sådan at  bønnen kan blive effektiv og frugtbar. Vi kan ikke benægte, at vor tid har et dybt behov for spiritualitet. Jo højere skriget bliver fra teknologien, der synes at opfylde alle vore ønsker, jo vigtigere bliver vor søgen efter en sand spiritualitet, der bringer os tilbage til mødet med os selv og sandheden om vor eksistens og dermed et inderligt forhold til Gud.

Det hellige år 2025 indledes den 24. december 2024, med den højtidelige åbning af den hellige dør i Peterskirken og afsluttes den 6. januar 2026.

Charlotte Olden-Jørgensen
Kilde www.vatican.va

Maj er Marias måned

Maj måned varsler ny vækst, og siden middelalderen har Kirken forbundet maj måned med Maria, Guds Moder.  Forårets spirende frugtbarhed blev synonym for forventning og håb for os mennesker i Guds skaberværk. I det 13. århundrede skrev den spanske konge Alfonso X digtet "Cantigas de Santa Maria" til hendes ære.

    I det 17. århundrede begyndte en ny skik i Verona i Italien, hvor man indviede hele maj måned til ære for den hellige Jomfru og kronede hende med en blomsterkrans og bad særlige bønner dedikeret til hende. Det blev efterhånden en tradition, som bredte sig til Rom, hvor Jesuitterne indførte den på deres kollegium som en slags renselsestid for de studerende.
    Skikken bredte sig i 1800-tallet videre til Frankrig og Belgien, og siden til hele den katolske kirke, hvor familier indretter et alter i hjemmet til ære for Jomfru Maria og pryder det med blomster og lys. Her holdes  hver dag en andagt med rosenkransen,  bønner og salmer, hvor man indvier sig og sin familie og menighed til Jomfru Maria og beder om hendes beskyttelse.
    Pave Paul Vl skrev i sin skrivelse "Mense Maio" i 1965, at maj, som Marias måned, er en god lejlighed til at indføje særlige bønner for fred i sin bøn til Vor Moder.
 
En af de bønner, man kan bede, er denne:
    Maria, kære moder og dronning,
    se, vi indvier denne dag til dig,
    med al dens bøn og arbejde, besvær og glæde,
    i forening med alt det, som dine børn i hele verden
    vil udføre til din ære.
    Lad det blive en hæderskrans, som glæder dit moderhjerte.
    Du, som drager omsorg for os, tænk på os og bed for os.
    Lad os igen denne dag arbejde og kæmpe
    under din beskyttelse,
    for at vi må blive værdige til din Søns nåde.
        Amen.

Susanne Viby