Den hellige Henrik af Uppsala ~ Finlands værnehelgen

Den hellige Henrik
ca. 1100-1160
Festdag 19. januar

Henrik blev født i England, hvor han blev præst. Senere flyttede han til Rom. Man mener, at han rejste til Sverige og Norge sammen med Nikolas Breakspeare, som senere blev pave Hadrian IV. Henrik blev udnævnt til biskop af Uppsala og drog i 1157 på korstog til det sydvestlige Finland sammen med kong Erik den hellige af Sverige (ca. 1120-1160). Finland var den gang en østlig svensk provins og finnerne angreb nogle gange Sverige. Så det handlede ikke kun om at udbrede kristendommen, men også om at stadfæste Sveriges herredømme. Missionsindsatsen i Finland skete fra øst gennem handelsfolk og munke og fra vest gennem Sverige. Kong Erik og Henrik tilbød fred og kristendom til de hedenske finnere, men de afviste det. Der blev kæmpet bravt, men finnenerne tabte slaget. Det berettes, at kong Erik græd over de døde fjender, fordi de døde uden at være blevet døbt. Senere lod Henrik finnere døbe i en kilde i Kubbis, som ligger ved Åbo (på finsk: Turku) Henrik blev i det sydvestlige Finland som missionsbiskop. Det berettes, at han hellere ville leve et liv som forkynder end som en højtstående biskop. Henrik lod bygge en lille kirke i Nousis. Der blev senere oprettet et bispesæde i Åbo.

Henriks martyrium
I 1160 led Henrik martyrdøden. Det berettes, at han havde idømt en bonde en streng bod, fordi bonden havde dræbt en svensk soldat. Henrik ville ikke give ham adgang til at modtage kommunion, før han havde udført boden. Bonden blev rasende, så han forfulgte Henrik, der drog rundt på ski i området. Da bonden fandt Henrik, dræbte han ham med en økse. I sejrsrusen tog han den hue, som Henrik bar, og satte den på sit eget hoved. Det skulle han aldrig have gjort. Huen groede nemlig fast på hans hovedbund, så han ikke kunne fjerne den uden at trække både hud og hår af. Så drabsmanden måtte beholde huen på sommer og vinter, dag og nat som straf for sin udåd. Derudover blev han forfulgt af mus, som gnavede i hans ben. Han levede kun et år efter mordet. Hans død var også dramatisk. Han kravlede op i et træ for at undgå musene, men de gnavede stammen over og både soldaten og musene faldt i en sø og druknede. Søen hedder den dag Hirijärvi, som betyder Musesøen.
    Henrik havde givet sine folk instrukser om, hvad de skulle gøre, hvis han døde. I overensstemmelse med disse spændte de et par okser foran biskoppens båre og lod dem gå, hvorhen de ville. Okserne gjorde et kort ophold i Repola, hvor der blev rejst et kors af sten. Næste stop var Moisi bakke. Der byggede man et lille kapel. Til slut standsede okserne i Nousis, hvor Henrik blev begravet.

Mirakler
Der berettes om mange mirakler på Henriks forbøn. En blind mand fik synet igen, flere børn blev genopvakt fra de døde, der skete helbredelser for alvorlige sygdomme og lammelser og en gruppe fiskere overlevede en storm. Man kunne også opleve en slags straf for at håne Henrik, som det skete for en svensker, som fik en slem mavepine bagefter.

Henriks eftermæle
Man mener, at legenden om Henrik blev skrevet omkring år 1300 i forbindelse med at Henriks relikvier blev overført til domkirken i Åbo. Kirken fik navnet Vor Frues og Henriks Kirke. Senere blev Henriks første gravsted, kirken i Nousis, forsynet med et monument, hvorpå hele Henrikslegenden er indgraveret. I Dalarna i Sverige kan man også finde Henriks-billeder. Det er på alterskabet i Amsbergs kapel, som viser Den hellige Erik og Den hellige Henrik side om side og et sejlskib, der styrer ind mod et landskab, som hentyder til deres korstog til Finland.

Skrevet af Anne Balleby.
Kilder: Donald Attwater helgenleksikon,
den norske katolske kirkes hjemmeside
og internettet