søndag den 1. september 2024

Solsangen ~ Skabningens lovsang

I 2025 er det 800 år siden at Frans af Assisi skrev Solsangen

Allerhøjeste, almægtige, gode Herre, din er al lov, pris og ære og al velsignelse. Dig alene, Allerhøjeste, tilkommer de, og intet menneske er værdigt at nævne dit navn.

Lovet være du, min Herre, med alle dine skabninger, især hr. broder sol, som er dagen, og ved ham oplyser du os. Og han er smuk og strålende med stor glans. På dig, Allerhøjeste, er han et billede.

Lovet være du, min Herre, for søster måne og stjernerne. På himlen har du skabt dem, klare og kostelige og skønne.

Lovet være du, min Herre, for broder vind og luften og skyerne og godt vejr og al slags vejr, hvorved du opretholder dine skabninger.

Lovet være du, min Herre, for søster vand, som er såre nyttig og ydmyg
og kostelig og kysk.

Lovet være du, min Herre, for broder ild, ved hvem du oplyser natten; og han er smuk og munter og kraftig og stærk.

Lovet være du, min Herre, for vor søster moder jord, som opretholder og nærer os og frembringer alskens frugter og farverige blomster og græs.

Lovet være du, min Herre, for dem, som tilgiver af kærlighed til dig og udholder skrøbelighed og trængsel. Salige er de, som udholder disse ting i fred, for af dig, Allerhøjeste, vil de blive kronet.

Lovet være du, min Herre,  for vor søster, den legemlige død, som intet levende menneske kan undslippe. Ve dem, der dør i dødssynd. Salige er de, som døden finder indesluttet i din allerhelligste vilje, for den anden død kan ikke gøre dem noget ondt.
 
Lov og pris min Herre, og tak ham og tjen ham med stor ydmyghed.

Katolsk bønnebog, Ansgarstiftelsens Forlag, København 2013


Ingen kommentarer:

Send en kommentar