Rosenkransbøn i oktober måned - pavens opfordring.

Pave Frans

Den Hellige Fader har besluttet at opfordre alle de troende i hele verden til at bede rosenkransen hver dag i oktober, der jo er Marias måned. Derudover opfordrer han til at vi som Guds folk forener os i fællesskab og bod ved at bede den hellige Guds Moder og Ærkeenglen Michael for at beskytte Kirken fra Djævelen, som altid søger at splitte os fra Gud og hinanden.
     Paven opfordrer os altså til at afslutte rosenkransbønnen med den gamle Mariabøn "Sub tuum præsidium", og påkaldelse af sankt Michael, ærkeenglen der beskytter os og hjælper i kampen mod ondskab (se Johannes' åbenbaring 12, 7-12).
     Bønnen "Sub tuum praesidium" lyder som følger:      

     Til din beskyttelse tager vi vor tilflugt, 
     hellige Gudsmoder!
     Vend dig ikke bort fra os, 
     når vi anråber dig i vor nød, 
     men fri os altid ud af alle farer, 

     du herlighedsfulde og velsignede Jomfru.                                     (Bønnebogen s, 194) 

Paven opfordrer de troende i hele verden om at bede om, at den hellige Guds Moder må tage Kirken under sin beskyttende kappe for at bevare den mod angreb fra den onde, den store anklager, og på én og samme til gøre Kirken mere bevidst om den skyld, de vildfarelser, de fejl og de overgreb, som er blevet begået både nu og før i tiden og gøre den mere opsat på uden tøven at kæmpe for, at det onde ikke må sejre.
     Paven opfordrer os til i hele oktober måned også at afslutte rosenkrans bønnen med Leo XIIIs bøn:
   

      Hellige ærkeengel Mikael, forsvar os i striden, 
      vær du vort værn mod djævelens ondskab og list. 
     Ydmygt beder vi om, at Gud vil knægte ham. 
     Og du, himmelske hærfører: 
     fordriv med guddommelig kraft Satan og de andre onde ånder, 
     som til sjælenes ulykke strejfer omkring i verden, 
     og kast dem i helvede. 

          Amen.                                                                                                               (Bønnebogen s. 356) 

Kilde: vatican.va - 29. september 2018. Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen.

Relikvievalfarten

Relikvievalfarten fandt sted i september 2018.

 

 Læs om den Hellige Thérèses besøg i Norden her.

Meditation og bønsintentioner for september

Kærlighed!
Da jeg betragtede Kirkens mystiske legeme, havde jeg ikke genkendt mig selv i nogen af de lemmer, som Paulus talte om, eller jeg ville snarere se mig selv i dem alle sammen ... Kærligheden blev nøglen til mit kald. Jeg forstod, at hvis Kirken havde et legeme, der bestod af forskellige lemmer, kunne den ikke mangle det mest nødvendige, det ædleste af dem alle, jeg forstod at Kirken havde et hjerte, og at dette hjerte brændte af kærlighed. Jeg forstod, at kærligheden alene styrede alle Kirkens lemmer, og at hvis kærligheden slukkedes, ville apostlene ikke længere ville forkynde evangeliet, martyrerne ville nægte at udgyde deres blod ... Jeg forstod, at Kærligheden rummede alle kald, at kærligheden var alt, at den omfattede alle tider og alle steder … at den kort sagt er evig!
     Overvældet af ustyrlig glæde udbrød jeg: O Jesus, min Elskede … endelig har jeg fundet mit kald, mit kald er at elske!
     Det, som barnet beder om, er kærlighed ... Det ved ikke af andet end at elske dig, o Jesus! Strålende bedrifter er umuligt for det, det kan ikke prædike evangeliet heller ikke udgyde sit blod …  men hvad gør det, det klarer dets brødre jo, og det lille barn selv holder sig lige i nærheden af Kongens og Dronningens trone; det elsker for sine brødre, der kæmper … Men hvordan skal det vidne om sin kærlighed, for kærligheden kommer jo til udtryk i gerninger? Jo, det lille barn vil strø blomster og indhylle kongetronen i deres duft, med sin klokkeklare stemme vil det synge kærlighedens lovsang ...
      Ja, min Elskede, sådan skal mit liv fortæres ... Jeg kan ikke vise dig min kærlighed på anden måde end ved at strø blomster, det vil sige ikke undlade det mindste lille offer, eller blik eller ord, udnytte alle de mindste lejligheder og gøre det af kærlighed ... Jeg vil lide af kærlighed og også nyde af kærlighed; på den måde vil jeg strø blomster foran din trone, ikke en eneste blomst vil jeg undlade at plukke bladene af til dig, og mens jeg strør mine blomster, vil jeg synge (er det mon muligt at græde, når man foretager sig noget så frydefuldt?), jeg vil synge selv når jeg må plukke mine blomster blandt torne …

                 (Fra Mit kald er at elske, side 266 og 268)

”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.”
     Min elskede Moder, mens jeg mediterede over disse Jesu ord, gik det op for mig hvor ufuldkommen min kærlighed til mine søstre var. Jeg indså, at jeg ikke elskede dem, som Vorherre elsker dem. [...]
     O Gud, jeg ved, at du ikke påbyder noget umuligt, du kender bedre end jeg selv min svaghed og min ufuldkommenhed, du ved, at jeg aldrig ville kunne elske mine søstre, som du elsker dem, hvis ikke du selv, o min Jesus elskede dem gennem mig. Det var for at skænke mig den nåde, at du fremsatte et nyt bud. Å, hvor jeg elsker det, for det giver mig sikkerhed for, at det er din vilje gennem mig at elske alle dem, du befaler mig at elske! …    
   Ja, jeg mærker tydeligt, at når jeg elsker, at det alene er Jesus, der handler gennem mig; jo tættere jeg er forenet med Ham, jo mere elsker jeg alle mine søstre. Når jeg vil øge denne kærlighed i mig, især når djævelen prøver at få mig til at lægge mærke til fejlene hos en eller anden søster, som jeg ikke bryder mig så meget om, bestræber jeg mig på at finde hendes gode sider og se hendes gode hensigter. Jeg siger til mig selv, at jeg måske har set hende fejle en gang, men at det udmærket godt kan være, at hun har hjemført en række sejre, som hun holder for sig selv af lutter ydmyghed, og at det, der forekommer mig at være en fejl, på grund af den gode hensigt meget vel kan være en god gerning.
 (Fra Mit kald er at elske side 212 og 213)

Meditation
Kærlighed er Åndens frugt par excellence. Kærlighed var Thereses kald, det hun søgte efter sammen med fuldendelsen af det kristne liv. Thérèse havde oplevet kærlighed i sin familie og lærte Guds essens at kende: Gud er kærlighed. Kærligheden i familien var blevet næret af Guds given sig selv i den hellige messe. Derfor vidste hun, at kærlighed er næret af ofre og hengivenhed; ligegyldighed var noget, der var fremmed for hende. Hendes dedikation til det religiøse liv fandt sit brændsel i Ham, som hun vidste elskede hende; hun vidste, at Jesus var den virkende kraft, når hun elskede. Det er gennem foreningen med Jesus, at vi også bliver kærlighed. Det er her, vi bliver ét med vores nabo, ligesom vi bliver ét med Jesus i den Hellige kommunion. Hertil er det, at vores lille søster og hendes hellige forældre vil drage os, nu hvor de endelig kommer.

Bønsintentioner

• Uge 36: At vi bevidst åbner vore hjerter og byder Jesus velkommen i den hellige messe.
• Uge 37: At vi af hjertet må ofre os for vor næste og ikke lukke os for nogen.
• Uge 38: At vi må tage os tid til at deltage i den hellige messe så ofte som vi kan, og så trofast leve den hellige messes selvopofrelse i hverdagen.
• Uge 39: At alle vi, der snart skal ære den lille Thérèse og hendes forældre på deres pilgrimsrejse gennem vore lande, må modtage de rigelige nådegaver, vi har længtes efter i løbet af de ni månedes forberedelse.

September 2018 - nummer 3

Indhold september 2018

Kære Læsere
Vor Frue af Knock
Et besøg i Knock
Den hellige Katarina af Alexandria
393 katolikker - Ny bog fra Katolsk Forlag
Bøn til vor Frue af Knock - billede
J'ai besoin de toi - Et kald til bøn for præsterne
Splid, ikke fred
Paverne i Knock
Ord af den hellige Thérèse
Et mirakel på Thérèse af Lisieux' forbøn
Budskaber fra Medjugorje
Paven til familierne
Pavens anliggender
Af kalenderen
Bøn til Zélie og Louis Martin

Pilgrimme ved et tilfælde - Besøg i Knock

af Birgitte og Carsten Erichsen
     For nogle år siden var vi på ferie i Irland. Vi fløj til Dublin og lejede en bil. Irland er dejligt, grønt og gæstfrit – Dublin en herlig by at færdes i. Den er overskuelig. Husene er aldrig særlig høje, så man ”drukner” ikke i storbyen! Det var ikke det store problem at køre bil på den grønne ø, når man lige fik nogle minutter til at vænne sig til, at rattet (og trafikken i øvrigt) er i ”den forkerte side”. Vi satte os for at køre øen rundt, og vi boede hos venlige folk i Bed & Breakfast rundt omkring. Vi foretrækker altid at køre ad de små veje – bort fra hovedstrøgene, da det er her, de store oplevelser oftest gemmer sig. Den oplevelse, der gemte sig forude, var vi helt uforberedte på. Vi havde vores kort og guide på dansk. Det var vel 3. eller 4. dag på turen rundt, så vi var øvede Irlandsfarere, syntes vi. Vi forlod den solbeskinnede nordvestkyst for at køre mod det smukke Galway. Vejret blev efterhånden typisk irsk: småtåget støvregn – men det var sommer, og alt var så grønt. Vi kørte ad små veje med høje hække. Uendelige marker med får, de smukkeste landskaber: stålgrå himmel som kontrast til lysende grønne bakker. Sulten begyndte at melde sig, da vi så et skilt til en by: Knock. Den by havde vi aldrig hørt om, så der måtte vi ind. Måske var der et konditori eller lignende.

Den nye katedral, Irlands Dronning, indviet i 1976

     Men snart måtte vi erkende, at dette ikke var nogen helt almindelig irsk by. Souvenirbutikker med religiøse genstande (mange Maria-statuetter) samt turistbusser fortalte os, at vi var kommet til et pilgrimsmål – og hvilket sted! Her – bogstaveligt talt ”in the middle of nowhere” - havde Jomfru Maria vist sig. Og siden dagen for tilsynekomsten i 1879 har stedet ændret sig fra en flække til et pilgrimsmål med katedral, hoteller, campingplads, museum, besøgscenter og talrige butikker.

Figurerne på gavlen

     Som billedet antyder, viste Maria sig sammen med Josef og apostlen Johannes – og et lam! - i 1879. To kvinder så dem træde frem på gavlen på byens kirke. De hentede folk fra byen, som også blev vidner til tilsynekomsten: i alt 15 vidner. Tilsynekomsten var tavs – ingen sagde noget. Hvad skulle det betyde? Rygtet spredtes, og snart begyndte pilgrimme at opsøge stedet. Besøgende blev pludse lig udfriet fra syg dom me – ja, der skete helbredelsesmirakler: blinde så, lamme gik!
     Det helbredende vand flyder fra en kilde, som enhver kan drikke af. Vi så mange fylde dunke med vand – og det var også muligt at købe små flasker, som lettere kunne medbringes i bagagen. Det var overvældende helt uforberedt at blive vidne til et pilgrimsmål af denne karakter sådan midt ude på landet.

Flasker til vand med billede af vor Frue af Knock.

     Da pave Johannes Paul II besøgte Knock i 1979, kunne han lande på byens flyveplads – så meget er der sket med Knock på grund af tilsynekomsten 100 år tidligere!

Den kæmpestore udendørs rosenkrans er opsat i anledning af jubelåret 2000 (kunstner: Micheal Gregg). I nichen bag brudeparret ses den gyldne rose, Johannes Paul II skænkedekirken i 1979, i anledning af 100året for åbenbaringen i Knock

Den gyldne rose

Således kan man uforvarende pludselig få en stor oplevelse, hvis man søger bort fra ”hovedvejen” og lader fantasien råde!

Her kan man se, hvordan glaskapellet dækker gavle af den gamle kirkebygning.

Interiør fra katedralen – bygget i 1970’erne - hvor underet skildres på altertæppet.

Vand fra kilden i Knock

Kapel bygget på kirkens ydermur, hvor tilsynekomsten fandt sted. Her beder pilgrimme i stilhed.

Bøn til Zélie og Louis Martin

     Herre Jesus Kristus, du har instiftet ægteskabets sakramente som et tegn på din trofaste kærlighed til Kirken, din brud.
     Vi takker dig for at du i Zélie og Louis Martin har givet os et ægtepar, som gennem deres liv i gensidig kærlighed og fælleskab er blevet et levende tegn på denne virkelighed.
     Hjælp alle ægtepar at de ved deres forbøn kan leve uopløseligt forenede i kærlighed og gensidig hjælp, så at mange kan forstå den nåde som altid kan formidles gennem ægteskabets sakramente. Ved Jesus Kristus, vor Herre.
     Amen

Kardinal Anders Arborelius OCD

Oversat af Anne Balleby