2023 - Nummer 4 - december

  3 - Abonnementsfornyelse
  4 - Kære Læsere
  6 - Den hellige Margrethe af Roskilde
10 - Ny bog fra Forlaget Ave Maria
11 - Broder Lorens af Opstandelsen
14 - Forkyndelse er glæde
16 - Min morfars rosenkrans
18 - Kan man lide for andres frelse?
20 - Lær mig at kende dine veje
22 - Rosenkransen i Vestre Fængsel
24 - 650-års jubilæum for den hellige Birgittas himmelske fødselsdag
29 - Budskaber fra Medjugorje
30 - Pavens anliggender
31 - Bøn om glæde



Forsidebilledet forestiller den hellige Birgitta af Vadstena. Og redaktionen vil gøre opmærksom på to  fejl, der vedrører denne gode artikel.

For det første står der i billedteksten, at artiklen er at finde på side 22, men som det også fremgår af indholdsfortegnelsen herover, findes artiklen om den hellige Birgitta på side 24.

For det andet står der i det allerførste afsnit på side 24:

"Den 7. oktober i år fejrede Birgittinerordenen, Den Allerhelligste Frelsers Orden (Ordo Sanctissimi Salvatoris) 650 års jubilæum for sin grundlæggelse. Repræsentanter fra hele verden samledes i huset på Piazza Farnese i Rom. Det er nemlig i huset på Piazza Farnese, at grundlæggeren af Nordens eneste klosterordenen, den hellige Birgitta af Sverige, har boet og døde den 7. oktober 1373."

Årstallet, 1373, er ganske rigtigt, men den hellige Birgitta døde altså den 23. juli, den dag, hvor hun også fejres i Kirken.

Redaktionen undskylder.

Forkyndelse er glæde

Pave Frans

Kære brødre og søstre, i dag vil jeg tale om et vigtigt aspekt af den apostoliske iver - inspireret af den apostoliske skrivelse Evangelii Gaudium, hvis 10-års jubilæum vi fejrer i denne måned. Det drejer sig nemlig om substansen i evangeliseringen: glæde.     
    Det kristne budskab, som vi har hørt i englens ord til hyrderne, er forkyndelsen af "en stor glæde" (Luk 2, 10). Og hvad er årsagen? Gode nyheder, en overraskelse, en smuk begivenhed? Endnu mere, en person: Jesus! Han er den menneskevordne Gud, som kom til os. Spørgsmålet, kære brødre og søstre, er derfor ikke, om vi skal forkynde det, men hvordan vi skal forkynde det, og dette "hvordan" er glæde. Enten forkynder vi Jesus med glæde, eller også forkynder vi Ham ikke, for andre måder at forkynde Ham på er ikke i stand til at viderebringe Jesu sande virkelighed.
    Det er derfor, at en kristen, der er utilfreds, trist eller endnu værre, vred eller bitter, ikke er troværdig. Denne person vil tale om Jesus, men ingen vil tro på ham! Evangelisering kan virke overflødig, unødvendig, netop fordi den udspringer af en overflod og ikke af et pres. Og hvis man forsøger at evangelisere på baggrund af en ideologi, virker det ikke. For Evangeliet er en forkyndelse af glæde. Ideologier er kolde alle sammen. Evangeliet har glædens varme. Ideologier ved ikke, hvordan man smiler; evangeliet er en glæde, det får dig til at smile, fordi det rører sjælen med det glade budskab.

Jesus er glæde
Jesu fødsel, i historien som i livet, er kilden til glæde: Glæden ved den opstandne Jesus. Et møde med Jesus giver dig altid glæde, og hvis det ikke sker, er det ikke et sandt møde med Jesus.
    Jesu handlen med disciplene i Emmaus fortæller os, at de første, der har brug for at blive evangeliseret, er disciplene - os kristne. Og det er meget vigtigt. Midt i nutidens hastige og forvirrede miljø kan vi komme til at leve vor tro med en stille følelse af tilbagetrækning og opgivelse; en følelse af at evangeliet ikke længere bliver hørt, og at det ikke er umagen værd at forkynde det. Vi kan endda blive fristet til at lade "de andre" gå deres egne veje.
    I stedet er det netop nu, vi skal vende tilbage til evangeliet for at opdage, at Kristus "er evigt ung, og en evig kilde til nyt" (jf. Evangelii gaudium, 11).
    Som de to i Emmaus vender vi tilbage til hverdagen med samme begejstring som én, der har fundet en skat: De var glade, fordi de havde fundet Jesus, og Han havde forandret deres liv. Og man opdager, at menneskeheden bugner af brødre og søstre, der venter på et ord om håb. Selv i dag venter man på evangeliet. Mennesker i dag er som mennesker til alle tider: De har brug for det. Selv samfundet med dets programmerede vantro og institutionaliserede sekularisering; ja, især de samfund, der lader de religiøse rum ligge øde hen, har brug for Jesus. Nu er det rette øjeblik for forkyndelsen af Jesus.

Forkynd med glæde
Derfor vil jeg igen gerne sige til alle: "Evangeliets glæde fylder hjerterne og livet hos alle, der møder Jesus. De, der tager imod Hans tilbud om frelse, bliver sat fri fra synd, sorg, indre tomhed og ensomhed. Med Kristus genfødes glæden igen og igen." Glem ikke dette. Og hvis nogen ikke oplever denne indre glæde, bør de spørge sig selv, om de har fundet Jesus. Evangeliet vandrer ad glædens vej, altid, det er den store forkyndelse.
    Jeg opfordrer alle jer kristne, overalt, i dette øjeblik, hvor I end er, hvordan I end har det, til nu og her at forny jeres møde med Jesus Kristus (jf. Evangelii gaudium, 1,1.3) Enhver af os skal tage sig lidt tid og tænke: "Jesus, du er i mig. Jeg ønsker at møde dig hver dag. Du er en person, du er ikke en idé; du er en rejsekammerat, du er ikke et program. Du, Jesus, er kilden til glæde. Du er begyndelsen på evangeliseringen. Du, Jesus, er glædens kilde!" Amen.

--  --  --  --  --  --  -- 

Paven afsluttede denne generalaudiens med en opfordring til at bede for fred:
    Lad os bede, brødre og søstre, om fred, især i det plagede Ukraine, som lider så meget, men også i Det Hellige Land, i Palæstina og Israel, og lad os ikke glemme Sudan, som lider så meget, og lad os tænke på, at hvor der er krig, er der mange krige!
    Lad os bede for fred: Vi skal hver dag tage os tid til at bede for fred. Vi ønsker fred. Min velsignelse til alle!

Oversat og redigeret af Charlotte Olden-Jørgensen efter www.vatican.va,
Generalaudiens onsdag den 15. november 2023.
Katekese. Passionen for evangelisering: den troendes apostoliske iver.  
Afsnit 26. Forkyndelse er glæde

Lær mig at kende dine veje

Jakob Peter Mynster Paulli blev født ind i en protestantisk præsteslægt i København den 24. marts 1844
    Efter at være blevet cand.theol var han i nogle år præst i Asminderød og Grønholt i Nordsjælland, og blev derefter kapellan ved Vor Frue kirke i København. I 1884 blev han udnævnt til kongelig konfessionarius og var gennem en menneskealder kongehusets afholdte og trofaste tjener og ven.
    Han var blevet gift i 1871 og havde fået fire børn, en pige og tre drenge. Hans kone var død i en brand allerede i 1882, og hans yngste søn var død i januar samme år, som han selv døde i september af et hjertetilfælde i kombination med en brand (1915). 

Jakob Paulli var repræsentant for en stærkt traditionsbunden højkirkelighed og kom ud i mange stridigheder og diskussioner af den grund. Han var på den anden side ikke blind for, at den sociale situation i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet krævede nye ideer og reformer. For eksempel var han under den store lockout i 1899 en fortaler for sociale reformer.
    Det var dog som prædikant og salmedigter, Jakob Paulli især blev kendt. "Jert hus skal I bygge på ordets klippegrund" er den af hans salmer, der er optaget i Den danske salmebog og i Lovsang, men i Norge er han berømt for den smukke "Lær mig at kende dine veje".
    Den lærte jeg at kende i 1998, da en veninde i julegave gav mig karmeliternonnerne i Tromsøs nye CD. Det 5. nummer på denne CD er Lær meg å kjenne dine veie, som er en norsk version af Jakob Paullis salme.
    Teksten har klare paralleller til mange centrale skriftsteder i Bibelen - og også til mange helgeners tankegods. Jacob Paulli klarer i salmen at forene luthersk kaldsetik med en inderlig og dybt personlig gudstro hvor Gud  viser omsorg for sine børn i alle livets omskiftelser. Den er et stærkt vidnesbyrd om Guds uendelige nåde og kærlighed, der lader os vide, at hvis Gud får lov lede os, så går vi aldrig fejl af målet.
    Det er en højt elsket salme i Norge, og  Sissel Kyrkjebø sang den under vielsen af prinsesse Märtha Louise og Ari Behn i Trondheim i 2002, hundrede år efter at salme første gang udkom på tryk i digtsamlingen Skygger og Lys, der blev udgivet på opfordring af Jakob Paullis venner i 1902.

1. Lær mig at kende dine veje
og gå dem trøstigt skridt for skridt;
jeg ved, at hvad jeg fik i eje,
er gods til låns, og alt er dit.
Men vil din stærke hånd mig lede,
jeg aldrig fejl på målet ser,
og for hvert håb, som dør hernede,
får jeg et håb i Himlen mer.

2. Lær mig at kende dine tanker
og øves i at tænke dem;
og når i angst mit hjerte banker,
da må du kalde modet frem.
Når jeg har tænkt mig træt til døden,
sig så, hvad du har tænkt, o Gud!
Da kan jeg se, at morgenrøden
bag tvivl og smerte vælder ud.

3. Men lær mig frem for alt at kende
din grænseløse kærlighed,
den, som kan tusind stjerner tænde,
når lykkens sol er gået ned.
Den tørrer tåren, som den skabte,
og læger såret, som den slog,
dens vej går gennem det, vi tabte,
den giver mere, end den tog.

                                                    Jakob Paulli Skygger og Lys 1902
                                                    Se også Norsk Salmebok nummer 312



Kilder: Karmel i Trømsø Totus Tuus,
Deres CD La oss sammen prise Herren.
Norsk Wikipedia
Salmebloggen.no