Tålmodighed og overbærenhed
”Hver aften, når jeg så Søster Sankt Peter ryste sit timeglas, vidste jeg, at det betød: Nu skal vi gå. Det er utroligt hvad det kostede mig at rejse mig, især i begyndelsen, men jeg gjorde det omgående, og så begyndte en hel ceremoni. Skamlen skulle flyttes og sættes væk på en bestemt måde. Jeg måtte frem for alt ikke skynde mig, og så begyndte spadsereturen. Det drejede sig om at ledsage den stakkels syge søster mens man støttede hende ved at holde i hendes bælte; jeg gjorde det så forsigtigt jeg kunne, men hvis hun var ved at snuble mente hun straks, at jeg holdt for dårligt fast og at hun ville falde – ´Åh min Gud, De går alt for hurtigt, jeg falder og slår mig´. Hvis jeg prøvede at gå endnu langsommere: ´Men følg dog med, jeg kan ikke mærke Deres hånd, De har givet slip, jeg falder, åh, jeg havde jo sagt, at De var for ung til at gå med mig. Endelig nåede vi helskindede ind i refektoriet. Der skulle vi klare nogle andre vanskeligheder. Jeg skulle have Søster Sankt Peter sat ned og gøre det behændigt for at det ikke skulle gøre ondt på hende. Så skulle jeg trække hendes ærmer op (også på en bestemt måde, og derefter var jeg fri til at gå.´
´Ved den indre bøn om aftenen blev jeg i lang tid sat foran en søster der havde en underlig mani og - tror jeg - megen åndelig indsigt for hun brugte kun sjældent en bog, og det opdagede jeg på følgende måde: Så snart hun kom, gav hun sig til at lave en mærkelig lille lyd, der lød som når man gnider to muslingeskaller mod hinanden. Det var kun mig der lagde mærke til det, for jeg har en meget fin hørelse (somme tider lidt for fin): Jeg kan ikke sige Dem, Moder, hvor træt jeg blev af at høre på den lille lyd: jeg havde mest lyst til at dreje hovedet og se på den skyldige, som ganske givet ikke var klar over sin dårlige vane. Det ville være den eneste måde at gøre hende opmærksom på den, men i mit hjertes dyb følte jeg, at det var bedre at holde det ud for Guds skyld end at såre søsteren. Derfor rørte jeg mig ikke, jeg prøvede at forene mig med Vorherre og glemme den lille lyd ... det nyttede bare alt sammen ikke noget. Jeg kunne mærke at jeg blev helt svedt, og jeg var nødt til at vende lidelsen til bøn, men samtidig prøvede jeg at gøre det uden at blive irriteret, stille og fredeligt, i det mindste inderst inde.”
Den lille Thérèse skriver, at ”den fuldkomne kærlighed består af at have overbærenhed med andres mangler, at ikke forbavses over deres svagheder” og at hun selv ikke ville kunne elske fuldkomment, hvis ikke Jesus ”selv elskede” igennem hende. Denne fuldkomne kærlighed viste hun rent praktisk mod sine søstre i klostret, som når hun hjalp Søster Sankt Peter, og når hun havde overbærenhed med den søster som lavede støj under bønnen. Hendes tålmodighed blev måske mest af alt prøvet på sygelejet. Da hun en gang ikke havde klaret dette, skriver hun med en vis ironi til søster Agnes: ”Ak, ja! I aften har jeg virkelig vist dig, hvilke dyder jeg har og hvilke skatte af tålmodighed!” Men hun er lykkelig over, at Jesus nu får lov til at vise hende tålmodighed. Hun møder sin egen mangel på tålmodighed med tålmodighed.
Bønsintentioner
- Uge 5: At vi i vore familier og fællesskaber af kærlighed har overbærenhed med hinandens forskelligheder, svagheder og mangler.
- Uge 6: At vi fuldt ud stoler på Jesu egen kraft og beder om den, når tålmodigheden sættes på prøve.
- Uge 7: At alle som der lider på krop og sjæl, får tålmodighed og kraft til at bære dagens byrde.
- Uge 8: At vi har tålmodighed med os selv og vender om i tillid, når vi er faldet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar