“Tiden omkring min første kommunion står mejslet i mit hjerte som en klar erindring uden skyggesider ... Jesus ville lade mig opleve en glæde så fuldkommen, som det er muligt i denne tåredal ... Åh, hvor var det vidunderligt, det første kys Jesus gav min sjæl! ... Det var et kys af kærlighed, jeg følte mig elsket, og jeg sagde også: ´Jeg elsker dig, jeg giver mig til dig for altid. ´ Der var ingen tvivl, ingen kampe, ingen ofre: igennem lang tid havde Jesus og den lille Thérèse betragtet hinanden og forstået hinanden ... Den dag var det ikke længere et blik men en sammen smeltning, de var ikke længere to. Thérèse var forsvundet som en dråbe vand, der tabes i havet. Jesus alene var tilbage, han var Herren, Kongen. Havde Thérèse ikke også bedt ham om at fratage hende hendes frihed, for friheden gjorde hende bange, hun følte sig svag, så skrøbelig, at hun for evigt ville forenes med den guddommelige kraft! ... Hendes glæde var alt for stor, alt for dyb til at hun kunne rumme den, glædestårer vældede frem til stor forundring for hendes kammerater, der senere spurgte hinanden: ´Hvorfor græd hun dog? Var der noget, hun var ked af? ... Nej, det var nok bare, fordi hun ikke havde sin mor hos sig eller sin søster, som hun holdt så meget af og som var karmelit.´ De forstod ikke, at når Himlens glæde kommer ind i et hjerte, kan dette landflygtige hjerte ikke bære det uden at fælde tårer ... På denne dag var det kun glæde, der fyldte mit hjerte, jeg var forenet med hende, der uigenkaldeligt gav sig til ham, der så kærligt gav sig til mig! ... “
Mit kald er at elske, side 79
Åndens frugter vokser, når vi holder os nær til Træet. Dette erfarede Den lille Thérèse ved sin første kommunion. Da hun blev forenet med “den guddommelige kraft” blev hun, den landflygtige, fyldt af himlens glæde og på grund af dens storhed kunne hun ikke andet end græde. De andre misforstod hende, men denne glæde blev under den efterfølgende familiefest forvandlet til “stille glæde”. Glæden, som hun her stykkevis fik lov til at smage, oplevede hun i sin julenåde blive til en varig glædens frugt. Da lærte hun, at den vokser frem, når man “glemmer sig selv for at glæde andre”.
Sådan var det også for hendes mor Zélie, som fandt al sin glæde i sine børn, når hun begyndte at leve for dem. Livet i fællesskab, som familielivet er, får glædens frugt til at vokse frem i os, hvis vi for Jesu skyld glemmer os selv for at give de andre glæde.
Bønsintentioner for marts
- Uge 9: At alle børn, som forbereder sig til sin første kommunion, må erfare samme dybe møde med Jesus som den lille Thérèse gjorde. Og at kateketer og forældre må få Guds nåde og hjælp til at forberede børnene til dette store sakramente på den rigtige måde.
- Uge 10: At håbet om himlens glæde må skænke trøst og glæde til alle som lider og sørger.
- Uge 11: At vi i vore fællesskaber og familier vælger for Jesu skyld at glemme os selv for at glæde andre.
- Uge 12: At alle forældre ligesom Zélie og Louis må opleve, at børn er livets glæde, og at de må få hjælp og visdom til at opdrage børnene til himlen.
- Uge 13: At vi alle, som nu går ind i Den stille uge med Jesus, holder os trofast til Ham og ligesom Ham bærer de kors, vi møder, så at vi med Ham må få del i opstandelsens glæde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar