Den hellige Pellegrino blev mirakuløst helbredt for koldbrand i benet. Allerede mens han levede, bad folk om hans forbøn ved sår eller knuder især i benene, nu anråbes han mest mod cancer, men også ved andre alvorlige sygdomme og lidelser i benene. Der er udvirket mange helbredelser ved hans forbøn.
Den hellige Pellegrinos helbredelse. |
Efter noviciatet vendte han tilbage til Forli. Han blev kendt for sin efterlevelse af ordensreglen, sine bodsøvelser og sin omsorg for de syge og fattige. Det siges, at han under en alvorlig sultperiode i området, udvirkede det mirakel, at brød og vin blev mangfoldiggjort. Folk kaldte ham “De gode råds engel”, fordi han var så god til at rådgive og trøste.
Som de fleste helgener levede han i bod og askese. En af de særlige bodsøvelser, som han pålagde sig selv, var at stå op i stedet for at sidde, hvis det ikke var nødvendigt at sidde.
Da Pellegrino var 60 år fik han koldbrand i det højre ben Han havde åreknuder, forårsaget af de mange år i stående stilling. Tilstanden forværredes i den grad, at lægerne ved klosteret besluttede at amputere hans ben. Natten før operationen slæbte Pellegrino sig ind i kapitelsalen. Han bad ved en fresko af korsfæstelsen, som stadig kan ses i kapitelsalen i dag. Der faldt han i en trancelignende søvn, hvori han syntes at se Jesus stige ned fra korset for at røre ved hans syge ben. Pellegrino vågnede med et sæt, greb sig til benet og mærkede, at der ikke længere var noget sår. Han havde ingen smerter, der var ingen sygdomslugt, han var helbredt!
Næste dag mødte lægerne op i hans celle og konstaterede, at han var rask. Rygtet om hans helbredelse spredtes hurtigt. Mennesker kom fra nær og fjern både for at se ham og i håb om selv at blive helbredt. Mange helbredelser skete ved hans forbøn. Ikke kun fysiske, men også åndelige.
Pellegrino levede 20 år mere, hvor han fortsatte sit virke i klosteret. Den 1. maj 1345 døde han af en feber.
Han ligger begravet i en sarkofag i kirken Santa Maria dei Servi, der nu mest kaldes San Pellegrino Laziosi efter ham. Det er Servitterordenens kirke i Forli. Hans relikvier er spredt over hele verden blandt andet til Arizona, USA, hvor man har indrettet et kapel med stedsevarende tilbedelse af det udstillede Sakramente og med den særlige mission at bede for dem, der er syge af cancer.
Den hellige Pellegrino blev saligkåret af Paul V den 15. april 1609. Den 27 december 1726 blev han helgenkåret af Benedikt XIII efter godkendelse af to helbredelser for cancer ved hans forbøn.
Anne Balleby
Kilde: Internet og bønskort
Ingen kommentarer:
Send en kommentar