Forbavset over at kvinden kendte hans navn, kastede Zosimus kåben over til hende. De bad sammen og begyndte at tale. Fuld af skam bekendte kvinden sit syndige liv for ham. Hun fortalte, at hun hed Maria.
”Mit land er Egypten”, sagde hun og fortsatte. ”Da jeg var tolv år gammel, og min far og mor stadig levede, drog jeg uden deres tilladelse til Alexandria. Jeg kan ikke tænke på mine første skridt ind i mit syndige liv uden at begynde at ryste.”
Maria fortalte, at i sytten år havde hun levet som prostitueret. En dag sluttede hun sig til en gruppe fra Libyen, som var på valfart til Jerusalem for at fejre Det hellige Kors' ophøjelse (14. september). Hun tog ikke med på valfarten af religiøse grunde, men fordi hun ville forføre deltagerne. Og det lykkedes også til slut. Hun forførte dem alle. Da hun ankom til Jerusalem fortsatte hun med disse aktiviteter.
På selve festdagen fulgte hun folkemængden, som var på vej for at ære et relikvie af Jesu kors. Men hun gik kun med for at forsøge at forføre de mennesker, der var på vej derhen.
Da hun nåede kirkedøren, var vejen pludselig blokeret for hende ved en usynlig mur. Hun forsøgte at komme ind fire gange, men blev hver gang holdt tilbage. Til slut trak hun sig tilbage til et hjørne af kirkegården for at overveje den mærkelige situation, hun befandt sig i. Pludselig indså hun, at hun blev lukket ude af kirken, fordi hun befandt sig i dyb synd. Hun fik øje på en statue af Jomfru Maria og brast i gråd. Helt knust og meget ydmyg begyndte hun at bede Jomfru Maria om at hjælp til at komme ind i kirken. Dér ville hun vise sin anger foran det hellige træ, som Jesus havde lidt på.
Jomfru Maria lovede, at hun ville få lov til det, hvis hun gav afkald på verden og gjorde bod i resten af sit liv. I tillid til Jomfru Marias løfte nærmede hun sig igen kirkedøren, og det lykkedes hende at komme ind.
Efter at hun havde æret det hellige kors, vendte Maria tilbage til statuen af Jomfru Maria for at takke. Mens hun bad dér, hørte hun en stemme som sagde, at hun skulle gå over Jordanfloden. Der ville hun finde fred.
Samme aften drog Maria til Jordanfloden. Hun skriftede sine synder og modtog kommunionen. Det skete i en kirke, som var dedikeret til Johannes Døberen. Næste dag gik hun over Jordanfloden. Hun vandrede ud i vildmarken. Der levede hun helt alene i 47 år. Hendes næring bestod af urter og dadler. Vintrene var hårde og kolde og somrene ekstremt varme. Hun bekendte for Zosimus, at hun mange gange havde oplevet store fristelser og prøvelser. Men hun havde altid fået hjælp af Jomfru Maria, når hun vendte sig til hende.
Zosimus lovede ikke at fortælle hendes historie til nogen, før hun var død. Han lovede også at komme igen næste år på skærtorsdag for at give hende kommunionen.
Næste faste kom Zosimus tilbage til det sted, hvor han havde mødt Maria. Han så hende stå på den anden side af Jordanfloden. Efter at hun havde set ham, gjorde hun korsets tegn og gik på vandet over floden. Der tog hun imod Zosimus. Han gav hende kommunion, som hun modtog i dyb hengivelse. Efter at de havde bedt sammen, ville Zosimus give hende en kurvfuld med dadler, figner og linser. Hun tog kun imod 3 linser og takkede ham dybt for hans venlighed. Hun bad om hans forbøn, og de aftalte, at han ville komme tilbage næste år.
Da Zosimus kom tilbage året efter, fandt han Marias døde krop udstrakt på jorden. Ved siden af kroppen var skrevet disse ord i sandet: ”Abba Zosimus, begrav den ydmyge Marias legeme”. Zosimus begyndte at grave med sine bare hænder. Det berettes, at en løve kom ham til hjælp.
Tilbage i klostret fortalte Zosimus for første gang alt, han vidste om Maria. Han levede mange år efter og døde en helgens død, da han var over hundrede år.
Historien om Maria blev nedskrevet langt senere af en, som havde fået den fortalt af munkene i klostret. Man regner med, at den blev nedskrevet i ca. år 500.
Guds retfærdighed er altid barmhjertighed, hvis vi vil tage imod den.
Kilde: Secular Saints af Joan Carrol Cruz bearbejdet og oversat af Anne Balleby
Ingen kommentarer:
Send en kommentar