4 Kære Læsere
5 Maria
6 Den hellige Bernadette af Lourdes
9 Guds Moders pris
10 Eukaristisk mirakel i Polen
12 O-antifonerne
15 Tilbedelsens historie - ny bog fra Forlaget Ave Maria
16 Billede
18 Juleminder
20 En bøn for vores jord
21 Morgenofferet
18 Salme - De hellig tre konger så hjertensglad
26 Foran tabernaklet - ny bog fra Katolsk Forlag
27 Budskaber fra Medjugorje
28 Bønnens apostolat
29 Pavens anliggender
30 Om Treenigheden og forholdet mellem skabningerne
31 Bøn til Maria, adventstidens Moder
Dette er en smagsprøve på Ave Maria. Bladet udkommer 4 gange om året.
torsdag den 1. december 2016
Morgenofferet
HVORFOR skal vi bede morgenbøn?
Det skal vigøre for at gøre Gud opmærksom på os og nok især for at gøre os opmærksomme på Guds nærvær. For Kristus er en rigtig herre, og Han trænger sig ikke på, hvis Han ikke bliver inviteret.
På den anden sideer Han ikke kræsen. Indbydelsen må gerne være nusset, krøllet eller sjusket skrevet. Han skal nok komme alligevel.
Derfor er det også en god idé hver morgen at invitere Han ind i vores liv. Det er den vigtigste bøn vi beder, så hvis vi kun kan klare én bøn om dagen, så skal det være morgenbønnen, eller netop morgenofferet. Det kan vi gøre ved at lægge den nye dag i Guds hænder, ved at tilbyde Ham os selv og vores arbejde den kommende dag, ved at bede om om nåde til at gøre Guds vilje i dag,
HVORDAN skal vi bede morgenbøn?
Nu begynder den nye kirkeår snart, og det er tid for de åndelige nytårsforsætter.
En hurtig morgenbøn hver dag er bedre end at love Gud en lang en, som man så ikke når.
Nogle gange når vi det ikke om morgenen eller glemmer det. Så gør vi det bare - hurtig - når vi kommer i tanke om det. Bare der er lidt dag tilbage endnu.
Små trick er slet ikke forbudt. Hæng et billede af et lys, din familie, en solopgang, din skytsengel, din navnehelgen, en rosenkrans lavet af kinderæg ... hvad som helst der husker dig på at bede, lige dér hvor du ser det som det første om morgenen. Og når der så er gået en måneds tid, og du ikke længere lægger mærke til din husketing, så er det på tide med en ny.
HVAD skal vi bede som morgenbøn?
Vi kan bede: en salme, et enkelt vers af en salme, Fadervor og Hlil dig Maria, Garfields morgenbøn, et råb om hjælp, en forbøn for en der har det svært. Morgenofferet fra Bønnens apostolat. Hvis vi har god tid kan vi bede Kirkens morgenbøn, Laudes.
Det er alt sammen rigtigt. Vi kan nemlig kun gøre det forkert ved ikke at gøre det.
Hvad der videre kan ske: Skudbønner
I løbet af dagen, når man nu kommer i tanker om det, kan man bede små, korte lynhurtige bønner, det hedder også skudbønner. Det er en hurtig sætning, men siger til Gud, når noget går en imod, når man hører om nogen der har problemer eller om noget rigtig godt - husk også takkebønnerne for de gode ting- Lad være med altid at lade takken udarte sig til bøn for dem, der ikke har eller det, du endnu mangler. Glæd dig og bed et kort: Tak, Gud.
Dette er en revideret og forkortet udgave af den tekst, der står at læse i AveMaria nummer 4, 2016
Inspiration fra nettet: facebook, catholic.org og især Aletheia.org
En bøn for vores jord
Pave FransAlmægtige Gud!
Du er tilstede i hele universet og i selv den mindste af dine skabninger.
Du omgiver alt der er til med ømhed.
Udgyd din kærligheds styrke over os, så vi kan drage omsorg for livet og skønheden.
Fyld os med fred, så vi kan leve som brødre og søstre uden at skade nogen.
Du, de fattiges Gud, hjælp os til at befri denne verdens forladte og glemte, der har så stor værdi i dine øjne.
Helbred vores liv, så vi beskytter verden og ikke driver rovdrift på den, så vil vi så skønhed og ikke forurening og ødelæggelse.
Rør hjerterne hos dem, der kun søger egen vinding på bekostning af verdens fattige.
Lær os at opdage altings værdi, at betragte med ærefrygt og erkende, at vi er inderligt forbundne med hele skabningen på vor vandring mod dit uendelige lys.
Tak for at du er med os alle dage.
Vi beder dig støtte os i vores kamp for retfærdighed, kærlighed og fred.
Fra rundskrivelsen Laudato sí, 246
torsdag den 1. september 2016
September 2016 - nummer 3
4 Kære Læsere
5 Moder Teresas helgenkåring
6 Elisabeth af Treenigheden - snart helgen
9 Elisabeth af Treenighedens bøn
10 Den hellige Maria af Egypten
13 Jesus og Jerusalem
14 Prikbladet perikon
16 Sankt Maria af den Korsfæstede Jesus
18 Se, nu stiger solen
20 Bøn fra Libanon
22 Barmhjertighed
24 Gudsmoders lørdagsmesse
26 Ny bog fra Ave Marias forlag
27 Budskaber fra Medjugorje
28 Litani
29 Pavens anliggender
30 Kalenderen
30 Messe for læserne
31Bøn om de kristnes enhed
5 Moder Teresas helgenkåring
6 Elisabeth af Treenigheden - snart helgen
9 Elisabeth af Treenighedens bøn
10 Den hellige Maria af Egypten
13 Jesus og Jerusalem
14 Prikbladet perikon
16 Sankt Maria af den Korsfæstede Jesus
18 Se, nu stiger solen
20 Bøn fra Libanon
22 Barmhjertighed
24 Gudsmoders lørdagsmesse
26 Ny bog fra Ave Marias forlag
27 Budskaber fra Medjugorje
28 Litani
29 Pavens anliggender
30 Kalenderen
30 Messe for læserne
31Bøn om de kristnes enhed
Maria af Egypten - en anderledes helgen
Historien om den hellige Maria af Egypten stammer fra en hellig munk ved navn Zosimus. Han havde boet i 53 år i et kloster i Palæstina, da Gud førte ham til et kloster nær Jordan-floden. I klostret var det skik, at munkene i fastetiden drog alene ud i ørkenen for at leve i bod og bøn indtil palmesøndag.
Under en sådan periode i ørkenen, hvor Zosimus var 20 dagsrejser fra klostret, så han pludselig en hvidhåret, solbrændt skikkelse bevæge sig. Han mente, det var en eremit. Skikkelsen gik væk, men Zosimus gik nærmere for at bede om en velsignelse. En stemme sagde: ”Abba Zosimus, jeg er en kvinde. Kast din kåbe herhen, så jeg kan dække mig til, så at du kan komme nærmere.”
Forbavset over at kvinden kendte hans navn, kastede Zosimus kåben over til hende. De bad sammen og begyndte at tale. Fuld af skam bekendte kvinden sit syndige liv for ham. Hun fortalte, at hun hed Maria.
”Mit land er Egypten”, sagde hun og fortsatte. ”Da jeg var tolv år gammel, og min far og mor stadig levede, drog jeg uden deres tilladelse til Alexandria. Jeg kan ikke tænke på mine første skridt ind i mit syndige liv uden at begynde at ryste.”
Maria fortalte, at i sytten år havde hun levet som prostitueret. En dag sluttede hun sig til en gruppe fra Libyen, som var på valfart til Jerusalem for at fejre Det hellige Kors' ophøjelse (14. september). Hun tog ikke med på valfarten af religiøse grunde, men fordi hun ville forføre deltagerne. Og det lykkedes også til slut. Hun forførte dem alle. Da hun ankom til Jerusalem fortsatte hun med disse aktiviteter.
På selve festdagen fulgte hun folkemængden, som var på vej for at ære et relikvie af Jesu kors. Men hun gik kun med for at forsøge at forføre de mennesker, der var på vej derhen.
Da hun nåede kirkedøren, var vejen pludselig blokeret for hende ved en usynlig mur. Hun forsøgte at komme ind fire gange, men blev hver gang holdt tilbage. Til slut trak hun sig tilbage til et hjørne af kirkegården for at overveje den mærkelige situation, hun befandt sig i. Pludselig indså hun, at hun blev lukket ude af kirken, fordi hun befandt sig i dyb synd. Hun fik øje på en statue af Jomfru Maria og brast i gråd. Helt knust og meget ydmyg begyndte hun at bede Jomfru Maria om at hjælp til at komme ind i kirken. Dér ville hun vise sin anger foran det hellige træ, som Jesus havde lidt på.
Jomfru Maria lovede, at hun ville få lov til det, hvis hun gav afkald på verden og gjorde bod i resten af sit liv. I tillid til Jomfru Marias løfte nærmede hun sig igen kirkedøren, og det lykkedes hende at komme ind.
Efter at hun havde æret det hellige kors, vendte Maria tilbage til statuen af Jomfru Maria for at takke. Mens hun bad dér, hørte hun en stemme som sagde, at hun skulle gå over Jordanfloden. Der ville hun finde fred.
Samme aften drog Maria til Jordanfloden. Hun skriftede sine synder og modtog kommunionen. Det skete i en kirke, som var dedikeret til Johannes Døberen. Næste dag gik hun over Jordanfloden. Hun vandrede ud i vildmarken. Der levede hun helt alene i 47 år. Hendes næring bestod af urter og dadler. Vintrene var hårde og kolde og somrene ekstremt varme. Hun bekendte for Zosimus, at hun mange gange havde oplevet store fristelser og prøvelser. Men hun havde altid fået hjælp af Jomfru Maria, når hun vendte sig til hende.
Zosimus lovede ikke at fortælle hendes historie til nogen, før hun var død. Han lovede også at komme igen næste år på skærtorsdag for at give hende kommunionen.
Næste faste kom Zosimus tilbage til det sted, hvor han havde mødt Maria. Han så hende stå på den anden side af Jordanfloden. Efter at hun havde set ham, gjorde hun korsets tegn og gik på vandet over floden. Der tog hun imod Zosimus. Han gav hende kommunion, som hun modtog i dyb hengivelse. Efter at de havde bedt sammen, ville Zosimus give hende en kurvfuld med dadler, figner og linser. Hun tog kun imod 3 linser og takkede ham dybt for hans venlighed. Hun bad om hans forbøn, og de aftalte, at han ville komme tilbage næste år.
Da Zosimus kom tilbage året efter, fandt han Marias døde krop udstrakt på jorden. Ved siden af kroppen var skrevet disse ord i sandet: ”Abba Zosimus, begrav den ydmyge Marias legeme”. Zosimus begyndte at grave med sine bare hænder. Det berettes, at en løve kom ham til hjælp.
Tilbage i klostret fortalte Zosimus for første gang alt, han vidste om Maria. Han levede mange år efter og døde en helgens død, da han var over hundrede år.
Historien om Maria blev nedskrevet langt senere af en, som havde fået den fortalt af munkene i klostret. Man regner med, at den blev nedskrevet i ca. år 500.
Guds retfærdighed er altid barmhjertighed, hvis vi vil tage imod den.
Forbavset over at kvinden kendte hans navn, kastede Zosimus kåben over til hende. De bad sammen og begyndte at tale. Fuld af skam bekendte kvinden sit syndige liv for ham. Hun fortalte, at hun hed Maria.
”Mit land er Egypten”, sagde hun og fortsatte. ”Da jeg var tolv år gammel, og min far og mor stadig levede, drog jeg uden deres tilladelse til Alexandria. Jeg kan ikke tænke på mine første skridt ind i mit syndige liv uden at begynde at ryste.”
Maria fortalte, at i sytten år havde hun levet som prostitueret. En dag sluttede hun sig til en gruppe fra Libyen, som var på valfart til Jerusalem for at fejre Det hellige Kors' ophøjelse (14. september). Hun tog ikke med på valfarten af religiøse grunde, men fordi hun ville forføre deltagerne. Og det lykkedes også til slut. Hun forførte dem alle. Da hun ankom til Jerusalem fortsatte hun med disse aktiviteter.
På selve festdagen fulgte hun folkemængden, som var på vej for at ære et relikvie af Jesu kors. Men hun gik kun med for at forsøge at forføre de mennesker, der var på vej derhen.
Da hun nåede kirkedøren, var vejen pludselig blokeret for hende ved en usynlig mur. Hun forsøgte at komme ind fire gange, men blev hver gang holdt tilbage. Til slut trak hun sig tilbage til et hjørne af kirkegården for at overveje den mærkelige situation, hun befandt sig i. Pludselig indså hun, at hun blev lukket ude af kirken, fordi hun befandt sig i dyb synd. Hun fik øje på en statue af Jomfru Maria og brast i gråd. Helt knust og meget ydmyg begyndte hun at bede Jomfru Maria om at hjælp til at komme ind i kirken. Dér ville hun vise sin anger foran det hellige træ, som Jesus havde lidt på.
Jomfru Maria lovede, at hun ville få lov til det, hvis hun gav afkald på verden og gjorde bod i resten af sit liv. I tillid til Jomfru Marias løfte nærmede hun sig igen kirkedøren, og det lykkedes hende at komme ind.
Efter at hun havde æret det hellige kors, vendte Maria tilbage til statuen af Jomfru Maria for at takke. Mens hun bad dér, hørte hun en stemme som sagde, at hun skulle gå over Jordanfloden. Der ville hun finde fred.
Samme aften drog Maria til Jordanfloden. Hun skriftede sine synder og modtog kommunionen. Det skete i en kirke, som var dedikeret til Johannes Døberen. Næste dag gik hun over Jordanfloden. Hun vandrede ud i vildmarken. Der levede hun helt alene i 47 år. Hendes næring bestod af urter og dadler. Vintrene var hårde og kolde og somrene ekstremt varme. Hun bekendte for Zosimus, at hun mange gange havde oplevet store fristelser og prøvelser. Men hun havde altid fået hjælp af Jomfru Maria, når hun vendte sig til hende.
Zosimus lovede ikke at fortælle hendes historie til nogen, før hun var død. Han lovede også at komme igen næste år på skærtorsdag for at give hende kommunionen.
Næste faste kom Zosimus tilbage til det sted, hvor han havde mødt Maria. Han så hende stå på den anden side af Jordanfloden. Efter at hun havde set ham, gjorde hun korsets tegn og gik på vandet over floden. Der tog hun imod Zosimus. Han gav hende kommunion, som hun modtog i dyb hengivelse. Efter at de havde bedt sammen, ville Zosimus give hende en kurvfuld med dadler, figner og linser. Hun tog kun imod 3 linser og takkede ham dybt for hans venlighed. Hun bad om hans forbøn, og de aftalte, at han ville komme tilbage næste år.
Da Zosimus kom tilbage året efter, fandt han Marias døde krop udstrakt på jorden. Ved siden af kroppen var skrevet disse ord i sandet: ”Abba Zosimus, begrav den ydmyge Marias legeme”. Zosimus begyndte at grave med sine bare hænder. Det berettes, at en løve kom ham til hjælp.
Tilbage i klostret fortalte Zosimus for første gang alt, han vidste om Maria. Han levede mange år efter og døde en helgens død, da han var over hundrede år.
Historien om Maria blev nedskrevet langt senere af en, som havde fået den fortalt af munkene i klostret. Man regner med, at den blev nedskrevet i ca. år 500.
Guds retfærdighed er altid barmhjertighed, hvis vi vil tage imod den.
Kilde: Secular Saints af Joan Carrol Cruz bearbejdet og oversat af Anne Balleby
En ny helgen
Moder Teresa bliver helgenkåret den 4. september.
Den 5. september kan vi så for første gang fejre hende som helgen.
De fleste af os har en idé om hvem Moder Teresa var, og hvad hun gjorde. Derfor giver vi ordet til hende selv.
- Vi mener at det at være fattig er at sulte, være nøgen og hjemløs. Men fattigdommen i at være uønsket, uelsket og ikke mødt med omsorg er den største fattigdom.
Vi må begynde derhjemme og arbejde på at udslette denne fat
tigdom.
- Gud kræver ikke, at vi klarer det hele, Han ønsker, at vi gør forsøget.
- Rejs aldrig hurtigere, end din skytsengel kan flyve.
- I må hellere begå fejl af kærlighed og medlidenhed end udøve mirakler med uvenlighed og hårdhjertethed.
- Det er fattigdom at beslutte at et barn må dø, for at du kan leve som du lyster.
- Folk er urealistiske, ulogiske og selvcentrerede. Elsk dem alligevel.
- Jeg er aldrig alene, jeg har Hans mørke og Hans smerte.
- Hvis jeg nogensinde bliver en helgen, så bliver jeg en mørkets helgen.
- Der er mange mennesker der kan gøre store ting, men kun få der vil gøre de små ting.
- Jesus sagde: "Elsk hinanden". Han sagde ikke: "Elsk hele verden".
De fleste af os har en idé om hvem Moder Teresa var, og hvad hun gjorde. Derfor giver vi ordet til hende selv.
Vi må begynde derhjemme og arbejde på at udslette denne fat
tigdom.
- Gud kræver ikke, at vi klarer det hele, Han ønsker, at vi gør forsøget.
- Rejs aldrig hurtigere, end din skytsengel kan flyve.
- I må hellere begå fejl af kærlighed og medlidenhed end udøve mirakler med uvenlighed og hårdhjertethed.
- Det er fattigdom at beslutte at et barn må dø, for at du kan leve som du lyster.
- Folk er urealistiske, ulogiske og selvcentrerede. Elsk dem alligevel.
- Jeg er aldrig alene, jeg har Hans mørke og Hans smerte.
- Hvis jeg nogensinde bliver en helgen, så bliver jeg en mørkets helgen.
- Der er mange mennesker der kan gøre store ting, men kun få der vil gøre de små ting.
- Jesus sagde: "Elsk hinanden". Han sagde ikke: "Elsk hele verden".
onsdag den 1. juni 2016
Juni 2016 - nummer 2
4 Kære Læsere
5 Jomfru Marias fødsel - legende
6 Den hellige Teresa de los Andes
8 Syndens efterdønninger
12 Hele tilværelsen syder af Guds nærvær
13 Pinsesøndags Regina Caeli
14 Led, milde lys - salme
16 Peter og Paulus - billede
18 Hvidtjørn - plante
21 Skriftemålet og Guds ydmyghed
23 Til den uplettede Jomfrus pris
24 Jomfru Marias smerter og trøst
26 En sort Gudsmoder
27 Budskaber fra Medjugorje
28 Guds Ord
29 Pavens anliggender
31 Bøn på Peter og Paulus' fest
5 Jomfru Marias fødsel - legende
6 Den hellige Teresa de los Andes
8 Syndens efterdønninger
12 Hele tilværelsen syder af Guds nærvær
13 Pinsesøndags Regina Caeli
14 Led, milde lys - salme
16 Peter og Paulus - billede
18 Hvidtjørn - plante
21 Skriftemålet og Guds ydmyghed
23 Til den uplettede Jomfrus pris
24 Jomfru Marias smerter og trøst
26 En sort Gudsmoder
27 Budskaber fra Medjugorje
28 Guds Ord
29 Pavens anliggender
31 Bøn på Peter og Paulus' fest
Peter og Paulus
"Du er Kristus, den levende Guds søn"
Hvor mange gange har vi gentaget denne trosbekendelse, udtalt første gang af Simon, søn af Johannes, i Cæsarea Filippi.
På Jesu altid aktuelle spørgsmål til sine disciple: "Men I, hvem siger I, at jeg er?" svarer alle kristne i dag stadig sammen med Peter, "Du er Kristus, den levende Guds søn".
Efter 2.000 år forbliver den "klippe", Kirken bygger på, stadig den samme: Peters tro. På denne klippe grundlagde Kristus sin Kirke, et åndeligt bygningsværk, der har modstået århundreders slid
I troen, frugten af den mystiske forening mellem guddommelig nåde og menneskelig ydmyghed, som stoler på nåden, ligger hemmeligheden bag indre fred og hjertets glæde, som er en forsmag på saligheden i Himlen.
"Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen"
Troen "bevares" ved at gives videre. Det begyndte, da disciplene forlod nadversalen og drevet af Helligånden gik ud i alle retninger. Deres evangeliserende mission fortsætter igennem tiden og er den måde, hvorpå Kirken håndterer troens skat.
"Jeg har ... bevaret troen." Det slog apostlen Paulus fast, da han så tilbage på sit liv. Vi ved, på hvilken måde han bevarede den. Han gav den videre, udbredte den, gjorde den så frugtbar som mulig, lige til sin død.
På samme måde er Kirken kaldet til at bevare troens skat ved at dele den med alle mennesker. Af denne grund har Herren sendt den til verden og sagt til apostlene: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple". Denne sendelse er vigtigere nu end nogensinde før.
Hvis Paulus var i live i dag, hvordan ville han mon så have udtrykt den missionslængsel, som karakteriserede hans virksomhed til gavn for evangeliet? Og mon ikke Sankt Peter ville opmuntre ham i denne store apostoliske indsats og give ham hånden som et tegn på fællesskab.
Vi betror Kirken til disse Kirkens to hellige apostles forbøn. Vi påkalder Maria, apostlenes Dronning, så kristne overalt må vokse i broderlige fællesskab og i missionsiver.
Lad os bede om, at Peters og Paulus' tro må understøtte vores vidnesbyrd og om nødvendigt gøre os beredte til at gennemgå et martyrium.
Lad alle troende snart forkynde med ét hjerte og én sjæl: "Du er Kristus, den levende Guds Søn". Du er vor Forløser, vores eneste Forløser. I går, i dag og for evigt. Amen.
På Jesu altid aktuelle spørgsmål til sine disciple: "Men I, hvem siger I, at jeg er?" svarer alle kristne i dag stadig sammen med Peter, "Du er Kristus, den levende Guds søn".
Efter 2.000 år forbliver den "klippe", Kirken bygger på, stadig den samme: Peters tro. På denne klippe grundlagde Kristus sin Kirke, et åndeligt bygningsværk, der har modstået århundreders slid
I troen, frugten af den mystiske forening mellem guddommelig nåde og menneskelig ydmyghed, som stoler på nåden, ligger hemmeligheden bag indre fred og hjertets glæde, som er en forsmag på saligheden i Himlen.
"Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen"
Troen "bevares" ved at gives videre. Det begyndte, da disciplene forlod nadversalen og drevet af Helligånden gik ud i alle retninger. Deres evangeliserende mission fortsætter igennem tiden og er den måde, hvorpå Kirken håndterer troens skat.
"Jeg har ... bevaret troen." Det slog apostlen Paulus fast, da han så tilbage på sit liv. Vi ved, på hvilken måde han bevarede den. Han gav den videre, udbredte den, gjorde den så frugtbar som mulig, lige til sin død.
På samme måde er Kirken kaldet til at bevare troens skat ved at dele den med alle mennesker. Af denne grund har Herren sendt den til verden og sagt til apostlene: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple". Denne sendelse er vigtigere nu end nogensinde før.
Hvis Paulus var i live i dag, hvordan ville han mon så have udtrykt den missionslængsel, som karakteriserede hans virksomhed til gavn for evangeliet? Og mon ikke Sankt Peter ville opmuntre ham i denne store apostoliske indsats og give ham hånden som et tegn på fællesskab.
Vi betror Kirken til disse Kirkens to hellige apostles forbøn. Vi påkalder Maria, apostlenes Dronning, så kristne overalt må vokse i broderlige fællesskab og i missionsiver.
Lad os bede om, at Peters og Paulus' tro må understøtte vores vidnesbyrd og om nødvendigt gøre os beredte til at gennemgå et martyrium.
Lad alle troende snart forkynde med ét hjerte og én sjæl: "Du er Kristus, den levende Guds Søn". Du er vor Forløser, vores eneste Forløser. I går, i dag og for evigt. Amen.
Johannes Paul II prædiken på Peter og Pauls fest 2001.
Oversat og bearbejdet af Charlotte Olden-Jørgensen
Billede: Saiko, Wikimedia Commons (Gnu licence 3.0)
Billede: Saiko, Wikimedia Commons (Gnu licence 3.0)
Hvidtjørnen
Almindelig hvidtjørn, Crataegus laevi er en stor løvfældende busk eller træ med en ret stiv og tæt vækst. I lidt ældre tid var den kendt af ethvert barn på landet, hvor den på de større marker blev brugt til at danne læbælter.
Legender
Om planten fortæller legenden, at da Maria flygtede med sin familie til Ægypten, kom de ud for et voldsomt lyn- og tordenvejr. De søgte da ly under den nærmeste busk, som var en hvidtjørn, der beskyttede dem godt mod uvejret. Den specielle skarpe duft, som er så karakteristisk for hvidtjørnen, skulle ifølge legenden stamme fra de bleer som Maria hængte til tørre efter forældrenes blebarn!
En anden legende om hvidtjørnen beretter, at da apostlene efter Jesu himmelfart skulle gå ud i alverden og forkynde evangeliet, kom to af dem midt i den hårde vintertid til England. Overalt var folk meget lydhøre over for forkyndelsen, men der var en bestemt by i England ved navn Glastonbury, som ikke ville tage imod budskabet. Josef af Arimatæa bad da Gud give folket et tegn, så de kunne forstå, at denne mission var af guddommelig art. Josef plantede nu sin stav på stedet, og staven blev straks forvandlet til den skønneste busk. Det var hvidtjørnen, som siden blev kaldt Glastonburys hellige træ.
Folkemedicin
De røde melede tjørnebær kendes også under navnet Mariabær, og busken har fra gammel tid været betragtet som en vækst, der kan holde ondskab borte. Den er også tidligt blevet brugt medicinsk, blandt andet var plantens blomster kendt for at være gode mod svækkelse af hjertet.
Også i dag indgår hvidtjørnen i forskellige populære former for kosttilskud og er i øvrigt en af de mest og bedst undersøgte planter overhovedet. Ved en stor hvidtjørnskonference i München i 1976 blev planten således betegnet som ugiftig, også ved længere tids forbrug. Det sidste er en vigtig pointe, fordi hvidtjørn er en forholdsvis mild plante, så den hjertestyrkende virkning først viser sig efter længere tids brug.
Ekstrakt fra blade, blomster og frugter af tjørn bruges også i urtete, og de bærret med de helbredende egenskaber kan også sættes på snaps. Tjørn gælder for at være hjertestyrkende, samtidig med at den nedsætter et forhøjet blodtryk og har i det hele taget en beroligende virkning. Men netop derfor tåles den så udmærket, og man behøver hverken at frygte skader eller tilvænning i forbindelse med længere tids brug.
Veddet af tjørnebuske blev tidligere brugt til blandt andet land brugs redskaber. Det anvendes stadig til for eksempel træskærer- og dreje arbejder.
Legender
Om planten fortæller legenden, at da Maria flygtede med sin familie til Ægypten, kom de ud for et voldsomt lyn- og tordenvejr. De søgte da ly under den nærmeste busk, som var en hvidtjørn, der beskyttede dem godt mod uvejret. Den specielle skarpe duft, som er så karakteristisk for hvidtjørnen, skulle ifølge legenden stamme fra de bleer som Maria hængte til tørre efter forældrenes blebarn!
En anden legende om hvidtjørnen beretter, at da apostlene efter Jesu himmelfart skulle gå ud i alverden og forkynde evangeliet, kom to af dem midt i den hårde vintertid til England. Overalt var folk meget lydhøre over for forkyndelsen, men der var en bestemt by i England ved navn Glastonbury, som ikke ville tage imod budskabet. Josef af Arimatæa bad da Gud give folket et tegn, så de kunne forstå, at denne mission var af guddommelig art. Josef plantede nu sin stav på stedet, og staven blev straks forvandlet til den skønneste busk. Det var hvidtjørnen, som siden blev kaldt Glastonburys hellige træ. Folkemedicin
De røde melede tjørnebær kendes også under navnet Mariabær, og busken har fra gammel tid været betragtet som en vækst, der kan holde ondskab borte. Den er også tidligt blevet brugt medicinsk, blandt andet var plantens blomster kendt for at være gode mod svækkelse af hjertet.
Også i dag indgår hvidtjørnen i forskellige populære former for kosttilskud og er i øvrigt en af de mest og bedst undersøgte planter overhovedet. Ved en stor hvidtjørnskonference i München i 1976 blev planten således betegnet som ugiftig, også ved længere tids forbrug. Det sidste er en vigtig pointe, fordi hvidtjørn er en forholdsvis mild plante, så den hjertestyrkende virkning først viser sig efter længere tids brug.
Ekstrakt fra blade, blomster og frugter af tjørn bruges også i urtete, og de bærret med de helbredende egenskaber kan også sættes på snaps. Tjørn gælder for at være hjertestyrkende, samtidig med at den nedsætter et forhøjet blodtryk og har i det hele taget en beroligende virkning. Men netop derfor tåles den så udmærket, og man behøver hverken at frygte skader eller tilvænning i forbindelse med længere tids brug.
Veddet af tjørnebuske blev tidligere brugt til blandt andet land brugs redskaber. Det anvendes stadig til for eksempel træskærer- og dreje arbejder.
Forfatter: Inger Touray
Kilder: Anne Mette Olesen, Marias planter
Forlaget Hovedland 2007, samt internettet.
Kilder: Anne Mette Olesen, Marias planter
Forlaget Hovedland 2007, samt internettet.
Billede: Geograph project. Copyright Ken Grainger(GNU licence 2.0)
tirsdag den 1. marts 2016
Marts 2016 - Nummer 1
4 Kære Læsere
5 Med Maria
6 Den hellige Josef, tavshedens mand
8 Den Hellige Louis-Marie Grignon de Montfort
10 Litani
11 Marialis cultus
12 Den hellige Simon Stock
14 Gå alle til Josef - salme
16 Den hellige Veronika - Billede
18 Ærenpris - plante
20 Den hellige Josef - Teresa af Avila fortæller
22 Penge, penge, penge ...
24 Valfart til Haraldsted
25 Bøger fra Forlaget "Ave Maria"
27 Budskaber fra Medjugorje
28 Bønnens apostolat
29 Pavens anliggender
30 Kalenderen
31 Aftenbønner
5 Med Maria
6 Den hellige Josef, tavshedens mand
8 Den Hellige Louis-Marie Grignon de Montfort
10 Litani
11 Marialis cultus
12 Den hellige Simon Stock
14 Gå alle til Josef - salme
16 Den hellige Veronika - Billede
18 Ærenpris - plante
20 Den hellige Josef - Teresa af Avila fortæller
22 Penge, penge, penge ...
24 Valfart til Haraldsted
25 Bøger fra Forlaget "Ave Maria"
27 Budskaber fra Medjugorje
28 Bønnens apostolat
29 Pavens anliggender
30 Kalenderen
31 Aftenbønner
mandag den 29. februar 2016
Undervejs med Maria
Johannes Paul II
Angelus i Jerusalem søndag 26. marts 2000
På hvert skridt af vor jordiske pilgrimsrejse er Maria med os. Hun kaster lys over vor vej og deler vore glæder og sorger.
Med Maria, Mater Dolorosa står vi i korsets skygge og græder over Jerusalems trængsler og verdens synder. Vi står med hende i stilhed på Golgata, og ser blod og vand flyde fra hendes Søns sårede side. Vi opdager de frygtelige konsekvenser af vor synd, og bevæges til anger over vore egne synder og Kirkens børns synder gennem tiden. Maria, undfanget uden synd, hjælp os på omvendelsens vej.
Med Maria, Stella Matutina, er vi ramt af lyset fra opstandelsen. Vi fryder os med hende over den åbne grav, der er blevet det evige livs moderskød, hvorfra Han, der opstod nu sidder ved Faderens højre hånd. Med hende takker vi for Helligåndens nådegave som den Opstandne Herre nedsendte over Kirken på pinsedagen og som Han til stadighed udgyder i vort hjerte, for vor sjæls frelse og til gavn for menneskeheden.
Maria, Regina in caelum assumpta. Fra hendes Søns grav ser vi til den grav, hvor Maria lå fredfyldt, i tålmodig venten på sin herlige optagelse i Himlen. Liturgien for messen, fejret på hendes grav i Jerusalem, lader Maria sige: "Selv hinsides døden er jeg ikke langt fra dig!" Og i liturgien svare hendes børn: "Når vi ser din grav, Maria, ser vi i ånden også dig. Du er englenes glæde og de plagedes trøst. Vi hylder dig som de kristnes sikre tilflugtssted og først og fremmest som Mor."
Når vi betragter Theotokos, næsten ved rejsens mål, ser vi Kirkens sande ansigt, strålende skønt lysende med d "Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt" (2 Kor 4,6). Du, vor fortaler, hjælp Kirken til altid at være mere som dig, dens ophøjede ideal. Hjælp den til at vokse i tro, håb og kærlighed, og til at søge Guds vilje i alle ting (jf. Lumen gentium 65). O gode, o milde, o kære jomfru Maria.
Angelus i Jerusalem søndag 26. marts 2000
På hvert skridt af vor jordiske pilgrimsrejse er Maria med os. Hun kaster lys over vor vej og deler vore glæder og sorger.
Med Maria, Mater Dolorosa står vi i korsets skygge og græder over Jerusalems trængsler og verdens synder. Vi står med hende i stilhed på Golgata, og ser blod og vand flyde fra hendes Søns sårede side. Vi opdager de frygtelige konsekvenser af vor synd, og bevæges til anger over vore egne synder og Kirkens børns synder gennem tiden. Maria, undfanget uden synd, hjælp os på omvendelsens vej.
Med Maria, Stella Matutina, er vi ramt af lyset fra opstandelsen. Vi fryder os med hende over den åbne grav, der er blevet det evige livs moderskød, hvorfra Han, der opstod nu sidder ved Faderens højre hånd. Med hende takker vi for Helligåndens nådegave som den Opstandne Herre nedsendte over Kirken på pinsedagen og som Han til stadighed udgyder i vort hjerte, for vor sjæls frelse og til gavn for menneskeheden.
Maria, Regina in caelum assumpta. Fra hendes Søns grav ser vi til den grav, hvor Maria lå fredfyldt, i tålmodig venten på sin herlige optagelse i Himlen. Liturgien for messen, fejret på hendes grav i Jerusalem, lader Maria sige: "Selv hinsides døden er jeg ikke langt fra dig!" Og i liturgien svare hendes børn: "Når vi ser din grav, Maria, ser vi i ånden også dig. Du er englenes glæde og de plagedes trøst. Vi hylder dig som de kristnes sikre tilflugtssted og først og fremmest som Mor."
Når vi betragter Theotokos, næsten ved rejsens mål, ser vi Kirkens sande ansigt, strålende skønt lysende med d "Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt" (2 Kor 4,6). Du, vor fortaler, hjælp Kirken til altid at være mere som dig, dens ophøjede ideal. Hjælp den til at vokse i tro, håb og kærlighed, og til at søge Guds vilje i alle ting (jf. Lumen gentium 65). O gode, o milde, o kære jomfru Maria.
Oversat og redigeret af Charlotte Olden-Jørgensen efter vatican.va
Penge, penge, penge
Victor S.E. Moubarak
Evangeliet til mandag i 8. almindelige uge er taget fra Markusevangeliet 10:17-27.
Jeg er sikker på, at I kender historien om den rige mand, som fik besked af Jesus om at sælge alt, hvad han ejede og følge Jesus. Manden kunne bare ikke gøre det og gik bedrøvet bort.
Jesus kommer også med den berømte udtalelse om, at det er sværere for den rige mand at komme ind i Himlen, end det er for en kamel at gå gennem et nåleøje. I årevis har mennesker debatteret denne uhyre stærke udtryksmåde. Hvad betød/betyder den?
Refererede Jesus til en indgangsport kaldet ”Nålen”, eller var det et bjergpas, der var så snævert, at man var nødt til at fjerne den byrde, som kamelen bar på, lade kamelen passere igennem og så bagefter læsse byrden på kamelen igen?
I virkeligheden er det ganske ligegyldigt. Det vigtigste er budskabet bag denne lignelse, rådet om at sælge alt og give det til de fattige.
Mente Jesus, hvad han sagde?
Her er min opfattelse – måtte den være nok så uortodoks.
Jeg tvivler på, om det ville gøre nogen forskel, hvis alle rige mænd solgte al deres ejendom og gav det til de fattige. Det ville være som at kaste et snefnug ind i en smelteovn.
Nå, men under alle omstændigheder ville det ikke være fysisk muligt, for hvis alle rige mennesker solgte deres ejendom, ville konsekvensen være, at de ville sælge det til andre, der så ville være rige, for at være i stand til at kunne købe den. Jeg er sikker på, at I kan følge med og forstå dobbeltkonfekten.
Så hvad mente Jesus?
Han talte bestemt ikke imod rigdom. Rigdom skaber rigdom. Den skaber job, og den skaber økonomiske midler til at kunne hjælpe dem, der er mindre heldige end os andre.
Kristus bakker op om, ja Han opmuntrer os endog til skabe værdier i sin lignelse om tjenerne, som hver fik en guldmønt af deres herre. Da han kom tilbage fra sine rejser, opdagede herren, at det var lykkedes for de to tjenere at få deres formue til at vokse, mens den tredje var ligeglad.
Derefter belønner han de hårdtarbejdende tjenere og straffer den anden. (Luk 19,11-27). Der er ikke noget galt med at arbejde hårdt og samle sig en formue på ærlig vis. Så længe vi gør det på en ansvarlig måde.
De, som er så heldige at besidde en formue, skal huske deres ansvar for at dele den med andre og hjælpe andre efter bedste evne. Det betyder ikke at sælge alt og give det til de fattige. Det betyder at blive opmærksom på dem omkring sig og dem, som er mindre heldige end en selv, og at man deler sine goder med dem. Hvis man sælger alt, så er rigdommen jo borte, når den er borte – man kan ikke længere hjælpe de fattige, ja måske bliver man selv fattig. Hvor er fornuften så henne i det?
I lignelsen om den rige mand og Lazarus (Luk 16,19-31) fordømmer Jesus ikke den rige mand for at være rig; men for aldrig at have lagt mærke til, endsige at have taget sig af den sultende mand uden for hans dør.
Hvad betyder det så?
Så her skal I bare se: Arbejd bare hårdt, og bliv velhavende, men husk på dem, der har mindre i forhold til dig. Og rigdom betyder ikke nødvendigvis velstand og penge.
Nogle mennesker er velhavende på forskellige måder: Velstand i form af visdom og viden, velstand i form af helbred og udholdenhed, velstand i form af et talent, og så videre.
Dem af os der er veluddannede og kyndige, skal ikke se ned på andre med arrogance og foragt. Brug jeres viden til at undervise med.
De, som er så heldige at have et godt helbred, skal huske på de syge og om muligt besøge dem eller hjælpe dem efter bedste evne.
De, der har talent for musik, kunst, sport eller hvad det nu måtte være, skal dele deres talent med andre. Forestil jer det gode, man kan gøre som sportsmand, hvis man besøger en skole og bruger lidt tid på at træne sammen med børnene i den sportsgren, man udøver. Eller at man som musiker eller berømthed brugte lidt tid sammen med børn med knap så meget talent, men som er på vej. Dette besøg vil stå mejslet ind i de unges hukommelse – og kan muligvis komme til at inspirere dem til at forbedre sig og opnå mere.
Lad os alle kigge dybt ind i os selv og opdage den rigdom, Gud har givet os.
Penge, et godt helbred, et talent for musik, maleri, sang eller hvad det måtte være og lad os dele disse ting til ære for og i taknemmelighed til Gud, vor Skaber.
Evangeliet til mandag i 8. almindelige uge er taget fra Markusevangeliet 10:17-27.
Jeg er sikker på, at I kender historien om den rige mand, som fik besked af Jesus om at sælge alt, hvad han ejede og følge Jesus. Manden kunne bare ikke gøre det og gik bedrøvet bort.
Jesus kommer også med den berømte udtalelse om, at det er sværere for den rige mand at komme ind i Himlen, end det er for en kamel at gå gennem et nåleøje. I årevis har mennesker debatteret denne uhyre stærke udtryksmåde. Hvad betød/betyder den?
Refererede Jesus til en indgangsport kaldet ”Nålen”, eller var det et bjergpas, der var så snævert, at man var nødt til at fjerne den byrde, som kamelen bar på, lade kamelen passere igennem og så bagefter læsse byrden på kamelen igen?
I virkeligheden er det ganske ligegyldigt. Det vigtigste er budskabet bag denne lignelse, rådet om at sælge alt og give det til de fattige.
Mente Jesus, hvad han sagde?
Her er min opfattelse – måtte den være nok så uortodoks.
Jeg tvivler på, om det ville gøre nogen forskel, hvis alle rige mænd solgte al deres ejendom og gav det til de fattige. Det ville være som at kaste et snefnug ind i en smelteovn.
Nå, men under alle omstændigheder ville det ikke være fysisk muligt, for hvis alle rige mennesker solgte deres ejendom, ville konsekvensen være, at de ville sælge det til andre, der så ville være rige, for at være i stand til at kunne købe den. Jeg er sikker på, at I kan følge med og forstå dobbeltkonfekten.
Så hvad mente Jesus?
Han talte bestemt ikke imod rigdom. Rigdom skaber rigdom. Den skaber job, og den skaber økonomiske midler til at kunne hjælpe dem, der er mindre heldige end os andre.
Kristus bakker op om, ja Han opmuntrer os endog til skabe værdier i sin lignelse om tjenerne, som hver fik en guldmønt af deres herre. Da han kom tilbage fra sine rejser, opdagede herren, at det var lykkedes for de to tjenere at få deres formue til at vokse, mens den tredje var ligeglad.
Derefter belønner han de hårdtarbejdende tjenere og straffer den anden. (Luk 19,11-27). Der er ikke noget galt med at arbejde hårdt og samle sig en formue på ærlig vis. Så længe vi gør det på en ansvarlig måde.
De, som er så heldige at besidde en formue, skal huske deres ansvar for at dele den med andre og hjælpe andre efter bedste evne. Det betyder ikke at sælge alt og give det til de fattige. Det betyder at blive opmærksom på dem omkring sig og dem, som er mindre heldige end en selv, og at man deler sine goder med dem. Hvis man sælger alt, så er rigdommen jo borte, når den er borte – man kan ikke længere hjælpe de fattige, ja måske bliver man selv fattig. Hvor er fornuften så henne i det?
I lignelsen om den rige mand og Lazarus (Luk 16,19-31) fordømmer Jesus ikke den rige mand for at være rig; men for aldrig at have lagt mærke til, endsige at have taget sig af den sultende mand uden for hans dør.
Hvad betyder det så?
Så her skal I bare se: Arbejd bare hårdt, og bliv velhavende, men husk på dem, der har mindre i forhold til dig. Og rigdom betyder ikke nødvendigvis velstand og penge.
Nogle mennesker er velhavende på forskellige måder: Velstand i form af visdom og viden, velstand i form af helbred og udholdenhed, velstand i form af et talent, og så videre.
Dem af os der er veluddannede og kyndige, skal ikke se ned på andre med arrogance og foragt. Brug jeres viden til at undervise med.
De, som er så heldige at have et godt helbred, skal huske på de syge og om muligt besøge dem eller hjælpe dem efter bedste evne.
De, der har talent for musik, kunst, sport eller hvad det nu måtte være, skal dele deres talent med andre. Forestil jer det gode, man kan gøre som sportsmand, hvis man besøger en skole og bruger lidt tid på at træne sammen med børnene i den sportsgren, man udøver. Eller at man som musiker eller berømthed brugte lidt tid sammen med børn med knap så meget talent, men som er på vej. Dette besøg vil stå mejslet ind i de unges hukommelse – og kan muligvis komme til at inspirere dem til at forbedre sig og opnå mere.
Lad os alle kigge dybt ind i os selv og opdage den rigdom, Gud har givet os.
Penge, et godt helbred, et talent for musik, maleri, sang eller hvad det måtte være og lad os dele disse ting til ære for og i taknemmelighed til Gud, vor Skaber.
Oversat af Joan Larsen efter Time for Reflections
Forfatteren har også et website med salg af egne bøger.
Forfatteren har også et website med salg af egne bøger.
Abonner på:
Opslag (Atom)