Fra Bar Glorioso til Assisi

Da vi var i Rom på jubelårsvalfarten (se her) boede nogle af os hos Ursulinerinde-søstrene i Trastevere. Der var ikke nogen form for forplejning inkluderet, og i sprgte søstrene, hvoir de ville anbefale os at spise morgenmad. De anbefalede varmt en lille bar, Bar Glorioso, et par gader væk, for foden af trappen i Viale Glorioso. Vi spiste der hver morgen sammen med vejarbejdere, funktionærer og mange andre på vej til arbejde. Vi fik glimrende kaffe, sandwiches, morgenbrød og meget andet, altid serveret effektiv og hurtigt, og altid med et smil og en rap replik. Da vi kom hjem, opdagede jeg, at der var en historie bag, hvorfor søstrene anbefalede baren.

Ejeren, Marco Pittalis, blev som så mange andre hårdt ramt af corona-nedlukningerne. Han savnede kontakten med kunderne, travlheden, den daglige snak og latter ... og han savnede noget at leve af. Uden kunder, ingen indtægter.
     Hver dag gik han ned i baren, testede cappuchinomaskinen, tørrede bordene af, smed udløbne fødevarer ud, gjorde status og rydede op på lageret. Han fortæller selv:

"Nedlukningsmånederne fra marts til maj 2020 var de værste. Jeg tog stadig ned i "Bar Glorioso", men skodderne skulle være rullet ned, og jeg sad mest indenfor med hovedet i hænderne."

Det var stamgæsterne, der gav ham det første skub. Da de så, hvor nedtrykt han var, lovede de at når coronaen var overstået, ville de alle sammen vende tilbage og spise morgenmad hos ham igen. Sådan er det i et kvarter som Trastevere, hvor alle ved alt om alle og hvor der er en instinktiv solidaritet. Men den udløsende faktor var noget andet. Marco Pittalis fortæller:

"En morgen, mens jeg var på lageret, hørte jeg noget støj udenfor, på gaden. En ambulance var netop ankommet med en gammel mand, som var blevet helbredt for covid og nu skulle i karantæne. Og så spurgte han mig, om jeg ikke kunne købe ind for ham: Brød, mælk, skinke ... Så på en måde skiftede jeg job og blev bud: Kunder, der ikke måtte gå ud, begyndte at ringe til mig regelmæssigt for at få dagligvarer, vand, et termometer, medicin ..."

Marco Pittalis lovede så, at hvis han og baren overlevede coronaen, ville han tage på pilgrimsrejse, helt alene ad den hellige Frans' vej fra Città di Castello til Assisi.
     I slutningen af juni 2021 tog han derfor afsted på den lovede pilgrimsvandring. Udrustet med shorts, vandflaske i bæltet, solhat og et stort forråd af ekstra T-shirts og vabelsalve i rygsækken. De tre nætter tilbragte Marco på herberger eller i klostre. I en folder noterede han ruteplanen langs den sti, den hellige Fras af Assisi engang havde vandret. Første etape var fredag den 25. juni fra Città di Castello til Pietralunga, 29,5 kilometer. Den var 'krævende', og tog 9 timer. Anden etape fra Pietralunga til Gubbio var 26,1 km, og tog også 9 timer. Tredje etape fra Gubbio til Valfabrica var på 38 km og 'meget krævende' med mulighed for en kort afstikker for at se Sankt Peters enebo i vinmarken, med den yderligere bemærkning, at 'der ikke er vand i vinmarken'. Endelig, mandag den 27. juni, sidste etape fra Valfabrica til Assisi 13,5 kilometer, en 'let etape', og han var fremme til messen i San Francesco basilikaen kl. 18.00.
     Helt nøjagtigt 107 kilometer til fods: Noget af en udfordring for en mand, der højst havde gået (om end utallige gange!) fra kaffemaskinen til bordene og tilbage igen. "Jeg havde også udrustet mig i tilfælde af møder med vildsvin eller andre vilde dyr: Jeg havde en knippel med mig. Men alt gik godt,"

"Det endte altså med, at en meget belastende situation blev til en smuk oplevelse, en oplevelse med vækst. Jeg fik ideen til denne vandring, da jeg forstod, at vi kunne komme ud af Covid," slutter Marco Pittalis, "og den er ment som en hyldest til dem, der desværre ikke længere er her, en tak til mine venner og kunder og frem for alt som et budskab om tillid. Lad ikke krisesituationer slå os ud, før eller siden vil solen skinne igen"

Charlotte Olden-Jørgensen
Kilder: Samtaler med Marco Pittalis, Facebook og internettet.