onsdag den 1. juni 2022

2022 - Nummer 2 - Juni


4    Kære Læsere
5    Vor Frue af Mariupol
10    Den hellige Mariam
          af den korsfæstede Jesus
13    Skriftemålet - en påskegave
16    Liturgi, musik, kosmos
18    Ingeborg Lowsen R.I.P.
20    Kirkeklokker
25    Helgener til håbløse tilfælde
28    Budskaberne fra Medjugorje
29    Pavens intentioner
 30    Årets valfarter
 30    Maria, Kirkens Moder
 30    Guds ord er levende
31    Bøn for fred


Helgener i håbløse situationer

Når du ikke ved, hvad du ellers skal stille op, kan du prøve at bede til disse mirakuløse helgener.
    I livet støder vi ofte på desperate situationer, hvor intet virker, og hvor verden synes at være imod os. I sådanne tilfælde er det som med alt andet i livet mest hensigtsmæssigt at søge Gud og bede om Hans guddommelige indgriben.
    Helgenerne er nyttige i denne situation, fordi de hurtigt bringer vore bønner til vor himmelske Fader. Her er der især fire himmelske hjælpere, som er kendt for deres forbøn i håbløse anliggender.


Den hellige Rita af Cascia
Rita, en helgen fra det 15. århundrede, var i sin levetid kendt for at tage sig af pestofre. Hun gjorde dette uden at blive ramt af pesten, en mirakuløs beskyttelse, som sandsynligvis førte til hendes tilknytning til håbløse anliggender.

    Rita, forbeder for folk i nød, hvis bønner til din guddommelige Herre er næsten uimodståelige, og som på grund af din gavmilde hjælp er blevet kaldt de håbløses og endda de umuliges forbeder. Hellige Rita, du var så ydmyg, ren, sønderknust og tålmodig i din inderlige kærlighed til din korsfæstede Jesus, at du kunne opnå alt, hvad du bad om fra Ham. Derfor  henvender vi os alle trygt til dig og forventer om ikke altid lindring, så i det mindste trøst.
    Lyt til vor bøn, og vis os din magt hos Gud på vegne af dem, der beder om din hjælp. Vær gavmild mod os, som du har været det i så mange vidunderlige tilfælde, til større ære for Gud, til udbredelse af kendskabet til dig og til trøst for dem, der stoler på dig.
     Vi lover, at vi, hvis vores bøn bliver opfyldt, vil forherlige dig ved at gøre dine gerninger kendt, ved at velsigne og synge din pris for evigt.
    I tillid til dine fortjenester og din magt hos Jesu Hellige Hjerte beder vi dig give, at [her nævner du dit anliggende]. Bed for os, hellige Rita, at vi må blive værdige til Kristi forjættelser.


Den hellige Judas Thaddeus
Judas er en helgen, som ofte blev glemt gennem historien på grund af sit navn. Mange kristne ønskede ikke at bede til ham, fordi hans navn lignede Judas Iskariots. Judas er en ven af alle håbløse anliggender og er kendt for sin kraftfulde forbøn.

     Hellige apostel, Sankt Judas, Jesu trofaste tjener og ven, Kirken ærer og påkalder dig som hjælper i håbløse anliggender, når man næsten har tabt modet. Bed for mig, jeg er så hjælpeløs og alene. Gå i forbøn for mig hos Gud, at Han må bringe synlig og hurtig hjælp, hvor jeg næsten har opgivet tanken om hjælp. Kom mig til hjælp i denne store nød, så jeg kan modtage himlens trøst og hjælp i alle mine behov, trængsler og lidelser, især [her nævner du dit anliggende], så jeg kan prise Gud sammen med dig og alle de hellige for evigt. Jeg lover, hellige Judas, at jeg altid vil være opmærksom på denne store gunst, som Gud har givet mig, og altid at ære dig som min særlige og magtfulde skytshelgen og taknemmeligt opmuntre til hengivenhed til dig. Amen.
 



Den hellige Philomena
Philomena var en ung pige fra det 3. århundrede og ville være blevet glemt af historien, hvis det ikke var for et mirakuløst syn, der knyttede hende til en grav, som blev opdaget over 1.500 år senere.

     Vi bønfalder dig, Herre, om at give os tilgivelse for vores synder på forbøn af den hellige Philomena, jomfru og martyr. Hun fandt altid behag i dine øjne ved sin kyskhed og ved at bekende sig til de hellige dyder. Amen.
     Ærværdige jomfru og martyr, hellige Filomena, se mig liggende for den trone, hvorpå det har behaget den hellige Treenighed at anbringe dig. Fuld af tillid til din beskyttelse bønfalder jeg dig om at gå i forbøn for mig hos Gud, at du fra Himlens højder vil kaste et blik på din ydmyge klient! Du Kristi brud, støt mig i lidelsen, styrk mig i fristelsen, beskyt mig i faren og skænk mig de nådegaver, der er nødvendige for mig, og især  [her nævner du dit anliggende].
   Frem for alt, bistå mig i min dødstime. Hellige Filomena, stærk hos Gud, bed for os. Amen.
     O Gud, hellige Treenighed, vi takker dig for de nådegaver, som du har givet den hellige Jomfru Maria og din tjenerinde Philomena, ved hvis forbøn vi bønfalder dig om din barmhjertighed. Amen.
 

Den hellige Gregor Thaumaturgos







Gregor er ikke særlig kendt i den vestlige kirke, men i Østen er han kendt som Thaumaturgos - undergøreren, og der er mange mirakler forbundet med hans liv og forbøn.

     O hellige Gregor, skriftefader og præst for Herren, jeg beder dig om, at du vil gå i forbøn for mig hos Gud, for at jeg, renset for al synd, må behage Ham i alle ting, og at Han vil give mig den fred, som alle Hans tjenere ejer. Amen.





Kilde:
https://aleteia.org/2018/02/06/4-saints-of-impossible-causes-and-prayers-to-them
Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

Vor Frue af Mariupol

Mariupol
Byen Mariupol har vi lært at kende siden februar i år, hvor den russiske invasion af Ukraine begyndte, men Mariupol er også kendt for noget helt andet, nemlig en ikon af Guds Moder.
    Mariupol er en strategisk beliggende havneby ved Azovhavet, og det er derfor, at den er så omstridt. En indtagelse af byen vil nemlig praktisk talt afskære Ukraine fra adgangen til både Azovhavet og Krim-halvøen.
    Byens navn, Mariupol, på græsk Μαριούπολη og på ukrainsk Маріуполь, betyder "Marias by". Der er stadig uenighed om oprindelsen til navnet. Nogle siger, at den er opkaldt efter Jomfru Maria, mens andre hævder at den er opkaldt efter zar Paul I's hustru Maria Fedorovna (1759-1828).
    Grunden til at byen også har et græsk navn, er at der i århundreder har været grækere på Krim og i det sydlige Ukraine. Græske købmænd var aktive i Sortehavsområdet og sendte varer til Rumænien, Bulgarien, Ukraine og Tyrkiet.

En helligdom i Mariupol
I en af byens største ortodokse kirker, Den hellige Treenigheds kirke, findes en særlig ikon, der kaldes Vor Frue af Mariupol. Ikonen viser Jomfru Maria med Jesusbarnet på armen. Jomfru Maria bøjer sit hoved ned mod Jesusbarnet og ser på beskueren imens hun peger på Ham der er Vejen til frelse. Den type ikoner kaldes i østkirken Hodegetria - Hun, der viser vejen.
    Legenden siger, at ikonen for mange århundreder siden, kom til Mariupol fra Krimhalvøen, hvor en ung hyrde, Mikhail, vandrede med en stor flok kvæg. Han kom til at drive sin flok ind i en dyb, stejl kløft og kunne ikke finde en vej ud. Pludselig så hyrden en stor ikon af Vor Frue på en klippe og et lys, der brændte ved siden af. Efter lidt tid fandt han en nem vej ud af kløften og reddede sin hjord.
    Man byggede efterfølgende et lille kapel på klippen, hvor ikonen var fundet. Herefter kom en tid, hvor nogle muslimer hærgede i området, og ikonen blev gemt væk i en tønde og forsvandt. I det 18. århundrede blev ikonen fundet i Mariupol og er i dag æret af både katolikker og ortodokse. At bede til Vor Frue af Mariupol har bragt mange lindring og ikke mindst mirakler i krigstider.

Bøn til Vor Frue af Mariupol
Mange, mange troende beder dag og nat for det ukrainske folk og for Ruslands omvendelse. Denne bøn for det russiske folk stammer tilbage til åbenbaringen den 13. juli 1917 i Fatima, hvor Jomfru Maria bad hyrdebørnene dér om bøn for Ruslands omvendelse.
    Den 13. marts bad pave Frans for, at Mariupol måtte gå fri af flere af krigens ødelæggelser. Han sagde, at Marias by var blevet gjort til martyr med alle dens uskyldige og forsvarsløse ofre for barbariske og grundløse angreb. Og den 25. marts indviede han ved en ceremoni i Peterskirken hele menneskeheden, og især Rusland og Ukraine, til Marias rene hjerte. Han udtrykte sin tillid til Jomfru Maria midt i den grusomme og meningsløse krig.
    Under denne krig, som under så mange før den, lægger mange både ukrainere og russere deres liv i Guds hænder og beder til Vor Frue af Mariupol, idet de siger til hinanden, at det er Vor Frue, der viser Vejen

Akathistos-hymner i østkirken
Akathistos betyder bogstaveligt "ikke-siddende" og er en hymne til helgener, hellige personer eller begivenheder. De er en elsket del af østkirkens liturgi.


Akathistos-hymne til Vor Frue af Mariupol
Velsignede forbeder for landet ved Azovhavet og for byen Mariupol.
Du er sundhed og renhed i den rette tro hos alle, der når dig med deres bøn,
Hellige Moder, bed Kristus om udfrielse fra hver en lidelse og om vor sjæls frelse.

Fryd dig, hellige Guds Moder og Dronning, vor utrættelige forbeder.
Fryd dig, du rene vejviser, som viser vejen til frelse.
Fryd dig, o nådefulde, idet du beder Herren at udgyde sin nåde over os.
Fryd dig, rene Himmel, fyldt med Guds Ånds renhed.
Fryd dig, o barmhjertige, som nådigt beskytter os mod lidelse.
Fryd dig, klareste stjerne, som viser vejen til Sandhedens Sol.
Glæd dig, velsignede Jomfru, Guds Moder, Mariupols ære og vor forbeder.
Uddrag af en Akathistos-hymne til Vor Frue af Mariupol.




Susanne Viby, OCDS
Kilde: internettet: https://aleteia.org