Fryd dig, Jerusalem, og saml jer, alle som elsker den! Glæd og fryd jer, I som var bedrøvede, at I må juble og mættes af Trøstens rigtflydende strømme! Jeg glæder mig over, hvad der blev sagt til mig, at vi skal vandre til Herrens hus.
Kære brødre og søstre!
På denne fjerde søndag i fasten, der kaldes "lætare" det vil sige "glæd dig" efter indledningsordene i den eukaristiske liturgi, opfordres vi til at være glade: "Fryd dig, Jerusalem". Det er altså et kald til glæde - "Glæd og fryd jer, I som var bedrøvede". Sådan begynder messen. Hvad er årsagen til denne glæde? Årsagen er Guds store kærlighed til menneskeheden, sådan som dagens evangelium fortæller os: "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv" (Joh 3,16). Disse ord, som Jesus sagde under mødet med Nikodemus, opsummerer et centralt tema i det kristne budskab: Selv når situationen virker desperat, griber Gud ind og tilbyder mennesket frelse og glæde. Faktisk forbliver Gud ikke adskilt fra os, men går ind i menneske hedens historie; Han "blander sig" i vort liv; Han kommer for at gøre det levende med sin nåde og frelse det.
Vi er kaldet til at lytte til dette budskab, til at afvise fristelsen til at sætte tilliden til os selv højere, til at tro, at vi kan klare os uden Gud, til at kræve absolut frihed fra Ham og fra Hans Ord. Når vi finder modet til at indse, hvad vi er - for det kræver mod! - bliver vi klar over, at vi er mennesker, kaldede til at erkende vore svagheder og begrænsninger. Så kan det ske, at vi bliver grebet af angst, af ængstelse for fremtiden, af frygt for sygdom og død. Dette forklarer, hvorfor mange mennesker, der søger efter en udvej, undertiden tager farlige genveje som for eksempel narkotika eller overtro eller katastrofale magiske ritualer.
Det er godt at kende vore begrænsninger og svagheder; Vi må erkende dem, ikke for at fortvivle, men for at tilbyde dem til Herren. Og han hjælper os på helbredelsens vej; Han tager os ved hånden og forlader os aldrig nogensinde!
Gud er med os, og derfor "glæder jeg mig"; vi "glæder os" i dag: "Fryd dig, Jerusalem" siger bønnen, fordi Gud er med os. Og vi har det sande og store håb i Gud Faderen, der er rig på barmhjertighed, og som gav os sin Søn for at frelse os, og det er vor glæde.
Vi har også mange sorger, men når vi er sande kristne, er der et håb, som er en lille glæde, som vokser og giver os vished. Vi må ikke tabe modet, når vi ser vore begrænsninger, vore synder, vor svaghed: Gud er nær; Jesus er på korset for at helbrede os. Dette er Guds kærlighed. At vi kan kigge på korset og sige til os selv: "Gud elsker mig". Det er sandt, der findes begrænsninger, svagheder og synder i vores liv, men Han er større end begrænsningerne, svaghederne og synderne. Glem det aldrig: Gud er større end vore svagheder, end vor utroskab og vore synder. Og lad os tage Herren ved hånden; lad os se på krucifikset og vandre fremad.
Måtte Maria, barmhjertighedens mor, indgyde denne vished om at vi er elsket af Gud i vort hjerte. Måtte hun være os nær i de øjeblikke, hvor vi føler os alene, når vi er fristet til at give op overfor livets vanskeligheder. Måtte hun formidle sin Søns Jesu følelser til os, så vor rejse gennem fasten kan blive en oplevelse af tilgivelse, accept og barmhjertig kærlighed.
Pave Frans. Angelus på Peterspladsen, 11. marts 2018, 4. søndag i fasten. Kilde vatican.va,
Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen
