4 Kære Læsere
5 Vor Frue af Akita
8 Den ærværdige Hermann Cohen
12 Johannes af Korset er stadig aktuel
16 Jesu dåb - Billede
18 Julesalme af den hellige Alfons Maria de' Liguori
20 Den hellige Odilie af Alsace
22 Om Birgittas 15 bønner til den korsfæstede frelser
24 Pilgrimsrejse til det hellige land
27 Budskaberne fra Medjugorje
28 Helgenkåringen af Kardinal Newman
30 Pavens intentioner
31 Bøn: Led, milde lys
Statuen af Vor Frue af Akita. Statuen er en kopi af Vor Frue af alle folkeslag i Amsterdam. Udskåret af et enkelt stykke træ af en lokal billedhugger og buddhist Saburo Wakasa i 1965 - fotografi: SICDAMOME.
Næsten alle danske katolikker kender salmen: "Led, milde lys", som vi
bringer som bagsidebøn i dette nummer af Ave Maria, men de færreste
kender dens forfatter: Kardinal John Henry Newman.
Ikke desto
mindre blev samme kardinal John Henry Newman helgen kåret på
Peterspladsen i Rom den 13. oktober 2019. Prinsen af Wales deltog i
begivenheden.
Det er 50 år siden, der sidst blev kåret en
engelsk helgen. Det var ikke kun een, men 40, nemlig de 40 engelske
martyrer, som blev tortureret og dræbt under forfølgelserne af
katolikker i England i årene 1535 til 1679. De blev helgenkåret i 1970.
John Henry Newman var den ældste af seks børn. Hans far var bankmand.
Familien var medlemmer af den anglikanske kirke. “Papist” var i familien
et skældsord for katolikker. Allerede som 15-årig havde han en
gudsoplevelse, som han beskrev som et møde med Gud hans skaber. Det
bestemte hans livsvej.
Da han var 16 år indskrev han sig på
universitetet i Oxford for at uddanne sig til anglikansk præst. 24 år
gammel blev han præst. Under studierne blev han tiltrukket af den
højkirkelige fløj i den anglikanske kirke og var bl.a. med til at starte
Oxford bevægelsen. Bevægelsen opstod som en reaktion på, at man fra
statens side ønskede at forenkle den angli kanske kirke. Bevægelsen
lagde vægt på bevarelse af præsteembedet ifølge traditionen, højtidelig
liturgi og sakramenterne. Den mente, at den angli kanske kirke havde
bevæget sig væk fra sine katolske og oldkirkelige rødder og fået for
mange træk fra den protestantiske kirke.
John Henry Newman
studerede kirkefædrene. Det gav ham en længsel efter en kirke, som havde
et mere oprindeligt præg. Han kaldte det “den sande kirke”. Efter en
del års i indre kamp, endte han med at konvertere til den katolske
kirke. Det skete i 1845, da han var 44 år gammel. Det var bestemt ikke
en populær beslutning, og mange anglikanere anså ham for at være en
forræder. Hans teologi byggede på den kristnes behov for et personligt
møde med Gud. Han mødte også modstand hos nogle i den katolske kirke.
Han havde også forbehold mod dogmet om pavens ufejlbarlighed (Når paven
taler ex cathedra, hvilket sjældent sker.).
Det endte dog med, at han i 1879 blev udnævnt til kardinal af pave Leo XIII. Da var han 78 år gammel.
Newman tilsluttede sig oratiorianerordenen, som var grundlagt af den
hellige Philip Neri (1515-1595). Ordenen består af både gejstlige og
lægfolk. I et såkaldt Oratorium, som også omfatter et kapel, samles
medlemmerne til bøn og messe. Medlemmerne arbejder især blandt de
udstødte og syge. John Henry Newman oprettede et sådant i Oxford. Der er
han også begravet.
Han var en vellidt mand blandt rige,
fattige, høj og lav. Han sørgede for at styrke kirkens arbejde i
fængsler, på hospitaler og skoler.
To mirakler ved anråbelse
af hans forbøn er lagt til grund for hans helgenkåring. Den ene er en
helbredelse af en lammende rygskade hos en mand og den anden en
helbredelse af alvorlige blødninger hos en gravid kvinde. Blødningerne
stoppede straks og varigt. Graviditeten forløb uden problemer derefter,
og kvinden fødte et sundt barn. Både den helbredte mand og den helbredte
kvinde var med ved helgenkåringen.
John Henry Newman har
mindedag den 9. oktober. Egentlig skulle han have haft den 11. august,
der er hans himmelske fødselsdag (dødsdag), men den dag fejres Clara af
Assisi. Derfor har han fået en dag ved indledningen af det engelske
akademiske år, der var et af hans interesseområder.
Er man så heldig at overvære julens midnatsmesse fra Rom, vil man kunne høre den smukke italienske julesalme:Tu scendi dalle stelle, sunges af det børnekor som medvirker under højmessen. Salmen er en slags julepastorale, det vil sige en instrumental eller vokal komposition i tredelt rytme og med et pastoralt (landligt eller hyrde-tema). Pastoraler bliver ofte udført af den traditionelle sækkepibe zampogna og af rørpibe piffera og kendes derfor også som Canzone di zampognari (sækkepibespillernes julesalme).
Melodien og de teksten til salmen blev skrevet af den hellige Alfons Maria af Liguori, en fremtrædende napolitansk præst, biskop og skolastisk filosof, der blandt andet grundlagde Redemptoristordenen (1732). Han blev kanoniseret af pave Gregor XVl 26. maj 1839 og udnævnt til kirkelærer af Pius IX i 1871. Han er en af de kendteste og mest læste katolske forfattere overhovedet og skytshelgen for skriftefædre.
Alfons af Liguori blev født i Marianella, i kongeriget Napoli som den første af syv børn. Han læste til advokat og blev en meget velkendt advokat. Som 27-råig besluttede han sig imidlertid for at forlade advokatembedet, for, som han skrev til en ven "jeg vil afslutte denne karriere som ikke passer mig, for jeg ønsker at sikre min sjæls frelse". Han ville gerne have trådt ind i Oratorianerordenen, (ligesom kardinal Newman), men hans far var imod det, så han bev boende hjemme mens han studrede til præst.
I 1732 skrev han en julesalme på napolitansk med titlen `I anledning af Jesu fødsel`. Den begynder med ordene: Quanno nascette Ninno (da barnet blev født). Nogle siger at det er pave Pius IX der har oversat salmen fra neapolitansk til italiensk.
Denne smukke salme er siden blevet en populær salme i Italien og mange komponister har benyttet de kønne melodiske fraser i deres kompositioner. Det gælder f.eks. Domenico Scarlatti i hans sonate i Cdur.
Normalt er det kun de to første vers, der bliver sunget. Derfor har vi også valgt kun at gengive dem her. Først på italiensk:
Tu scendi dalle stelle, o Re del cielo,
e vieni in una grotta al freddo e al gelo,
O Bambino mio divino,
io ti vedo qui tremar;
o Dio beato!
Ahi quanto ti costò l'avermi amato!
A te, che sei del mondo il Creatore,
mancano panni e foco, o mio Signore,
Caro eletto pargoletto,
quanto questa povertà
più m'innamora,
giacché ti fece amor povero ancora!
En ordret oversættelse lyder sådan her:
Du kom til os fra stjernerne, o himmelkonge,
og kom til en grotte, i kulde og i frost.
O mit barn, guddommelige,
Jeg ser dig ryste (af kulde) her
O velsignede Gud!
Hvad har det dog kostet dig at elske mig?
Du som er verdens skaber
manglede klæder og ild, o min Herre
Kæreste udvalgte. lille barn
Hvor denne fattigdom
dog lader mig elske dig endnu mere
fordi du gjorde dig til kærlighed, endog fattig!
En sangbar version:
Du kom til os fra Himlen, o konge ovenfra
|: kom til os i en grotte, i kulde og i frost. :|
O du lille, guddommelige,
Jeg ser dig skælve af kulde her
Oh kære, milde Gud
|: Hvad har det kostet dig, at du har elske mig? :|
Og du som skabte verden, min Herre, dyrebar
|: kom uden tøj og klæder og ild til grotten der, :|
Oh, du milde, udvalgte lille,
Hvor denne fattigdom gør dig
så dyrebar for mig.
|: Du gjorde dig til barn af kærlighed til mig. :|
Hør Andrea Bocelli synge her:
Eller med et barnekor som i Peterskirken julenat:
Tekst: Margrethe Dupont, versene ved Charlotte Olden-Jørgensen
4 Kære Læsere
5 Vor Frue, De Nedbøjedes Trøst - Consolatrix afflictorum
9 Frans af Assisi
11 Den Nordiske Valfart til Lourdes 50 år
14 Den Franciskanske Sekularorden160 år i Danmark
16 Lad os betro os til ærkeenglene
18 Et eukaristisk mirakel i Buenos Aires
20 Smukke Kaukasus del IV
24 Det hellige kors' ophøjelse
26 Rosenkransens historie
27 Budskaberne fra Medjugorje
28 Om tillid til Jesus
29 Pavens intentioner
30 Messe for læserne
30 Afdød
31 Bøn til ærkeenglen Michael
Gudauri – Georgien undervejs til Armenien.
Gudauri er naturskønt og velbesøgt sted.
Mange georgiere lever af at sælge souvenirs til turisterne.
Befolkningen i Kaukasus har været under skiftende herskeres dominans igennem tiden, og hver periode har medført omskiftelig tilknytning og kultur påvirkning for den enkelte.
Senest har Sovjet unionens ateistiske ideologi og antikirkelige politik igennem hele sovjet tiden haft ødelæggende effekt på både hele kirken og kauka siernes identitet og hver dags liv.
Katolikker har altid været tilstede i Kaukasus. Mange kom allerede under den russiske kejserinde Katarina II i 1700-tallet, som bragte bosættere fra Polen, Tjekkiet og Tyskland med henblik på at udvikle om rådet. De bragte deres egen kultur og den katolske tro med sig.
Skt. Peter og Pouls katolske kirke
i Tbilisi, Georgien.
Kirken blev bygget i 1877 af polakker
der blev deporteret til Rusland som straf.
Messetider søndag:
kl. 10.00 på engelsk
kl. 11.30 på georgisk
kl. 17.00 på latin
Hverdage: kl. 9.00. på georgisk
Ifølge den apostoliske administration i Kaukasus med sæde i Tbilisi havde den romersk-katolske kirke i 2017 50.000 registrerede sognebørn i 12 sogne og 25 præster. Det svarer til 0,7 % af befolkningen. Kirken består af små sognefamilier, der lever spredt hele over regionen. De største menigheder holder højst sandsynligt til i de store byer og for eksempel Skt. Peter og Pauls kirke i Tbilisi, Georgiens hovedstad, og Skt. Gregor Lysbringerens kirke i Jerevan i Armenien.
Sovjetunionens besættelse
Indenfor i skt. Peter og Pouls kirke i Tbilisi.
I 1920 åbnede Armenien sine grænser for de russiske styrker, da stormagten Tyrkiet endnu engang truede landets sikkerhed. Denne handling var begyndelsen på den sovjet kommu nistiske magtovertagelse i hele den kaukasiske region. Sovjetunionens ateistiske ideologi og antikirkelige politik har fra starten været rettet mod alle kirkesamfund.
I begyndelsen var indsatsen særligt rettet mod statskirken, dvs. den armensk-ortodokse Kirke, som var, og som også i dag er den største kirke i regionen med 93 % af befolkningen. Kirken følger den armenske ritus og bruger oldarmensk som liturgisk sprog, kaldt for grabar. Kirken er venligt stemt overfor paven.
Forfølgelsen af den katolske mindretal voksede langsomt i samme periode og tog til efter hver anti-sovjetisk tale af kirkens højtstående. Den antikirkelige propaganda spredte falske fakta og angreb ofte paven og beskyldte ham for rigdom og økonomisk grådighed. Den krænkede katolske præsters ære, beskyldte dem for vellystig livsstil og for at udnytte menigheder økonomisk.
De troende blev tilskyndet til at holde op med at støtte Kirken øko nomisk for på den måde at ødelægge det velfungerende finansierings system. Samme propaganda opfordrede også præsterne til at forlade præste standen og leve sekulært til fordel for bedre levestandard.
Resultatet var at mange præster især på landet og uden økonomiske ressourcer forlod præstestanden og tog almindeligt arbejde.
Efter 1930 foregik den antikirkelige politik direkte og åbenlyst, og mange sogne blev lukket, og de troende forvist. Domstolene dømte præsterne til fængselsstraf og de blev spredt udover Sovjetunionen. Mange blev sendt til Kasakhstan, Sibirien eller Fjernøsten for aldrig at vende tilbage.
I 1920 havde den armensk-katolske kirke 57.984 medlemmer med 61 sognepræster fordelt over 5 sogne. I 1934 var der officielt ingen katolske præster tilbage af de 61 i 1920. Den katolske menighed var uden mulighed for at deltage i liturgien eller have adgang til et kirkerum. Alle kirkebygninger blev overtaget af det sovjetiske regime.
Den katolske Kirke efter 1991
Ved Sovjetunionens sammenbrud i 1991 var den katolske Kirke i Kaukasus nærmest ikke eksisterende.
Pastor Anton Totonijan, som har armenske rødder, men er født og opvokset i Australien, har siden 1991 været sognepræst i lands byen Panik i Arme nien. I 2017 fortalte han om sit liv som katolik i Armenien. Pater Anton Totonijan fortæller.
"Mine sognebørn kæmper ikke kun med daglig fattig dom, de kæmper med noget der er meget værre end det," siger han. "De kæmper med de ødelæggende moralske konsekvenser af Sov jet tidens kommunisme. For det russiske regimes målrettede ateis tiske ideologi og anti kir ke lige politik spøger stadig i baggrunden."
Pastor Anton anklager det sovjetiske regime for overgreb på den men neskelige værdighed. Han siger, at kommunismen hjernevaskede menne sker for al medmenneskelighed og efterlod dem demoraliserede. Pastor Anton oplever stadig følelsesmæssig fattigdom og mangel på ægte kærlighed og almindelig medmenneskelighed. Der er mennesker, som ikke tør tro, at de er elsket, fordi de ikke har erfaret kærlighed. I 72 år levede folk med konstant frygt for livet. Levevilkårene var hårde, og folk var tvunget til at kæmpe for basale ting og for at overleve. Mange tør fortsat ikke at tro på fremtiden, og mange kæmper stadig.
Ikke alle georgiere har råd til bedre boligforhold
end disse i hovedstaden Tbilisi.
Selvom mange armeniere siger, at de er troende, afspejler deres tro sig ikke altid i deres liv, og mange ved ikke, hvad ægte tro er. Folk kommer i kirken og tænder lys, mange lys, men det er kun få, som bliver til messen.
Den kom munistiske okkupation har udslettet generationen af bedsteforældre, som normalt har spillet en vigtig rolle for opdragelsen af den yngre generation gennem hele livet. Kaukasierne efter 1991 lever uden kronvidner om deres kultur, tradition og historie, og pastor Anton oplever sine sognebørn som urolige, trætte og ensomme. De er som en rastløs familie med stærkt behov for omsorg.
Der er stadig meget at lave, og vejen er lang, men pastor Anton synes at kunne ane frugterne af sin indsats. For hans sognebørn smiler oftere i dag og han ser også håb i manges blikke.
Pastor Antons Totonijan fortæller om sin største drøm: "Jeg håber, at jeg kan hjælpe folk med at indse, hvor meget Jesus Kristus elsker dem."
Kære læsere af Ave Maria: Med dette 4. og sidste afsnit om rejsen i Kauka sus, takker jeg hjerteligt for jeres opmærksomhed. Jeg håber, at artiklerne skildrede en smule af mine indtryk fra smukke Kaukasus. Måske får nogen af jer endda lyst til selv at tage på en rejse til verdens ældste kristne lande. Må Gud være i rejsen.
Kulturdage i Tbilisi. Vi var stærkt imponerede af de unge menneskers stolt hed
og lidenskabelige engagement i deres optræden på scenen foran hundreder af tilskuere.
Under en nylig ombygning af sakristiet fandt man i Sankt Laurentii kirke i Roskilde et helt særligt relikvie. Det er en splint af det kors, som Jesus blev korsfæstet på. Relikviet bærer det segl, der verificerer, at det er ægte. Der står De Ligno SS Crucis, som betyder “af træet fra det allerhelligste Kors”. Jesu kors blev ifølge legenden fundet af kejser Konstantins mor, Helena (død ca. 330), under en pilgrimsrejse til Jerusalem. Splinter af Jesu kors findes utallige steder som relikvier i kirkerne.
Under langfredagsliturgien, hvor man kysser korset, blev menigheden tilbudt at kysse dette relikvie. Endnu har man ikke fundet ud af, hvordan det er kommet til Roskilde.
Relikvier er rester af hellige mænds eller kvinders legeme, tøj eller brugsgenstande. Det kan også være en tåre. Relikvier æres i mange religioner. Da man mener, at de har tilknytning til en person, som var tæt på Gud, er det en måde at komme Gud nærmere på. Når det drejer sig om Jesu kors, er det jo Gud selv, som har hængt på det.
Søndag den 12. maj fejredes messen i Sankt Jakobs kirke i Medjugorje af den apostolske nuntius mgr. Luigi Pezzuto og koncelebreredes af den apostolske visitator mgr. Henryk Hoser. Under messen blev der læst en meddelelse højt fra pave Frans på kroatisk og italiensk, hvor paven tillader alle præster fra ethvert bispedømme at organisere pilgrimsrejser til Medjugorje.
Alle præster må nu frit fejre messer og andagter i Medjugorje.
Det er ikke en godkendelse af åbenbaringerne, men en anerkendelse af stedets mange gode frugter.
Teksten lød i sin helhed som følger:
Pave Frans har besluttet, at der må organiseres valfarter til Medjugorje, idet man stadig skal sørge for at det ikke opfattes som en godkendelse af de begivenheder der endnu sker og stadig undersøges af Kirken, og heller ikke bidrager til at sprede misforståelser og tvetydighed på det læremæssige område. Dette gælder hyrder af alle ordener og grader (dvs. både ordenpræster og verdenspræster; diakoner, præster og biskopper) der ønsker at rejse til Medjugorje for at læse messe og fejre dér.
Sankt Jakobs kirke i Medjugorje
Oversat fra https://hercegovackiportal.com/2019/05/12/papa-odobrio-
Fryd dig, Jerusalem, og saml jer, alle som elsker den! Glæd og fryd jer, I som var bedrøvede, at I må juble og mættes af Trøstens rigtflydende strømme! Jeg glæder mig over, hvad der blev sagt til mig, at vi skal vandre til Herrens hus.
Kære brødre og søstre!
På denne fjerde søndag i fasten, der kaldes "lætare" det vil sige "glæd dig" efter indledningsordene i den eukaristiske liturgi, opfordres vi til at være glade: "Fryd dig, Jerusalem". Det er altså et kald til glæde - "Glæd og fryd jer, I som var bedrøvede". Sådan begynder messen. Hvad er årsagen til denne glæde? Årsagen er Guds store kærlighed til menneskeheden, sådan som dagens evangelium fortæller os: "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv" (Joh 3,16). Disse ord, som Jesus sagde under mødet med Nikodemus, opsummerer et centralt tema i det kristne budskab: Selv når situationen virker desperat, griber Gud ind og tilbyder mennesket frelse og glæde. Faktisk forbliver Gud ikke adskilt fra os, men går ind i menneske hedens historie; Han "blander sig" i vort liv; Han kommer for at gøre det levende med sin nåde og frelse det.
Vi er kaldet til at lytte til dette budskab, til at afvise fristelsen til at sætte tilliden til os selv højere, til at tro, at vi kan klare os uden Gud, til at kræve absolut frihed fra Ham og fra Hans Ord. Når vi finder modet til at indse, hvad vi er - for det kræver mod! - bliver vi klar over, at vi er mennesker, kaldede til at erkende vore svagheder og begrænsninger. Så kan det ske, at vi bliver grebet af angst, af ængstelse for fremtiden, af frygt for sygdom og død. Dette forklarer, hvorfor mange mennesker, der søger efter en udvej, undertiden tager farlige genveje som for eksempel narkotika eller overtro eller katastrofale magiske ritualer.
Det er godt at kende vore begrænsninger og svagheder; Vi må erkende dem, ikke for at fortvivle, men for at tilbyde dem til Herren. Og han hjælper os på helbredelsens vej; Han tager os ved hånden og forlader os aldrig nogensinde!
Gud er med os, og derfor "glæder jeg mig"; vi "glæder os" i dag: "Fryd dig, Jerusalem" siger bønnen, fordi Gud er med os. Og vi har det sande og store håb i Gud Faderen, der er rig på barmhjertighed, og som gav os sin Søn for at frelse os, og det er vor glæde.
Vi har også mange sorger, men når vi er sande kristne, er der et håb, som er en lille glæde, som vokser og giver os vished. Vi må ikke tabe modet, når vi ser vore begrænsninger, vore synder, vor svaghed: Gud er nær; Jesus er på korset for at helbrede os. Dette er Guds kærlighed. At vi kan kigge på korset og sige til os selv: "Gud elsker mig". Det er sandt, der findes begrænsninger, svagheder og synder i vores liv, men Han er større end begrænsningerne, svaghederne og synderne. Glem det aldrig: Gud er større end vore svagheder, end vor utroskab og vore synder. Og lad os tage Herren ved hånden; lad os se på krucifikset og vandre fremad.
Måtte Maria, barmhjertighedens mor, indgyde denne vished om at vi er elsket af Gud i vort hjerte. Måtte hun være os nær i de øjeblikke, hvor vi føler os alene, når vi er fristet til at give op overfor livets vanskeligheder. Måtte hun formidle sin Søns Jesu følelser til os, så vor rejse gennem fasten kan blive en oplevelse af tilgivelse, accept og barmhjertig kærlighed.
Pave Frans. Angelus på Peterspladsen, 11. marts 2018, 4. søndag i fasten. Kilde vatican.va,
"Fader vor!" Lad os ofte bede denne bøn i fastetiden. Lad os bede den med inderlighed. Når vi kalder Gud vores Far, må vi indse, at vi er Hans børn og også at vi er hinandens brødre og søstre, at vi er søskende. Så vil det blive lettere for os at åbne vore hjerter for de små, og følge Jesu opfordring: "den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig" (Mt 18,5).
I dette håb nedkalder jeg Guds velsignelse over jer alle, på Marias forbøn, hun der er Mor til det menneskevordne Guds Ord og hele menneskehedens Mor.
