Vand der helbreder

I anledning af valfarten til Lourdes den 13.-20. oktober i år bringer vi nogle tekster om helbredelser i Lourdes. Denne historie er baseret på en artikel fra Messenger of St. Anthony fra februar 2014 af Renzo Allegri. Det drejer sig om de to senest anerkendte mirakler (nr. 68 og 69, som blev officielt anerkendt i 2013). De to mirakler skete begge for italienske kvinder, salesianersøsteren Luigina Traverso fra San Salvatore i Nordvestitalien og lægkvinden, Danila Castelli fra Pavia i Norditalien.

    Da Pave Johannes Paul II i 1992 indstiftede verdensdagen for de syge.valgte han den 11. februar. Denne dag fejres nemlig Vor Frue af Lourdes, for det var den dag, Jomfru Maria første gang viste sig for Bernadette Soubirous i 1858.
    I sit indstiftelsesdokument skrev paven: "Det er et privilegeret tidspunkt for bøn, for at kunne dele med hinanden, og at ofre sine lidelser til Kirkens bedste, og et kald til alle om at genkende Kristi hellige ansigtstræk i deres lidende brødre og søstre. Han som ved sin lidelse, død og opstandelse har skænket menneskeheden sin frelse."
    Siden 1858 og Bernadettes åbenbaringer er der sket tusindvis af bemærkelsesværdige begivenheder og helbredelser. Men indtil nu er det kun 69, som Kirken har erklæret for at være autentiske.

Man kan dele helbredelser op i forskellige kategorier:
1. Den ydre fysiske, umiddelbare, hvor troen også bliver styrket.
2. Den indre, hvor det er en udvikling, som tager en vis tid, og hvor også anden part bliver påvirket, Danila Castelli er gift og et godt eksempel på, hvordan to mennesker lever sig ind i hinandens følelser og lever dem ud gennem hinanden

Ydre helbredelse
Sr. Luigina repræsenterer den første kategori. Hun bliver 80 den 22. august i år og er rask og rørig. Hun er meget taknemmelig over for Gud og Jomfru Maria og arbejder stadig væk på fuld tid med økonomiske sager i sin orden. Hun blev helbredt i 1965. Det begyndte i 1960, hvor hun 26 år gammel begyndte at få smerter i kroppen, allerede i sin første søstertid i sit kloster. Hun haltede med akutte smerter i ryggen og kunne ikke stå op. Den højre fod blev følelsesløs, og hun blev sengeliggende.
    Hun blev indlagt på den ortopædiske Gaetano Pini-klinik i Milano - en af verdens bedste på sit område - men efter at have foretaget mange prøver og analyser kunne lægerne konstatere, at de var ude af stand til at finde årsagen til sr. Luiginas problemer. Hun blev opereret flere gange i ryggen og fik diagnosen en uhelbredelig defekt i rygmarven. Hun blev lam.
    Hun følte sig som en byrde for sine medsøstre, men en dag foreslog man hende, at hun skulle tage til Lourdes. Den 20. maj 1965 tog hun af sted med toget liggende på en båre, priorinden ledsagede hende. Båren skulle bugseres ud af togvinduet, og hun led mange smerter. En læge i Lourdes undersøgte hende og sagde, at hun skulle være en plageånd for Jomfru Maria og trygle hende uophørligt. Dette bekræftede over for sr Luigina, at denne læge virkelig troede på kraften i Jomfru Marias forbøn.
To gange om dagen kom søster Luigina i badene, og intet skete, selv om hun bad inderligt om, at Gud måtte udføre sit mirakel for hende, fordi hun led store smerter. Men under sakramentsprocessionen den 23. juli 1965, hvor hun deltog, skete der fantastiske ting. Hun kunne ikke bevæge sig for smerter og bad: "Lægerne har sagt, at de ikke kan gøre noget som helst for mig, men DU, Herre, kan gøre alle ting. Derfor beder jeg dig inderligt, Gud, lad det ske." Så begyndte hun at ryste og fryse. Tænderne klaprede i munden på hende. Derefter følte hun sig indhyllet i en ufattelig varme. Båren rystede også voldsomt, og hun blev bange. "Hvad sker der, er jeg ved at blive helbredt?" Som noget af det første begyndte hun at bevæge det højre ben. Hendes priorinde så det og bad hende om at tie stille, men en anden søster fik set, hvad der skete, og som en løbeild bredte rygtet om hendes helbredelse sig. Både søster Luigina og priorinden græd af glæde. Hjemme i Italien skrev lægerne i hendes journal: "Vendt tilbage fra Lourdes – uforklarligt helbredt."
Den indre helbredelse
Danila Castelli på 67 år fra Pavia er så det næste anerkendte mirakel. Men det gælder sådan set også for hendes syriske mand, der er tidligere muslim og uddannet gynækolog. De har tre børn, og det fjerde og ældste barn er i Himlen.
    Det interessante her er ikke så meget detaljerne om hendes helbredelse og mandens totale omvendelse, men den proces, som førte frem til helbredelse: En dybt bevægende rejse ind i den mystiske oplevelse og tilgivelsens storhed.
    Hun stammer fra en fattig familie, som er meget religiøs, og hun er selv dybt troende. Siden barndommen har Jesus været hendes ideal og helt. Han har inspireret hende til at deltage i frivilligt hjælpearbejde i Kirken. Jesus er hendes billede på, hvordan man hjælper de fattige.
    Men da hun var 16 år, mødte hun en syrisk mand og forelskede sig i ham. Dermed fandt hun sit kald i ægteskabet og ikke, som hun havde regnet med, i et kloster som nonne. De blev senere gift, og til trods for at han var muslim og hun katolik, nærede de en dyb kærlighed og respekt for hinanden. Senere konverterede han til den katolske Kirke, en uvurderlig og smuk gave, siger Danila. Knapt et år inde i ægteskabet fødte hun det ældste barn, som kun levede nogle få dage, og det var et hårdt slag for det unge par. Men de kom igennem det og fik tre børn mere.
    I 1980 begyndte Danila at få smerter i maven og led et uforklarligt vægttab. I 1982 fik hun diagnosen, kræft i urinvejene. Hun blev opereret, men det medførte ingen bedring af situationen. Efter flere undersøgelser konstateredes det, at hun havde en sjælden lidelse, hvor hun konstant producerede kræftceller. Hun tabte sig hele tiden, blev opereret og underkastet mange medicinske og andre hårde behandlinger. Efter den 8 operation konstaterede hun, at nok var der gode læger, men der var også nogle der behandlede hende som en veritabel forsøgskanin. Det blev hendes læge-mand klar over og hjalp hende bort fra dem i tide.
    Selv om Danila tog alene af sted til Lourdes i flere omgange, og manden svor hævn over lægestanden og ville anlægge sag mod dem, blev hun dårligere og dårligere. Hun mistede ikke troen, hun følte Kristi lidelse på korset meget intenst i den periode. Hun bad også om, at hendes mand måtte lære at tilgive.
    Men den 2. maj 1989 beordrede han hende til at pakke sine kufferter, så skulle de to alene køre til Lourdes i deres bil. Hun havde forinden fået et så kraftigt smerteanfald, at hun havde knust en tallerken, og lægen havde sagt til hendes mand, at nu gjaldt det bare om at gøre hendes død så smertefri som mulig. Så de skulle rejse NU! Smerterne til trods vakte mandens beslutning jubel hos hende, og den 3. maj ankom de til Lourdes.
    Den 4. maj gik Danila alene til badene. Hun begyndte at græde på vej ned i vandet og blev neddykket. Hun, der aldrig havde grædt offentligt, bad Jesus om trøst og følte Hans nærvær meget stærkt hele tiden. Hun mødte sin mand ved indgangen til badene. Hans ansigt var tydeligt præget af hans egne dybe og indre lidelser. Han så Danila dybt i øjnene og sagde: "Du havde ret. Det er nødvendigt at tilgive. Det vil være nyttesløst at anlægge en retssag mod lægestanden. Jeg har tilgivet dem."
    Her vidste Danila, at miraklet var sket. Tilgivelsens mirakel. Tilbage på hotelværelset konstaterede de så, at Danilas mange ar og mange fysiske tegn på kræften var borte. Det skete på Kristi Himmelfartsdag, den 4. maj 1989.

    Den Nordiske valfart til Lourdes tager stadig af sted hvert år med syge og frivillige hjælpere. I mange år var det Anne Storm, der ledte valfarten. Efter hendes død i 2013 har Georg Høhling overtaget ledelsen.
    Mit eget mirakel består i en dybere tro, en stor glæde og en styrket grundvold i troen, og at jeg kan gå og rejse omkring til trods for min medfødte muskelsvind (Charcot-Marie-Tooth). Og takket være rigtig mange hjælpende hænder glæder jeg mig til endnu en gang her i uge 42, 2014, at skulle deltage i denne valfart.


Forfatter Joan Larsen