Lovet være Gud,
Fader til vor Herre Jesus Kristus.
Af sin store nåde
har Han genfødt os til et levende håb
gennem Jesu opstandelse fra de døde.
Og givet os en skat i Himlen,
en skat der ikke forgår,
ikke visner eller ruster.
Og givet os et løfte om at Han vil lede
alle dem der tror på Ham,
frem til den frelse, der skal åbenbares.
Dette er en smagsprøve på Ave Maria. Bladet udkommer 4 gange om året.
lørdag den 27. februar 2010
fredag den 26. februar 2010
En historie om rosenkransen
Jim Castle var træt, da han gik ombord på flyet i Cincinnati i Ohio en sen aften i 1981. Den 45-årige kursuskonsulent havde haft en travl arbejdsuge med forretningsmøder og seminarer, og nu sank han lettet ned i sædet for at flyve hjem til Kansas City i Missouri.
Efterhånden som flere passagerer kom til, fyldtes rummet af den summende lyd fra deres indbyrdes samtaler, blandet med lyden af bagage, der blev lagt på plads. Så pludselig faldt der ro over folk. Stilheden bredte sig op langs midtergangen som en usynlig kølvandsstribe efter en båd. Jim strakte hals for at se, hvad der foregik, og måbede af forbløffelse.
To nonner klædt i enkle hvide dragter med blå kanter var på vej op ad midtergangen. Han genkendte straks den enes ansigt, hendes rynkede hud og varme intense blik. Det var et ansigt, han havde set i nyhedsudsendelser og på forsiden af nyhedsmagasinet Time.
De to nonner standsede op, og da gik det op for Jim, at han skulle sidde ved siden af Moder Teresa! Mens de sidste passagerer fandt deres pladser, tog Moder Teresa og hendes ledsager deres rosenkranse frem. Jim bemærkede, at perlerne i hvert led havde deres egen farve.
De enkelte led repræsenterede forskellige geografiske områder, fortalte Moder Teresa ham senere og tilføjede: ”Jeg beder for de fattige og døende på hvert kontinent.”
Flyet kørte ud på startbanen, og de to kvinder begyndte at bede. Deres stemmer hørtes som en sagte mumlen. Selv om Jim betragtede sig selv som en ikke særlig troende katolik og hovedsagelig gik i kirke af gammel vane, begyndte han uden selv at forstå hvorfor at bede sammen med de to nonner. Netop som de havde udtalt de sidste ord i bønnen, var flyet nået op i den højde, hvor det fløj i normal marchhastighed. Moder Teresa vendte sig mod ham, og for første gang i sit liv forstod Jim, hvad folk mente med at sige om nogen, at de udstrålede en særlig aura.
Da hun så på ham, blev han overvældet af en følelse af fred. Det var noget uhåndgribeligt, men ikke desto mindre lige så virkeligt, som når man mærker en varm sommerbrise.
”Unge mand,” spurgte hun, ”beder De ofte rosenkransen?"
”Nej, faktisk ikke,” indrømmede han.
Hun tog hans hånd, mens hun så ham prøvende ind i øjnene. Så smilede hun.
”Det vil De gøre fra nu af,” sagde hun og lod sin rosenkrans falde ned i hans hånd.
En time senere blev Jim hentet af sin kone Ruth i lufthavnen i Kansas City. ”Hvad i alverden skal det betyde?” spurgte hun, da hun bemærkede rosenkransen i hans hånd. De kyssede hinanden, og Jim fortalte om sit møde med Moder Teresa. På vejen hjem i bilen sagde han: ”Jeg følte det som om jeg var sammen med en sand Guds søster.”
Ni måneder senere besøgte Jim og Ruth Connie, som de havde kendt i mange år.
Connie betroede dem, at hun havde fået at vide, at hun havde kræft i æggestokkene. ”Lægen siger, at det er et alvorligt tilfælde,” sagde Connie, ”men jeg vil kæmpe for at blive rask. Jeg har ikke i sinde at give op.” Jim klappede hende på hånden. . Så stak han hånden ned i lommen og snoede blidt Moder Teresas rosenkrans om hendes fingre. Han fortalte hende historien og sagde: ”Behold den på dig, Connie. Det kan være, det hjælper.”
Selv om Connie ikke var katolik, lukkede hendes hånd sig villigt om de små plasticperler. ”Tak,” hviskede hun. ”Jeg håber, jeg vil kunne give dig den tilbage.”
Der gik over et år, før Jim traf Connie igen. Denne gang strålede hendes ansigt af lykke. Hun skyndte sig hen til ham og rakte ham rosenkransen. ”Jeg havde den på mig hele året,” sagde hun. Jeg er blevet opereret og har også fået kemoterapi. For en måned siden var jeg til kontrol, og svulsten er forsvundet. Fuldstændig!” Hendes blik mødte Jims. ”Så vidste jeg, at tiden var inde til at give dig rosenkransen tilbage.”
I efteråret 1987 blev Ruths søster Liz ramt af en alvorlig depression efter en skilsmisse. Hun spurgte Jim, om hun måtte låne rosenkransen, og da han sendte den til hende, hængte hun den op over hovedgærdet på sin seng i en lille fløjlspose. ”Om natten holdt jeg fast i den, holdt bare i bogstavelig forstand om den. Jeg var så ensom og bange,” fortæller hun, ”men når jeg greb fat i rosenkransen, var det som om jeg holdt en kærlig hånd i min.”
Lidt efter lidt fik Liz styr på sit liv, og hun returnerede rosenkransen med posten. ”Andre kan få brug for den,” sagde hun.
Så en aften i 1988 var der en fremmed, der ringede til Ruth. Hun havde hørt om rosenkransen af en nabo og spurgte, om hun kunne låne den til sin mor, der lå i koma på hospitalet. Familien håbede, at rosenkransen kunne hjælpe moderen til at dø i fred.
Nogle få dage senere kom kvinden tilbage med rosenkransen. ”Sygeplejerskerne fortalte mig, at en patient i koma stadigvæk kan høre, hvad der bliver sagt,” sagde hun, ”så jeg forklarede mor, at jeg havde Moder Teresas rosenkrans, og at hun, når jeg gav hende den, roligt kunne give slip. Rosenkransen ville hjælpe hende, når den lå i hendes hånd. Straks så vi hendes ansigtstræk slappes. Rynkerne glattedes ud, og hun kom til at se så fredfyldt, så ung ud. Få minutter senere var hun død.”
Kvinden trykkede Ruths hænder. ”Tak.”
Er der en særlig kraft i disse uanselige perler? Eller er det den åndelig kraft i os selv, der bliver fornyet hos enhver, der låner denne rosenkrans? Det eneste, Jim ved, er, at folk bliver ved med at henvende sig, ofte helt uventet. Men når han låner rosenkransen ud, svarer han altid: ”Send den tilbage, når du ikke længere har brug for den. En anden kunne trænge til den.”
Jims eget liv har også forandret sig, siden den dag han uventet mødte Moder Teresa i flyet. Da det gik op for ham, at Moder Teresa bærer rundt på alt, hvad hun ejer, i en lille taske, bestræbte han sig selv på at leve et enklere liv. ”Jeg prøver at huske på, hvad det er, der virkelig betyder noget – ikke penge eller materielle goder, men den måde, vi viser andre vores kærlighed på,” siger han.
Må Gud velsigne dig i rigt mål, må Guds Moder bede sin Søn om at overøse dig med nådegaver.
Hver gang vi giver afkald på noget, bliver vi rigeligt belønnet. Hver gang vi synder, får vi en chance til. Vi skal blot søge styrke i Guds nåde og stå fast i livets mange prøvelser!
Må Gud velsigne jer altid.
Kilde: http://douglawrence.wordpress.com/2008/08/21/a-true-rosary-story oversat af Torben Riis
Efterhånden som flere passagerer kom til, fyldtes rummet af den summende lyd fra deres indbyrdes samtaler, blandet med lyden af bagage, der blev lagt på plads. Så pludselig faldt der ro over folk. Stilheden bredte sig op langs midtergangen som en usynlig kølvandsstribe efter en båd. Jim strakte hals for at se, hvad der foregik, og måbede af forbløffelse.
To nonner klædt i enkle hvide dragter med blå kanter var på vej op ad midtergangen. Han genkendte straks den enes ansigt, hendes rynkede hud og varme intense blik. Det var et ansigt, han havde set i nyhedsudsendelser og på forsiden af nyhedsmagasinet Time.
De to nonner standsede op, og da gik det op for Jim, at han skulle sidde ved siden af Moder Teresa! Mens de sidste passagerer fandt deres pladser, tog Moder Teresa og hendes ledsager deres rosenkranse frem. Jim bemærkede, at perlerne i hvert led havde deres egen farve.
De enkelte led repræsenterede forskellige geografiske områder, fortalte Moder Teresa ham senere og tilføjede: ”Jeg beder for de fattige og døende på hvert kontinent.”
Flyet kørte ud på startbanen, og de to kvinder begyndte at bede. Deres stemmer hørtes som en sagte mumlen. Selv om Jim betragtede sig selv som en ikke særlig troende katolik og hovedsagelig gik i kirke af gammel vane, begyndte han uden selv at forstå hvorfor at bede sammen med de to nonner. Netop som de havde udtalt de sidste ord i bønnen, var flyet nået op i den højde, hvor det fløj i normal marchhastighed. Moder Teresa vendte sig mod ham, og for første gang i sit liv forstod Jim, hvad folk mente med at sige om nogen, at de udstrålede en særlig aura.
Da hun så på ham, blev han overvældet af en følelse af fred. Det var noget uhåndgribeligt, men ikke desto mindre lige så virkeligt, som når man mærker en varm sommerbrise.
”Unge mand,” spurgte hun, ”beder De ofte rosenkransen?"
”Nej, faktisk ikke,” indrømmede han.
Hun tog hans hånd, mens hun så ham prøvende ind i øjnene. Så smilede hun.
”Det vil De gøre fra nu af,” sagde hun og lod sin rosenkrans falde ned i hans hånd.
En time senere blev Jim hentet af sin kone Ruth i lufthavnen i Kansas City. ”Hvad i alverden skal det betyde?” spurgte hun, da hun bemærkede rosenkransen i hans hånd. De kyssede hinanden, og Jim fortalte om sit møde med Moder Teresa. På vejen hjem i bilen sagde han: ”Jeg følte det som om jeg var sammen med en sand Guds søster.”
Ni måneder senere besøgte Jim og Ruth Connie, som de havde kendt i mange år.
Connie betroede dem, at hun havde fået at vide, at hun havde kræft i æggestokkene. ”Lægen siger, at det er et alvorligt tilfælde,” sagde Connie, ”men jeg vil kæmpe for at blive rask. Jeg har ikke i sinde at give op.” Jim klappede hende på hånden. . Så stak han hånden ned i lommen og snoede blidt Moder Teresas rosenkrans om hendes fingre. Han fortalte hende historien og sagde: ”Behold den på dig, Connie. Det kan være, det hjælper.”
Selv om Connie ikke var katolik, lukkede hendes hånd sig villigt om de små plasticperler. ”Tak,” hviskede hun. ”Jeg håber, jeg vil kunne give dig den tilbage.”
Der gik over et år, før Jim traf Connie igen. Denne gang strålede hendes ansigt af lykke. Hun skyndte sig hen til ham og rakte ham rosenkransen. ”Jeg havde den på mig hele året,” sagde hun. Jeg er blevet opereret og har også fået kemoterapi. For en måned siden var jeg til kontrol, og svulsten er forsvundet. Fuldstændig!” Hendes blik mødte Jims. ”Så vidste jeg, at tiden var inde til at give dig rosenkransen tilbage.”
I efteråret 1987 blev Ruths søster Liz ramt af en alvorlig depression efter en skilsmisse. Hun spurgte Jim, om hun måtte låne rosenkransen, og da han sendte den til hende, hængte hun den op over hovedgærdet på sin seng i en lille fløjlspose. ”Om natten holdt jeg fast i den, holdt bare i bogstavelig forstand om den. Jeg var så ensom og bange,” fortæller hun, ”men når jeg greb fat i rosenkransen, var det som om jeg holdt en kærlig hånd i min.”
Lidt efter lidt fik Liz styr på sit liv, og hun returnerede rosenkransen med posten. ”Andre kan få brug for den,” sagde hun.
Så en aften i 1988 var der en fremmed, der ringede til Ruth. Hun havde hørt om rosenkransen af en nabo og spurgte, om hun kunne låne den til sin mor, der lå i koma på hospitalet. Familien håbede, at rosenkransen kunne hjælpe moderen til at dø i fred.
Nogle få dage senere kom kvinden tilbage med rosenkransen. ”Sygeplejerskerne fortalte mig, at en patient i koma stadigvæk kan høre, hvad der bliver sagt,” sagde hun, ”så jeg forklarede mor, at jeg havde Moder Teresas rosenkrans, og at hun, når jeg gav hende den, roligt kunne give slip. Rosenkransen ville hjælpe hende, når den lå i hendes hånd. Straks så vi hendes ansigtstræk slappes. Rynkerne glattedes ud, og hun kom til at se så fredfyldt, så ung ud. Få minutter senere var hun død.”
Kvinden trykkede Ruths hænder. ”Tak.”
Er der en særlig kraft i disse uanselige perler? Eller er det den åndelig kraft i os selv, der bliver fornyet hos enhver, der låner denne rosenkrans? Det eneste, Jim ved, er, at folk bliver ved med at henvende sig, ofte helt uventet. Men når han låner rosenkransen ud, svarer han altid: ”Send den tilbage, når du ikke længere har brug for den. En anden kunne trænge til den.”
Jims eget liv har også forandret sig, siden den dag han uventet mødte Moder Teresa i flyet. Da det gik op for ham, at Moder Teresa bærer rundt på alt, hvad hun ejer, i en lille taske, bestræbte han sig selv på at leve et enklere liv. ”Jeg prøver at huske på, hvad det er, der virkelig betyder noget – ikke penge eller materielle goder, men den måde, vi viser andre vores kærlighed på,” siger han.
Må Gud velsigne dig i rigt mål, må Guds Moder bede sin Søn om at overøse dig med nådegaver.
Hver gang vi giver afkald på noget, bliver vi rigeligt belønnet. Hver gang vi synder, får vi en chance til. Vi skal blot søge styrke i Guds nåde og stå fast i livets mange prøvelser!
Må Gud velsigne jer altid.
Kilde: http://douglawrence.wordpress.com/2008/08/21/a-true-rosary-story oversat af Torben Riis
Abonner på:
Opslag (Atom)