Åh, hvor ville jeg gerne have været præst, så jeg kunne prædike om Jomfru Maria! En eneste gang ville have været nok for mig til at sige, hvad jeg tænker om det emne. Først ville jeg have gjort klart, hvor lidt man i virkeligheden ved om hendes liv. Man burde altså ikke fortælle helt usandsynlige ting eller noget, som man ikke har en anelse om for eksempel, at Jomfru Maria som helt lille, kun tre år gammel, gik til templet for at ofre sig til Gud og at hun i sit indre brændte af kærlighed, ja, at hun var opfyldt af særligt ophøjede følelser. I stedet var det måske sådan, at hun ganske enkelt gik derhen for at være lydig mod sine forældre. Og hvorfor skal man gå endnu længere og sige, at Jomfru Maria altid havde Jesu lidelser for øje helt fra det øjeblik, da hun hørte de profetiske ord, som den gamle Simeon udtalte: "Ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge" (Luk 2,35). Disse ord var ikke noget som gjaldt nuet, det forstår du vel, min lille moder, nej, det var en almen forudsigelse om fremtiden.
For at en prædiken om Jomfru Maria skal gøre mig godt og jeg skal kunne lide den, må jeg i den se hendes virkelige liv og ikke det liv, som man antager, at hun levede og jeg er sikker på, at hendes liv var meget enkelt og ukompliceret. Man fremstiller hende, som om hun var helt uopnåelig, men man burde i stedet for fremstille hende som en, som det er muligt at efterligne, stille hendes dyder frem i lyset og sige, at hun levede af tro som vi og bevise det ud fra evangeliet, hvor vi jo kan læse: "Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem." (Luk 2,50). Og dette som ikke er mindre hemmelighedsfuldt "Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham."(Luk 2,33).
Denne forundring forudsætter en vist bestyrtelse, tror du ikke det, min lille moder? Vi ved meget godt, at Jomfru Maria er himlens og jordens dronning, men hun er mere moder end dronning og man må ikke sige, at hun gennem sine fortrin formindsker alle de andre helgeners herlighed som solen får stjernerne til at forsvinde, når den stiger op. Min Gud, hvor ville det være mærkeligt! En moder, som får sine børns herlighed til at formindskes! Jeg tror, at det forholder sig lige omvendt, jeg tror, at det er sådan, at hun vil forøge de udvalgtes herlighed i rigt mål.
Selvfølgelig er det godt at tale om hendes fortrin, men man skal ikke kun tale om dem og hvis man under en prædiken fra det første til det sidste ord er nødt til at udbryde og råbe O! O!, så får man snart nok. Hvem ved, måske går det så vidt, at en eller anden sjæl får en følelse af modvilje overfor en så overlegen skabning og siger for sig selv: "Hvis det er sådan kan man lige så godt trække sig væk i et hjørne og stråle der, så godt man kan!" Det, som Jomfru Maria har mere end vi, er, at hun ikke kunne synde, at hun var fri fra arvesyndens plet, men på den anden side havde hun jo meget mindre en vi, for hun havde ikke nogen Jomfru Maria at elske! Og det er jo en ekstra stor lykke for os, en lykke som hun ikke fik erfare. Nuvel, i virkeligheden har jeg sagt alt det, som jeg ville have prædiket om hende, i min sang: "Hvorfor jeg elsker dig, o Maria!"
Kilde: Sista samtal, Karmeliterna, Norraby, Sverige
- uddrag og oversættelse v/Anne Balleby
Uddrag af sangen "Hvorfor jeg elsker dig, Maria"
Jeg vil synge nu, Maria, og fortælle
at dit søde navn bevæger hjertet mit;
og at tanken om din herlighed og ære
aldrig vil få sjælen til at skælve angst.
Når jeg tænker på din herlighed i Himlen,
som er større end selv helgenskarens glans
tør jeg knap at tro, dit barn jeg tør mig kalde.
Oh, Maria, for dig sænker jeg mit blik.
Førend barnet ret forstår dets mor er moder,
må de græde sammen, dele frygt og sorg.
Ak min kære mor, her ved mig rinder floder
af de tårer du har udgydt over mig!
Når i Bibelen jeg læser om din færden
vover jeg at se på dig og nærme mig.
Det bliver lettere at tro jeg er dit barn
når jeg ser dig dødelig og svag som jeg.
Oh! jeg elsker dig, Maria, tjenerinde
af den Gud, som til din ydmyghed så ned.
Denne skjulte kraft forlener dig med almagt,
drager Helligånden til dit hjerte ind.
Kærlighedens Ånd dig dækker med sin skygge
og i dig undfanges Sønnen, Faderen lig.
Og Han vil få mange brødre, syndere alle
som dog kalder Ham din førstefødte søn.
Hvor du elsker os, Maria, højt som Jesus.
Og for vor skyld fjerner du dig langt fra Ham.
Det at elske er at give, og du skænker
os dit hjerte ved at blive her hos os.
Frelseren dit moderlige hjerte kender,
dig, de armes tilflugt, os han overlod
Han forlod sit kors nu venter Han i Himlen -
det var dengang Han betroede os til dig.
Snart de skønne harmonier jeg vil høre,
i den skønne Himmel snart jeg møder dig.
Du der smilede til mig i livets morgen,
kom nu, smil, ... min mor, ... se, det er aften nu.
Og jeg frygter ikke længere for glansen
af din herlighed i din fuldkommenhed.
Med dig har jeg lidt, på dit skød vil jeg synge
at jeg elsker dig og evigt er dit barn.
Therese af Lisieux
vers 1, 2, 4, 22 og 25 af et digt på 25 vers
Taget fra Wilfrid Stinissen: Den enkla vägen till helighet,
En bok om Thérèse av Lisieux s. 134ff,
Mel: Skamlingsbanken
Oversat/gendigtet af Charlotte Olden-Jørgensen
