4 Kære Læsere
5 Vor Frue af Guadalupe og Juan Diego Cuauhtlatoatzin
10 En styrkende kalk
13 Rejse til Mexico
15 I Frans af Assisis Fodspor
18 Julekrybbens oprindelse
20 Pilgrimsrejse til Medjugorje
24 Smukke Kauasus - et af verdens ældste kristne lande
27 Budskaberne fra Medjugorje
28 Bønnens apostolat
29 Pavens intentioner
30 Forlaget Ave Maria, ny bog
31 Bønner ved Kyndelmisse
Dette er en smagsprøve på Ave Maria. Bladet udkommer 4 gange om året.
lørdag den 1. december 2018
En styrkende kalk
Kristus indstiftede den hellige Eukaristi og præstevielsens sakramente skærtorsdag ved det sidste måltid. Samme nat begyndte Hans passion på Oliebjerget, hvor Han blev grebet af angst, da Hans hellige menneskelighed grundede over de lidelser, som Han skulle tage på sig for at genløse hele verden. For at bistå Ham i Hans åndelige kamp blev der sendt en engel for at give Ham en kalk, der symboliserer den styrke, Kristus fik af sin Faders hjerte, til at fuldføre genløsningens offer. Denne angst-nat i haven er i sit inderste væsen relateret til præstedømmet.
Hver præst er en "alter Christus" (en anden Kristus) og på samme måde kaldet til at fortsætte denne sendelse, dette genløsningens offer i Kirken idag. Gennem vore bønner og ofre vil også vi, ligesom englen, give vore præster en kalk med styrke, så at de kan holde ud i deres daglige prøvelser og trofast fuldføre den unikke sendelse, som Faderen har betroet dem.
Bøn og offer for præsterne
Præster er en gave fra Gud til Kirken og menneskeheden. Igennem dem tager vi imod Eukaristien og alle sakramenterne, igennem hvilke vore synder bliver tilgivet, nåden indgydes og vi opnår forening med Gud. Frelsen eller fortabelsen af tusindvis af sjæle kan afhænge af en eneste præsts trofasthed. Af den grund er præster på en særlig måde udsatte for åndelige angreb. Helt fra begyndelsen opfordrede Jesus sine disciple til at bede Faderen om at sende arbejdere til sin høst (Matt 9,38). Paulus bad også om de troendes bønner for sig selv som præst og apostel (jf. 1. Thess 5,25 og Rom 15,30 osv.). Han var sikkert bevidst om, at han også som præst bar den guddommelige nådes skat i lerkar (jf. 2. Kor 4,7).
Præster behøver bønner og støtte fra mange lægfolk for trofast at kunne opfylde deres særlige sendelse. Andet vatikankoncil siger ”De kristustro skal være bevidste om deres forpligtelser overfor præsterne … tage del i deres bekymringer og efter bedste overbevisning hjælpe deres præster i bøn og gerning, så at disse bedre vil være i stand til at overvinde vanskeligheder og udføre deres virke på en frugtbringende måde”. (Presbyterium Ordinis nr. 9)
Den 8. december 2007 henvendte kongregationen for præster sig i et brev til alle verdens bispedømmer med en opfordring om eukaristisk tilbedelse for præsternes helligelse og åndeligt moderskab i Marias efterfølgelse, hun som var mor til den evige Ypperstepræst, Jesus Kristus. Med tanke på den store åndelige krise hos præster i vor tid og manglen på kald meddelte kongregationen, at for at håndtere den situation ”er det vor intention at udgangspunktet skal være en åndelig stræben, da vi er bevidste om, at handling er en følge af væren, og at fortrolighed med Gud er drivkraften (sjælen) i ethvert apostolat” (kardinal Claudio Hummes).
Præster kan ikke forblive tro kun ved hjælp af styrken i komiteer og sociale grupper - de behøver frem for alt en inderlig forening med Kristus, et dybt bønsliv og den åndelige støtte fra dem, som beder for dem. Midt i alle sine forpligtelser og udøvelsen af præstgerningen må præsten finde og opretholde en inderlig forening med Kristus som kilden til hans åndelige frugtbarhed i tjenesten for sjælene. ”Kirkens mysterium og virkelighed kan ikke reduceres til den hierarkiske struktur, liturgien, sakramenterne og juridiske forskrifter. Det er faktisk sådan, at Kirkens indre natur og oprindelsen til dens helliggørende virkning må man først finde i en mystisk forening med Kristus” (kardinal Claudio Hummes).
Præsterne og Maria
Maria er begyndelsen og forbilledet for foreningen med Kristus. Hun er vor moder i forhold til nåden. ”Hun er forbillede på den moderkærlighed, som skal inspirere alle dem, som samarbejder for menneskehedens genfødsel – gennem Kirkens apostoliske sendelse” (kardinal Claudio Hummes). Det er præsternes pligt at sørge for sjælenes behov. Alligevel kan hver sjæl med og som Maria blive en åndelig moder, især for præsterne, og hjælpe dem til at opretholde foreningen med Kristus midt i alle deres prøvelser, forpligtelser og fristelser.
Frugtbarheden hos Maria ligger i hendes hellighed, hendes forening med Kristus gennem lydighed, tro, håb og kærlighed. Og gennem frugtbarheden i denne forening – hun i Jesus og Jesus i hende – formidles alle de nådegaver, som deres børn behøver for at vokse ”til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde” (Ef 4, 13). Maria er så fremstående og virksom i denne forening, at hun ikke kun formidler den personlige nåde til præsterne, men også præstegerningens nåde.
I dag kalder Kirken os til at forene os med Maria og ofre vore bønner og lidelser især for præsterne. Som hun og med hendes hjælp er vi kaldede til at blive åndelige mødre til disse sjæle, som er så dyrebare i Guds øjne.
Vor Herre sagde til den ærværdige Conchita af Mexico (1862-1937, ”Jeg vil komme til denne verden igen … i mine præster. Jeg vil forny verden ved at åbenbare mig selv gennem præsterne. Jeg vil give min Kirke en kraftfuld impuls, hvormed jeg vil udgyde Helligånden over mine præster som ved en ny pinse.”
Den hellige Thérèse sagde også til sin søster Celine: ”Lad os leve for sjælene, lad os være apostle, lad os især frelse præsternes sjæle … Lad os bede for dem, lide for dem og på den sidste dag vil Jesus være taknemmelig.”
Lad os alle, med Maria – både mænd og kvinder – lære at leve dette åndelige moderskab for præster. Jo nærmere vi kommer Jesu Hjerte, jo mere vil vi komme til der at læse Hans tørst efter præster. Vi skal ikke stole på vor egen styrke, men ved at lytte til Guds Ord vil vi overgive os til Hans vilje i enhver prøvelse og stå foran Ham i præsternes navn, i forbøn, hvor vi beder om deres helliggørelse og frelse. Vi vil ”bede høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst” (Matt 9,38), om at unge mænd får mod til at åbne deres hjerter for Jesu Kald, ”Være ikke bange! Jeg vil gøre jer til menneskefiskere!” Og på den sidste dag vil Jesus være taknemmelig!
Bøn og offer for præsterne
Præster er en gave fra Gud til Kirken og menneskeheden. Igennem dem tager vi imod Eukaristien og alle sakramenterne, igennem hvilke vore synder bliver tilgivet, nåden indgydes og vi opnår forening med Gud. Frelsen eller fortabelsen af tusindvis af sjæle kan afhænge af en eneste præsts trofasthed. Af den grund er præster på en særlig måde udsatte for åndelige angreb. Helt fra begyndelsen opfordrede Jesus sine disciple til at bede Faderen om at sende arbejdere til sin høst (Matt 9,38). Paulus bad også om de troendes bønner for sig selv som præst og apostel (jf. 1. Thess 5,25 og Rom 15,30 osv.). Han var sikkert bevidst om, at han også som præst bar den guddommelige nådes skat i lerkar (jf. 2. Kor 4,7).
Præster behøver bønner og støtte fra mange lægfolk for trofast at kunne opfylde deres særlige sendelse. Andet vatikankoncil siger ”De kristustro skal være bevidste om deres forpligtelser overfor præsterne … tage del i deres bekymringer og efter bedste overbevisning hjælpe deres præster i bøn og gerning, så at disse bedre vil være i stand til at overvinde vanskeligheder og udføre deres virke på en frugtbringende måde”. (Presbyterium Ordinis nr. 9)
Den 8. december 2007 henvendte kongregationen for præster sig i et brev til alle verdens bispedømmer med en opfordring om eukaristisk tilbedelse for præsternes helligelse og åndeligt moderskab i Marias efterfølgelse, hun som var mor til den evige Ypperstepræst, Jesus Kristus. Med tanke på den store åndelige krise hos præster i vor tid og manglen på kald meddelte kongregationen, at for at håndtere den situation ”er det vor intention at udgangspunktet skal være en åndelig stræben, da vi er bevidste om, at handling er en følge af væren, og at fortrolighed med Gud er drivkraften (sjælen) i ethvert apostolat” (kardinal Claudio Hummes).
Præster kan ikke forblive tro kun ved hjælp af styrken i komiteer og sociale grupper - de behøver frem for alt en inderlig forening med Kristus, et dybt bønsliv og den åndelige støtte fra dem, som beder for dem. Midt i alle sine forpligtelser og udøvelsen af præstgerningen må præsten finde og opretholde en inderlig forening med Kristus som kilden til hans åndelige frugtbarhed i tjenesten for sjælene. ”Kirkens mysterium og virkelighed kan ikke reduceres til den hierarkiske struktur, liturgien, sakramenterne og juridiske forskrifter. Det er faktisk sådan, at Kirkens indre natur og oprindelsen til dens helliggørende virkning må man først finde i en mystisk forening med Kristus” (kardinal Claudio Hummes).
Præsterne og Maria
Maria er begyndelsen og forbilledet for foreningen med Kristus. Hun er vor moder i forhold til nåden. ”Hun er forbillede på den moderkærlighed, som skal inspirere alle dem, som samarbejder for menneskehedens genfødsel – gennem Kirkens apostoliske sendelse” (kardinal Claudio Hummes). Det er præsternes pligt at sørge for sjælenes behov. Alligevel kan hver sjæl med og som Maria blive en åndelig moder, især for præsterne, og hjælpe dem til at opretholde foreningen med Kristus midt i alle deres prøvelser, forpligtelser og fristelser.
Frugtbarheden hos Maria ligger i hendes hellighed, hendes forening med Kristus gennem lydighed, tro, håb og kærlighed. Og gennem frugtbarheden i denne forening – hun i Jesus og Jesus i hende – formidles alle de nådegaver, som deres børn behøver for at vokse ”til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde” (Ef 4, 13). Maria er så fremstående og virksom i denne forening, at hun ikke kun formidler den personlige nåde til præsterne, men også præstegerningens nåde.
Vor Herre sagde til den ærværdige Conchita af Mexico (1862-1937, ”Jeg vil komme til denne verden igen … i mine præster. Jeg vil forny verden ved at åbenbare mig selv gennem præsterne. Jeg vil give min Kirke en kraftfuld impuls, hvormed jeg vil udgyde Helligånden over mine præster som ved en ny pinse.”
Den hellige Thérèse sagde også til sin søster Celine: ”Lad os leve for sjælene, lad os være apostle, lad os især frelse præsternes sjæle … Lad os bede for dem, lide for dem og på den sidste dag vil Jesus være taknemmelig.”
Lad os alle, med Maria – både mænd og kvinder – lære at leve dette åndelige moderskab for præster. Jo nærmere vi kommer Jesu Hjerte, jo mere vil vi komme til der at læse Hans tørst efter præster. Vi skal ikke stole på vor egen styrke, men ved at lytte til Guds Ord vil vi overgive os til Hans vilje i enhver prøvelse og stå foran Ham i præsternes navn, i forbøn, hvor vi beder om deres helliggørelse og frelse. Vi vil ”bede høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst” (Matt 9,38), om at unge mænd får mod til at åbne deres hjerter for Jesu Kald, ”Være ikke bange! Jeg vil gøre jer til menneskefiskere!” Og på den sidste dag vil Jesus være taknemmelig!
Kilde:
Fra forordet til "Chalice of strength, prayer for Priests", udgivet af Opus Angelorum. Fra Tidsskriftet Karmel nr. 3, 2018, oversat af Anne Balleby
Bringes med tilladelse
Tegninger: Las Melli www.ilrincondelasmelli.blogspot.com
Julekrybbbens oprindelse
Det menes, at der har været krybbespil før den tid, men ikke med levende væsner.
I sin nuværende skikkelse opstod julekrybbespillet med levende dyr og den nyfødte Jesus i landsbyen Greccio på Lazio-egnen. Frans var i 1223 på vej til Rieti gennem Greccio, og han havde opnået pavelig tilladelse til at arrangere dette krybbespil. Han fik herefter en aftale med en lokal mand, Giovanni Vellita, om at gøre en klippehule i skoven klar til formålet.
Frans fandt en krybbe, som han anbragte her i klippehulen sammen den levende okse og det levende æsel, sådan som det var den første julenat. Al den fattigdom og usselhed skulle gøre indtryk på folks forståelse af, hvordan Jesus fødtes ind i vor verden. Det var den evangeliske fattigdom stillet overfor den omsiggribende grådighed og materialisme, som også den dag i dag præger denne verden.
Det var en smuk julenat. Folk var på vej ned til den klippehule (jeg har været der i 2001), hvor Frans arrangerede sin julekrybbe. Som han fortalte en ven, ønskede han at udføre noget, som kunne genkalde erindringen om præcis det Barn, som blev født i Betlehem, og man skulle kunne se hans barndoms ydbyghed med fysiske øje, samt hvordan han lå i en krybbe, og hvordan oksen og æslet stod ved siden af.
Ved midnatstid samledes egnens befolkning så til denne specielle julefejring.
Johannes Jørgensen beskriver - med Thomas af Celano som kilde - sceneriet i Greccio som det nye Betlehem. Brødrene hjalp Frans, og lokalbefolkning sang, så det gav genlyd i bjergområdet, og man havde fakler med sig. Brødrene stod med kerter i hænderne omkring krybben, natten blev lys som dagen. Messen blev læst over krybben, der fungerede som alter, så forvandlingen af vinen og brødet synliggjorde den fysiske Jesus. Frans ser det nyfødte barn, og Giottos billede viser, at Frans står med barnet i armene. Selv Giovanni Vellita syntes også, at han så et virkeligt barn i krybben.
I det nuværende klosters hulekirke findes et kalkmaleri, som forestiller indstiftelsen/indvielsen af julekrybben.
I dag kan man gå ned i denne smukke, lavloftede hule for at bede og meditere. Man fejrer også messe her.
I selve klosterkirken, en sådan findes også oppe ovenover, kan man beundre udskårne figurer i træ af f.eks. flugten til Egypten. Figurerne er i næsten fuld legemsstørrelse.
Klosterbutikken og rummene bagved er et sandt eldorado af julekrybber i alle mulige faconer og materialer. Om det så er en udgave lavet af messingskruer, -bolte og spændeskiver. Mangler man et helt krybbespil eller figurer, fås de i alle størrelser og prislag.
Kommer man f.eks. fra Sydamerika eller Afrika, er det også muligt at identificere sig med udformningen af krybberne.
Jeg kan kun anbefale at tage derned og selv se de forskellige udgaver og eventuelt supplere samlingen derhjemme.
Joan Larsen
Abonner på:
Opslag (Atom)