mandag den 12. november 2018

Novene til den hellige Thérèse af Jesusbarnet og det hellige Ansigt.

Kære Lille Thérèse, Jesu lille blomst; med glæde og taknemmelighed ser jeg frem til, at du sammen med dine hellige forældre, beder for mig og alle dem, jeg går i forbøn for.

Jeg beder dig om at hjælpe mig med at tage imod al den nåde, som Gud vil give mig ved jeres forbøn.

Jeg beder for Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island og vore katolske bispedømmer her.

Lille Thérèse, drys dine rosenblade af nåde over vore familier - så at de mere og mere ligner din familie.

Bed især for vore præster og om kald til det gudviede liv.

Bed for Karmel i Danmark og i de nordiske lande.

Bed for alle børn, for de ældre, for de ensomme og lidende.

Kære lille Thérèse du som ville tilbringe din himmel med at gøre godt på jorden, tag også imod min særlige intention, som jeg med tillid lægger i dine hænder ... (nævn her din intention).

Kære lille Thérèse, jeg vil blive en helgen. Lær mig som du at elske Jesus med et rent og udelt hjerte og i tillid - gennem Jomfru Marias hænder - overgive mit liv til Guds Barmhjertige kærlighed.

Led mig på din lille vej, så at jeg hurtigt kan nå frem til den fuldkomne kærlighed.
Amen

Fader Vor, Hil Dig Maria, Ære være Faderen. 


Der blev også i anledning af relikvievalfarten skrevet en ni måneders novene. Den kan findes her.