4 Kære Læsere
5 Moder Teresas helgenkåring
6 Elisabeth af Treenigheden - snart helgen
9 Elisabeth af Treenighedens bøn
10 Den hellige Maria af Egypten
13 Jesus og Jerusalem
14 Prikbladet perikon
16 Sankt Maria af den Korsfæstede Jesus
18 Se, nu stiger solen
20 Bøn fra Libanon
22 Barmhjertighed
24 Gudsmoders lørdagsmesse
26 Ny bog fra Ave Marias forlag
27 Budskaber fra Medjugorje
28 Litani
29 Pavens anliggender
30 Kalenderen
30 Messe for læserne
31Bøn om de kristnes enhed
Dette er en smagsprøve på Ave Maria. Bladet udkommer 4 gange om året.
torsdag den 1. september 2016
Maria af Egypten - en anderledes helgen
Historien om den hellige Maria af Egypten stammer fra en hellig munk ved navn Zosimus. Han havde boet i 53 år i et kloster i Palæstina, da Gud førte ham til et kloster nær Jordan-floden. I klostret var det skik, at munkene i fastetiden drog alene ud i ørkenen for at leve i bod og bøn indtil palmesøndag.
Under en sådan periode i ørkenen, hvor Zosimus var 20 dagsrejser fra klostret, så han pludselig en hvidhåret, solbrændt skikkelse bevæge sig. Han mente, det var en eremit. Skikkelsen gik væk, men Zosimus gik nærmere for at bede om en velsignelse. En stemme sagde: ”Abba Zosimus, jeg er en kvinde. Kast din kåbe herhen, så jeg kan dække mig til, så at du kan komme nærmere.”
Forbavset over at kvinden kendte hans navn, kastede Zosimus kåben over til hende. De bad sammen og begyndte at tale. Fuld af skam bekendte kvinden sit syndige liv for ham. Hun fortalte, at hun hed Maria.
”Mit land er Egypten”, sagde hun og fortsatte. ”Da jeg var tolv år gammel, og min far og mor stadig levede, drog jeg uden deres tilladelse til Alexandria. Jeg kan ikke tænke på mine første skridt ind i mit syndige liv uden at begynde at ryste.”
Maria fortalte, at i sytten år havde hun levet som prostitueret. En dag sluttede hun sig til en gruppe fra Libyen, som var på valfart til Jerusalem for at fejre Det hellige Kors' ophøjelse (14. september). Hun tog ikke med på valfarten af religiøse grunde, men fordi hun ville forføre deltagerne. Og det lykkedes også til slut. Hun forførte dem alle. Da hun ankom til Jerusalem fortsatte hun med disse aktiviteter.
På selve festdagen fulgte hun folkemængden, som var på vej for at ære et relikvie af Jesu kors. Men hun gik kun med for at forsøge at forføre de mennesker, der var på vej derhen.
Da hun nåede kirkedøren, var vejen pludselig blokeret for hende ved en usynlig mur. Hun forsøgte at komme ind fire gange, men blev hver gang holdt tilbage. Til slut trak hun sig tilbage til et hjørne af kirkegården for at overveje den mærkelige situation, hun befandt sig i. Pludselig indså hun, at hun blev lukket ude af kirken, fordi hun befandt sig i dyb synd. Hun fik øje på en statue af Jomfru Maria og brast i gråd. Helt knust og meget ydmyg begyndte hun at bede Jomfru Maria om at hjælp til at komme ind i kirken. Dér ville hun vise sin anger foran det hellige træ, som Jesus havde lidt på.
Jomfru Maria lovede, at hun ville få lov til det, hvis hun gav afkald på verden og gjorde bod i resten af sit liv. I tillid til Jomfru Marias løfte nærmede hun sig igen kirkedøren, og det lykkedes hende at komme ind.
Efter at hun havde æret det hellige kors, vendte Maria tilbage til statuen af Jomfru Maria for at takke. Mens hun bad dér, hørte hun en stemme som sagde, at hun skulle gå over Jordanfloden. Der ville hun finde fred.
Samme aften drog Maria til Jordanfloden. Hun skriftede sine synder og modtog kommunionen. Det skete i en kirke, som var dedikeret til Johannes Døberen. Næste dag gik hun over Jordanfloden. Hun vandrede ud i vildmarken. Der levede hun helt alene i 47 år. Hendes næring bestod af urter og dadler. Vintrene var hårde og kolde og somrene ekstremt varme. Hun bekendte for Zosimus, at hun mange gange havde oplevet store fristelser og prøvelser. Men hun havde altid fået hjælp af Jomfru Maria, når hun vendte sig til hende.
Zosimus lovede ikke at fortælle hendes historie til nogen, før hun var død. Han lovede også at komme igen næste år på skærtorsdag for at give hende kommunionen.
Næste faste kom Zosimus tilbage til det sted, hvor han havde mødt Maria. Han så hende stå på den anden side af Jordanfloden. Efter at hun havde set ham, gjorde hun korsets tegn og gik på vandet over floden. Der tog hun imod Zosimus. Han gav hende kommunion, som hun modtog i dyb hengivelse. Efter at de havde bedt sammen, ville Zosimus give hende en kurvfuld med dadler, figner og linser. Hun tog kun imod 3 linser og takkede ham dybt for hans venlighed. Hun bad om hans forbøn, og de aftalte, at han ville komme tilbage næste år.
Da Zosimus kom tilbage året efter, fandt han Marias døde krop udstrakt på jorden. Ved siden af kroppen var skrevet disse ord i sandet: ”Abba Zosimus, begrav den ydmyge Marias legeme”. Zosimus begyndte at grave med sine bare hænder. Det berettes, at en løve kom ham til hjælp.
Tilbage i klostret fortalte Zosimus for første gang alt, han vidste om Maria. Han levede mange år efter og døde en helgens død, da han var over hundrede år.
Historien om Maria blev nedskrevet langt senere af en, som havde fået den fortalt af munkene i klostret. Man regner med, at den blev nedskrevet i ca. år 500.
Guds retfærdighed er altid barmhjertighed, hvis vi vil tage imod den.
Forbavset over at kvinden kendte hans navn, kastede Zosimus kåben over til hende. De bad sammen og begyndte at tale. Fuld af skam bekendte kvinden sit syndige liv for ham. Hun fortalte, at hun hed Maria.
”Mit land er Egypten”, sagde hun og fortsatte. ”Da jeg var tolv år gammel, og min far og mor stadig levede, drog jeg uden deres tilladelse til Alexandria. Jeg kan ikke tænke på mine første skridt ind i mit syndige liv uden at begynde at ryste.”
Maria fortalte, at i sytten år havde hun levet som prostitueret. En dag sluttede hun sig til en gruppe fra Libyen, som var på valfart til Jerusalem for at fejre Det hellige Kors' ophøjelse (14. september). Hun tog ikke med på valfarten af religiøse grunde, men fordi hun ville forføre deltagerne. Og det lykkedes også til slut. Hun forførte dem alle. Da hun ankom til Jerusalem fortsatte hun med disse aktiviteter.
På selve festdagen fulgte hun folkemængden, som var på vej for at ære et relikvie af Jesu kors. Men hun gik kun med for at forsøge at forføre de mennesker, der var på vej derhen.
Da hun nåede kirkedøren, var vejen pludselig blokeret for hende ved en usynlig mur. Hun forsøgte at komme ind fire gange, men blev hver gang holdt tilbage. Til slut trak hun sig tilbage til et hjørne af kirkegården for at overveje den mærkelige situation, hun befandt sig i. Pludselig indså hun, at hun blev lukket ude af kirken, fordi hun befandt sig i dyb synd. Hun fik øje på en statue af Jomfru Maria og brast i gråd. Helt knust og meget ydmyg begyndte hun at bede Jomfru Maria om at hjælp til at komme ind i kirken. Dér ville hun vise sin anger foran det hellige træ, som Jesus havde lidt på.
Jomfru Maria lovede, at hun ville få lov til det, hvis hun gav afkald på verden og gjorde bod i resten af sit liv. I tillid til Jomfru Marias løfte nærmede hun sig igen kirkedøren, og det lykkedes hende at komme ind.
Efter at hun havde æret det hellige kors, vendte Maria tilbage til statuen af Jomfru Maria for at takke. Mens hun bad dér, hørte hun en stemme som sagde, at hun skulle gå over Jordanfloden. Der ville hun finde fred.
Samme aften drog Maria til Jordanfloden. Hun skriftede sine synder og modtog kommunionen. Det skete i en kirke, som var dedikeret til Johannes Døberen. Næste dag gik hun over Jordanfloden. Hun vandrede ud i vildmarken. Der levede hun helt alene i 47 år. Hendes næring bestod af urter og dadler. Vintrene var hårde og kolde og somrene ekstremt varme. Hun bekendte for Zosimus, at hun mange gange havde oplevet store fristelser og prøvelser. Men hun havde altid fået hjælp af Jomfru Maria, når hun vendte sig til hende.
Zosimus lovede ikke at fortælle hendes historie til nogen, før hun var død. Han lovede også at komme igen næste år på skærtorsdag for at give hende kommunionen.
Næste faste kom Zosimus tilbage til det sted, hvor han havde mødt Maria. Han så hende stå på den anden side af Jordanfloden. Efter at hun havde set ham, gjorde hun korsets tegn og gik på vandet over floden. Der tog hun imod Zosimus. Han gav hende kommunion, som hun modtog i dyb hengivelse. Efter at de havde bedt sammen, ville Zosimus give hende en kurvfuld med dadler, figner og linser. Hun tog kun imod 3 linser og takkede ham dybt for hans venlighed. Hun bad om hans forbøn, og de aftalte, at han ville komme tilbage næste år.
Da Zosimus kom tilbage året efter, fandt han Marias døde krop udstrakt på jorden. Ved siden af kroppen var skrevet disse ord i sandet: ”Abba Zosimus, begrav den ydmyge Marias legeme”. Zosimus begyndte at grave med sine bare hænder. Det berettes, at en løve kom ham til hjælp.
Tilbage i klostret fortalte Zosimus for første gang alt, han vidste om Maria. Han levede mange år efter og døde en helgens død, da han var over hundrede år.
Historien om Maria blev nedskrevet langt senere af en, som havde fået den fortalt af munkene i klostret. Man regner med, at den blev nedskrevet i ca. år 500.
Guds retfærdighed er altid barmhjertighed, hvis vi vil tage imod den.
Kilde: Secular Saints af Joan Carrol Cruz bearbejdet og oversat af Anne Balleby
En ny helgen
Moder Teresa bliver helgenkåret den 4. september.
Den 5. september kan vi så for første gang fejre hende som helgen.
De fleste af os har en idé om hvem Moder Teresa var, og hvad hun gjorde. Derfor giver vi ordet til hende selv.
- Vi mener at det at være fattig er at sulte, være nøgen og hjemløs. Men fattigdommen i at være uønsket, uelsket og ikke mødt med omsorg er den største fattigdom.
Vi må begynde derhjemme og arbejde på at udslette denne fat
tigdom.
- Gud kræver ikke, at vi klarer det hele, Han ønsker, at vi gør forsøget.
- Rejs aldrig hurtigere, end din skytsengel kan flyve.
- I må hellere begå fejl af kærlighed og medlidenhed end udøve mirakler med uvenlighed og hårdhjertethed.
- Det er fattigdom at beslutte at et barn må dø, for at du kan leve som du lyster.
- Folk er urealistiske, ulogiske og selvcentrerede. Elsk dem alligevel.
- Jeg er aldrig alene, jeg har Hans mørke og Hans smerte.
- Hvis jeg nogensinde bliver en helgen, så bliver jeg en mørkets helgen.
- Der er mange mennesker der kan gøre store ting, men kun få der vil gøre de små ting.
- Jesus sagde: "Elsk hinanden". Han sagde ikke: "Elsk hele verden".
De fleste af os har en idé om hvem Moder Teresa var, og hvad hun gjorde. Derfor giver vi ordet til hende selv.
Vi må begynde derhjemme og arbejde på at udslette denne fat
tigdom.
- Gud kræver ikke, at vi klarer det hele, Han ønsker, at vi gør forsøget.
- Rejs aldrig hurtigere, end din skytsengel kan flyve.
- I må hellere begå fejl af kærlighed og medlidenhed end udøve mirakler med uvenlighed og hårdhjertethed.
- Det er fattigdom at beslutte at et barn må dø, for at du kan leve som du lyster.
- Folk er urealistiske, ulogiske og selvcentrerede. Elsk dem alligevel.
- Jeg er aldrig alene, jeg har Hans mørke og Hans smerte.
- Hvis jeg nogensinde bliver en helgen, så bliver jeg en mørkets helgen.
- Der er mange mennesker der kan gøre store ting, men kun få der vil gøre de små ting.
- Jesus sagde: "Elsk hinanden". Han sagde ikke: "Elsk hele verden".
Abonner på:
Opslag (Atom)