4 Kære læsere
5 Det gode råds Moder
7 Den hellige pave Celestin V
10 Vær et tegn
12 Passionsblomst
13 Maria efterfølgelse - Hil dig, Maria
14 I Kristi kraft til dagens gerning
15 Morgenbøn
16 Billede - Pavens fastebudskab
18 Ja til livet
19 Vær modige og gå til skrifte
22 Hellige Josef - Jomfru Marias brudgom
24 I dag er Guds dag - om skriftemålet
25 Wilfrid Stinissen in memoriam
26 Stabat Mater - digt
27 Budskaber fra Medjugorje
28 Årets valfarter
29 Pavens anliggender
30 Kalenderen
31 Bøn til sankt Josef
Dette er en smagsprøve på Ave Maria. Bladet udkommer 4 gange om året.
lørdag den 1. marts 2014
Vær modige - gå til skrifte
Pave Frans
Kære brødre og søstre!
Gennem de kristne initiationssakramenter, dåben, firmelsen og eukaristien, får vi nyt liv i Kristus. Nu ved vi alle, at vi bærer denne skat i et lerkar (jf. 2 Kor 4,7), vi er hele tiden stadig underlagt fristelse, lidelse og død, og på grund af synden kan vi endda miste dette nye liv. Det er derfor, Herren Jesus villet, at Kirken fortsætter Hans frelsende gerning, især gennem forsoningens sakramente og de syges salvelse, som kan kaldes helbredelsens sakramenter. Bodens sakramente er et helbredelsens sakramente. Når jeg går til skrifte, er det for at blive helbredt, for at helbrede min sjæl, for at helbrede mit hjerte og for at blive helbredt for mine forseelser.
Tilgivelsen som en frugt af påsken
Bodens sakramente flyder direkte fra påskemysteriet. Da Herren kom til syne for sine disciple, påskeaften, hilste Han dem og sagde: "Fred være med jer!" så åndede Han på dem og sagde: "Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt" (Joh 20,22-23). Her ser vi det dynamiske indeholdt i dette sakramente.
For det første: Tilgivelse for vore synder er ikke noget, vi kan give os selv. Tilgivelse er noget, vi beder en anden om, og i skriftemålet beder vi om tilgivelse fra Jesus. Tilgivelse er ikke en frugt af vores egen indsats, men en gave fra Helligånden, som fylder os med den barmhjertighed og nåde, der uophørligt strømmer fra den korsfæstede og opstandne Kristus' åbne hjerte.
For det andet, minder det os om, at vi kun virkelig kan leve i fred, hvis vi tillader os selv at blive forsonet med Jesus, med Faderen og med vore brødre. Vi har alle følt det, når vi er gået til skrifte med en trist og tynget sjæl, og når vi så modtager Jesu tilgivelse, føler vi fred, den sjælefred, som er så smuk, og som kun Jesus kan give.
Personligt og af betydning for hele Kirken
Det er ikke nok at bede Herren om tilgivelse i sit eget sind og hjerte. Det er nødvendigt ydmygt og tillidsfuldt at bekende sine synder til en præst. I fejringen af dette sakramente repræsenterer præsten ikke kun Gud, men også hele samfundet, der genfinder sig selv i sine medlemmers svaghed, der lytter og bevæges af hans omvendelse, forsones med ham, bakker ham op og følger ham på vejen til omvendelse og vækst. Man kunne sige: Jeg skrifter kun for Gud. Ja, du kan bede Gud om tilgivelse, men vore synder er også begået mod brødrene og mod Kirken. Det er derfor, det er nødvendigt at bede om forladelse hos Kirken og brødrene i præstens skikkelse.
"Men Fader, jeg skammer mig ... ". Skam er også godt, det er sundt at føle lidt skam, fordi det er gavnlig at være skamfuld. Det gør os mere ydmyge, og præsten modtager vor bekendelse med kærlighed og ømhed og tilgiver os på Guds vegne. Også fra et menneskeligt synspunkt, for at læsse af, er det godt at tale med en anden om de ting, der tynger mit hjerte. Og man føler, at man bliver befriet for sin byrde; overfor Gud, Kirken og ens medmennesker. Vi må ikke være bange for at gå til skrifte! Når man står i kø for at gå til skrifte, føler man alle disse ting, selv skam, men når man så forlader skriftestolen, så er man fri, stor, smuk, tilgivet, strålende, glad. Det er skønheden i skriftemålet!
Lad os fejre dette sakramente
Jeg vil gerne spørge dig - men du behøver ikke svare højt - Hvornår var du sidste gang til skrifte? Tænk over det ... To dage, to uger, to år, 20 år, 40 år? Vi skal tænke efter ... jeg var sidst til skrifte for ... Og hvis der er gået lang tid, så skal vi ikke spilde tiden. Gå til skrifte. Præsten vil være god. Jesus er der, og Jesus er endnu bedre end præsten, Jesus tager imod dig, Han modtager dig med så meget kærlighed. Vær modig og gå til skrifte!
Kære venner, at fejre forsoningens sakramente betyder at blive indesluttet i en varm omfavnelse: Det er en omfavnelse af Faderens uendelige barmhjertighed. Lad os huske på den smukke, smukke lignelse om sønnen, der forlod sit hjem med sin arv. Han spildte alle pengene, og derefter, da han intet havde tilbage, besluttede han at vende hjem, ikke som en søn, men som en tjener. Hans hjerte var fyldt med så megen skyld og skam. Overraskelsen kom, da han begyndte at bede om tilgivelse. Hans far ville ikke lade ham tale, han omfavnede ham, kyssede ham, og begyndte at lægge an til fest. Jeg siger dig, hver gang vi går til skrifte, omfavner Gud os. Gud fryder sig! Lad os gå fremad på denne vej. Måtte Gud velsigne jer!
Kære brødre og søstre!
Gennem de kristne initiationssakramenter, dåben, firmelsen og eukaristien, får vi nyt liv i Kristus. Nu ved vi alle, at vi bærer denne skat i et lerkar (jf. 2 Kor 4,7), vi er hele tiden stadig underlagt fristelse, lidelse og død, og på grund af synden kan vi endda miste dette nye liv. Det er derfor, Herren Jesus villet, at Kirken fortsætter Hans frelsende gerning, især gennem forsoningens sakramente og de syges salvelse, som kan kaldes helbredelsens sakramenter. Bodens sakramente er et helbredelsens sakramente. Når jeg går til skrifte, er det for at blive helbredt, for at helbrede min sjæl, for at helbrede mit hjerte og for at blive helbredt for mine forseelser.
Tilgivelsen som en frugt af påsken
Bodens sakramente flyder direkte fra påskemysteriet. Da Herren kom til syne for sine disciple, påskeaften, hilste Han dem og sagde: "Fred være med jer!" så åndede Han på dem og sagde: "Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt" (Joh 20,22-23). Her ser vi det dynamiske indeholdt i dette sakramente.
For det første: Tilgivelse for vore synder er ikke noget, vi kan give os selv. Tilgivelse er noget, vi beder en anden om, og i skriftemålet beder vi om tilgivelse fra Jesus. Tilgivelse er ikke en frugt af vores egen indsats, men en gave fra Helligånden, som fylder os med den barmhjertighed og nåde, der uophørligt strømmer fra den korsfæstede og opstandne Kristus' åbne hjerte.
For det andet, minder det os om, at vi kun virkelig kan leve i fred, hvis vi tillader os selv at blive forsonet med Jesus, med Faderen og med vore brødre. Vi har alle følt det, når vi er gået til skrifte med en trist og tynget sjæl, og når vi så modtager Jesu tilgivelse, føler vi fred, den sjælefred, som er så smuk, og som kun Jesus kan give.
Personligt og af betydning for hele Kirken
Det er ikke nok at bede Herren om tilgivelse i sit eget sind og hjerte. Det er nødvendigt ydmygt og tillidsfuldt at bekende sine synder til en præst. I fejringen af dette sakramente repræsenterer præsten ikke kun Gud, men også hele samfundet, der genfinder sig selv i sine medlemmers svaghed, der lytter og bevæges af hans omvendelse, forsones med ham, bakker ham op og følger ham på vejen til omvendelse og vækst. Man kunne sige: Jeg skrifter kun for Gud. Ja, du kan bede Gud om tilgivelse, men vore synder er også begået mod brødrene og mod Kirken. Det er derfor, det er nødvendigt at bede om forladelse hos Kirken og brødrene i præstens skikkelse.
"Men Fader, jeg skammer mig ... ". Skam er også godt, det er sundt at føle lidt skam, fordi det er gavnlig at være skamfuld. Det gør os mere ydmyge, og præsten modtager vor bekendelse med kærlighed og ømhed og tilgiver os på Guds vegne. Også fra et menneskeligt synspunkt, for at læsse af, er det godt at tale med en anden om de ting, der tynger mit hjerte. Og man føler, at man bliver befriet for sin byrde; overfor Gud, Kirken og ens medmennesker. Vi må ikke være bange for at gå til skrifte! Når man står i kø for at gå til skrifte, føler man alle disse ting, selv skam, men når man så forlader skriftestolen, så er man fri, stor, smuk, tilgivet, strålende, glad. Det er skønheden i skriftemålet!
Lad os fejre dette sakramente
Jeg vil gerne spørge dig - men du behøver ikke svare højt - Hvornår var du sidste gang til skrifte? Tænk over det ... To dage, to uger, to år, 20 år, 40 år? Vi skal tænke efter ... jeg var sidst til skrifte for ... Og hvis der er gået lang tid, så skal vi ikke spilde tiden. Gå til skrifte. Præsten vil være god. Jesus er der, og Jesus er endnu bedre end præsten, Jesus tager imod dig, Han modtager dig med så meget kærlighed. Vær modig og gå til skrifte!
Kære venner, at fejre forsoningens sakramente betyder at blive indesluttet i en varm omfavnelse: Det er en omfavnelse af Faderens uendelige barmhjertighed. Lad os huske på den smukke, smukke lignelse om sønnen, der forlod sit hjem med sin arv. Han spildte alle pengene, og derefter, da han intet havde tilbage, besluttede han at vende hjem, ikke som en søn, men som en tjener. Hans hjerte var fyldt med så megen skyld og skam. Overraskelsen kom, da han begyndte at bede om tilgivelse. Hans far ville ikke lade ham tale, han omfavnede ham, kyssede ham, og begyndte at lægge an til fest. Jeg siger dig, hver gang vi går til skrifte, omfavner Gud os. Gud fryder sig! Lad os gå fremad på denne vej. Måtte Gud velsigne jer!
Oversat og bearbejdet af Charlotte Olden-Jørgensen efter www.Vatican.va
Abonner på:
Opslag (Atom)