fredag den 1. juni 2018

Ny forside på bladet

Bladet har fået en ny forside, der passer til bloggen. Vi er meget spændte på at se det i virkeligheden, når det kommer fra trykkeren. Det sker forhåbentligt i den kommende uge.





Meditation og bønsintentioner for juni

Trofasthed
Mit følsomme og kærlige hjerte ville have haft let ved at give sig hen, hvis det havde fundet et hjerte, som var i stand til at forstå det. Jeg forsøgte at knytte mit til små piger på min egen alder, især til to af dem; jeg holdt meget af dem, og de på deres side holdt så meget af mig, som de var i stand til. Men ak, hvor er skabningens hjerte snævert og flygtigt! Snart indså jeg, at min kærlighed ikke blev forstået; en af mine veninder, som havde været nødt til at vende hjem til sin familie, kom igen nogle måneder senere. Under hendes fravær havde jeg tænkt på hende, idet jeg omhyggeligt bevarede en lille ring, hun havde givet mig. Jeg blevet meget glad ved at gense min kammerat, men ak, jeg fik kun et ligegyldigt blik. Min kærlighed blev ikke forstået, det følte jeg, og jeg tiggede ikke om en hengivenhed, som man afslog at give, men Vorherre har givet mig et hjerte så trofast, at når det har elsket uden forbehold, elsker det altid, jeg fortsatte derfor også med at bede for min kammerat, og jeg holder af hende endnu.
En sjæls historie side 74

 Det skete tit, at hun (Mme. Martin) mærkede sin træthed og sendte et længselsfuldt blik mod det kloster, som hun en gang havde villet indtræde i. Fristelsen varede aldrig længe. Hun havde valgt retningen for sit liv og ville fuldføre det til enden, tro mod den overbevisning, som hun havde givet udtryk for overfor sin bror nogle uger før hendes første lille søns død.
    ”Jeg plages virkelig af dette elendige Point d`Alencon (kniplingsarbejde), som ligesom er blevet kronen på alle mine ulykker. Der er sandt, at jeg på den måde tjener en smule penge, men ak kære du! Til hvilken pris! Måske bliver prisen mit liv, for jeg tror, at det forkorter mine livsdage, og hvis Gud ikke beskytter mig helt særligt så tror jeg, at jeg ikke kommer til at leve længe endnu. Jeg ville ikke være ked af det, hvis jeg ikke havde børn at tage mig af. Jeg ville i så fald sige velkommen til døden på samme måde, som man siger velkommen til den bløde, rene morgengry ved en smuk dags begyndelse.
    Jeg tænker tit på min helgenagtige søster og det rolige liv, hun fører. Hun arbejder ganske vist, men ikke for noget forgængeligt. Sine rigdomme samler hun i Himlen, som hele hendes længsel er rettet imod. Jeg på min side står her tynget af byrder, bøjet helt ned til jorden og må udstå alle slags vanskeligheder for at tjene lidt penge, som jeg ikke kan og heller ikke vil tage med mig. Til hvilken nytte skulle det være for mig deroppe? Nogle gange tvivler jeg: Valgte jeg forkert, burde jeg havde gjort som hun? Men så siger jeg straks til mig selv: ”Så ville jeg ikke have haft fire små piger, og min charmerende lille Joseph!” Nej, det er bedre, at jeg slider, hvor jeg er, og at de findes! Bare jeg får lov til at komme i Himlen med min kære Louis og får lov til at se dem have det bedre, end jeg har haft det, så vil jeg være tilfreds og ikke bede om mere.”
  En families historie side 114-115.

Meditation
Kærligheden er et kald for livet såvel i det gudviede liv som i ægteskabet. Den kræver altid ofre og trofast udholdenhed, hvor man dag efter dag siger ja til Guds vej og vilje. Følelserne kan gøre oprør, men med kærlighedens vilje kan vi fortsætte med at vælge det eneste rigtige. Ægtefællerne Martin havde begge før ægteskabet søgt det gudviede liv, men havde fået afslag. Gud havde en anden vej for dem, en vej som gennem deres trofaste kærlighed til hinanden førte dem til at i ægteskabets sakramente blive de helgener, som Gud har ment, at de skulle blive. Gud tillader, at kærligheden sættes på prøve, for at den på måde kan vokse sig større og stærkere, ja, den bliver en grund at bygge videre på. På den måde renser Han den for at forme os, så vi bliver stadig mere lig Hans Søn. Jo renere kærligheden er, jo mere trofast er den, og en trofast kærlighed,  sådan en som den lille Thérèse havde, gælder ind i evigheden.

Bønsintentioner
  • Uge 23: At de som forbereder sig til ægteskab eller allerede er gift, indser dette sakramentes værdighed, og at det er ment til at forme dem til helgener.
  • Uge 24: At de som prøves i deres kald enten i det gudviede liv eller i ægteskabet, vender sig til Gud og får kraft til at være trofaste mod deres kald.
  • Uge 25: At vi i dagligdagens små detaljer vælger at være trofaste mod Gud, Hans Kirke og det vi har besluttet os for.
  • Uge 26: At mennesker som er blevet svigtede, atter kan komme til at tro på den trofaste kærlighed.

Juni 2018 - nummer 2

  4    Kære Læsere
  5    Vor Frue af Mellieha
  8    Den hellige Georg Preca
12    Lysets mysterier
16    Biblia pauperum,
19    Et besøg hos Vor Frue af Mellieha
22    Valfartsideer
24    Jomfru Maria, Kirkens Moder
26    Bliv i min kærlighed
28    Budskaber fra Medjugorje
29    Pavens anliggender
30    Af kalenderen
31    Bøn på festen for Jomfru Maria, Kirkens Moder