Byboerne måtte tage soldater ind i deres hjem og lade dem bo der. Da postforbindelserne blev genoprettet, greb fru Martin muligheden og sendte en detaljeret redegørelse for denne vanskelige tid til Lisieux.
"Klokken tre i mandags blev hver dør markeret med et bestemt antal soldater, der skulle indkvarteres der. En lang sergent kom og krævede at inspicere vores hus. Jeg viste ham første sal og fortalte ham, at vi havde fire børn. Heldigvis for os gjorde han intet forsøg på at gå op til anden sal. Endelig gav han os 9 soldater, og vi kan ikke klage. I vores nabolag er små butiksejere med kun stue og første sal blevet tvunget til at modtage femten, tyve og endog femogtyvende værnepligtige.
Jeg gør mig ingen unødige anstrengelser for deres skyld. Når de kræver for meget, siger jeg det er umuligt. I morges hentede de nok kød til at fodre tredive mand, og vi er nu midt i tilberedningen.
Vi har måttet overlade hele første salen til dem og flytte ned i stueetagen. Hvis jeg fortalte dig alt, ville der være til en hel bog.
Byen nægtede at betale det krævede beløb, og vi blev truet med repressalier. Endelig gav hertugen af Mecklenburg sig tilfreds med 300.000 francs og en enorm mængde udstyr. Alt kvæg i distriktet er blevet beslaglagt. Der er derfor ingen mælk nogensteder. Hvad skal lille Céline gøre, der drak en liter om dagen? Og hvordan skal fattige mødre med spædbørn klare sig? Der er ikke noget kød at købe, ikke hos nogen slagter. Kort sagt er byen tømt. Alle græder undtagen mig. "
Hvad fru Martin ikke siger er, at hun og hendes mand forenede patriotisme med kristen kærlighed og derfor viste både styrke og mod overfor faren og god vilje mod næsten, en god vilje, der udelukkede enhver form for had. Blandt de ni mænd, der boede i hendes hus var der således en soldat, som hun lagde mærke til. Han syntes at være mere venligt og mere raffineret, og i hans ansigt syntes man at kunne læse, at han led under at være borte fra sin familie. Hun tøvede ikke med at tale med ham og gav ham endda nogle godbidder i hemmelighed, som han viste sig for at være taknemmelig for."
En families historie, s. 103-104
"I kommunitetet er der en søster, som har evnen til konstant at irritere mig: Hendes måde at være på, hendes tale, hendes karakter, alt syntes mig meget ubehagelig. Alligevel er hun en from nonne, som helt sikkert er meget behagelig i Herrens øjne. Da jeg ikke ønskede at give efter for den naturlige antipati jeg følte, sagde jeg til mig selv at kærligheden ikke består i følelser, men i handling, og derfor bestræbte jeg mig på at gøre alle de ting for denne søster, som jeg ville have gjort for den, jeg holdt mest af . Hver gang jeg mødte hende bad jeg til Gud for hende og fortalte Ham om alle hendes dyder og fortrin. Jeg følte, at dette behagede Jesus, for der findes ikke den kunstner, der ikke kan lide at få ros for sit arbejde, og Jesus, sjælenes kunstner, er glad, når du ikke opholder dig ved det ydre, men trænger ind i den indre helligdom, som Han selv har valg til sit hus og beundrer dens skønhed. Jeg nøjedes ikke med ihærdigt at bede for denne søster, som forårsagede mig så meget kamp, jeg forsøgte at gøre hende alle mulige tjenester, og når jeg var fristet til at svare hende på en ubehagelig måde nøjedes jeg med at smile mit varmeste smil og forsøgte at føre samtalen hen på noget andet, for det er efterligning af Kristus: "det er sundere at lade alle have deres egen mening, end at blande sig i ordvekslinger." (Kristi efterfølgelse, III, 4: 1)
Meditation
Menneskeheden er en familie, og det er Kirken også. Derfor er den lille Thérèse vores søster, og hun blev det i en dybere betydning den 9. april 1888, da hun trådte ind hos karmeliterne i Lisieux. Som opvokset i en familie, der var åben og livgivende, selv for dem uden for familien, vidste hun, at den sande og guddommelige venlighed aldrig er eksklusiv. Venlighed skal gælde "ALLE i huset; uden undtagelse", det vil sige også dem, som vi personligt ikke har valgt, og som vi følelsesmæssigt ikke "bryder os om" og som på ingen måde deler vores tro og vores livsvalg. Lille Thérèse demonstrerede dette, da hun handlede effektivt mod sin naturlige antipati overfor en søster og gjorde alt hvad hun "ville have gjort forden, hun elskede mest." Ægteparret Martín viste også denne venlighed, da de blev tvunget til at modtage soldater i deres eget hjem.
Bønsintentioner
- Uge 14: At alle, der har kald til det gudsviede liv i ord og gerning må vise sig at være den opstandne Herres sande brødre og søstre.
- Uge 15: At vi må få et overnaturligt blik og se, at vores næste er en kær søster eller bror.
- Uge 16: At vore familier og lokalsamfund må blive åbne og livgivendeogså for dem, der ikke hører til.
- Uge 17: At vi vælger at vise venlighed også mod dem, vi måske har svært ved at vise venlighed.
