Juni 2016 - nummer 2

4     Kære Læsere
5      Jomfru Marias fødsel - legende
6      Den hellige Teresa de los Andes
8      Syndens efterdønninger
12    Hele tilværelsen syder af Guds nærvær
13    Pinsesøndags Regina Caeli
14    Led, milde lys - salme
16    Peter og Paulus - billede
18    Hvidtjørn - plante
21    Skriftemålet og Guds ydmyghed
23    Til den uplettede Jomfrus pris
24    Jomfru Marias smerter og trøst
26    En sort Gudsmoder
27    Budskaber fra Medjugorje
28    Guds Ord
29    Pavens anliggender
31    Bøn på Peter og Paulus' fest

Peter og Paulus

"Du er Kristus, den levende Guds søn"

Hvor mange gange har vi gentaget denne trosbekendelse, udtalt første gang af Simon, søn af Johannes, i Cæsarea Filippi.
     På Jesu altid aktuelle spørgsmål til sine disciple: "Men I, hvem siger I, at jeg er?" svarer alle kristne i dag stadig sammen med Peter, "Du er Kristus, den levende Guds søn".
     Efter 2.000 år forbliver den "klippe", Kirken bygger på, stadig den samme: Peters tro. På denne klippe grundlagde Kristus sin Kirke, et åndeligt bygningsværk, der har modstået århundreders slid
I troen, frugten af den mystiske forening mellem guddommelig nåde og menneskelig ydmyghed, som stoler på nåden, ligger hemmeligheden bag indre fred og hjertets glæde, som er en forsmag på saligheden i Himlen.

"Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen"
Troen "bevares" ved at gives videre. Det begyndte, da disciplene forlod nadversalen og drevet af Helligånden gik ud i alle retninger. Deres evangeliserende mission fortsætter igennem tiden og er den måde, hvorpå Kirken håndterer troens skat.
     "Jeg har ... bevaret troen." Det slog apostlen Paulus fast, da han så tilbage på sit liv. Vi ved, på hvilken måde han bevarede den. Han gav den videre, udbredte den, gjorde den så frugtbar som mulig, lige til sin død.
     På samme måde er Kirken kaldet til at bevare troens skat ved at dele den med alle mennesker. Af denne grund har Herren sendt den til verden og sagt til apostlene: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple". Denne sendelse er vigtigere nu end nogensinde før.
     Hvis Paulus var i live i dag, hvordan ville han mon så have udtrykt den missionslængsel, som karakteriserede hans virksomhed til gavn for evangeliet? Og mon ikke Sankt Peter ville opmuntre ham i denne store apostoliske indsats og give ham hånden som et tegn på fællesskab.


Vi betror Kirken til disse Kirkens to hellige apostles forbøn. Vi påkalder Maria, apostlenes Dronning, så kristne overalt må vokse i broderlige fællesskab og i missionsiver.
     Lad os bede om, at Peters og Paulus' tro må understøtte vores vidnesbyrd og om nødvendigt gøre os beredte til at gennemgå et martyrium.
     Lad alle troende snart forkynde med ét hjerte og én sjæl: "Du er Kristus, den levende Guds Søn". Du er vor Forløser, vores eneste Forløser. I går, i dag og for evigt. Amen.

Johannes Paul II prædiken på Peter og Pauls fest 2001.

Oversat og bearbejdet af Charlotte Olden-Jørgensen
Billede: Saiko, Wikimedia Commons (Gnu licence 3.0)

Hvidtjørnen

Almindelig hvidtjørn, Crataegus laevi er en stor løvfældende busk eller træ med en ret stiv og tæt vækst. I lidt ældre tid var den kendt af ethvert barn på landet, hvor den på de større marker blev brugt til at danne læbælter.

Legender
Om planten fortæller legenden, at da Maria flygtede med sin familie til Ægypten, kom de ud for et voldsomt lyn- og tordenvejr. De søgte da ly under den nærmeste busk, som var en hvidtjørn, der beskyttede dem godt mod uvejret. Den specielle skarpe duft, som er så karakteristisk for hvidtjørnen, skulle ifølge legenden stamme fra de bleer som Maria hængte til tørre efter forældrenes blebarn!
     En anden legende om hvidtjørnen beretter, at da apostlene efter Jesu himmelfart skulle gå ud i alverden og forkynde evangeliet, kom to af dem midt i den hårde vintertid til England. Overalt var folk meget lydhøre over for forkyndelsen, men der var en bestemt by i England ved navn Glastonbury, som ikke ville tage imod budskabet. Josef af Arimatæa bad da Gud give folket et tegn, så de kunne forstå, at denne mission var af guddommelig art. Josef plantede nu sin stav på stedet, og staven blev straks forvandlet til den skønneste busk. Det var hvidtjørnen, som siden blev kaldt Glastonburys hellige træ.


Folkemedicin
De røde melede tjørnebær kendes også under navnet Mariabær, og busken har fra gammel tid været betragtet som en vækst, der kan holde ondskab borte. Den er også tidligt blevet brugt medicinsk, blandt andet var plantens blomster kendt for at være gode mod svækkelse af hjertet.
Også i dag indgår hvidtjørnen i forskellige populære former for kosttilskud og er i øvrigt en af de mest og bedst undersøgte planter overhovedet. Ved en stor hvidtjørnskonference i München i 1976 blev planten således betegnet som ugiftig, også ved længere tids forbrug. Det sidste er en vigtig pointe, fordi hvidtjørn er en forholdsvis mild plante, så den hjertestyrkende virkning først viser sig efter længere tids brug.
Ekstrakt fra blade, blomster og frugter af tjørn bruges også i urtete, og de bærret med de helbredende egenskaber kan også sættes på snaps. Tjørn gælder for at være hjertestyrkende, samtidig med at den nedsætter et forhøjet blodtryk og har i det hele taget en beroligende virkning. Men netop derfor tåles den så udmærket, og man behøver hverken at frygte skader eller tilvænning i forbindelse med længere tids brug.
Veddet af tjørnebuske blev tidligere brugt til blandt andet land brugs redskaber. Det anvendes stadig til for eksempel træskærer- og dreje arbejder.

Forfatter: Inger Touray
Kilder: Anne Mette Olesen, Marias planter
Forlaget Hovedland 2007, samt internettet.

Billede: Geograph project. Copyright  Ken Grainger(GNU licence 2.0)