torsdag den 15. juni 2023

2023 - nummer 2 - juni

 
  4   Kære Læsere
  4   Valfarter
  5   Andagten til Jonfru Marias rene hjerte
  8   Den hellige Vilhelm af Æbelholt
13   Kristi legems og blods fest
15   Bøn for de ufødte
16   Mariasalme
18   Mariasalmens klangbund
19   Vor Frue af den stedsevarende hjælp
20   Sankt Bendts kapel
25   Vor Frue af Danmark
26   Fra "Den lille bog om god tid"
27   Budskaber fra Medjugorje
28   Rosenkransen som et billede på Marias liv
30   Pavens anliggender
31   Bøn, Regina Cœli


Regina Cœli
Når kirkeklokkerne ringer morgen, middag og aften, er det katolsk skik at stoppe op og bede en Maria-antifon. Hvilken antifon, man beder, skifter med den liturgiske tid, men størstedelen af året beder man Angelus - Herrens engel. Derfor kaldes klokkernes ringen morgen, middag og aften også for Angelus.
     I påsketiden, fra påskedag til og med pinsedag, beder vi  Regina Cœli - Himlens Dronning - i stedet for Angelus

Regina Cœli ~ Himlens dronning
Fryd dig, Himlens dronning! Halleluja.
For han, hvem du blev fundet værdig til at bære, halleluja.
Han er opstanden, som han har sagt, halleluja.
Bed for os til Gud, halleluja.

Glæd dig og fryd dig, Jomfru Maria! Halleluja.
Thi Herren er sandelig opstanden! Halleluja.

Lad os bede:
Gud, du som ved din Søns, vor Herres Jesu Kristi opstandelse, nådigt har frydet verden. Forund os ved hans moder, Jomfru Maria, at opnå det evige livs glæder.
Ved Kristus, vor Herre.
Amen

onsdag den 14. juni 2023

Jomfru Marias rene hjerte

Lørdagen efter festen for Jesu hellige hjerte fejrer Kirken festen for Marias rene hjerte. I år fejres denne fest den 17. juni.

Festen for Marias rene hjerte fejres altså nu dagen efter Jesu hjerte fest, men forud for det er der gået en lang og omskiftelig historie.
    Hengivenheden til Marias hjerte er nært forbundet med hengivenheden til Jesu hellige hjerte, men den er også helt sin egen. Den væsentligste forskel mellem andagterne til Jesu og Marias hjerte er, at andagten til Jesu hjerte fremhæver Hans guddommelige hjerte som værende fuld af kærlighed til menneskeheden, mens denne kærlighed for det meste ignoreres eller afvises; hvorimod andagten til Marias hjerte hovedsagelig drejer sig om den kærlighed, som hendes hjerte har til Jesus, til Gud.
    De kristnes opmærksomhed rettede sig tidligt mod Marias hjerte og de dyder og den kærlighed, der lå gemt i dette hjerte. Det bibelske grundlag finder vi i Lukasevangeliet hvor vi læser: "Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem" (Luk. 2,19) og "Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte" (Luk. 2,51), og Simeons profeti: "Ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag" (Luk 2,35).

Den spæde start

Men det er først i slutningen af det 11. og begyndelsen af det 12. århundrede, at vi finder tegn på en andagt til Marias hjerte. Det finder vi i en prædiken af Sankt Bernhard af Clairvaux med det smukke navn Om de tolv stjerner.     Endnu tydeligere spor finder vi i de fromme meditationer over Ave Maria og Salve Regina, der normalt tilskrives enten Sankt Anselm af Lucca (død 1080) eller den hellige Bernard, og i Sankt Thomas af Beckets andagt til Marias glæder og smerter. Lidt senere også i den store bog De laudibus Beatae Mariae Virginis (Til den hellige Jomfru Marias pris) af Richard de Saint-Laurent fra det 13. århundrede.
    I de følgende århundreder møder man en veneration for Marias rene hjerte hos flere helgener, for eksempel den hellige Gertrud den Store (1252-1302), den salige Hermann (død 1245 - se Ave Maria 4, 2019) og den hellige Birgitta af Vadstena (ca. 1303-1373). Den hellige Bernhardin af Siena (1380-1444) er blevet kaldt "Marias hjertes lærer" på grund af sine skrifter om Marias hjerte.

Den hellige Johannes Eudes
Den første, som fik kald til at gøre det til en offentlig fest var den hellige Johannes Eudes (1601-1680; se Ave Maria nr. 3, 2021). Han udfærdigede tekster til både messe og tidebøn og fejrede selv festen for Marias hjerte den 8. februar 1646 i katedralen i Autun i Frankrig. Det var den første offentlige fejring.
    Flere biskopper godkendte hans liturgi og den hellige Johannes Eudes fortsatte med at skrive litanier, uddele billeder og skrive bøger, for eksempel bogen Om andagten til Jomfru Marias hellige hjerte og hellige navn, der blev udgivet i 1648.
    På trods af hans entusiasme og flere biskoppers velvilje blev festen ikke accepteret af Rituskongregationen i Rom

Andagten udbredes
I slutningen af det 18. århundrede gav pave Pius VI (1775-99) tilladelse til, at denne fest kunne fejres af karmeliterne og Fontevraud-ordenen. Fontevraud-klosteret blev grundlagt i 1101 af den omrejsende prædikant Robert af Arbrissel. Klosteret blomstrede og blev centrum for en ny orden, Fontevraud-ordenen. Ordenen blev opløst under den franske revolution.
    Senere gav samme pave tilladelse til, at festen kunne fejres i nogle af bispedømmet Palermos kirker. Pave Pius VII udvidede tilladelsen til alle bispedømmer, som bad om det.
    I løbet af 1800-tallet begyndte man at fejre festen i forskellige marianske broderskaber. Især to begivenheder i 1800-tallet var af stor betydning. I november 1830 viste Jomfru Maria sig i Rue du Bac, også i Paris, for den hellige Catherine Labouré, og ansporede hende til at få fremstillet og udbredt den undergørende medalje (se Ave Marias forside, bagside og side 2). Og i 1836 indviede abbed Desgenettes kirken Notre-Dame-des-Victoires (Vor Frue af Sejren) i Paris til Marias rene hjerte.

Datoen fastlægges
    Den 21. juli 1855 godkendte Rituskongregationen i Rom officiet og messen til Marias hjerte. Endnu blev der ikke indført en mindedag for hele Kirken, og festen blev fejret på forskellige datoer i forskellige bispedømmer.
    Efter åbenbaringerne i Fatima i 1917 skete der et opsving i andagten og i anledning af 25 års jubilæet for åbenbaringerne indviede pave Pius XII den 8. december 1942 hele Kirken og hele menneskeheden til Marias rene hjerte. Dette skete midt under anden verdenskrig og var en bøn om Marias indgriben og beskyttelse.
    I 1944 besluttede Rituskongregationen at festen for Marias rene hjerte skulle fejres af hele Kirken som en forpligtende festdag den 22. august, oktavdagen for Maria optagelse i Himlen.
    Ved liturgireformen efter andet vatikankoncil flyttedes festen til lørdagen efter Jesu Hellige Hjerte fest (anden fredag efter pinse) og blev en valgfri mindedag.

Anne Balleby


Kilde: Den norske katolske kirkes hjemmeside,
Wikipedia og Attwaters helgenleksikon

Kristi Legems og Blods fest

Kære brødre og søstre!
    Kristi legemes og blods fest fejres i år den 11. juni. Eukaristien, der blev indstiftet skærtorsdag ved den sidste nadver, var som endestationen for en rejse. I løbet af rejsen havde Jesus antydet dette mål gennem flere tegn, først og fremmest mangfoldiggørelsen af brødene, som vi hører om i dagens evangelium. Jesus tager sig af de store skarer, der var fulgt efter Ham for at lytte til Hans ord og for at blive befriet fra forskellige dårligdomme. Han velsigner fem brød og to fisk, og bryder dem. Disciplene deler dem ud, og "og alle spiste og blev mætte", står der i evangeliet. I eukaristien kan alle opleve denne kærlige og konkrete opmærksomhed fra Herren. De, der modtager Kristi legeme og blod med tro, spiser ikke kun, men bliver mætte. At spise og at blive mæt: det er to grundlæggende behov, som opfyldes i Eukaristien.
    At spise. "Og alle spiste", skriver den hellige Lukas. Da aftenen falder på, råder disciplene Jesus til at sende folkemængden af sted, så de kan gå ud og lede efter mad. Men mesteren ønsker også at sørge for det - han ønsker også at give mad til dem, der havde lyttet til ham. Miraklet med brødene og fiskene sker ikke på en spektakulær måde, men næsten diskret, ligesom ved brylluppet i Kana - brødet bliver til mere efterhånden som det går fra hånd til hånd. Og mens folkemængden spiser, indser de, at Jesus tager sig af det hele. Det er Herren, der er til stede i eukaristien. Han kalder os til at blive borgere i himlen, men samtidig tager Han sig af os på vor rejse her på jorden. Hvis jeg næsten ikke har noget brød i min pose, ved Han det og tager sig af det.
    Nogle gange er der risiko for at forvise eukaristien til en vag, fjern dimension, måske lys og fuld af røgelsesdufte, men langt væk fra hverdagens trængsler. I virkeligheden tager Herren alle vore behov til sig, begyndende med de mest grundlæggende. Og han ønsker at sætte et eksempel for sine disciple ved at sige: "Giv I dem noget at spise!" til de mennesker, der havde lyttet til Ham i løbet af dagen. Vores eukaristiske tilbedelse bliver levende, når vi tager os af vor næste, som Jesus gør det. Der er sult efter mad omkring os, men også efter fællesskab; der er sult efter trøst, venskab, godt humør; der er sult efter opmærksomhed, der er sult efter at blive evangeliseret.
    Alt det finder vi i det eukaristiske brød - Kristi opmærksomhed på vore behov og opfordringen til at gøre det samme over for vore medmennesker. Vi har brug for at spise og mætte andre.
     Ud over at spise må vi dog ikke glemme at blive mætte. Skarerne bliver mætte på grund af den rigelige mængde mad og også på grund af glæden og forundringen over det, de modtog fra Jesus! Vi har bestemt brug for at få næring, men vi har også brug for at blive mætte, for at vide, at den næring er givet os i kærlighed.  I Kristi legeme og blod finder vi Hans nærvær, Hans liv, som er givet for hver enkelt af os. Han giver os ikke kun hjælp til at vandre fremad, Han giver os sig selv - Han gør sig selv til vor rejseledsager, Han blander sig i vores anliggender, Han besøger os, når vi er ensomme, og gengiver os en følelse af begejstring. Det mætter os, når Herren giver mening til vort liv, til vort mørke og vor tvivl. Men Han ser meningen, og denne mening, som Herren giver os, mætter os. Det giver os det "mere", som vi søger - nemlig Herrens nærvær! For i varmen fra Hans nærvær forandres vort liv. Uden Ham ville alting virkelig være gråt. Lad os tilbede Kristi legeme og blod og bede Ham med  hjertet: "Herre, giv mig det daglige brød til at gå fremad, Herre, mæt mig med dit nærvær!"
    Måtte Jomfru Maria lære os at tilbede Jesus, der er levende tilstede i Eukaristien, og at dele Ham med vore brødre og søstre.

Pave Frans 19. juni 2022. Oversat efter
www.vatican.va af Charlotte Olden-Jørgensen