søndag den 1. december 2024

Fredens Dronning ~ Medjugorje som pilgrimsmål

Tiden er inde til at afslutte den lange og komplekse historie, der har omgivet de åndelige fænomener i Medjugorje. Det er en historie, hvor biskopper, teologer, kommissioner og analytikere har udtrykt en række modstridende opfattelser.

Sådan indledes erklæringen Fredens Dronning, der er underskrevet både af Dikasteriet for troslære og pave Frans. Erklæringen ser på budskaberne og deres frugter, og ender med at anerkende de mange, gode åndelige frugter, der er knyttet til Medjugorje, og med at tillade de troende at tage på pilgrimsrejser derhen og at oprette kirkelige fællesskaber og bønsgrupper i stedets ånd.
    Den generelle vurdering af budskaberne er positiv, men teksten understreger også, at den ikke vurderer det moralske liv hos de påståede seere, og det præciserer, at åndelige gaver ikke nødvendigvis kræver, at seerne selv er perfekte i moralsk henseende.

De positive frugter
MlR - fred
har lige fra begyndelsen
været et af de centrale
budskaber i Medjugorje.
Her fra et glasvindue i kirken.

De positive frugter kommer tydeligst til udtryk i et sundt trosliv i overensstemmelse med Kirkens tradition, i de mange omvendelser hos mennesker, der har opdaget eller genopdaget deres tro, i at mange er vendt tilbage til skriftemålet og det sakramentale fællesskab, og i at adskillige kald er blevet bekræftet, samt i mange forsoninger mellem ægtefæller og fornyelse af ægteskab og familieliv.
    Ydermere bemærkes det, at alt dette sker i forbindelse med pilgrimsrejser til Medjugorje snarere end i møder med seerne.
    Der er også blevet rapporteret om talrige helbredelser, men folk ser ud til at besøge Medjugorje primært for at forny deres tro snarere end for at søge hjælp i specifikke anledninger.

De centrale budskaber
De centrale aspekter i Medjugorje har helt fra den spæde begyndelse været: Fred, Gud i centrum, Helligånden, omvendelse fra synd, messe og kommunion, vidnesbyrd, bøn, bod og faste og det evige liv.

Fred
Fred er ikke kun fravær af krig, men en åndelig, familiær og social tilstand. Den mest originale titel, som Maria beskriver sig selv med i Medjugorje, er faktisk "Fredens Dronning".
Sand lykke og livets fylde findes i Gud. Jeg er kommet her som Fredens Dronning for at fortælle verden, at fred er nødvendig for verdens frelse. I Gud finder man den sande glæde, hvorfra den sande fred kommer
 (16. juni 1983).
    Denne fred er frugten af levet næstekærlighed, som også indebærer en kærlighed til dem, der ikke er katolikker, et budskab, der vækker genklang i Bosnien-Hercegovina, som har været præget af en frygtelig krig med stærke religiøse komponenter.

Gud i centrum
Budskaberne fra Medjugorje rummer hyppige invitationer til tillidsfuld overgivelse til Gud, som er kærlighed. Vor Frue placerer ikke sig selv i centrum, men peger på vores forening med Gud.
    Desuden ses Marias forbøn og arbejde tydeligt som underordnet Jesus Kristus, der er ophav til nåde og frelse for ethvert menneske. Maria går i forbøn, men det er Kristus, der giver styrken. Derfor består hele hendes moderlige arbejde i at motivere os til at omvende os til Kristus. Han vil give jer styrke og glæde i denne tid. Jeg er tæt på jer med min forbøn (25. november 1993).

Helligånden
Mange af budskaberne opfordrer de troende til at søge Helligåndens hjælp:
Det vigtige er at bede til Helligånden, så han kan komme ned over jer. Når man har ham, har man alt. Folk begår en fejl, når de kun henvender sig til helgenerne for at bede om noget    (21. oktober 1983).

Omvendelse
Budskaberne indeholder også en stadig opfordring til at opgive en verdslig livsstil og overdreven tilknytning til verdslige goder. De opfordrer til omvendelse som kilden til sand fred i verden. Omvendelse er omdrejningspunktet i Medjugorjes budskab, der også insisterer på ondskabens og syndens alvor og på Guds opfordring til at kæmpe mod Satans indflydelse, der er oprindelsen til had, vold og splittelse.
Omvend jer, mine kære børn, og knæl i jeres hjertes stilhed. Sæt Gud i centrum af jeres liv   (25. maj 2001).

Bøn og faste
Bøn og faste er, sammen med messen, også centrale elementer i budskabet fra Medjugorje. Samtidig betones vigtigheden af et broderligt fællesskab og det at søge den ultimative mening med tilværelsen i det evigt liv.
Jeg opfordrer jer til at fylde jeres dag med korte, inderlige bønner. Når I beder, er jeres hjerte åbent, og Gud elsker jer med en særlig kærlighed og giver jer særlige nådegaver. Gør derfor god brug af denne nådens tid og dediker den til Gud som aldrig før  (25. juli 2005).

Nødvendige præciseringer
 Anden del af teksten ser på, hvordan nogle få budskaber kan læses på måder, der modsiger Kirkens lære, især hvis de læses ude af sammen¬hæng.
    I nogle tilfælde synes Vor Frue at udvise irritation, fordi nogle af hendes instruktioner ikke er blevet fulgt. Så advarer hun om truende tegn og muligheden for, at hun ikke længere vis vise sig.
    Andre gange insisterer Maria på, at alle skal lytte til og acceptere hendes budskaber, sandsynligvis provokeret af kærligheden og iveren hos seerne, som i god tro frygtede, at Gospas opfordringer til omvendelse og fred ville blive ignoreret.
     I virkeligheden sætter Maria selv sådanne budskaber på deres rette plads ved at underordne dem Evangeliet. Gå ikke på jagt efter ekstraordinære ting. Tag i stedet evangeliet, læs det, og alt vil stå klart for dig (12. november 1982); Hvorfor stiller I så mange spørgsmål?  Alle svar findes i evangeliet  (19. september 1981); Tro ikke på de løgnagtige stemmer, der taler til jer om falske ting, et falsk lys.  I, mine børn, vend tilbage til Skriften! (2. februar, 2018).

Nihil obstat - hvad betyder det?
Når Dikasteriet og paven giver deres Nihil obstat (ingen hindringer) er det nu udtrykkeligt tilladt de troende at give udtryk for deres tilslutning til budskabet fra Medjugorje. Det indebærer ikke en godkendelse af fænomenets direkte overnaturlige oprindelse, og det forpligter heller ikke nogen til at tro på det.
    Selv om der stadig er forskellige meninger om Medjugorje, så opfordres de kirkelige myndigheder til at værdsætte dets pastorale værdi og til at fremme dets udbredelse. De pilgrimme, der tager til Medjugorje, bør - ligesom på alle andre valfarter - huske på, at pilgrimsrejser ikke foretages for at mødes med påståede seere, men for at møde Maria, Fredens Dronning, og for - tro mod hendes kærlighed til sin Søn - at møde Kristus og lytte til ham gennem meditation over Ordet, deltagelse i eukaristien og eukaristisk tilbedelse, som det sker så mange steder over hele jorden, hvor Jomfru Maria æres med de mest forskellige titler.
    Erklæringen opfordrer til at læse budskabet fra den 2. september 2018, som opsummerer den værdifulde kristocentriske betydning af budskabet fra Medjugorje og udtrykker dets mest autentiske ånd:
"Kære børn, mine ord er enkle [...]. Jeg kalder jer til min Søn. Kun han kan forvandle fortvivlelse og lidelse til fred og afklarethed. Kun han kan give håb i de dybeste sorger. Min Søn er verdens liv. Jo mere I lærer ham at kende, desto tættere kommer I på ham, og desto mere vil I elske ham, fordi min Søn er Kærlighed. Kærlighed forandrer alt; selv det, der virker ubetydeligt for jer uden kærlighed, bliver gjort smukt i kærlighed."  (2. september 2018).


Oversat og bearbejdet af Charlotte Olden-Jørgensen
efter vatican.va og vaticannews.va

Ingen kommentarer:

Send en kommentar