Den hellige Bruno karteuseren

Den hellige Bruno
1030 - 1101
Festdag 6. oktober

Stifter af karteuserne og skytshelgen mod pest.

Ungdom
Bruno blev sandsynligvis født i 1030 i Köln i Tyskland. Hans familie var adelig. Bruno fik en god uddannelse og vidste tidligt, at han ville være præst. Han studerede først i Köln i Tyskland, hvorefter han blev sendt til Reims i Frankrig for at studere filosofi og teologi. Han var ikke meget over tyve år, da han blev præsteviet. Allerede som 25-årig blev han kannik ved en kollegiatskirke i Tyskland (det betyder et fællesskab af præster tilknyttet en kirke, som ikke er en domkirke). Året efter blev han kaldt tilbage til Reims for at undervise. Han underviste i teologi, filosofi, latin og græsk. Han blev hurtigt leder af skolen. Livet var bekvemt med forplejning og tjenestefolk.

Karriere i Kirken
Bruno fortsatte sin karriere indenfor kirken. Han var nidkær for præsternes liv og levned og en stærk tilhænger af pave Gregor VII og hans kamp mod den lave moral i præsteskabet.  Bruno fandt ud af, at ærkebiskoppen i Reims havde fået bispesædet ved at handle med kirkelige embeder, og at han i øvrigt ikke levede op til embedets moralske standard. Pavens udsending blev tilkaldt, for at ærkebiskoppen kunne stå til regnskab for og ændre sin levevis.  Ærkebiskoppen nægtede imidlertid at adlyde og blev afsat. Bruno var en af anklagerne.
    Ærkebiskoppen blev rasende og foranstaltede, at anklagernes boliger blev plyndret og deres løn (prebende) blev givet til andre. Bruno og de andre anklagere tog tilflugt i en borg. I mellemtiden fik ærkebiskoppen overtalt paven til at genindsætte ham i embedet. Bruno vendte derfor tilbage til Köln og kom først tilbage til Reims, da ærkebiskoppen var blevet endelig afsat og ekskommunikeret af paven.

Eremit
Imidlertid ønskede Bruno ikke et så aktivt liv. Det berettes, at Bruno overværede en begivenhed, der var skelsættende for hans beslutning om at ændre sit liv. En berømt professor i filosofi var pludselig død. Professoren var velanset og havde ry for at have levet et godt, værdigt liv. Da man skulle til at lukke kisten, løftede professoren  hovedet, satte sig op og udbrød:  "Jeg er blevet dømt af Guds dom". Menneskene omkring kisten blev forfærdede og besluttede at udskyde begravelsen til næste dag. Næste dag skete imidlertid det samme og også den tredje dag. Ingen kunne forstå, hvorfor professoren fik en sådan dom. Brunos bemærkning til dem var: "Ja, hvad skal vi gøre, mine venner? Vi skal alle dø og kun dem, der giver afkald på denne verden, bliver frelst. Hvis en mand, der er så værdig ... er blevet dømt, hvad vil der så ske med os? Lad os dog ikke tynge ned af dette, men følge eksemplet fra de salige eremitter ..."
    Som 53-årig frasagde Bruno sig embede, løn og ejendom og besøgte flere klostre for at finde sin vej. Han befandt sig godt i et benediktinerkloster i Molesme i Frankrig,  men var drevet af et kald til et strengere liv. Derfor fik han tilladelse til at bosatte sig i nogle eneboerhytter i ødemarken sammen med seks andre munke. Stedet lå ikke så langt fra benediktinerklostret, som stadig ydede dem åndelig vejledning.  

Kloster i Chartreuse
Efter nogle år tilbød biskoppen i Grenoble ham et område i Chartreuse-bjergene. De havde åndelig støtte af abbeden i benediktinerklostret Chaise-Dieu. Det berettes, at klimaet i området var barskt. Det sneede ofte, jorden var mager og skoven tæt og ufremkommelig. På trods af det holdt Bruno fast i at stifte et klosterfælleskab der. Klosteret blev bygget som eneboer-celler med en overdækning, som førte ind i kirken. Kirken blev indviet til den hellige Jomfru og den hellige Johannes Døber. Det var ikke muligt at dyrke jorden ret meget, men de holdt kvæg. Munkene fulgte ikke nogen skreven regel, men lod sig inspirere af den hellige Benedikts regel, dog tilpasset et strengt eremitisk liv. De levede en eneboertilværelse kombineret med kommunitetsliv, som også præger karteuserne i dag.
    Senere blev reglen skrevet ned, hvori det blandt andet blev bestemt, at brødrene skulle aflægge løfte om evig tavshed og ensomhed. Otte timer hver dag skulle vies til bøn og åndelige øvelser. De spiste ikke kød, og en gang om ugen fastede de på vand og brød. Et liv i tilbedelse, hårdt arbejde, bod og evig tavshed. Kvinder blev forbudt adgang til området. Klostret tiltrak også andre mænd, som gerne ville leve på den måde, men som på grund af manglende læsefærdigheder ikke var i stand til at deltage i korbønnen eller studere, såkaldte lægbrødre. Disse brødre overtog landbrugsarbejdet og munkene selv arbejdede med at kopiere bøger. Der findes stadig tre bind af en bibel, som blev skrevet i det første kloster. Et sneskred ødelagde dette kloster og munkene måtte bygge et nyt kloster længere nede ad bjerget.
    Biskoppen knyttede Bruno til sig som åndelig vejleder og skriftefar. Ofte rejste biskoppen langt for at tale med ham. Bruno selv ønskede ikke at stifte nogen orden, så først næsten hundrede år efter hans død blev karteuserordenen oprettet (Karteuser kommer fra stednavnet Chartreuse).

Til Italien
Rygtet om Brunos visdom, belæsthed og fromhed nåede vidt omkring og også til paven i Rom. Det var pave Urban II, og han kaldte Bruno til sig som rådgiver. Lydighed mod Kirken er kendetegnende for ordensfolk og Bruno rejste til Rom mod sin vilje. Nogle af hans medbrødre ønskede at følge med ham til Rom, men han overtalte dem til at blive i Chartreuse. I Rom bosatte Bruno sig i en eneboerhytte i nogle ruiner og tjente samtidig som rådgiver for paven. På et tidspunkt blev paven nødt til at flygte til Syditalien på grund af stridigheder med en modpave.
     Bruno rejste med og fik så lov til at vende tilbage til et kontemplativt liv, dog ikke i Frankrig, fordi Paven stadig havde brug for Bruno som rådgiver. Derfor stiftede han et kloster i Torre i Calabrien. Han genså aldrig sine brødre i Frankrig.

Død og eftermæle
    Den hellige Bruno døde den 6. oktober 1101 i sit kloster. Han blev 71 år gammel, og blev gravlagt i klostret i Torre, der i dag hedder Serra San Bruno. Hans legeme blev gravet op 400 år efter hans død og var stadig helt intakt. Bruno er ikke blevet formelt helligåret, men Pave Leo X gav tilladelse til at ære Bruno den 10. juli 1515 ved et mundtligt dekret (vivæe vocis oraculo), og den 17. februar 1623 udvidede Gregor VI denne tilladelse til hele Kirken og fastsatte hans helgendag til den 6. oktober.  
    I et brev, som den hellige Bruno skrev omtrent et år før sin død, beskriver han glæden ved det isolerede og asketiske liv, han levede: "Kun dem, som har oplevet det, ved hvor meget gavn og guddommelig glæde ensomheden og stilheden i ørkenen giver dem, som elsker det. Her kan dedikerede mennesker samle sig så meget som de vil, leve i ensomhed, anstrenge sig for at dyrke dydens afgrøder og blive lykkelig næret af paradisets frugter. Her opnår man det fredfyldte blik, som sårer Brudgommen med kærlighed og som fører til, at man ren og renset kan se Gud. Her praktiserer man en arbejdsom fritid og hviler i rolig aktivitet. Her belønner Gud sine atleter for besværet med at kæmpe for den pris, de længes efter. Nemlig: 'Freden som verden ikke kender og Helligåndens glæde'."

Karteusernes motto: Stat crux dum volvitur orbis  - Korset står fast, medens verden drejer.

    Man kan spørge sig selv, hvorfor nogle tager imod et kald til et så asketisk liv. Det kan man kun forstå, hvis man virkelig har prøvet at elske. At ville give sit liv og sin egen komfort af kærlighed til en anden. At ville lette den anden for lidelser. Mange mystikere har skrevet om at leve dette kald. Paulus skriver, at han udfylder, hvad der mangler i Kristi trængsler, jf. Kol 1,24. Det, der mangler, er menneskets ja. Jesu kærlighed til os er så uendelig stor. Kærligheden til Jesus kan få os til at ønske at lide sammen med ham. At hjælpe Ham med at drage os alle til sig - til et liv i jublende glæde. Vi har alle fået mulighed for at hjælpe vore medmennesker til at tage imod denne gave. Vi kan alle deltage i  dette liv sammen med Jesus. Nogle bliver kaldede til at gøre det mere radikalt, at bære en større byrde for hele menneskehedens skyld og af kærlighed til Jesus. De sidder ved afgrunden og tager imod Guds kærlighed for os alle sammen.

Karteusernes udbredelse
Efter at karteuserordenen havde fået den pavelige godkendelse i 1133, voksede den støt og langsomt. I 1300-tallet var der over 100 klostre i Europa. Under reformationen oplevede ordenen stor tilbagegang, men voksede senere, og der er i dag flere karteuserklostre rundt om i verden, både for munke og nonner, og på verdensplan er der 370 munke og 75 nonner. Der har aldrig været et karteuserkloster i Danmark.
    I 2005 satte Philip Gröning med filmen Die große Stille (den store stilhed) fokus på karteuserordenens kloster La Grande Chartreuse. I filmen høres ingen andre lyde end munkenes skridt, bøn og messe og en enkelt kat, som en munk giver mad.
    Mange kender også den særlige likør Chartreuse, som fremstilles af munkene. Den indeholder en stor mængde urteudtræk og var oprindelig tænkt som en helbredende eliksir.

Skrevet af Anne Balleby
Kilder: Artikler om karteuserne og Den hellige Bruno på Internettet
og Donald Attwaters helgenleksikon