Den nordiske bispekonference havde arrangeret en valfart til Rom i anledning af jubelåret. Fordi vi jo er vikingernes efterkommere her i det kolde nord, havde vi fået tildelt dagene 30. januar til 6. februar.
Vi havde et godt, delvis tætpakket program, der begyndte kort efter ankom sten med messe ved biskop Czeslaw i helligtrekongerskapellet i Propaganda Fide. Det kapel er særligt interessant for os, fordi det er dér Niels Steensen blev viet til biskop i 1677.
Den følgende dag var vi ude i San Sebastians kirke, hvor vi fejrede messe. Vi blev hundset lidt med, fordi den romerske politiforening iklædt imponerende uniformer med kapper og eget orkester skulle fejre deres 44 års jubilæum der i kirken. Men heldigvis skulle vi også ned og se de meget imponerende kata komber nede under kirken. Det var betagende og lidt skræmmende at vide, at man stod lige under højalteret i kirken ovenover.
Allerede samme eftermiddag stod den første hellige dør på programmet. Vi mødtes foran Sankt Paul udenfor murene, bad og sang og gik igennem den hellige dør ind i kirken, hvor vi så den hellige Paulus' grav og var til sungen vesper. Det er også i den kirke, man kan se portrætter af alle paverne fra Peter frem til Frans. Sidstnævntes portræt var smukt oplyst.
Lørdag startede på skønneste vis ved at vi mødtes foran Laterankirken, hvor biskop Czeslaw fortalte lidt om kirken, indtil alle var samlede, og vi under sang og bøn gik igennem den anden hellige dør. Derefter var der tid til at gå rundt og se på kirken og studere latinske inskriptioner og en model af kirken i træ, før der var messe for alle de nordiske pilgrimme med biskop Erik fra Trondheim.
Så splittedes pilgrimsgruppen op i små grupper, der forsvandt i forskellige retninger for at styrke legemet, inden vi efter frokost mødtes foran Santa Maria Maggiore. Atter kom valfartsbøgerne frem, og vi sang og bad inden vi gik igennem denne kirkes hellige dør, der i denne kirke er helt til venstre. Efter at have beundret kirken og hilst på relikviet af Jesu krybbe var der fælles vesper for alle de nordiske pilgrimme.
Dermed var dagens program endnu ikke slut. Vi skulle også hen og hilse på Vor Frue af den stedsevarende hjælp, der hang i den hellige Alfonsos kirke lige i nærheden (se side 14).
Så kom den store dag! Mandag vandrede vi til Peterskirken og blev lukket ind i Paul VI's audienssal. Vi ventede længe og i gennemtræk, men endelig lukkede de flotte schweizergardister dørene og tog opstilling ved pavens hvide sæde. Og vores venten blev belønnet. Paven hilste personligt på så mange af de forsamlede, nordiske pilgrimme som overhovedet muligt, han talte til os (se næste side) og blev så rullet langsomt ud igen. Han var gammel og træt og sad i kørestol, men det var tydeligt, at han gav sig selv i mødet med os.
Vi hilste så på den hellige kong Knud og holdt en dansk bodsandagt i Santa Maria in Traspontina, så de sidste sløve læs kunne nå at komme til skrifte, og samledes atter alle sammen i den fjerne ende af Via Conciliazione. Der fik vi et pilgrimskors, og vandrede så under sang og bøn frem mod Peterskirken for enden af vejen - som det ses på billedet.
Vel fremme gik vi igennem den fjerde og sidste hellige dør, hvorefter der var messe under helligåndsduen med alle de nordiske biskopper og kardinal Anders som hovedcelebrant.
Næste dag var de fleste danske pilgrimme i Firenze, men vi pjækkede og fandt i stedet frem til kardinal Anders' titularkirke, Santa Maria degli Angeli, sådan én skal man nemlig have, når man er kardinal. Den var rummelig. gammel og flot og bruges, når det italienske parlament har behov for en kirke.
Den sidste dag var der messe i San Lorenzo fuori le Mura med biskoppen og efterfølgende afskedsmiddag. Det var en rigtig god valfart!
