lørdag den 1. marts 2025

Pavens hilsen til de nordiske pilgrimme

Deres Eminence,
kære biskoppelige brødre,
kære venner!
 
Det er mig en glæde at hilse alle jer fra Sverige, Norge, Danmark, Finland og Island i anledning af den nordiske bispekonferences pilgrimsrejse til Rom.
    Jeg beder for, at denne oplevelse af at rejse sammen som brødre og søstre i Kristus må styrke jeres hjerter i tro, håb og kærlighed, for det er de tre væsentlige elementer i det kristne liv, tre måder Helligånden leder os på vores rejse og på vores pilgrimsfærd, for vi er alle pilgrimme.
    Mottoet for dette jubilæum er, som I ved, "Håbets pilgrimme". Det er derfor min bøn, at jeres håb vil blive styrket i løbet af disse dage. I er sikkert allerede opmærksomme på tegn på håb i jeres hjemlande, for selvom kirken er lille i jeres lande, vokser den i antal. Den vokser altid. Vi kan takke den almægtige Gud for, at troens frø, plantet og vandet af generationer af udholdende præster og troende mennesker, bærer frugt. Det burde heller ikke overraske os, for Gud er altid trofast over for sine løfter!
    Når I besøger de forskellige hellige steder i Den Evige Stad, især de hellige apostle Peters og Paulus' grave, beder jeg også for, at jeres tro på Herren Jesus og jeres bevidsthed om at høre sammen med ham og hinanden i Kirkens fællesskab, må blive næret og uddybet. På denne måde vil I være i stand til at vende tilbage til jeres lande med sind og hjerter, der er mere indstillet på Kristi forvandlende nåde, fulde af glad iver efter at dele den store gave, som I har modtaget. For som Paulus fortæller os, er vi skabt i Kristus til at gøre gode gerninger (jf. Ef 2,8-10).
    Der er faktisk ikke noget større "arbejde" end at videregive evangeliets frelsende budskab til andre, og vi er kaldet til at gøre dette især for dem, der befinder sig i udkanten. Her kan I måske tænke på dem, der er ensomme eller isolerede - så mange mennesker er isolerede eller ensomme - i hjertet eller i periferien af jeres samfund og mere fjerntliggende områder. Denne opgave er i øvrigt betroet enhver af jer, uanset alder, livssituation eller evner. Selv de af jer, der er ældre, syge eller på anden måde kæmper med tilværelsen, har et ædelt kald til at vidne om Faderens medfølende og inderlige kærlighed.
    Når I vender hjem, så husk, at en pilgrimsrejse ikke ender, men blot flytter tyngdepunktet til den daglige "disciplens pilgrimsrejse" til kaldet til at holde ud i evangeliseringsopgaven. I den forbindelse vil jeg opfordre jeres levende katolske samfund til at samarbejde med jeres medkristne, for i disse udfordrende tider, der er præget af krig i Europa og rundt om i verden, har vores menneskelige familie et stort behov for et forenet vidnesbyrd om den forsoning, helbredelse og fred, der kun kan komme fra Gud.
    På samme måde er I i jeres multikulturelle sammenhænge kaldet til dialog og samarbejde med folk fra andre religioner, mange af dem migranter, som I har budt velkommen i jeres samfund. Det oplevede jeg på første hånd under mit besøg i Sverige i 2016. Der mødte jeg brødre og søstre, der var flygtet dertil fra diktaturerne i Brasilien, Uruguay, Chile, Argentina. Fortsæt med at være fyrtårne af imødekommenhed og broderlig solidaritet!

    Til sidst et ord til de yngre pilgrimme blandt jer. Som en del af jubelårets begivenheder vil vi den 27. april fejre den salige Carlo Acutis' helgenkåring (Carlo Acutis). Denne unge helgen af og for vores tid viser jer - og os alle - hvordan det også i dag er muligt for unge mennesker at følge Jesus, dele hans lære med andre og på den måde finde livets fylde i glæde, frihed og hellighed. Så tillad mig at gentage ... og vær sød at dele disse ord fra paven med dine unge venner derhjemme: "Må Helligånden tilskynde jer ... Kirken har brug for jeres energi, jeres indsigter og jeres tro. Vi har brug for jer!"

    Kære venner, med disse få ord ønsker jeg alt godt for jeres pilgrimsfærd og for jeres liv og overlader jer til Marias, Kirkens Moders, forbøn. Jeg giver jer min inderlige velsignelse. Og glem ikke at bede for mig.



Paven hilser på nogle af de nordiske pilgrimme i Paul VI' audienshal.
Fotoet er fra en af de storskærme i audienshallen, der gjorde det muligt at følge paven hele tiden










Oversat fra Vatican.va
af Charlotte Olden-Jørgensen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar