I år fejrer vi 800-året for, at den hellige Frans modtog Kristi sårmærker på bjerget La Verna den 14. september 1224.
I den anledning er det på sin plads at overveje vigtigheden af at ligedannes med "den fattige og korsfæstede Kristus" som Thomas af Celano udtrykker det i sin fortælling om den hellige Frans' liv (Vita Seconda, nr. 105).
Et af de mest talende tegn på den ligedannelse med Kristus, som Thomas af Celano taler om, er stigmatiseringen - modtagelsen af Kristi sårmærker - som Gud gennem tiden har givet brødre og søstre i troen. Det minder alle i Guds hellige folk om den smerte, Jesus af kærlighed led for vor frelse. Sårmærkerne er også et tegn på påskens sejr: Det er jo gennem sårene, at den opstandne korsfæstedes barmhjertighed strømmer ud til os. Lad os derfor reflektere over betydningen af Kristi sårmærker i den enkelte kristnes liv.
Kristi sårmærker som et spejl for den kristnes liv I den stigmatiserede Frans finder Jesu discipel et spejl for sin identitet. Den troende tilhører jo ikke en menneskelig forening af tanker eller handlinger, men et levende legeme, Kristi legeme, som er Kirken. Og dette tilhørsforhold blev indprentet i den kristne ved dåben, som beseglede os med Herrens påske.
I Kirkens kærlighedsfællesskab genopdager vi hver især, hvem vi er: et elsket, velsignet og forsonet barn, sendt for at vidne om nådens under ved at være medarbejdere på fællesskabet. Derfor er de kristne kaldet til især at henvende sig til de "stigmatiserede", dem der er "mærkede" af livet, som bærer ar efter lidelse og uretfærdighed. Og i dette kald hjælper helgenen fra La Verna os med ikke at lade os knuse af vanskeligheder, frygt og modsigelser. Det var det kald, Frans levede hver dag, fra mødet med den spedalske, hvor han glemte sig selv i tjenesten for andre, og til sine sidste år, hvor han gav afkald på det, han var begyndt på, og med mod og ydmyghed åbnede sig for nye veje, føjelig over for Herren og sine brødre. I åndens fattigdom og i sin overgivelse til Faderen gav den hellige Frans os alle et stadig aktuelt vidnesbyrd om evangeliet. Og vi - både franciskanere og alle andre - skal overveje, om vi vidner om dette.
Kristi sårmærker og kaldet til enhed og tilgivelseFranciskanerordenens hellige grundlægger giver os alle et stærkt kald til enhed. Det krucifiks, der viste sig for ham på La Verna og mærkede hans krop med sine sår, er det samme, som var indprentet i hans hjerte fra begyndelsen af hans "omvendelse", og som kaldte ham til at "genopbygge Guds hus".
Netop under det at "genopbygge" vil jeg gerne inkludere evnen til at tilgive. De fleste steder har franciskanere ry for at være gode skriftefædre. Gode til at tilgive alt og altid! Gud bliver aldrig træt af at tilgive. Det er os, der bliver trætte af at bede om tilgivelse. Herren tilgiver altid.
Hos Frans, en mand, der fandt fred i korsets tegn, repræsenterer Kristi sårmærker det endegyldige segl. Derfor kaldes vi også til at vende tilbage til det væsentlige i vort liv; til at være tilgivne bærere af tilgivelse, helbredte bærere af helbredelse. Til at være glade og enkle i styrken fra den kærlighed, der strømmer fra Kristi side, og som næres af det personlige møde med ham, der fornyer den serafiske glød i vort hjerte.
Det er godt, hvis vi alle i jubilæumsåret på ny tager udgangspunkt i denne glød og føler os kaldede til at bringe lidt af den enorme kærlighed, der drev Jesus til at dø på korset for os, til vore fællesskaber og broderskaber, til Kirken og til verden.
Måtte vor nærhed til ham, ligesom det skete for Frans, gøre os stadig mere ydmyge, mere forenede, gladere og mere koncentreret om det væsentlige, elske korset, være opmærksom på de fattige, være fredens vidner og håbets profeter i denne tid, som har så svært ved at erkende Herrens nærvær.
Måtte vi med vore liv i stigende grad være et tegn på og et vidnesbyrd om Guds rige, der lever og vokser blandt mennesker.
Pavens tale til franciskanerne fra La Verna, 5. april 2024
Oversat og redigeret efter www.vatican.va af Charlotte Olden-Jørgensen