tirsdag den 24. marts 2026

Årets valfarter

31. maj  ~ Valfart til Aasebakken.
        Tema: Sankt Ansgar.
        Valfarten gennem Rude skov begynder kl. 9.15. 
        Nærmere info: Aasebakkevalfarten.       

 7. juni ~ Valfart til Øm
        Tema: Sankt Ansgar
        Valfartsvandringen til Ømborgen begyder kl. 11.00
        Nærmere info: Ømvalfarten.

        
 5. juli ~ Valfart til Haraldsted.
        Nærmere info følger senere

27. juli - 3. august ~ Valfart til Lourdes
        Tema: Bebudelsen
        Nærmere info: Den nordiske valfart til Lourdes.

12. - 15. oktober ~ bispedømmets Ansgar-valfart
        Nærmere info følger senere

12. - 19. oktober ~ Valfart til Fatima
        Nærmere info: Flemming og Theeba Larsen på tlf.: 24 61 89 15
        eller e-mail: fatimapilgrim65@gmail.com 

søndag den 1. marts 2026

2026 - Nummer 1

  4    Kære Læsere
  5    Mariaåbenbaringen i Bronx
10    Den salige Czeslaw
12    Indre bøn, ny bog på Forlaget Ave Maria
13    Joan in memoriam
14    Karmeliterns samtaler, ny bog på Forlaget Ave Maria
15    Den hellige Paulus' vision og rejsen til Neapolis
18    I apostlen Paulus' fodspor
24    Maria, Kirkens Moder
28    Budskaber fra Medjugorje
29    Pavens anliggender
30    Messe for læserne
30    Årets valfarter
31    Bøn til Vor Frue af Universet


Bøn til Maria, Universets Dronning

Maria, universets dronning,
du er dronning, fordi du er mor til det inkarnerede Ord.
Kristus er den universelle konge, fordi han hersker over alle skabninger
gennem sin personlige enhed med Gud.
Han er konge, og du er dronning over alle hjerter.

Hersk over os med din kærligheds dronningemagt,
så din Søns rige -
et rige fyldt af sandhed og liv,
hellighed og nåde,
retfærdighed, kærlighed og fred -
kan komme på jorden.
Bring nåde til alle mennesker,
Helligånden til Kirken
og fred til hele verden.
Amen.





Se artiklen om mariaåbenbaringen i Bronx i Ave Maria nummer 1, 2026, side 5.
Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen efter https://www.ourladyoftheuniverse.com/p/prayers.html
Imprimi potest: +Michael Epus Galviensis, 4. Juni, 1966


Den salige Czeslaw

Vores biskop, Czeslaw Kozon, har en navnehelgen, som vi fortæller lidt om her i anledning af, at det den 7. maj 2026 er 31 år siden, at vores biskop blev bispeviet. Biskoppens mor er født i Danmark af polske indvandrere, hans far kom hertil fra Polen som ung. Vi har fået fortalt, at han er opkaldt efter den salige Czeslaw efter sin fars ønske. Navnet er af slavisk oprindelse, afledt af elementerne "čest", der betyder "ære", og "slava", der betyder "herlighed".  

Den salige Czeslaws baggrund
Den salige Czeslaw
Ca. 1180 – 1242 ~ Festdag 20. juli
Den salige Czeslaw og ildkugleunderet,
Malet af Tomasz Jan Muszyński i 1865

Der findes ikke nogen beskrivelse af den salige Czeslaw som person. Det skyldes, at det manuskript, som beskrev ham og hans virke blev brændt af lutheranerne, da de overtog det kloster, hvor dokumenterne var opbevaret. Af hans eftermæle kan man forstå, at han har været vellidt, from og lærd, men vi ved ikke noget om hans udseende, temperament og hjertevarme.
    Czeslaw blev født omtrent 1180 i Kamien Śląski nærheden af Opole i det sydvestlige Polen, hvor han også virkede det meste af sit liv.  Hans familie var højtstående. Skolegangen begyndte i Kraków, hvorefter han fortsatte med filosofistudier i Prag og siden tog han til Bologna, hvor han studerede teologi og jura. Han blev præsteviet i Kraków og fik hurtigt ry for sin fromhed og lærdom. I flere år fungerede han som præst i Kraków.

Dominikaner
Da han var omtrent 38 år gammel, rejste han til Rom sammen med sin onkel og hans slægtning den hellige Jacek. Der mødte de den hellige Dominikus, grundlæggeren af dominikanerordenen. Både Czeslaw og Jacek blev kaldet til at blive dominikanere og trådte derfor ind i ordenen. De  modtog begge ordensdragten af selveste ordensgrundlæggeren, den hellige Dominikus. I dominikanernes kirke i Rom, Santa Sabina, findes et vægmaleri, der viser den hellige Dominikus, der giver ordensdragten til Jacek. Otte år senere flyttede Czeslaw til Wroclaw i det sydvestlige Polen, nordvest for Chzestochowa, som er kendt for billedet af den sorte Madonna.
    I Wroclaw påbegyndte Czeslaw en intensiv missionsvirksomhed. Han drog rundt til flere byer, prædikede og hjalp de kristne med menighedslivet. Sluttelig kunne han grundlægge et dominikanerkloster og blev klostrets første prior. Med udgangspunkt i klostret etablerede han sammen med sine medbrødre omfattende undervisning og missionsvirksomhed. Biskoppen overlod Sankt Adalberts kirke til dominikanerne.
Ildkuglemiraklet
    I 1241, da Czeslaw var prior i dominikanerklostret, og nu 61 år gammel, blev byen invaderet af mongolerne. Czeslaw og hans medbrødre bad inderligt til Gud om hjælp mod invasionsstyrkerne. Det berettes, at der faldt en ildkugle ned fra himlen mod angriberne, som flygtede. Miraklet tilskrives den salige Czeslaw. Der berettes også om mange andre mirakler på hans forbøn, men ildkugle-underet er det mest kendte og spektakulære.

Død og saligkåring
    Den 15. juli 1242 døde Czeslaw, 62 år gammel.  Han er begravet i Sankt Wojciech-kirken i Wroclaw, hvor mange pilgrimme drager til for at bede om hans forbøn. Hans liturgiske festdag er den 20. juli.
    I 1713 blev Czeslaw saligkåret af pave Clement XI. Han er aldrig blevet helgenkåret, men han er en kendt og elsket helgen i Polen. I 1963 blev han udråbt til skytshelgen for Wroclaw.









Anne Balleby

Kilder: bl.a. ewangelizuj.pl og katolsk.no